Et stort skridt for menneskeheden – 45 år efter: et tilbageblik på månelandingerne

– Af Lalitanatha Dasa –

”Et lille skridt for et menneske, men et gigantisk skridt for menneskeheden,” var Neil Armstrongs indstuderede kommentar, da han den 20’ende juli 1969 som det første menneske satte foden på Månen. Eller gjorde han?

Det er i år 45 år siden, at amerikanerne skulle have været på Månen, men ikke desto mindre er vi fortsat mange, der er overbeviste om, at de aldrig var der. Lad os benytte os af lejligheden af de 45 år til at se på nogle af argumenterne derfor.

Grunden til, at jeg overhovedet beskæftiger mig med dette emne, er, at én af dem, der lige fra starten af ikke troede  på månelandingen, var Srila Prabhupada, der gentagne gange chokerede bl.a. journalister ved offentligt at påstå, at amerikanerne ikke havde været på Månen. Da jeg først stiftede bekendtskab med Srila Prabhupada i 1982, accepterede jeg intuitivt, at han sikkert havde ret på en eller anden måde med hensyn til månelandingen, slet og ret fordi det var ham, der sagde det.

Nogle år senere faldt jeg over bogen We Never Went to the Moon af Bill Kaysing, en amerikansk ingeniør, der havde arbejdet inden for Apollo-projektet og temmelig overbevisende argumenterede for, at måneprojektet var et stort anlagt svindelnummer. Så i december 2000 fik jeg anledning til at dykke endnu dybere ned i månelandingsproblematikken, da min kone og jeg boede i en uges tid hos et midaldrende ægtepar, Niels og Åse Studstrup, ved Skals uden for Viborg. Om formiddagen på juleaftensdag sad vi og sludrede efter morgen-prasadamen. Niels fortalte om sit arbejde gennem mange år som flyinstruktør, og på et tidspunkt indskød Åse: ”Nu skal du da vel heller ikke til at fortælle dem om Månen …”

Jeg spidsede med det samme ører. ”Hvad for noget med Månen?”

Niels smilede skævt. ”Det er en bog, der handler om, at amerikanerne ikke var på Månen i 1969.”

”Virkelig. Må jeg se den?”

Niels gik ind i stuen og kom tilbage med en tyk bog på over 500 sider af to engelske forfattere, Mary Bennett og David Percy. Den var i blødt bind og grå farver med måneoverfladen projiceret ind på forsiden. Titlen Dark Moon: Apollo and the Whistle-Blowers stod med sort og rød tekst hen over midten. Spændende så den ud, og den næste time kiggede vi i den og diskuterede den.

”Kan den lånes?” spurgte jeg til sidst.

”Det kan da godt være, de har den på bibliotekerne,” svarede Niels.

”Nej, nej, jeg mener, kan din bog lånes?” sagde jeg.

”Åh ja, du må gerne låne den en par uger,” var det venlige svar efter et øjeblik tøven.

Dark Moon: Apollo and the Whistle-Blowers indeholder de grundigste argumenter imod månelandingerne. Lad os se på nogle af dem.

 

Sikke nogle billeder

Bogens første kapitel er viet til de fotografiske vidnesbyrd. Èn ting virker ret sikker: Billederne fra månelandingerne kan ikke være taget på Månen! Computeranalyser såvel som et skarpt øje kan hurtigt se, at skygger og lys skulle have set helt anderledes ud, hvis billederne var blevet taget i naturligt sollys. Mange skygger er ikke parallelle, som alle skygger er det i naturlig solbelysning, og områder, der skulle have været mørke, er oplyste. Nogle billeder er taget fra vinkler, der er umulige under de påståede omstændigheder, og der er uoverensstemmelser imellem fotografier og fjernsynsbilleder af den samme ting eller begivenhed.

Et godt eksempel er det berømte billede af Buzz Aldrin, der står på månelandskabet med månehorisonten i baggrunden. Billedet skulle være taget af Neil Armstrong, hvis skikkelse spejler sig i Aldrins visir. En fejl ved dette billede er, at Aldrins front er oplyst, imens skyggerne viser, at Solen står bag ham skråt til højre. På et sådant modlysbillede skulle han have fremstået mørk i billedet. Han må altså have været belyst af en anden lyskilde end Solen, selv om astronauterne skulle have haft hverken blitz eller projektører med sig.

Billedet har en fejl mere. Her er det vigtigt at vide, at astronauterne havde deres kamaraer fastspændt på brystkassen. Alle deres billeder skulle altså være taget fra fotografens brysthøjde. Bemærk, hvordan den horisont, der afspejles i visiret, flugter med den virkelige horisont bag Aldrin. I virkeligheden skulle horisonten i visiret have været højere oppe, ligesom når et barn ser op på en voksen. Adspurgte fotospecialister har da også måttet indrømme, at dette billede umuligt kan være taget af Armstrong, der reflekteres i visiret.

Påfaldende er det også, at ikke et eneste af månebillederne viser stjernerne. Det er underligt, da stjernerne set fra Månen er mindst dobbelt så klare som på Jorden og kan ses selv ved fuld dagslys på grund af Månens manglende atmosfære. Vi hørte også astronauterne tale om, hvor utrolig flot stjernehimlen var. Hvorfor tog de da ikke et eneste billede af den? NASA hævder, at billeder i det stærke sollys blev taget med meget kort blænde, hvorfor stjernerne ikke kan ses. Men blændeåbningen kan justeres, og på andre billeder ser man Jorden, der ikke er så meget klarere end stjernerne, så hvordan holder det argument? Måske er forklaringen, at billederne ikke er taget på Månen, men i filmstudier på Jorden. Havde man brugt en kunstig stjernehimmel eller et stjernebillede fra Jorden som baggrund, ville en dygtig astronom have kunnet beregne sig frem til, at stedet ikke var på Månen.

