Af Madhyama Devi Dasi – Oversat af Jesper Frydenlund

Ethvert sted er Guds sted, og her er en måde at omsætte forståelse til praksis. Bragt første gang i Back to Godhead 18-04-1983.

Vi løb ned ad den rungende, flisebelagte gang med jublende råb, alle ni af os. Vi havde fået fri fra søndagsskolen, vores søndagssko klaprede, og vores søndagshårbånd svajede i luften. For enden af gangen sprang vi ned ad trapperne, svingede så rundt om hjørnet mod udgangen og kom næsten ud ad døren til friheden, da – 

”Børn!”

Uh åh … Fru Gorensman. “Børn, vi må altid huske, at dette er Guds hus. Vi løber og råber ikke her. Her går vi altid pænt og sænker vores stemmer. OK?”

(I kor) ”Ja, Fru Gorensman.”

Det lykkedes os at holde stand de sidste ti meter hen til døren, som jeg husker det. Men så snart vi var ude af døren til Guds hus og ude på gaderne i Guds verden, blev alle tanker om Gud og Fru Gorensman opløst i efterårets solskin, da vi løb de ti blokke hjem til frokost.

Og faktisk blev vores holdning grundlagt af, hvad Fru Gorensman havde lært os. Det, hun ville indgyde i os, var respekt for Guds hus. Men underforstået i hendes formaning var en tvedeling. Guds hus var der, hvor vi opførte os pænt og fik guldstjerner for at huske bibelvers. Vores hjem var der, hvor vi kastede vores sokker på gulvet og så Mickey Mouse og huskede alle reklamerne, uanset om vi fik guldstjerner for det eller ej.

Religion havde selvfølgelig en plads i vores liv. Men det var et andet sted end vores hjem. For protestanter og katolikker var Gud ti blokke væk om søndag formiddag fra 10 til 11, og for de jødiske børn var det om lørdagen. Da vi imidlertid blev ældre og udforskede vores forskellige religiøse traditioner mere indgående, begyndte vi i det mindste teoretisk at forstå, at ethvert sted bør være Guds sted, da denne verden er Hans skabelse. Men teoretisk viden hjalp os ikke i vores daglige liv. At gå pænt og dæmpe stemmerne var fint nok til kirken eller templet, men hvad gør man så til fodboldkamp? Og hvad har en fodboldkamp med Gud at gøre – og hvad med stævnemøder?

Konflikten mellem teori og praksis fik mig til at søge efter en mere integreret livsstil, hvor enhver aktivitet på alle steder kunne være direkte relateret til Gud. Denne søgning ophørte, da jeg lærte om bhakti-yoga, hengiven tjeneste til Gud.

Et vigtigt skridt i processen med at blive Gudsbevidst er at gøre sit hjem til Guds hjem. I stedet for kun at besøge Ham én gang om ugen, inviterer man ham ind i sit hjem gennem en proces af Deitetstilbedelse ved at oprette og varetage et hjemmealter. Ved at huske ham og have selskab med Ham dagligt vil man naturligvis udvikle mere kærlighed til Ham. 

Krsna eller Gud er den Højeste Person. Han har ubegrænset kraft. En af disse kræfter er Hans evne til at være til stede personligt igennem alle Sine mangfoldige energier. For eksempel viser Han Sig eller inkarnerer igennem lyd. Når vi synger eller reciterer Hans hellige navne eller læser skrifterne, der tales af Ham eller om Ham, er Han personligt til stede hos os.

Det er ikke den eneste måde, Han viser sig selv på. Guds form, der er ubegrænset og åndelig, kan også manifestere sig på en tilsyneladende materiel facon på en måde, der passer til os, så vi kan se Ham. Og i denne form, hvad enten det er i et billede eller en skulptur, vil Han også venligt acceptere vores tjeneste. Dette er Hans særlige nåde over for os. Fordi vi er fængslet i vores materielle kroppe, kan vi med materielle øjne ikke se Hans åndelige form nu. Derfor kommer Han i en form, der tilsyneladende er materiel blot for at opmuntre os til at huske og tjene Ham.

Det betyder ikke, at vi kan tilbede hvad som helst som Gud. Bhakti-yoga er ikke panteistisk. Vi kan ikke tilbede en mursten, et træ eller vores nye BMW og forvente at komme i kontakt med Gud. Det betyder heller ikke, at vi kan ”skabe vores egne afguder”, der ikke er mere end kunstneriske løgnehistorier skabt af vores fantasi (guldkalve, voodoodukker osv.). De vediske skrifter er klare på dette punkt. Kun de former, der omhyggeligt er beskrevet af de autoriserede skrifter og bekræftet gennem discipelrækken af åndelige mestre, kan tilbedes.

