Af Matsyavatara Dasa
Det følgende er tredje og sidste del af en diskussion, som Matsyavatara Prabhu havde med en gruppe disciple. Han taler bl.a. om utilladt sexliv, både inden for og uden for ægteskabet, og hvordan der er en verden til forskel imellem de to.
En person, der lever efter traditionelle religiøse værdier som selvopofrelse, ærligt arbejde, opsparing, familie osv., er ikke den slags person, der giver maksimal kommercielt afkast. For at opnå så stort finansielt afkast som muligt må de økonomiske interesser forvandle mennesker til begærlige forbrugere, for hvis de store firmaer skal tjene penge, må mennesker købe deres produkter. Den person, der giver ophav til den største økonomiske fortjeneste af den investerede kapital, er en person, der arbejder til det yderste af sin psykologiske og fysiske kapacitet og forbruger til det yderste af sin økonomiske kapacitet. Den arbejder, der er tilfreds og lever sit sociale liv og familieliv ud fra religiøse værdier og væremåder, er en dårlig forbruger. På ham er indtjeningen kun lille, for det koster ikke meget eller ingenting at realisere sig selv åndeligt, og derfor presser det ikke individet til at arbejde til det yderste. På den måde giver den kyske pige, der ikke går ud om aftenen for at more sig, den trofaste hjemmegående hustru, munken og præsten meget lidt kommerciel profit.
De økonomiske interesser arbejder derfor på at skabe forbrugere, hvis mål i livet er adspredelse og underholdning, og som søger efter en individualistisk, materialistisk virkeliggørelse og gør sig fri fra alt, der ellers ville hindre dem i at købe varer og tjenesteydelser, hvis salg er det, der skaber økonomisk vinding. I den nutidige kultur blev dette opnået ved at nedbryde de etiske og sociale værdier, der bremsede forbrugersamfundets etablering. Derfor har den moderne kultur værdier som frihed fra pligter, seksuel frigørelse og afstandtagen fra ethvert forbud, og den devaluerer familien og familierollerne, tømmer religion for alt indhold og relativiserer etik og autoritet. Med disse værdier opstår utallige individuelle luner og længsler efter modetøj, dyre biler, ferierejser og statussymboler, som i bund og grund blot afspejler og følger industriens behov for at sælge og indtjene.
Stiv versus striks
Det er ubestrideligt, at Srila Prabhupada igen og igen påpegede, at utilladt sex er utilladt sex. På den anden side har jeg også i samme grad, som jeg har set ham tordne imod sex uden for ægteskab, set ham uden dog at være billigende og eftergivende trods alt være forstående og medfølende over for dem, der af svaghed brød principperne inden for familielivet. Bid mærke i dette: Jeg siger ikke god for at bryde principper, og jeg er ikke i ledtog med dem, der bryder dem, selv inden for familielivet. Men jeg er parat til at være temmelig tolerant og yde den hjælp, der skal til for at overvinde disse svagheder, uden at blæse dem op til en katastrofe eller forbrydelse. Hvis disse instinkter fornægtes eller brutalt undertrykkes, indprenter de sig i underbevidstheden og forårsager meget mere skade der, end hvis man arbejder med dem i dagslyset. Man kan ikke undgå at forholde sig til dem. Uanset om man accepterer sådanne instinkter eller forkaster dem, bør det gøres i fuld bevidsthed. Man bør bruge alle sine ressourcer på at sublimere disse instinkter til et højere niveau, til det åndelige niveau.
