ET LIV I TJENESTE: INTERVIEW MED KALASAMVARA DASA

Af Madhava Smullen – Oversat af Mahabharata Dasa

Lives of Service er en række interviews fra ISKCON News, der genskaber den stemning, man føler, når man sætter sig for at tale ved en søndagsfest med en gammel ven eller en hengiven, man kunne tænke sig at kende.

Fortalt med deres egne ord er det et indsigtsfuldt, inspirerende, muntert og til tider humoristisk kig på deres historier og liv af tjeneste. Kalasamvara Das er en af de gladeste, ekstatiske og dedikerede hengivne, vi har haft fornøjelsen af at tale med. Vi håber, du nyder denne snak med ham!

MS: Hvor kommer du fra, og hvor bor du nu?

Kalasamvara Dasa: Jeg blev født i Leeston, et lille landbrugsområde lige uden for Christchurch, New Zealand. Nu bor jeg i New Varshana, et landbrugssamfund på 40 hektar i et forstadsområde til Auckland.

MS: Hvornår blev du medlem af ISKCON?

KD: Jeg så de hengivne første gang i et TV-interview i 1972, da Srila Prabhupada installerede Sri-Sri Radha-Giridhari (Deiteterne i New Varshana). Så kom jeg i kontakt med de hengivne i 1973. Jeg blev initieret af Srila Prabhupada i juli 1976 på Gribblehirst Road.

MS: Kan du give et eksempel på, hvordan ISKCON forandrede dit liv?

KD: Jeg blev født med et hul i mit hjerte, så jeg skulle have været død, da jeg var ung. Før jeg blev hengiven, røg jeg ind og ud af hospitalet med forskellige sygdomme. Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt med mig. Men siden jeg blev hengiven, har jeg været ved utroligt godt helbred. Faktisk vidste jeg ikke, at jeg havde et hul i mit hjerte før et familietræf for fem år siden. Efter det tog jeg til lægen og fortalte ham det. Han sagde, at det må være blevet stoppet til, for det er der ikke nu. Så det er den mystiske kraft ved at synge de Hellige Navne, at komme i kontakt med Srila Prabhupada og spise tonsvis af halava. Jeg tror, hullet blev fyldt med halava! (griner)

MS: Hvad er din nuværende tjeneste?

KD: Tempelpræsident i New Varshana, regionssekretær for New Zealand og deputeret af GBC, hvor jeg hjælper GBC med sekretærarbejde.

MS: Hvilke andre tjenester har du haft igennem årene?

KD: Da jeg først mødte de hengivne, var jeg lige blevet færdigudlært som skrædder. Så jeg er professionel skrædder og patentmager. Da jeg først flyttede op til Auckland, plejede jeg at sidde i et lille værelse i fire eller fem dage og nætter i tiden op til Janmastami og sy Deiteternes tøj. Det var min første tjeneste.

Jeg elskede også at gøre rent. En dag i templet på Gribblehirst Road i Auckland vaskede jeg hele facaden på bygningen med en børste! Efter søndagsfesten tog jeg alt ud af køkkenet, skrubbede det og skyllede det, og kl. 4.30 om morgenen, når de hengivne kom til mangala-arati, var jeg ved at være færdig.

Prabhupada sagde, at renlighed står guddommelighed nær, og at Srimati Radharani holder af renlighed, og det gjorde indtryk på mig.

Jeg var også involveret i bogdistribution og Deitetstilbedelse lige fra begyndelsen. Det var først senere i livet, jeg blev engageret i ledelse. Jeg var tempelpræsident i Wellington i et par år, så i Christchurch i 12 år. Jeg har været med til at administrere New Varshana i de sidste 30 år.

MS: Hvilken tjeneste elsker du mest?

KD: Jeg er en harinama-mand [at synge Hare Krishna på gaden]. Jeg elsker at tage på harinama. Jeg tror, det er det ultimative. Jeg er ikke gået glip af en fredags-harinama de sidste 50 år. De tre ting, jeg prædiker mest og beder de hengivne om ikke at stoppe med, er at servere mad, synge de Hellige Navne og distribuere bøger. Jeg siger: ’Lad det være grundlaget og byg, hvad du vil oven på det. Men glem ikke det grundlæggende, som hele vores bevægelse blev bygget på.’

Jeg klæder også Deiteterne på til hver eneste festival. Jeg tror ikke, der er en dag i mit liv, hvor jeg ikke har været forbi Deiteterne i templet og fået deres selskab. Det er de vigtigste ting, jeg holder af. Jeg siger til de hengivne, at vi har det ultimative liv med de her fantastiske aktiviteter i centrum.

