– Af Matsyavatara Dasa

Det følgende bygger på en diskussion, som Matsyavatara Prabhu havde med en gruppe disciple. Han taler bl.a. om utilladt sexliv, både inden for og uden for ægteskab, og hvordan der alt taget i betragtning er en verden til forskel imellem de to.

Matsyavatara er discipel af Srila Prabhupada, har en universitetsgrad i psykologi og leder et institut for vediske studier i Pisa, Italien.

Efter min opfattelse er familielivet, grihastha-asramaen, et emne, der er relevant for alle. Nogle vil blive gift og andre ikke, nogle får børn og andre ikke, men også de, der ikke gifter sig, og de, der allerede har været igennem dette livsstadie, kan have stor gavn af at kende de grundlæggende kræfter, balancer og livsværdier i et vedisk vaisnava-familieliv. Megen skade er forvoldt af folk, der ingen konkret erfaring havde på dette område, men alligevel katastrofalt forsøgte at styre andres liv. De, der er direkte involveret i familieliv såvel som de, der kommer i direkte kontakt med disse, bør derfor kende de grundlæggende principper og værdier, hvorpå familierelationer bygger.

At forstå grhastha-asramaens grundlæggende principper er nødvendigt for åndelig erkendelse. Ikke fordi grhastha-asramaen i sig selv er åndelig, men som en social faktor kan den give nogle problemer for åndelig erkendelse. Selv de, der forsager familielivet til fordel for et højere mål, vil altid være i berøring med familiemennesker. Direkte eller indirekte berøres alle, enten fordi man er gift eller planlægger at stifte familie, eller man har brødre, søstre, sønner, døtre og forældre, der lever i familieliv. Denne asrama kommer man således ikke udenom, selv hvis man ønsker at leve som brahmacari, hvilket i sig selv er en meget ædel forpligtelse og hensigt.

Fra Krishnas perspektiv er der ingen forskel imellem brahmacari-, grihastha-, vanaprastha- og sannyasa-asrama. Livets mål er ikke at blive sannyasi eller brahmacari, grhastha eller vanaprastha. Disse er fire positioner eller stadier i livet, som man anbringer sig i med henblik på selvrealisering, der er livets mål. Ikke desto mindre er familieliv det mest komplekse stadie med hensyn til kontakten med verden. Man er nødt til at involvere sig økonomisk og have en hel række af relationer, der nogle gange kan være meget vanskelige, til f.eks. børn, forældre, brødre og søstre. For nogle kan grhastha-asramaen komplicere deres problemer og relationer. Mange har derfor foreslået alternativer til det gifte liv, men alle er de endt katastrofalt. Der er intet alternativ.

Befrielse af ens afhængige

Spørgsmål: I Srimad-Bhagavatams Femte Bog siger Rshabhadeva: ”Den, der ikke kan befri dem, der afhænger af ham, fra gentagen fødsel og død, bør aldrig blive åndelig mester, fader, moder eller en tilbedelsesværdig halvgud.” [SB 5.5.18] Kan du kommentere det?

Matsyavatara: Vi kan ikke tvinge nogen til at gå til den åndelige verden, men vi kan ærligt tage ansvaret for at gøre alt, der er os muligt, for at hjælpe en person med at løse knuden til hans eller hendes karmiske bånd. Det er sket, at jeg har skullet rådgive folk i økonomisk gæld. Deres virkelige problem er ikke gælden. Deres problem er deres måde at handle på og deres mentalitet. Hvis en eller anden i gavmildhed betalte deres gæld for dem, ville de hurtigt være i gæld igen, for det er deres natur. De gør tingene forkert og stifter gæld. Det gælder også for karmisk gæld. Samme kilde: fejl indefra, et deformt sind. Sygdomme er ligeledes en form for gæld, og dynamikken er den samme.

Held eller uheld eksisterer ikke. Det, der eksisterer, er vores måde at gøre tingene på, vores mentalitet og vores sinds og intellekts natur. Vi må analysere vasanaerne, de skjulte ønsker. Når de skjulte ønsker er negative, kommer det negative i sidste ende ud. Måske sparer en person penge sammen og stifter ikke gæld, men den samme person stifter gæld i sine relationer. Måske skaber han fjender til højre og venstre, hvilket er meget alvorlige gældsposter. Andre kan være dygtige i personlige forhold, men alt praktisk, de rører ved, ender i katastrofer. Dette er også gæld.

Bemærk afhængigheden hos rygeren, der hemmeligt sniger sig ud for at ryge en cigaret. Se, hvordan karakteren nedbrydes hos en alkoholiker, narkoman eller spiller. De lever i stor personlig lidelse og indre konflikt. Spilleren ved, at han ødelægger livet for sig selv og for dem, der omgiver ham. Ordentlige kasinoer har et rum med en notarius, der kan skrive et testamente, før taberen skyder sig selv. Spillere ved, at spil er dårligt. De græder og hamrer deres hoveder ind i væggen. De ved, at de ødelægger sig selv og deres familier, men de bliver overvældet. Noget lignende gælder for kvinde- eller mandejægere, der øver vold imod andres renhed.