Nogle åndelige sjæle er mere vækkede end andre, og nogle har mere fremgang i livet end andre, men det vigtige er ikke at hænge sig i katastrofer. Jeg tror, at før i tiden er der sket mange tragedier, fordi man – om end i god tro – tolkede ting på en stiv måde i stedet for på en striks måde. Det er to vidt forskellige ting. Det, der er stift, går desværre også let i stykker. Det, der er striks, er meget bedre. Stivhed er negativt, imens strikshed er positivt. En stiv, grov, hård, radikal fornægtelse, der som sagt kan ske i god tro, betyder fortrængning, men hvis disse impulser ikke får lov til at agere på det bevidste plan, agerer de endnu mere kraftfuldt på det ubevidste plan. I et uopmærksomt øjeblik, i et øjeblik, hvor vores opfattelse af Gud er lidt uklar, i et øjeblik af træthed eller i et øjeblik af skuffelse kan disse impulser bruse frem som en rivende strøm, der strømmer ud over sine bredder og oversvømmer vores bevidsthed, og den tilsyneladende uskyldige og harmløse person bliver pludselig en forkastelig og modbydelig person.
Vi er i livets skole i denne verden. Vi er her for at lære kunsten at leve. Vi må være nuancerede over for andres behov. Vi må lære at hjælpe alle dem, der er oprigtige, men på samme tid betingede og svage i deres viljestyrker, til at kanalisere og rette deres tilskyndelser opad uden brutalt at fornægte dem. Hvis man er afhængig af tobak, så ryg en cigaret af og til. Hvis en person er alkoholiker, så lad ham drikke et glas af og til. Hvis han er afhængig af sex, så lad ham have sex engang imellem. Hvis en hengiven får hjælp og bliver åndeligt inspireret igennem vejledning og nåde fra den åndelige mester og forståelse fra vaisnavaerne, og hvis han oprigtigt prøver at gøre sit bedste, vil denne proces hjælpe ham til at udrense hans samskaraer [dybtliggende traumer] og ønsker. Bhakti bidrager specielt til afretning og forvandling af ens dybe, ubevidste tilbøjeligheder (vasanaer). Brutal fornægtelse er en frygtelig måde at lære på, og det er grunden til, at store tænkere har klassificeret organiseret religion – eller snarere kirkerne – som et af de neurosefremkaldende miljøer: familie, arbejde og religion. Religion, når den fortolkes til punkt og prikke med stivhed, er en farlig ting, der kan gøre mennesker alvorligt betingede og neurotiske, men når den forklares af den åndelige mester, sadhuerne og de realiserede personer, er religion et usædvanligt effektivt middel til åndelig realisering.
Der er hundreder og tusinder af andre ting i samme kategori. På samme måde er der mange forskellige mennesker. Vi kan ikke have en lov, der gælder for alle, og som er så stiv, at den ikke fungerer for nogen. Der skal være generelle moralske definitioner, men de kan ikke overføres i praksis på samme måde på alle. Vi bør have generelle definitioner, for mennesker lever i fællesskaber, er sociale væsener og kan ikke fornægte deres sociale behov. Generelle definitioner tvinger gruppen til at vokse, og konkurrence imellem ligemænd ansporer også blandt åndelige personer til, at man gør sig mere umage og forbedrer sig. Men selv når det kommer til loven, gælder de generelle definitioner ikke for alle på samme måde. Derfor må lovgiveren – i vores tilfælde den åndelige mester og vaisnavaerne – forstå hver persons særlige kendetegn og omstændigheder. Loven er en og samme for alle, men i udøvelsen af den bør der tages personlige hensyn.
Spørgsmål: Jeg vil gerne have bekræftet, om jeg har forstået det rigtigt: Vi bør se vores ægtefælle som en person, der hjælper os til at opløse den tilknytning, der ikke er åndelig, og som gør skade, og derfor ser vi ham eller hende som en ven med en følelse af at være gensidige hjælpere. Kan man sige, at forholdet er som imellem forskellige lejre i bestigningen af et bjerg?
Matsyavatara: Ja, hvis man føler sig alene og ude af stand til at nå til toppen, kan man blive overvældet af trøstesløshed og smerte. Man kan helt mangle kraften til overhovedet at starte på bestigningen. Men her har vi at gøre med folk, som ønsker at nå toppen, og derfor taler vi ikke om grhamedhier, men grhasthaer, hvis mål er åndelig erkendelse. Somme tider er det nødvendigt at gøre denne rejse over to gange, for alene har man ikke styrke nok, selv psykologisk. Det er afgørende, at ægtefællerne minder hinanden om, hvorfor de kom sammen. Når en ægtefælle har et vanskeligt øjeblik, må den anden minde ham eller hende om det oprindelige formål på en konsekvent måde. Ellers ender de et andet sted, hvis de begge glemmer.
