Af Dandaniti Devi Dasa
Det er med stor sorg, at vi meddeler, at en af vores lokale hengivne, Isana Gaura Prabhu, forlod kroppen natten mellem d. 5 og 6. marts i sit hjem på Bornholm.
Isana Gaura Prabhu var kun 2 mdr. forinden blevet diagnosticeret med fremskreden kræft, der fra bugspytkirtlen også havde spredt sig til leveren og andre indre organer. På grund af det fremskredne stadie var det ikke muligt hverken at operere eller give kemoterapi, så Isana Gaura blev derfor tilbudt livsforlængende behandling på Afsnit for Lindrende Behandling på Bornholms Hospital i Rønne. Her fik han lov til at bo med sin familie og modtog også besøg fra hengivne venner.
Isana Gaura var under hele forløbet meget Krishnabevidst og kommunikerede via en whatsapp-gruppe med hengivne venner fra hele verden. Elleve dage, før han forlod kroppen, valgte han at flytte hjem i huset på Bornholm, hvor han blev passet af sin kone indtil det sidste. Han forlod kroppen under meget utrolige omstændigheder med et stort smil på læben. Da lægen kom for at tilse ham senere på dagen, kunne hun næsten ikke tro sine egne øjne og tøvede med at skrive dødsattesten, da der ikke var nogen tegn på dødsstivhed i kroppen, hvilket er tegn på, at en selvrealiseret sjæl har forladt kroppen. Der har ikke fundet nogen bisættelse sted i Danmark. Hans aske vil efter hans eget ønske blive bragt til Mayapur og spredt i Ganges fra en båd med hengivne venner om bord.
Isana Gaura blev født i England i 1965 og voksede op i en stor familie med ti børn (fem søstre og fem brødre). Han flyttede senere til Australien, hvor han mødte de hengivne og blandt andre ting stod for at åbne en restaurant og et prædikecenter.
I slutningen af 1990’erne kom han til Danmark og boede en periode i templet på Bauneholm, hvor han blandt andet stod for at male og istandsætte tempelrummet.
Det var også i Danmark, at han mødte sin kommende danske kone, Lilesvari Gaurangi Devi Dasi (tidligere Niramaya). En af de ting, der bragte dem sammen, var deres fælles interesse og talenter inden for musikken. De blev gift på Sri Krishna Janmastami på Bauneholm i 2001. Sammen har de sønnen Vrindavana Krishna-dasa på 12 år.
De første fem år af deres ægteskab boede de i Newcastle i England, hvor de blandt andet stod for namahatta-prædiken. I 2007 kom de til Bornholm, hvor de i en årrække var beskæftiget med at sætte huse i stand for derefter at sælge eller leje dem ud.
Isana Gaura var også en flittig forfatter og har skrevet omkring 25 bøger om Krishnabevidsthed, videnskab og yoga samt noveller.
Han var selv en flittig læser af Srila Prabhupadas bøger og brugte ofte mange timer om dagen, mens han arbejdede med praktiske opgaver, på at lytte til oplæsning af Srimad-Bhagavatam. Han var altid tidligt oppe og chante runder og ville i perioder chante 40-50 runder om dagen. Familien havde også morgen- og aftenprogram sammen hver dag. Især aftenprogrammet var altid en stor fest, når man besøgte dem!
I mange år har familien tilbragt mellem 2-6 mdr. i Mayapur hvert år, og Vrindavana Krishna-dasa har derfor i perioder gået i skole på “Our Little Vaisnavas School”. Når de var i Mayapur, ville Isana-Gaura give og arrangere forelæsninger og seminarer. Især var han glad for at undervise hengivne i at forbedre deres japa.