– Af Satsvarupa Dasa Goswami –
I anledning af Sri Krishna Janmastami den 25. august bringer vi følgende fra Back to Godhead 34-05, 2000. Artiklen er en medition over Sri Krishna. Hvis Gud er ufattelig, som der står i skrifterne, kan vi da virkelig vide noget om Ham?
Ifølge Sri Isopanisad er Krishna på samme tid både meget langt væk og meget tæt på. De vediske skrifter tilskynder os: Den bedste måde at kende Krishna på og bringe Ham tættere på er ved at høre om Ham.
Når vi åbner en hvilken som helst bog om Krishna, mærker vi med det samme rigdommen i den klare og videnskabelige kundskab, den indeholder. Vi lærer også at forstå, at Krishna er af natur ufattelig for begrænsede væsener. Nogle verdensreligioner udvider det til at betyde, at Krishna i bund og grund er fuldstændig ufattelig (og ikke blot langt væk), men det er vi ikke enige i. Jo, Han er i sidste ende ufattelig, men Hans navn, berømmelse og form kan kendes, ligesom vi kan kende enhver anden person ansigt til ansigt. Alle, der gerne vil være Gudsbevidste, må forstå dette punkt.
Her er et eksempel på et udsagn, der forener disse to begreber. Det er fra Srimad-Bhagavatam (10.12.38) i forbindelse med, at Herren Krishna dræbte og befriede dæmonen Aghasura, der i form af en gigantisk slange havde slugt Krishna og Hans venner:
”Krishna er årsagen til alle årsager. Den materielle verdens årsager og virkninger, både højere og lavere, skabes alle af den Højeste Herre, den oprindelige hersker. Da Krishna åbenbarede Sig som Nanda Maharaja og Yasodas søn, gjorde Han det af Sin årsagsløse barmhjertighed. Følgelig var det ikke fantastisk for Ham at vise Sin ubegrænsede overdådighed. Ja, Han udviste så stor en nåde, at selv Aghasura, den mest syndige skabning, blev ophøjet til at være en af Hans ledsagere og fik sarupya-mukti [at have samme form som Herren], hvilket i virkeligheden er umuligt for materielt forurenede personer at opnå.”
Srila Prabhupada kommenterer:
”Krishna er årsagen til alle årsager. Han er skaberen af årsag og virkning, og Han er den højeste hersker. Intet er umuligt for Ham. At Han derfor satte selv et levende væsen som Aghasura i stand til at få sarupya-mukti-befrielse er slet ikke fantastisk for Krishna. Krishna fandt glæde i at gå ind i Aghasuras mund for sjov sammen med Sine ledsagere. Da Aghasura derfor blev renset for enhver besmittelse ved at omgås med denne leg, sådan som den er i den åndelige verden, opnåede han sarupya-mukti og vimukti ved Krishnas nåde. For Krishna var dette slet ikke fantastisk.”
”Slet ikke fantastisk,” er Srila Prabhupadas måde at sige på, at vi ikke burde være overraskede og fyldes med tvivl, når vi hører om Krishnas magt og overdådighed. Krishna dræbte dæmoner. Krishna løftede Govardhana Bjerget. Krishna giftede sig med 16.108 hustruer. Ingen af disse handlinger er på nogen måde fantastiske, for Krishna gjorde dem ubesværet. Krishna er kilden til årsag og virkning, men alligevel åbenbarer Han Sig som et barn. Lyder det utroligt? Jamen, Krishna har uendelig storhed. Intet er umuligt for Ham.
Men vi bliver slået med forundring. Srila Prabhupada kaldte et kapitel i sin bog Krishna ”Fantastiske Krishna”. Fantastisk er et godt ord, hvis det ikke bruges overfladisk. Det henviser til noget, der er fyldt med glæde, en oplevelse af højeste grad.
I skrifterne udtrykker hengivne deres værdsættelse af ”fantastiske Krishna” i overensstemmelse med deres forhold til Ham. Dronning Kunti beder, at selv om Krishna er den Højeste Sandhed, bliver Han i Sin barndomsform underordnet Moder Yasoda. Selv om frygten personificeret er bange for Krishna, løber Han af frygt fra Sin moder, der truer Ham med en kæp. Kunti bemærker, at når hun tænker på Krishna, der bange løber med Sin sorte mascara tværet ud af Sine tårer, bliver hun forbløffet. Hvilket held Yasoda må have haft for at være Krishnas moder og kunne underordne den Højeste Hersker!
Acaryaerne, fortidens store åndelige mestre, har gjort opmærksom på et andet aspekt af Krishnas ufattelige kraft, der overgår selv Hans ekspansioners og avataraers kraft: Han gjorde forbløffende ting selv som et lille barn. Da Krishna dræbte Putana, var Han kun nogle måneder gammel. Han var syv år gammel, da Han løftede Govardhana Bjerget med Sin venstre hånds lillefinger. I andre inkarnationer antager Han store former for at gøre store ting. For at dræbe Hiranyakasipu åbenbarede Han Sig i en enorm form som halvt menneske, halvt løve. Selv om Han tiggede tre skridt jord fra Bali Maharaja i form af en dværg-brahmana, antog Han en enorm form for at genvinde universet med disse skridt. Krishna gjorde lige så vanskelige ting, men Han gjorde dem i Sin smukke Vrindavana-form som en kohyrdedreng. Det i sig selv er fantastisk.