Hvis man vil have sit brev til at nå frem til sit bestemmelsessted, skal man lægge det i en autoriseret postkasse. Man kan ikke bare bygge en kasse, male den rød og forvente, at ens brev når sit bestemmelsessted, når man smider det i sin kasse (hvis man bliver fanget i at lave falske postkasser, får man også store problemer!).

Mayavadierne eller upersonalisterne hævder, at Gud ikke rigtig er en person, men at vi foregiver, at Han er en person for at kunne fokusere vores meditation, så det bliver lettere for os at blive ”selvrealiserede”. På det tidspunkt vil vi ifølge mayavadierne forstå, at vi er Gud. Så kan vi smide vores altre væk – eller bedre endnu, bare klatre op og selv sidde på dem!

Det er klart, at denne teori er fjollet. Gud glemmer aldrig, at Han er Gud, og han behøver ikke at praktisere yoga for at huske det. Vi er bittesmå dele af Gud. Fordi vi er små, har vi glemt Ham. Man Han er en evig person, og det er vi også hver især. Og bhakti-yoga, kærlig hengiven tjeneste til Gud, er den evige aktivitet, vi er tænkt til at engagere os i. Vores fuldkommenhed er ikke at blive Gud, men at blive Guds perfekte tjenere. For at engagere os i denne tjeneste, selv i denne materielle verden, har Han givet os midlerne til at tilbede Hans form, der ikke er forskellig fra Ham selv.

Men selv om vi er i den materielle verden, udfører vi ikke Deitetstilbedelse for at få opfyldt materielle ønsker eller få materielle resultater. Vi tilbyder ikke Herren vand, så Han vil gengælde med at få det til at regne. Vi brænder ikke lys og beder til at vinde i lotto. Vi giver ikke en procentdel af vores indtægt som en slags ”frø” i håb om at høste økonomisk sikkerhed til gengæld.

Fordi Gud er ejeren af alt, er hvad end, vi giver Ham, faktisk allerede Hans. Han har ikke brug for vores gave. Men hvis vi giver Ham vores tjeneste af kærlighed til Ham, vil Han få den kærlighed til at vokse. Automatisk vil vores kærlighed til det materialistiske, selvcentrerede liv blive mindre, og når vores sidste smule egoistisk tilknytning er væk, vil vi til fulde have udviklet vores åndelige syn, vores åndelige øjne. 

Når vores kærlighed til Gud er fuldt udviklet, vil vores sanser blive renset. Som der står i Brahma-samhita, vil de hengivne, hvis øjne er smurt med salven af kærlighed til Gud, have Ham i deres hjerter døgnet rundt.

Ateister udfordrer ofte: “Godt, hvis der er en Gud, hvorfor kan jeg så ikke se Ham? Kan du vise mig Gud?” Sådanne kynikere vil aldrig se Gud. Vi kan ikke se Gud ved egen kraft, men Gud har alligevel magt til at åbenbare Sig for os, hvis Han vil. At prøve at se Gud ved egen indsats er som at prøve at se Solen om natten. Vi kan afsøge himlen med kraftfulde søgelys, men vores indsats vil vise sig at være håbløs. Men om morgenen, når Solen står op af egen vilje, kan vi nemt se den. På samme måde kan vi ikke se Gud via vores egne bestræbelser, for vores materielle sanser er uperfekte. Men bhakti-yoga, herunder Deitetstilbedelse, hjælper os med at rense vores sanser. Vi er simpelthen nødt til at rense vores sanser og vente på det tidspunkt, hvor det vil behage Gud at åbenbare Sig for os. Gennem vores kærlige tjeneste forsøger vi at behage Gud. Det er processen i bhakti-yoga.

At have et alter i hjemmet er en del af denne proces. Hver gang vi ser det, vil vi huske Krsna. Vi vil have et fokuseringspunkt for vores recitation af Hare Krishna og vores læsning og aktivt engagement for alle vores sanser. Som Srila Prabhupadas åndelige mester, Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura, sagde: ”Prøv ikke at se Gud, men forsøg at handle på en sådan måde, at Gud ønsker at se dig.” Når Herren Krsna ser vores oprigtige ønske om at tjene Ham, vil Han helt sikkert gengælde.

(Fortsættes i næste nummer med indføring i, hvordan man praktisk opsætter sit eget alter)