Spørgsmål: Jeg har et spørgsmål i forbindelse med kyskhed eller afholdenhed fra sex. Somme tider lykkes det ikke parret at beherske den seksuelle drift, og de bliver så ’fortrolige’ eller ’familiære’, at de når et punkt, hvor de ikke længere værdsætter hinanden. De kan ikke længere se hinandens gode kvaliteter.
Matsyavatara: Det er et interessant spørgsmål. Der er en fortrolighed, der ikke formindsker respekten. Det er den fortrolighed, der er åndeligt baseret. Når familiaritet tager overhånd og reduceres til det materielle plan, skaber det uundgåeligt mangel på respekt og fører til skuffelse. Skridt for skridt omslutter dette mørke det lyse område, indtil forholdet i det store hele er opslugt og udtømt. Under ophidselsen og øjeblikkets iver sanser man ikke, at dette sker, men det sker faktisk. Den, der er tilstrækkeligt utilknyttet, men samtidigt opmærksom, dyb og eftertænksom, kan forstå, når dette sker. Derfor bør vi forsøge at definere, hvad kærlighed er, for det hjælper en masse. Det hjælper betydeligt til at skabe de nødvendige kategorier. Livet har brug for kategorier. Ellers forstår vi ikke, hvad der sker.
yasya deve para bhaktir
yatha deve tatha gurau
tasyaite kathita hy arthah
prakasante mahatmanah
”Kun til den, der har ubøjelig hengivenhed til Herren og den åndelige mester, åbenbarer transcendental viden sig automatisk.” (Svetasvatara Upanisad, 6.23)
På bhaktiens vej defineres kærlighed som følelsen for guru og Krishna. Det svarer til at komme mad i munden. Der er mange andre steder, hvor maden kunne proppes ind, men de virker ikke. Man kunne lave små kugler af ris og komme dem i ørerne, men det virker ikke. Man kunne endda forsøge intravenøst, men selv om man også i det tilfælde ville få næring, ville det ikke give glæde og virkelig styrke. Srila Prabhupada sagde: ”Vi lærer alle mennesker at elske Krishna, Guddommens Højeste Personlighed. Hvis man lærer at elske Krishna, hvilket er meget let, elsker man med det samme alle levende væsener samtidigt.” [Brev den 10. marts 1970] Kun ubøjelig kærlighed til Gud giver kraft til at elske alle andre skabninger. Dette er det essentielle punkt: evnen til at elske alle andre er et resultat af at elske Gud. Ellers degenereres og hensygner kærligheden. Den bliver egoistisk. Langsomt, langsomt skrumper den ind til niveauet af ahankara, falsk ego, som er det reflekterede selv, dvs. atmaen reflekteret på det mentale felt.
Hvad er ahankara? Det er summen af alle de psykiske holdninger, som vi identificerer os med. Kærlighed i denne form skrumper ind til et ubetydeligt felt af psykiske holdninger og benægter dermed så godt som alle det levende væsens virkelige behov. Resultatet af kærlighed til Gud er ikke som at falde ned i en brønd og blive låst inde. Kærlighed til Gud mangfoldiggør sig i kærlighed til mand, hustru, børn, forældre, naboer, såkaldte fjender og såkaldte venner. Derfor kan vi igennem bhakti udvikle en respektfyldt kærlighed. Der er en sygelig kærlighed, der ingen respekt har – tænk på pædofile og voldtægtsforbrydere. Kriminologer, der arbejder på at kortlægge kriminelles psykologi, kan garantere for, at de altid taler om kærlighed, men de forårsager oftest store katastrofer og tragedier. Kærlighed til Gud er den kærlighed, der strømmer ud over alle grænser og gavner alle.