Derfor siger sastra, at vi bør beherske sanserne, for livet bliver risikabelt, hvis selv en enkelt af sanserne får lov at rive sig løs. Denne udtalelse fra Rshabhadeva indebærer, at vi bør gøre vores bedste for at hjælpe andre til at ændre deres mentalitet. Vi må lære folk fra barndommen af, hvordan de behersker deres sanser. Det er, hvad Rshabhadeva siger. Og man må selv besidde selvbeherskelse, for hvordan kan man ellers lære andre det? Hvordan kan en ryger få andre til at holde op med at ryge?

Rshabhadeva siger, at den, der påtager sig ansvaret for andre, bør kunne garantere dem befrielse, men de er ikke robotter. De kan selv vælge, men lederen bør lære dem, hvordan de kan undgå at være underlagt seks fornedrende tilskyndelser: trangen til at tale, sindets krav, vredens indflydelse og tungens, mavens og kønsorganernes drifter. I den forstand bør faderen og moderen være guru, selv om de ellers ikke har et dybtgående kendskab til åndelig videnskab.

Utilladt sex

Spørgsmål: I ISKCON lærer vi at følge de fire regulative principper, blandt hvilke undgåelse af utilladt sex ofte er det mest afgørende. Imidlertid er der situationer, hvor den ene partner ikke vil være med til at praktisere seksuel tilbageholdenhed, hvilket kan føre til drastiske opløsninger af ægteskaber. Hvad kan der gøres i sådanne tilfælde?

Matsyavatara: Dette er et brændende problem. Ifølge min forståelse af Srila Prabhupada skelner jeg imellem to slags utilladt sex: den ene er førægteskabelig eller uden for ægteskab – de hører til samme kategori – og den anden er inden for ægteskab imellem et par, der er forenet foran Gud med autorisering og velsignelse fra den åndelige mester, der helliggør ægteskabet. Begge klassificeres som utilladt sex for nu at bruge standardterminologien, men for mig er der ingen sammenligning imellem konsekvenserne af utilladt sex uden for ægteskab og utilladt sex imellem et religiøst forenet par. Udtrykket ’utilladt sex’ bruges for at understrege, at kønsorganerne ikke er legetøj, og at deres rette anvendelse for både mænd og kvinder er formering. Kønsorganer er dele af kroppen og har en helt bestemt funktion, imens alle andre funktioner er forkerte eller ’utilladte’.

Når det er sagt, er levende væsener i denne verden betingede på mange måder og har enorme karmiske ballaster af samskaraer [dybtliggende ubevidste traumer] og vasanaer [latente tilbøjeligheder]. For nogle mennesker kan drifterne derfor være så stærke, at der sker fejltrin og fald på trods af alle gode hensigter. Men én ting er fald, der sker imellem det gifte par, en helt anden ting er fald uden for ægteskab. Fald udenfor er en katastrofe, både personligt og socialt, imens skaden er mere begrænset imellem det viede par. Misforstå det ikke, jeg taler stadigvæk om skade, men alligevel er der ingen sammenligning imellem de to former for skade.

Jeg har altid stærkt betonet vigtigheden af at følge de regulative principper, og jeg siger ikke dette for at opfordre til noget andet eller nogen anden standard. Jeg tror på, at de, der stræber efter åndelig erkendelse og ønsker at udvikle ren kærlighed til Gud, strengt bør følge de regulative principper og derfor ikke engagere sig i utilladte seksuelle handlinger.

På den anden side har jeg igennem de mange år, jeg har rådgivet folk, set en masse lidelse komme fra en firkantet, ukritisk, kompromisløs overholdelse af principperne. Mennesker kan være på forskellige niveauer af bevidsthed. Det er sjældent at finde to, der er på samme niveau, selv om begge oprigtigt ønsker at blive hengivne. I et ægteskab er der ofte en partner, der gør hurtige fremskridt, imens den anden står stille i et stykke tid. Dette skaber normalt en kløft.

Jeg har rådgivet par i over 20 år til at hjælpe hinanden og være tålmodige og tolerante. Hvis den ene af de to har brug for hjælp, bør den anden give det gavmildt. Lad mig endnu engang understrege, at jeg mener, at man bør strengt følge de regulative principper, men nu taler jeg om tilfælde, hvor der kunne opstå alvorlige problemer i familien, tilfælde, der normalt ender i utroskab. Jeg er ikke den, der vil foreslå, at nogen skal opgive deres renhedsprincipper, men man må forstå, at mennesker kan hjælpes igennem konstant kærlighed og ømhed. Hvis der virkelig er oprigtighed og venskab imellem mand og hustru, vil der også i et bestemt omfang være virkelig kærlighed og ømhed. Hvis villigheden til at overvinde ens begrænsninger er der, kan nogle velovervejede indrømmelser undskyldes, hvis der herved undgås større og mere alvorlige, uoprettelige skader.

