Af Rohininandana Dasa
I 1990’erne havde Rohininandana Prabhu en fast spalte i Back to Godhead om praktisering af hengiven tjeneste ’hjemme hos os selv’. Hvordan praktiserer man Krishnabevidsthed midt i et almindeligt travlt familieliv i en del af et større samfund med arbejde, forpligtelser osv., var tråden i hans spalte.
Følgende artikel er fra Back to Godhead 27-03-1993.
Krishnabevidsthed skal leves for at blive forstået, og når det leves, bliver ens verden lysende med en konstant voksende åndelig følelse af festlighed. Sanskritordet for festival er utsava, der betyder ’glæde’ eller mere fuldstændigt ’udtrykket for fuldstændig lykke’. Srila Prabhupada plejede at sige, at hele den vediske mission kan opsummeres i ordene sarve sukhino bhavantu: “Lad alle være lykkelige.”
Krishnas hengivne vil gerne give deres børn transcendental glæde, men præcis, hvordan man skal gøre det, kan være et problem. Srila Prabhupada giver os en formel med fire punkter. Han skriver: ”Det eneste, man behøver at gøre, er at synge Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare, spise resterne af den mad, der er ofret til Krishna, have diskussion over bøger som Bhagavad-gita og Srimad-Bhagavatam og engagere sig i Deitetstilbedelse.” (Bhagavad-gita 13.12, forklaring).
Enkelt, ikke sandt? Synge Hare Krishna, spise prasadam, tale om Krishna og ofre arati. Alle kan gøre disse ting, og i den åndelige verden, hvor alle drives af intense følelser af kærlighed til Krishna, gør alle dem med en nydelse, der aldrig får ende.
Men hvad med os? Hvordan gør vi den faste praktisering af Krishnabevidsthed levende nok til at konkurrere med de sprudlende løfter fra mayas sælgere såsom Hr. Nintendo? Vi voksnes åndelige praktisering kan drives af den voksnes følelse af pligt. Men hvis vi forsøger at tvinge vores praktisering over på vores børn, vil de let reagere ved at blive frustrerede og hæmmede. En lille smule sukker kan dog hjælpe medicinen ned, og for et barn er sukkeret forældrenes kærlighed, anerkendelse, næring og forståelse.
Heri ligger fundamentet for at lykkes med Srila Prabhupadas firpunktsformel. Vi forældre skal selv oprigtigt nyde at praktisere Krishnabevidsthed, og vi skal elske vores børn nok til at ønske at være sammen med dem og dele os selv med dem. Fordi børn straks lægger mærke til selvmodsigelser, er vi nødt til at være gennemførte på begge disse områder, ellers vil vores børn bruge vores manglende konsekvens som en undskyldning for at ignorere de restriktioner, vi pålægger dem.
Vi er nødt til at følge Srila Prabhupadas formel med intelligens, sensitivitet og somme tider opfindsomhed, så både vores børn og vi selv bliver mere og mere entusiastiske omkring den. Prabhupadas ide var, at Krishnabevidsthed skal være sjovt for børn, en velkommen del af deres leg. Vi oplever måske ikke endnu den samme følelse af konstant fest ligesom beboerne i den åndelige verden. Ikke desto mindre er vores kalender fyldt med festivaldage. Hvad kan være sjovere for et barn eller en voksen end en festival?
Et barn hopper af glæde over at høre, at der snart kommer en særlig dag. En Krishnabevidst festival betyder kreativitet, planer, forberedelser, farver, dufte og overraskelser. Den betyder venner og at give, få og dele. Den betyder sang, dans, leg og lystighed.
Vi kan få en fornemmelse af, hvordan vi arrangerer vores festivaler ved at høre om Herren og Hans hengivnes barndomme. Da Herren Nityananda var barn, plejede Han at opføre Krishnas lege. Engang legede de slaget på Lanka. Da Nityananda som Laksmana blev ramt af Ravanas forfærdelige sakti-våben, faldt Han bevidstløs om. Hans venner holdt op med at lege og samlede sig bekymrede rundt om Ham. Nogle voksne kom og foreslog, at for at redde Laksmana var Hanuman nødt til at hente nogle særlige lægeurter. Barnet, der spillede rollen som Hanuman, blev sendt af sted for at finde urterne. Efter nogle eventyr kom han tilbage med dem, og da de blev givet af ’lægen’, blev Nityananda genoplivet.