MS: Vil du dele en sjov eller inspirerende historie fra dine bhakta-dage [de tidlige hengivne dage]?

KD: Når vi tog på bogdistribution, plejede jeg at rejse med min tempelpræsident, Balarama, der senere blev tempelpræsident i ISKCON i Melbourne. Vi plejede at fylde varevognen op til toppen med stakke af bøger, så der var ikke plads til at sove, medmindre vi kom af med bøgerne. De første par nætter var vi selvfølgelig kun kommet af med et par kasser. For det meste sov vi bare udenfor, for vi ville ikke spilde penge på logi. Jeg kan huske, at nogle gange ville det regne om natten, så Balarama sov under varevognen, og jeg sov på de offentlige toiletter langs vejen.

Når jeg ser tilbage, tænker jeg aldrig, at det var asketisk. Jeg tænkte ikke, at det unormalt. Vi var bare så absorberede i at distribuere Prabhupadas bøger, at vi ikke tænkte på vores eget helbred og velfærd.

MS: Hvad inspirerer dig og holder dig kørende i din tjeneste og i Krishnabevidsthed selv efter så mange år?

KD: Jeg har transcendentale helte. Arjuna er en mine største helte, for han forlod aldrig Krishna selv under store prøvelser. Dronning Kunti er en anden af mine helte. Bortset fra dem er Srila Prabhupada min største helt. Hvis jeg nogensinde har problemer, er de der altid først i mine tanker, og jeg søger beskyttelse hos dem. Ikke-hengivne har helte såsom store ledere eller atleter. Jeg mener, at hengivne også har brug for helte. I sastra er der så mange helte. Så når jeg ser nogen med problemer, siger jeg: ”Bare tænk på Dronning Kunti, bare tænk på Arjuna. Kan dine problemer sammenlignes med de store heltes, der havde personlig omgang med Herren?” Når man ser det i det perspektiv, hvad er problemet så?

MS: Hvilken moderne vaisnava inspirerer dig?

KD: Tamala Krishna Gosvami (der gik bort i 2002) var en af mine bedste venner og mentorer og havde den største indflydelse på mig som hengiven og som leder. Han var den første, der tog mig med til Vrindavana. Hver eneste gang vi var sammen, var det dejligt og nektarisk. Fra hans filosofi (han var en fantastisk taler) til hans prasadam-måltider til at tilbringe tid med ham i Vrindavana og Mayapur. Hans disciple er fantastiske, og det samme er den arv, han har efterladt her i Australasien, specielt på Fiji, hvor der nu er fire smukke templer.

MS: Kan du nævne en udfordring, du har haft i din tjeneste, og hvordan overvandt du den?

KD: Hvert tempel, jeg har tjent, har været i gæld. Da jeg kom til templet i Christchurch, var der et par 100.000 dollars i gæld på bordet, og der var alle disse korttidslån på biler, der ville blive taget fra os inden for et par uger. Omkring fem hengivne indsamlede penge, og i de første ugers indsamling havde de tjent omkring 730 $. Templet var på vej i større og større gæld.

Så jeg stillede mig foran Sri-Sri Gaura-Nitai og sagde: ”På en eller anden måde har I bragt mig hertil. Hvad skal jeg gøre?” Så kom følelsen af kirtana til mit sind og hjerte. Det var som om, at Deiteterne sagde: ”Bare lav kirtana.” Så jeg fik alle de hengivne, der lavede sankirtana, tilbage, og begyndte de her en, to og tre timers kirtanaer og harinama hver dag. Ca. to-tre uger senere tog de ud og samlede ind igen. Denne gang fik de omkring 10.000$. Den anden uge, vi tog ud, indsamlede vi 30.000$, og afbetalte alle korttidslånene, så vi kunne beholde alle vores biler. Jeg kunne se, at fordi vi havde sunget en masse, fik det Krishna til at gengælde. Til sidst var vi gældfrie. Jeg er virkelig inspireret over kraften i at synge Hare Krishna, og til denne dag er det, hvad jeg vil anbefale til alle. God japa, god kirtana, god filosofi og god prasada er så dejlige, at intet slår dem.

MS: Del en inspirerende eller mindeværdig oplevelse fra din nuværende tjeneste.

