Af Caitanya Carana Dasa – Oversat af Jesper Frydenlund

Ligesom Ravana i Ramayana har dagens filmhelte og heltinder en fatal fejl.

Ramayana er en ældgammel vedisk saga med handling, romantik, visdom og eventyr. En saga, der har inspireret en fjerdedel af verdens befolkning i årtusinder. En saga, der skildrer en fortid, hvor væsener af himmelsk magt, både guddommelige og dæmoniske, interagerede i vores jordiske rige. En saga om kampen mellem godt og ondt. En saga, hvor Gud nedstiger og underviser i dyd, retfærdighed og åndelighed ved Sit enestående personlige eksempel.

På trods af Ramayanas historiske ælde er dens grundlæggende historie som i en typisk film. Den har en helt, en heltinde og en skurk, der lyster efter heltinden, og den fortæller om en spændende konfrontation mellem helten og skurken, der kulminerer i skurkens død og genforeningen af helten og heltinden. Men der er en afgørende forskel mellem Ramayana og en moderne film. I film er helten, heltinden og skurken faktisk alle skurke.

Hvorfor? Mange mennesker tænker på en skurk som en person, der nyder ved at udnytte og skade andre. Selv om det ikke er forkert, er denne opfattelse af det onde ufuldstændig og naiv, da den ser bort fra en grundlæggende virkelighed, nemlig vores suveræne, ansvarlige og kærlige fader, Gud. Mange af os fik aldrig den åndelige uddannelse, der var nødvendig for at forstå, at det er Gud, der uselvisk giver os vores daglige mad. Det er rigtigt, at vi er nødt til at arbejde hårdt for at tjene til livets ophold, men vores indsats er sekundær. Det er ligesom fugles hårde arbejde, når de søger efter korn. Uden at Gud gav kornene gennem naturen, ville deres søgen være forgæves, uanset hvor omhyggelig den måtte være.

På tilsvarende måde ville vi uden Guds mirakuløse fotosyntesemekanisme, der forvandler ”mudder til mango” (en bedrift, der langt overgår den bedste videnskabsmand og den nyeste computer), aldrig have noget mad, uanset hvor meget vi arbejdede. Alle vores andre fornødenheder som varme, lys, luft, vand og sundhed bliver ligeledes hovedsageligt opfyldt ved et guddommeligt arrangement og kun sekundært gennem menneskelig bestræbelse.

Desværre fylder vores medier, kultur og uddannelse os med så mange materialistiske tillokkelser, at vi bliver blinde over for det faktum, at vi er afhængige af Gud og forpligtede over for Ham. Frygt for Gud er begyndelsen på visdom, ligesom en sund frygt for en kærlig fader er nødvendig for et uartigt, rastløst barn for at blive disciplineret og ansvarligt. Og kærlighed til Gud er kulminationen på visdom, ligesom taknemmelighed og kærlighed til en godgørende fader viser modenheden hos et stort barn.

Desværre befordrer vores samfund hverken kærlighed til eller frygt for Gud, men glamouriserer gudløs, egoistisk materialisme i stedet. Derfor er mange mennesker i dag meget selviske i deres forhold til Gud. De giver ikke engang et øjeblik til den person, der har givet dem hele deres liv. Hvis en søn i en familie ikke bryder sig om sin far, der er hans forbindelse til hans brødre, vil han også snart stoppe med at vise omsorg for dem. Faktisk kan han endda blive ondsindet over for dem, for de bliver hans konkurrenter til arven. På samme måde er selviskhed over for Gud oprindelsen til alt ondt. Vi har alle sået det onde frø i vores egne hjerter og tvangsfodrer nu hinanden de bitre frugter såsom terrorisme, korruption, kriminalitet og udnyttelse, der alle udspringer af kampen imellem os om verdens ressourcer, der er Guds arv til os. 

Guddommelige helte

Ramayana giver os et glimt af heltemod og skurkagtighed, af uselvisk kærlighed og egoistisk begær. Herren Rama og hans gemalinde, Sita, er den evige helt og heltinde. Hanuman, den Gudfrygtige helt, personificerer tendensen til uselvisk at hjælpe Herren i Hans guddommelige kærlighed, mens Ravana, den gudløse skurk, personificerer tendensen til selvisk at tilrane sig Herrens ejendom for sin egen lysts skyld. Den gudfrygtige helt stræber efter at nyde med Gud, mens den gudløse skurk ønsker at nyde som Gud.

På den anden side har alle hovedpersonerne i en typisk film – helten, heltinden og skurken – den samme ondskabsfulde mentalitet, nemlig at ville nyde uden at bekymre sig om Gud. I helten og heltinden maskeres denne mentalitet af romantik, mens skurken udtrykker den uden forbehold. Men de er alle Ravana. Forskellen er blot som nuancerne i gråt.

Vores egoistiske forsøg på at efterligne helte og heltinder, enten i film eller i det virkelige liv, er i sig selv onde og antænder og stimulerer alle de større former for ondskab, vi frygter. I sidste ende vender vores egen ondskab tilbage til os selv, for den fastholder illusionen om vores kropslige fejlidentifikation, og vores krop udsætter os for tortur i form af alderdom, sygdom, død og genfødsel – igen og igen og igen.

Selvfølgelig behøver vi ikke at kvæle vores naturlige trang til at være specielle. Ligesom Hanuman kan vi alle også være helte, men i tjeneste til den højeste helt. Desværre skildrer vores samfund Ravana-tendensen som heroisk og Hanuman-tilbøjeligheden som gammeldags.

En lektion i håb

Ramayana afslører, at Ravana på trods af sin ekstraordinære velstand aldrig var tilfreds, men altid lystig og grådig efter mere. Er det ikke vores moderne civilisations tilstand? Al Ravanas magt og rigdom kunne hverken bringe ham lykke eller redde ham fra den endelige undergang. Ravanas ultimative nederlag minder os om den skæbne, der venter vores samfund, hvis det fortsætter i sin gudløse selviskhed.

Alligevel er Ravanas fald ikke kun en dommedagsadvarsel. Det er også et forvarsel om håb og glæde, for det lærer os, at Herren kan tilintetgøre det onde indeni og udenfor. Den samme Herre Rama, der tilintetgjorde Ravana for årtusinder tilbage, er kommet igen som Hans hellige navn for at tilintetgøre Ravana i vores hjerter. Det hellige navn giver os ægte lykke, ikke ved at efterligne Gud, men ved at elske Gud. Ikke ved at blive en imitatorhelt, men ved at blive en helt i tjeneste.