Det er svært at holde styr på, hvor mange erindringsbøger, der er udkommet om Srila Prabhupada, og stadigvæk kommer der flere. En af de seneste er ’A Bond of Love’ med undertitlen ’Srila Prabhupada and His Daughters’.

På sine næsten 600 sider indeholder bogen erindringer og tanker med værdsættelse fra nogle af Srila Prabhupadas mange kvindelige disciple (Prabhupada initierede måske tæt ved 1500 kvinder). Her bringes tre udsnit.

Før Nitya-trpta blev en hengiven, gik det op for hende, hvor kraftfuldt et kommunikationsmedie fotografering er, og at det var det, hun ville beskæftige sig med. Men alligevel tænkte hun: ”Jeg har intet at fortælle.” Da hun senere blev en hengiven, forstod hun, at hun havde masser at fortælle med sin fotografi og blev snart ”dronningen” i fotografiafdelingen i Bhaktivedanta Book Trust i Los Angeles.

Nitya-trpta boede i en årrække i 1990erne i Danmark på templet Bauneholm ved Hillerød.

 

 

Af Nitya-trpta Devi Dasi

”Jeg havde min første oplevelse med Srila Prabhupada, da jeg første gang besøgte templet. På det tidspunkt havde jeg kun læst en smule i Bhagavad-gita og talt lidt med de hengivne. Men den morgen i templet blev jeg så oplivet af guru-pujaen, at jeg ofrede min fulde, udstrakte, overgivne dandavat foran Srila Prabhupadas vyasa-asana. Jeg var tiltrukket til Srila Prabhupada og tænkte: ”Her er den store mand, der kan lære mig alting, jeg behøver at vide.” Ved gradvist at lytte til klasser og læse hans bøger udviklede jeg en følelse for hans bøger og begyndte at forstå, hvordan jeg kunne leve på en måde, der hverken er skadelig for os selv eller andre, men er positiv – karma-fri. Jeg tænkte: ”Ih, det er lige det, jeg vil vide.” Igennem sine klasser og bøger hjalp Prabhupada mig til at forstå, hvordan denne materielle verden fungerer, og hvordan jeg skulle fungere i den og bruge mine egne evner i Krishnabevidsthed, uanset hvad de er.

Jeg forsøgte at forstå, hvad Prabhupada mente, når han talte og skrev om, at vi kvinder er mindre intelligente. For det første lagde jeg mærke til, at han også kritiserede mænd. Han sammenlignede mænd med hunde, svin, kameler og æsler. Prabhupada kaldte kun kvinder mindre intelligente, men han sammenlignede mænd med lavtstående dyr. Han sagde også, at i Kali-yuga er alle mindre intelligente. Derfor tager jeg det ikke så alvorligt, at kvinder er mindre intelligente, for i Kali-yuga er alle mindre intelligente. Det vigtige er, som Srila Prabhupada gentagne gange forklarede det, at vi ikke er disse kroppe.

Hvis vi identificerer os med at være kvinde eller mand, kan vi føle os ramt og påvirket af Prabhupadas kritik. Det afhænger af, hvordan vi ønsker at tage det. En del af problemet er, at det falske ego stiller sig i vejen for vores forståelse. Generelt måles intelligens på ens evne til at bruge fornuft og logik, hvilket mænd ofte er gode til. Imidlertid er der aspekter af åndeligt liv, der kræver indlevelse, medfølelse og forståelse, og kvinder er tilbøjelige til at have mere af disse kvaliteter.

Siden kvinder ofte er mere indlevende og følelsesmæssige end mænd, kan disse følelser tilsløre intelligensen og forstyrre den rationelle beslutningsproces. Så med den forståelse accepterede jeg, at kvinder kan være mindre intelligente. Men kvindens indlevelsesevne er en god ting, for som mor har hun brug for at være indlevende i forholdet til barnet. Hvordan kan en mor ellers tolerere det uden at kunne se situationen med barnets øjne? I Krishnabevidsthed er der en masse plusser og minusser, der afbalancerer hinanden. Hvis en person ikke er respektfuld og behandler os som mindre intelligente, kan vi undgå den person, ligesom vi undgår en person, der ønsker at lede os til at gøre noget forkert. Men for mig var kvindeproblematikken ikke et stridsspørgsmål, for jeg var beslutsom og gjorde det, jeg ønskede at gøre. Jeg stod for fotografiafdelingen. Måske var det min karma, som jeg forsøgte at bruge for Krishna.