Da Srila Prabhupada var barn, brugte han og hans venner lang tid på at øve et skuespil om Herren Caitanya. Da de omsider opførte deres teaterstykke, blev det store publikum rørt til tårer.
Srila Prabhupada plejede også at organisere sine egne Ratha Yatra-festivaler, og naboerne ville deltage i dem. Da Herren Krishna var barn, hjalp Han og de andre landsbybørn de voksne med at passe køerne og kalvene. Eftersom børnene i Vrindavana og deres forældre altid var i en festlig stemning, ville de jævnligt klæde sig ud og udsmykke sig selv til festligheder.
Da en af mine indiske venner var barn i Østafrika, blev alle hjemmene på hendes gade hvert år til Diwali-festlighederne skrubbet rene, malet og kranset med guirlander. Hun og hendes venner løb fra hus til hus og spillede Herren Ramas lilaer og fik gaver i form af forskellige hjemmelavede lækkerier. Om aftenen blev hvert hus lyst op af, hvad der virkede som hundredvis af smukke lamper. Hjemmene var levende med lege, musik og sang.
Balaramas festival
Min hustru Radha Priya nævner, at i den vediske tradition er en festival et familieanliggende for alle i landsbyen. For et barn antyder ideen om en ’børnefestival’, der bliver specielt arrangeret af de voksne for barnet og dets venner, indirekte, at de voksne må have deres eget og sandsynligvis bedre liv end barnets. I en familiefestival deltager alle på lige fod, uanset hvad deres alder, status eller køn er. Radha Priya beskriver vores festival for Herren Balarama:
”Vores familiefestival, hvor vi fejrede Herren Balaramas fremkomst, var mindeværdig, for vi spillede alle fra et til 50 år en meningsfuld rolle i skabelsen af den. Adskillige dage før Balaramas fremkomst, der indtræffer på en fuldmånedag, lavede vi en liste over ting, der skulle gøres for Ham, og satte den op på væggen. Når nogle var færdige med en opgave, krydsede de den over på listen. Børnene lavede invitationer, blæste balloner op, lavede vægmalerier af Herren Balarama, rullede ’Balarama-kugler’ (konfekter, der hovedsageligt bestod af honning) og hang velkomstbannere op. De voksne sendte invitationerne af sted, gjorde huset rent og syede nyt tøj til vores Deiteter af Jagannatha, Balarama og Subhadra.
Venner begyndte at komme aftenen før festivalen med gaver til Herren Balarama. De satte telte op og fandt sig spændte til rette for at være parate til næste dag.
Før min mand tilbad Deiteterne om morgenen, var han ude og plukke vilde blomster til at pynte alteret, og Jnana Dasa og hans børn lavede dekorationer med farvet papir. 9 år gamle Radhanatha Dasa tilbad Deiteterne til ledsagelse af sang, dans og musik fra mange forskellige instrumenter. Under klassen skiftedes vi til at fortælle og opføre historier om Herren Balarama.
Lidt senere gik vi ud i skoven for at spille Balarama, Hans venner og selv nogle af de ikke så rare personligheder som Pralambha og Dhenuka.
Igennem hele dagen følte vi os alle direkte involverede i at lave noget særligt for Herren og Hans hengivne, uanset om vi lavede mad, legede musiklege, bar ofringer til alteret, søgte rundt over hele haven efter skjulte papbogstaver for at stave Balaramas mange navne, undrede os over, hvordan Balarama havde det efter at have drukket så meget varuni-drik, åbnede for vores Deiteter og viste vores små gaver til Dem eller nød festen af Herren Balaramas prasadam.
Højdepunktet var sandsynligvis teatret. Vi delte os i fire grupper på fem personer og gav os selv tyve minutter, så hver gruppe kunne forberede et skuespil efter eget valg om Herren Balarama. Derefter skiftedes hver gruppe til at opføre deres stykke med de simpleste rekvisitter og kostumer. Gamle og nye venner, teenagere og børnehavebørn demonstrerede alle niveauer af humor, fantasi og spontanitet, som jeg sjældent har set det. Fordi vi var så meget sammen om det, mærkede vi alle en voksende kærlighed til hinanden.
Som afrunding på dagen kørte vi til stranden, tændte et bål og sang hengivne sange i lyset af Herren Balaramas fuldmåne, der glinsede på det bølgende hav.”