Når vi tænker på Krishnas overdådighed, ser vi paradokser. Han er Herren, men alligevel er Han underordnet Sine hengivne. Han er ufattelig, men alligevel giver Han os lov til at forstå Ham. I Srimad-Bhagavatams 3. Bog udtrykker den store hengivne Uddhava sin forvirring over, at Krishna er ufødt, men alligevel ser ud til at blive født, og at Krishna er frygtløs, men alligevel forlader Vrindavana, fordi Han er bange for Kamsa. Modsætningerne er forvirrende, og Uddhavas adskillelse fra en sådan fantastisk Krishna forvirrer ham også. De ikke-hengivne forvirres selvfølgelig også, for de kan ikke acceptere Krishna med Hans tilsyneladende paradokser. Deres verdslige moral kan aldrig rumme Krishnas ufattelige overdådighed.
Krishnas mest tiltrækkend aspekt
Krishna er fantastisk på en forbløffende ufattelig måde, men vi har endnu ikke berørt den mest mystiske og ufattelige af alle Hans kvaliteter: Hans evne til at udtrykke kærlighed. Han er magtfuld, Han er vis, Han er stærk og berømt, men Hans tilbøjelighed til at elske alle levende væsener, og Hans måde at udtrykke den kærlighed på forskellige måder på er Hans mest tiltrækkende aspekt. Og endnu mere tiltrækkende end det er Hans særlige kærlighed til Hans hengivne. Derfor glemmer en hengiven, altimens han eller hun anerkender Krishnas herredømme over sit liv, aldrig denne største pragt ved Krishnas kærlighed.
Jeg hørte for nylig en optagelse med Srila Prabhupada, hvor han talte om lidelse. En hengiven spurgte Prabhupada, hvordan vi skal kunne forstå, at selv om vi er hengivne, bliver vi fortsat udsat for lidelse. Prabhupada antog en stærk position. Han sagde, at vi har ikke ret til at stille spørgsmålstegn ved, at vi skal lide. Og vi må aldrig tænke, at vi ville elske Krishna mere, hvis vi ikke led. Ej heller behøver Krishna forklare for os, hvorfor vi lider. En hengiven ser betingelsesløst Krishna som sin Herre. Med en hengivens mentalitet beder Herren Caitanya: ”Uanset om Du gør mig sønderknust, eller du behandler mig hårdhændet i Din omfavnelse, er Du altid min tilbedelsesværdige Herre liv efter liv.” En hengiven tvivler aldrig på Krishnas kærlige hensigter over for ham.
Jeg voksede op i en familie, der var katolsk af navn. Vi diskuterede aldrig tro eller Guds eksistens og bragte aldrig tvivl på banen. Så snart jeg kom ud i universitetets større verden og blev konfronteret med tvivl, havde jeg ingen svar. Jeg husker en lærer engang sagde: ”Hvordan kan Gud findes, når der er så megen lidelse i verden?” Dette er et klassisk teologisk mysterium: Hvis Gud er algod og almægtig, hvorfor lider vi så? Hvordan kan Han være alkærlig, hvis Hans skabninger oplever smerte?
En hengiven forvirres ikke af disse tilsyneladende selvmodsigelser. Vi forstår måske ikke Hans formål, men vi forvirres aldrig af dem. En hengiven har grundlæggende tro på Krishnas mest fantastiske kvalitet.
Bed derfor ikke Krishna om sansetilfredsstillelse og købslå ikke med Krishna om noget mindre end kærlighed til Gud. Imens vi anerkender, at Krishna er langt væk fra os, mærker vi også Hans nærhed og vores evne til at henvende os til Ham, ligesom et barn vil vende sig til sin far for at få sine ønsker opfyldt. På de højere stadier af Krishna-bevidsthed kan de hengivne godt udtrykke deres egne ønsker, men deres ønsker er altid for Krishnas tilfredsstillelses skyld. Hengivne udviser også forskellige slags mentaliteter, hvor nogle er underdanige og ydmyge og andre det modsatte. Krishna nyder dem alle.
Vi kan ikke imitere disse udtryk, og hvis vi forsøger det, kan vi ende med at bede om noget, der ikke er til vores endelige egeninteresse. Krishna vil som den venlige far måske give os ”legetøjet”, og vi vil til syvende og sidst måske opdage os selv fortælle Krishna, at vi ikke ønskede det, vi fik, og Krishna vil svare: ”Jamen, du bad om det, så nu leger du bare med det, indtil det går i stykker.” Hvor trist, når vi henvender os til Krishna om sådanne ting. Og hvor trist, at der kan tusinder af år med aktioner og reaktioner på at udleve den gave, Han gav os.
Gopiernes eksempel
Hvor tilfreds Krishna må være, når Han ser en ren hengiven, der kun bekymrer sig om Ham. Srila Prabhupada blev ekstatisk, når han hørte, hvordan gopierne, Krishnas kohyrdeveninder, aldrig bad Krishna om noget. Prabhupada gav deres opførsel som et eksempel på virkelig bhakti. For det meste ønsker mænd og kvinder i et parforhold noget fra hinanden. Kvinder vil normalt have tryghed, og selv Krishnas dronninger i Dvaraka var sådan. Men gopierne ønskede intet. De bad aldrig om noget. De gik ud i skoven midt om natten og risikerede at miste deres familier og omdømme, og Krishna gav dem ingen garanti eller lovede at holde dem skadesløse. Derfor anses de for at være de bedste hengivne. De ønskede kun at gøre Krishna lykkelig og glæde deres fantastiske Krishna.
Efter Krishna løftede Govardhana Bjerget, var kohyrdemændene forvirrede. ”Hvem er denne fantastiske dreng?” Nanda Maharaja svarede, hvad præsten Garga Muni havde fortalt ham ved Krishnas navngivningsceremoni. Krishna er narayana-sama, “lig med Narayana eller Gud,” havde Garga Muni sagt. Selv om kohyrdemændene forstod det, opgav de ikke deres forældrekærlighed til Krishna. Snarere sagde de: ”Lad os altid leve i beskyttelsen fra fantastiske Krishna.”