Før Prabhupada kom til Berkeley til Ratha-yatra i 1975, gjorde jeg hans vyasasana ren og tænkte: ”En repræsentant for Krishna vil snart sidde på dette sæde og lære os om Krishna.” På samme måde har mit forhold til Srila Prabhupada igennem hele mit hengivne liv været gennem meditation og bøn, selv om jeg fandt stor glæde i at høre om Srila Prabhupada fra dem, der havde hans selskab. Når man føler sig rystet, emotionel, næsten på grådens rand og føler, at man forbinder sig med Prabhupada, er det en slags høj åndelig følelse, en form for ekstase. Det har intet med materiel vinding at gøre, for ingen betaler mig. Jeg får blot, hvad jeg har brug for. Så min tilskyndelse kommer ikke fra: ”Ja, jeg kommer til at tjene på det eller få berømmelse og anerkendelse.” Min tilskyndelse kommer fra mit forhold til Prabhupada: ”Lad hvad end intelligens, jeg har, være tilstrækkelig til, hvad jeg gør, så jeg kan forstå, hvordan jeg skal gøre min tjeneste til din forherligelse. Lad mig forstå, hvordan jeg kan glæde dig med det, jeg gør. Lad disse billeder inspirere hengivne.” Min meditation og bøn er den samme i dag, som dengang Srila Prabhupada var hos os fysisk.

*

Candravali Devi Dasi

Candravali søgte efter en grund til at leve, da hun så Srila Prabhupada. Hun tænkte: ”Her er der en, der ligner en rigtig god person.” Srila Prabhupada var i en kirtana, og på Candravali virkede det, som om Srila Prabhupada havde sunget Hare Krishna hele livet. Selv om Prabhupada var gammel, syntes hun, han så fantastisk ud. Ja, Candravali kunne ikke tro, at nogen kunne være så gammel og se så godt ud. ”Måske bruger Prabhupada sminke,” tænkte hun. Hun kom tæt på ham og så, at han ikke var sminket. Det var mystisk. Ikke ret længe derefter initierede Srila Prabhupada Candravali i San Francisco i 1967.

”Den første gang, jeg så Srila Prabhupada, var jeg 22. Han sad og sang Hare Krishna med lukkede øjne, og jeg var betaget. Det var svært at tro, at han virkelig var så smuk. Jeg havde aldrig før set nogen som ham. Jeg begyndte at svare responsivt til kirtanaen, der var i gang. Det var fantastisk. Jeg fik øje på et aktivt liv i den åndelige himmel. Nu havde jeg omsider et liv og en retning. Da jeg så Srila Prabhupada, kom en velsignelse ind i mit liv.

Da jeg senere blev initieret, forsøgte jeg at finde ud af, hvad mit navn betød. Prabhupada fortalte mig, at Candravali var en af Krishnas gopi-elskerinder. Han sagde, at Candravali kunne lide at lade som om, at hun var Radha, og hun og hendes veninder plejede at lokke Krishna. Jeg forstod ikke meget om gopierne, men jeg var glad for mit navn, for det tog mig til et andet niveau, en anden indsigt. Krishnabevidsthed voksede konstant i mig. Det var ikke som noget, jeg nogensinde havde oplevet før.

Engang i Los Angeles bukkede jeg mig ned for Srila Prabhupada, og da jeg gjorde det, kravlede min lille søn, hvis næse løb, hen til Srila Prabhupada. Srila Prabhupada løftede ham op og tørrede hans næse med sin pegefinger. Så kiggede han på mig og sagde: ”Bruger du ikke sennepsolie?” Jeg vidste ikke, hvad sennepsolie var. Han sagde: ”Du burde bruge sennepsolie.” Det havde jeg aldrig gjort før. Sådan lærte jeg at bruge sennepsolie.

Da jeg fik mit første barn, skrev jeg til Srila Prabhupada, der var i Bombay. Prabhupada læste mit brev, vendte sig til Malati og sagde: ”Din veninde Candravali har fået en søn, og jeg har givet ham navnet Candrasekhar.” Prabhupada lo: ”Moderens navn er Candravali, og jeg har givet sønnen navnet Candrasekhar.” Nogen tid senere, da vores andet barn blev født, skrev vi til Prabhupada, og denne gang vendte han sig til Malati og sagde: ”Din veninde har fået en lille pige. Du kan give hende et navn.” Malati kaldte vores datter Nalinaya, der betyder ”øjne som en lotus, der åbner sig.” 

Den sidste gang, jeg så Srila Prabhupada, stod alle på række for at sige farvel og bukke sig ned for ham, og jeg lagde mærke til, at de alle stod med blomster. Jeg havde ingen blomster, så jeg løb hen til et sted i nærheden, fik nogle almindelige blomster, gik hen til ham og rakte dem til ham. Han tog imod dem, som om de var noget værdifuldt, smilede og så taknemmeligt på mig. Jeg gav ham ikke noget af værdi, men han vidste, at jeg ville have særlig opmærksomhed fra ham, og det gav han mig.

Før jeg mødte Srila Prabhupada, havde jeg ikke et liv. Jeg spurgte: ”Hvorfor blev jeg født? Hvorfor er jeg her?” Srila Prabhupada er mit store held. Hvis jeg ikke havde set ham, ville jeg være død. Jeg måtte se en, der var glad for sit liv, og som gjorde noget meningsfyldt.

