Af SB Kesava Swami (Oversat af Jesper Frydenlund)
At leve et åndeligt liv er et risikabelt foretagende. Gennem historien har vi set, hvordan fremtrædende helgener skubbede til grænserne af deres egne tryghedszoner, omfavnede usikkerheden og frivilligt accepterede meget prekære situationer i udøvelsen af deres formål.
Det ansporede deres afhængighed af forsynets vilje. Jeg er ikke sikker på, om de begyndte med at have en konkret overbevisning, men de endte bestemt med at have det! Religiøs tro er prisværdig, men livet bliver langt mere spændende og dynamisk, når vi oplever mysteriet og vidunderet forbundet med guddommelig indgriben. Uselviske ofre, ekstraordinære bestræbelser og viljen til at tage en chance er drivkræfterne bag sådanne oplevelser. Hvordan kan vi forbinde os med Gud, hvis vi ikke har modet til at give slip på det kroniske ønske om tryghed og kontrol?
Det er let at søge mod de “sikre muligheder” i livet. Gør ikke noget drastisk, betræd vejen med mindst modstand og hold det simpelt. Verden har sine forudfattede meninger – hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er – og vi prøver blot at passe ind. Frygten for forlegenhed, fiasko og at falde uden for den offentlige mening er for meget for os, og derfor plages vi af, hvad man kan kalde konformitetssyge, som gør, at vi vedvarende afgrænser og begrænser os selv. Det til trods, så er et trygt og behageligt liv i sig selv en farlig sygdom. Med det følger faren for mekanisk, ritualistisk, middelmådig og stagneret spiritualitet. I forsigtighedens navn skyder vi os selv i foden.
Begyndelser er ofte præget af en ånd af eventyr, risikovillighed og opdagelser, men som tiden går, kan disse markører ændre sig til komfort, tryghed og stagnation. Det gælder den enkelte, en gruppe og endda hele institutioner. Jeg har mediteret på værdien af at tage dristige chancer på den spirituelle rejse. Livet på kanten holder os friske. Jeg taler ikke om noget skødesløst eller unødvendigt, men risici, der er funderet i et oprigtigt ønske om at forbedre os selv og tjene menneskeheden bedre. Sådanne risici vil altid modtage en guddommelig opbakning og generere indre vækst. Der er intet at tabe, for selv om det ikke lykkes, eller vi gør os selv til grin, er jeg sikker på, at vi har fået noget langt mere værdifuldt i selve processen. Kun når vi risikerer at gå for langt, kan vi virkelig finde ud af, hvor langt vi egentlig kan gå.
”Om tyve år vil du blive mere skuffet over de ting, du ikke gjorde, end over de ting, du gjorde. Så smid buglinerne, sejl væk fra den sikre havn og lad passatvindene fange dine sejl. Udforsk. Drøm. Oplev.” (Mark Twain)
”Blandt mange tusinde mennesker er der måske ét, der stræber efter fuldkommenhed, og af dem, der har opnået fuldkommenhed, er der dårligt nok ét, der virkelig kender Mig.” (Bhagavad-gita 7.3)