KD: Hver festival her i New Varshana er inspirerende. I 2016 begyndte vi at afholde festivalen Krishna Holi (farvefestivalen). Det har været så inspirerende at se alle de mennesker, der kommer til gården for at være med. Vi holder templet åbent hele tiden, så de kan komme, få darsana og have bhajana i templet, mens den udendørs Holi-festival foregår. Det ene år havde vi besøg af en topadvokat. Hun sad i templet og forlod det ikke hele dagen. Hun var blevet så inspireret bare af at sidde foran Deiteterne og høre kirtana. Efter fem timer fik hun noget prasada plus et par bøger og tog hjem.

MS: Hvad er din yndlingsoplevelse med Srila Prabhupada?

KD: Jeg var en ung hengiven og var lige blevet initieret i templet på Gribblehirst Road. En dag, jeg gik ovenpå, troede jeg, at Prabhupada ikke var der. Hari Sauri var Prabhupadas tjener på det tidspunkt, og han kom ud af Prabhupadas værelse og sagde: ”Jeg har noget maha. Lad os spise det sammen.” Så vi satte os og spiste Prabhupadas mahaprasadam. Bagefter sagde Hari Sauri: ”Kom og hjælp mig med at pakke i Prabhupadas værelse [til en rejse].”

Da jeg gik ind, kom Prabhupada ud fra badeværelset. Jeg blev en smule chokeret, for jeg vidste ikke, at Prabhupada var der. Jeg havde lige været udenfor og gøre rent, så min dhoti var beskidt fra knæene og nedefter. Jeg lagde mig og udtrykte mine ærbødigheder, og da jeg rejste mig op, gik mit knæ igennem min dhoti og rev den i stykker. Jeg tænkte: ”Hvilken jubelidiot jeg er,” og så på Prabhupada, men Prabhupada var begyndt at gå frem og tilbage i sit værelse, mens han reciterede Hare Krishna.

Senere da Prabhupada var ved at forlade værelset, gik han over til et billede af Narada Muni og rørte Narada Muni med sit hoved. Så rørte Madhudvisa, Hari Sauri og de andre hengivne, der var der, også billedet med deres hoveder. Jeg var bare en forvirret bhakta, og jeg sagde: ”Nå, det er sådan, man gør,” så jeg gik også over og rørte billedet med mit hoved, og de gik alle sammen ud (for at tage til lufthavnen).

Efter de var taget af sted, var Prabhupadas tallerken med prasada der stadig, og der var sødsager på tallerkenen, og han havde kun lige taget en bid af dem. Jeg tog dem fra tallerkenen og spiste dem. Jeg var i sådan en ekstase, at i stedet for at tage med dem sad jeg bare i værelset og tænkte, at det her var det ultimative. Man kunne ikke få noget mere perfekt end at være i Prabhupadas selskab, spise Prabhupadas sødsager og se Prabhupada gå frem og tilbage og sige japa.

MS: Hvad er dit bedste kirtana-minde?

KD: Jeg mødte Indradyumna Svami første gang ved et ledermøde i Australien midt i 90erne, så jeg inviterede ham til Christchurch, for jeg vidste, han kunne lide kirtana, og de hengivne der elskede kirtana. Vi plejede at have de her kirtanaer, der sluttede omkring kl. 11 eller 12 om aftenen, og så gik vi ovenpå og havde et kæmpe festmåltid. En aften, da Indradyumna Svami ledte kirtanaen, tog jeg en vandslange med ind i templet og åbnede for den. Der stod omkring 3-4 tommer vand i templet, og folk skøjtede rundt i vandet. Det forsatte i timevis. Så hentede jeg farvepulver og ris, tog det med til templet og kastede det simpelthen ud over alle de hengivne, så det blev forvandlet til en helt skør harinama-festival.

MS: Hvad er din yndlings-prasadam?

KD: Min yndlings-prasada er halava! De hengivne her laver den på den gammeldags måde – gylden med smør og rosiner og frugt i. Prabhupada elskede virkelig smørret, mælken og ghee’en her i New Zealand. Jeg holder også af ofringen kl. 12 her i New Varshana – kartoffel-subji med bønner og ost.

MS: Kan du dele en smule visdom med de hengivne?

KD: Der er op- og nedture, men bare hold jer til processen. Giv ikke op. Hold ikke op med at chante eller omgås med de hengivne. Find hengivne, du kan lide og omgås med dem. Bliv inspireret af de hengivne, som du ser hver dag, og som har dedikeret deres liv til sankirtana-bevægelsen. Vær tålmodig, og resultaterne vil være utrolige. Hvis du holder dig til Krishna, holder Han Sig til dig, og resultatet vil være nektarisk.

Fra ISKCON News: https://iskconnews.org/lives-of-service-the-kalasamvara-das-interview,7931/