 

Fra 120 grader plus til minus 80

Det er i det hele taget en fotografisk udfordring at skulle fotografere på Månen, hvis miljø er noget helt andet end det, vi kender til. I modsætning til Månen beskyttes Jorden af en tæt atmosfære, der både udligner temperaturforskelle og beskytter imod de mange former for stråling. På Månen svinger temperaturerne kraftigt imellem lys og skygge. Temperaturen i et solbelyst område når helt op på 120 plusgrader, imens temperaturerne i skyggerne ligger omkring minus 80 grader. Hvilke kamaraer og film kan holde til det?

Endvidere bombarderes måneoverfladen af stærk stråling som radioaktivitet, røntgenstråler og veritable partikelstorme, specielt fra Solen og specielt, når solpletterne er i udbrud. Det er de hvert ellevte år, og tilfældigvis var solpletterne på deres højeste, da Apollo-ekspeditionerne fandt sted. Hvorfor var billederne ikke det mindste tågede og grynede, som de bliver det her på Jorden ved strålepåvirkning?

Nogle vil måske tro, at grunden til, at filmene ikke blev ødelagt, er, at astronauterne havde specielt udviklede film og kamaraer med på månerejserne. Det var ikke tilfældet. Filmen var leveret af Kodak og adskilte sig ikke væsentligt fra almindelig kvalitetsfilm. Kameraerne var svenske Hasselblad og ud over nogle konstruktive ændringer såsom en manglende søger havde de heller ingen specielle beskyttelsesindkapslinger. Filmen og kamaraerne adskilte sig så lidt fra almindelige film og kameraer, at hverken Kodak eller Hasselblad nogensinde i deres reklamer har slået på, at deres produkter var med på Månen, hvilket også er påfaldende.

 

Rummet og Månens ugæstfrie stråler

Et tredje argument imod månerejserne er baggrundsstrålingen og dens påvirkning af mennesker og biologiske organismer i det hele taget. Jorden beskyttes af en tyk atmosfære, og uden for den egentlige atmosfære ligger de såkaldte Van Allen-bælter. Disse er magnetiske felter, der strækker sig op til 80.000 km over Jorden og fanger størstedelen af radioaktiviteten og andre partikler, der har retning mod Jorden. Dette bælte er særdeles radioaktivt, og jordiske organismer kan højst opholde sig dér en times tid uden at dø. Hvordan overlevede astronauterne rejsen igennem dette bælte, og hvordan overlevede de bagefter at være i en atmosfære, der ikke havde et sådant beskyttende bælte? Hverken rumdragter eller rumfartøjer var beskyttet imod den stærke stråling.

Dette er en hindring, man den dag i dag ikke ser ud til at have overvundet. Russerne, der i 1960’erne var amerikanerne langt overlegne i rummet, har officielt aldrig haft bemandede rumfartøjer uden for Van Allen-bælterne. Ifølge uofficielle kilder har de dog faktisk prøvet at sende en kosmonaut udenfor, og han døde kort efter sin hjemvenden til Jorden. Amerikanerne havde aldrig før Apollo-ekspeditionerne haft astronauter uden for disse bælter og heller ikke siden været i stand til det. Er det helt forkert at stille spørgsmålstegn ved, om de virkelig var det i forbindelse med månelandingerne?

 

Raketternes begrænsninger og mangler

Som et fjerde argument kan nævnes en række omstændigheder omkring raketterne og månelandingsfartøjerne. Hvorfor hvirvlede månelandingsfartøjet ved landingen ikke støv op, hvorfor dannede det ikke et krater under sig, og hvorfor smeltede det ikke støv og klipper på landingsstedet? Månelandingsfartøjets udstødningsflamme var omkring 1700 grader, og sten smelter ved 1000 grader. Hvorfor hørtes ikke en øredøvende torden, da landingsmodulet landede på eller lettede fra Månen? Raketmotorer er normalt ikke lydløse. Hvis amerikanerne havde en lydløs raketmotor i 1969, hvorfor bruger de den så ikke i dag?

Den amerikanske rumhistorie før Apollo-ekspeditionerne var præget af fiaskoer og katastrofer. Så skal der have været en periode med helt problemfrie Apollo-rejser til Månen, hvorefter det igen var hverdag med problemer og fiaskoer. Den første Apollo brød i brand på rampen og dræbte tre astronauter i 1967. I april 1968 slog den ubemandede Apollo 6 fejl og ramte ikke Jordens atmosfære rigtigt. Apollo 6 var den sidste test, før de bemandede rumflyvninger skulle starte. Ingen større ændringer skete imellem Apollo 6 og Apollo 7. Ikke desto mindre fik verden at vide, at Apollo 7 var fejlfri, og som det næste ligger den bemandede Apollo 8 og kredser om Månen. Var det virkelig muligt, at en så kompliceret teknologi kunne gå fra at være livsfarlig til total fejlfri på under to år uden nævneværdige teknologiske landvindinger?