*

Satarupa Devi Dasi

Efter at være blevet kåret til Miss Danmark (som Ann Schaufuss) blev Satarupa fotomodel i London, og tre måneder senere, da hun var 22 år gammel, var hun på forsiden af Vogue, Elle og andre førende magasiner. Hun var fotomodel over hele verden i tre eller fire år, indtil hun opgav alt for at vie sit liv til Krishna.

”Jeg kom sammen med en berømt fotograf, der havde mødt George Harrison og var begyndt at chante Hare Krishna. Jeg sagde: ”Chante Hare Krishna, hvorfor ikke? Lad mig chante Hare Krishna.” Jeg blev også vegetar, men siden denne fotograf tog stoffer, forlod jeg ham. Jeg brød mig ikke om stoffer.

Engang tog jeg alene til Bhaktivedanta Manor og sad i en darsana med Prabhupada. Da han sagde: ”Er der nogle spørgsmål?” spurgte jeg: ”Hvis vi alle er åndelige sjæle, hvordan kan det da være, at vi fødes som mænd og kvinder?” Han så indtagende på mig og svarede: ”Begær.” Det ord, ’begær’, gik ind i mit hjerte og gav mig forståelse. Jeg sagde: ”Mange tak.” I korridoren efter at jeg var kommet ud fra Prabhupadas værelse, brød jeg ud i tårer og græd som en gal kvinde i adskillelse fra Prabhupada. Den dag fik jeg min japa-kæde.

I sommeren 1973 besøgte jeg tilfældigvis templet i Paris, imens Prabhupada installerede Sri-Sri Radha-Parisvara. Srila Prabhupada kiggede rundt på alle fra vyasasanaen, fik øje på mig og sagde: ”Hmm, japa-pose.” Han så anerkendende på min japa-pose. Jeg lyttede opmærksomt til hans klasse og forsøgte at finde fejl i det, han sagde, men kunne ikke. Det var alt sammen for godt til at være sandt.

Jeg elskede prasadam og begyndte snart med glæde at lave Krishnas blomsterkranse. Efter en stund sagde Bhagavan: ”Hvorfor holder du ikke op med at være fotomodel og flytter ind?” Jeg svarede: ”Ja, hvorfor ikke?” Jeg ringede til min agent, Johnny Casablanca. Han kom til templet og sagde: ”Jeg har mistet mange piger, men aldrig nogen til Gud. Du har to måneder fyldt med opgaver. Du kan ikke gøre det.” Jeg svarede: ”Jo, det kan jeg. Jeg kommer på arbejde i morgen. Aflys resten.” Han sagde: ”Vil du ikke nok … ?” Jeg svarede: ”Nej, det er slut!”

Et par dage senere tog Prabhupada til Geneve, og jeg fulgte med Parijata for at hjælpe med madlavningen. Yogesvara sagde: ”Prabhupada, dette er Ann. Hun er en berømt model,” og kørte videre i en uendelighed. Prabhupada så mig direkte ind i øjnene, og med mine øjne forsøgte jeg at fortælle ham: ”Jeg er ikke nogen berømt model længere. Det har jeg opgivet. Jeg er en hengiven nu. Lad være med at lytte til ham.” Da Yogesvara omsider holdt inde, sagde Prabhupada, der lignede en femårig med glimtende øjne, et smukt oplyst ansigt og et fantastisk smil: ”Syng Hare Krishna!” Jeg svarede: ”Ja, Srila Prabhupada,” og faldt til jorden.

Jeg boede i templet og gjorde min tjeneste, og sommetider tænkte jeg: ”Jeg var berømt. Hvorfor kommer pressen ikke nu og spørger mig, hvad jeg laver?” Da de så ikke kom, tænkte jeg: ”Glem det, jeg er ikke her for at tale med pressen. Jeg er her for at tjene Krishna.” Og så kom pressen: Paris Match, aviser fra Amerika, Danmark, Indien. Paris Match lavede et godt interview og satte mig på forsiden med en stor artikel: ”Hun forlod alting for Krishna.” Bhagavan viste artiklen til Prabhupada i Bombay, og i en uge viste Prabhupada den til alle sine gæster med ordene: ”Hun opgav alting for Krishna, så I bør gøre det samme.” Prabhupada fortalte Bhagavan: ”Lige nu er hun lidt af en Maya-devi, men senere kommer hun til at gøre noget håndgribelig tjeneste.”

Jeg håber, at den håndgribelige tjeneste kommer nu. Jeg har ingen store evner, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, eller hvor jeg skal gøre det, men jeg beder til, at Krishna og Prabhupada vil inspirere mig. Jeg er parat til at tage hen hvor som helst, Krishna ønsker det, og gøre, hvad Han ønsker. Jeg ønsker at gøre noget håndgribelig tjeneste.”

Læs også omtalen på ISKCON News af Bond of Love: Srila Prabhupada and His Daughters, se https://iskconnews.org/new-book-a-bond-of-love-srila-prabhupadas-daughters,7453/. Bogen kan også købes på saxo.com og andre steder.