Jeg vil begrænse mig selv til at sige, at vi ikke bør sidestille utilladt sex uden for ægteskab med lejlighedsvise svagheder inden for et ægteskab. Det ville være manglende åndelig forståelse og modenhed og en misforståelse af, hvorfor man skal beherske de seksuelle energier. Hvis vi vil hjælpe en person – hvis vi vil afhjælpe en karakterbrist eller helbrede en sygdom – er vi nødt til at følge vejen til helbredelse. En dygtig læge ved altid, hvordan medicinen skal gives. Jeg bliver ikke overrasket, hvis et ungt par blandt mine elever engang imellem giver efter for drifter og går over grænsen. Selvfølgelig opmuntrer jeg på ingen måde til sådanne ting, da de bortødsler følelsesmæssige ressourcer, forøger den kropslige identifikation og afleder fra livets virkelige formål, Krishna-bhakti. På den anden side er jeg sidst i halvtredserne, og jeg har lidt erfaring og kendskab til psykologi. Jeg har set folk, der strengt har fornægtet deres tilskyndelser i lang tid for derefter pludseligt, selv i forklædning som forsagere, at have opgivet deres religiøse løfter.

Undertrykkelse og sublimering

Sublimering vil for os sige at mindske vores seksuelle ønsker ved at forøge vores sadhana og forbindelse til guru og Krishna. Enhver, der undertrykker sine seksuelle instinkter uden at sublimere dem, vil ikke i lang tid kunne modstå dem og uundgåeligt styre imod et fald. Et fald kan være så alvorligt, at personen kastes ned i en sådan tilstand af moralsk og åndelig depression, at han ikke kan rejse sig igen, i det mindste ikke i dette liv. Som vaisnava-skrifterne forklarer det, er kun få mennesker så avancerede, at de omgående og fuldstændigt kan afstå fra seksuelle handlinger. De fleste mennesker har brug for en gradvis afstandtagen under beskyttelse af ægteskabsinstitutionen og reguleret af de fire principper, der er det nødvendige grundlag for at kunne føre et etisk liv og stræbe efter åndelig erkendelse. At afbalancere sine følelser kræver stor dygtighed og modenhed, både kulturelt og åndeligt. Den åndelige mesters vejledning og direkte hjælp er derfor afgørende, specielt i livets kritiske øjeblikke, hvor man står over for grundlæggende valg (eksempelvis af asrama), der, hvis de håndteres forkert, kan bringe ens åndelige fremskridt i fare og måske fuldstændigt stoppe det.

Både undertrykkelse af instinkter og uhæmmet tilfredsstillelse af dem kan frembringe neuroser og alvorlige personlighedsforstyrrelser. Ifølge vores vaisnava-litteratur bør de psyko-fysiske energier, der er uundværlige på rejsen imod transcendensen, hverken fornægtes eller undertrykkes eller anvendes uhæmmet. De bør anvendes korrekt til gavn for personlighedens udvikling. Med andre ord bør de sublimeres ved at blive engageret i hengiven tjeneste. Hari-nama japa, nama sankirtana, Deitets-tilbedelse og omgang med åndelige personer er de bedste måder, hvorpå man overvinder problemet med lyst.

Hvis man blot vilkårligt og uindskrænket giver efter for sådanne impulser, formørker de bevidstheden og fremprovokerer forvirring, frustration og lidelse. Man bliver slave af flygtige opfattelser, kropslige identiteter og destruktive tilbøjeligheder og instinkter. Bhakti-videnskaben sigter imod det præcis modsatte: at gøre en person fuldt bevidst om hans guddommelige natur, hans forhold til Gud og hans rolle som et redskab for alles velfærd inklusive hans eget. Erfaringen lærer os, at igennem bhakti-yogaens disciplin er det ikke blot muligt at sublimere impulser og undgå deres ubevidste selvdestruktive side, men også igen at integrere dem på planet af ren bevidsthed som guddommelig rasa.

Bhagavad-gitas andet og tredje kapitel lærer os, at hvis man undertrykker sine sanser, men fortsætter med at fremelske tilknytning til sanseobjekter i sindet ved vedblivende at dvæle ved dem og længes efter dem, vil man ikke vil have held på yogaens vej. Vi må derfor lære, hvordan man også psykologisk lægger afstand til sanseobjekter og overvinder problemet. For at komme dertil er der en disciplin og en vej, der skal følges, med ordninger og metoder, der til dels er forskellige fra den ene person til den næste alt efter forskellige personers forskellige stadier af bevidsthed og psykologisk betingede reflekser. Sådanne forskellige arrangementer har helt indlysende alle det samme mål: at overvinde kropslig identifikation og selvisk tilfredsstillelse og udvikle ren bhakti. Krishna siger, at det er nødvendigt at opdage en højere smag for at opgive den lavere, betingede og betingende smag, der er en kilde til talrige lidelser, og omjustere de fysiske og mentale dynamikker: ”Den legemliggjorte sjæl kan afholdes fra sansenydelse, selv om smagen for [ønsket om] sanseobjekter består. Men ved at erfare en højere smag og ophøre med sådanne beskæftigelser bliver man forankret i [Krishna-] bevidsthed.”

(Fortsættes i næste nummer)