Af Gaura-Nitai Dasa

“Men hvad, hvis du bliver forelsket?”

Jeg har levet som munk i 10 år, og når gymnasieelever var på besøg, var det et af de spørgsmål, de altid ville stille.

”Det kommer ikke til at ske.” Jeg fejer spørgsmålet skråsikkert af vejen og går videre til filosofisk at illustrere Bhagavad-gitas udredning af menneskets søgen efter lykke og det fejlagtige forsøg på at finde permanent tilfredsstillelse i midlertidig stimulans.

Dengang kunne jeg ikke have forestillet mig, at jeg i dag ville være nygift, forlovet og halvvejs igennem bryllupsforberedelserne.

”Hvorfor søger vi tilfredshed?” Jeg stiller et åbent spørgsmål ud i et lokale fuldt af unge mennesker, der uventet befinder sig i skrædderstilling på gulvet af et tempelrum, hvor de er konfronteret med store eksistentielle spørgsmål på en hverdagsmorgen i et religionsmodul. Få år forinden var jeg i deres sted. Det er dårlig pædagogik at give dem svarene. Jeg vil have dem til at tænke.

En forsigtig hånd løftes: ”Fordi det føles godt?”

”Jamen, hvorfor føles det godt?”

Spørgsmål og svar sendes tur, retur, og vi når sammen konklusionen, at hvis man er tilfreds, behøver man ikke søge tilfredshed. Hvis man er lykkelig, behøver man ikke at søge lykke.

”Hvis man føler sig ufuldkommen, er det naturligt at søge at udfylde sit tomrum, men det er sjældent, at to utilfredse mennesker kan tilfredsstille hinanden. Derfor ser vi så mange frustrerede parforhold. Frem for at søge en person, der vil gøre én lykkelig og fylde tomrummet, vil det være bedre først at opnå personlig lykke og dernæst finde en partner. Så er man også mindre desperat, når man leder.”

Eleverne accepterer konklusionen lidt modvilligt. Det er ikke det, man helst vil høre, når man lige er trådt ind i livets forår.

”Men må man godt blive gift som Hare Krishna-hengiven?”

Det korte svar er ja. Der er mange, der tror, Hare Krishna er en munkeorden, og at livet som munk er en livstidsdom. En slags blindgyde og endestation for ens sociale og professionelle liv. Men sådan er det ikke nødvendigvis. Jeg ser på tilværelsen i templet som en åndelig værnepligt.

Da jeg flyttede ind i templet, havde jeg forinden gennemført min værnepligt, og det var en værdifuld oplevelse. Man oparbejder disciplin, orden og egenskaber, som kommer én til gode senere i livet. Men ikke alle værnepligtige bliver soldater. Tværtimod. De færreste gør karriere i militæret, men for mange er det et skridt på vejen mod at blive et dannet menneske.

Værnepligten er et almindeligt valg i Danmark, men livet som munk temmelig atypisk, så man kan undre sig over, hvad der fik unge Gaura, som dengang hed Jakob, til at vælge at flytte ind i et tempel og glemme alt om kærester, karriere og ”det gode liv.”

Det var sjovt nok tanken om det gode liv, der lokkede mit sind mod tempeltilværelsen. På trods af en høj levestandard oplever moderne mennesker mere stress og depression end nogensinde før, og de, der nyder cremen af en succesfuld eksistens, tager lige så mange lykkepiller som dem på samfundets bund. Så hvad er det gode liv? Det var svært at få øje på. For mig var tiden som værnepligtig et forsøg på at købe noget tid og tænke over, hvad jeg ville med mit liv.

Frøet blev sået, da jeg mødte en Krishnahengiven. ”Unge mand!” sagde han. ”Det gode liv handler ikke om din sociale status, din boligsituation eller noget andet eksternt. Det handler om din bevidsthed. Det handler om dine tanker og følelser, og ligesom man kan træne en flot fysik med motion og kost, kan man fremelske en smuk bevidsthed med meditation og filosofi.”

Det ræsonnerede med mig, og jeg begyndte at besøge Hare Krishna-templet som gæst. Filosofien gav mening. Den simple livsstil tiltalte mig, og der kom en masse spændende mennesker i templet. Lang historie kort: Jeg fik en idé. Hvorfor ikke give det fire måneder? Jeg tog springet og startede min spirituelle værnepligt.

Jeg blev indviet og givet navnet Gaura Nitai Dasa. Jeg husker tydeligt min første morgen i templet. Jeg er langt fra udhvilet, da en af munkene vækker mig med et klap på skulderen. Hvordan kan han smile så tidligt om morgenen? Jeg vågner modvilligt. Desorienteret og øm over det hele efter at have sovet på en tynd yogamåtte og et hårdt trægulv. Det er svært at tro mine egne ører, da munken annoncerer, at klokken er fire, så nu skal vi til at gøre os klar, hvis vi skal nå at være med til morgenceremonien.

Der er masser af liv i templet kl. 4.00 om morgenen. De fleste er allerede vågne, og et par stykker kommer op i sidste øjeblik som mig. Jeg tager et hurtigt brusebad og ifører mig rent tøj. Jeg træder ind i et sparsomt belyst tempelrum, hvor morgenceremonien snart vil finde sted. Én sidder og læser, mens andre mediterer med lukkede øjne og koncentreret fingerer deres bønnekæder. Man skal lige vænne sig til det, men jeg lærte hurtigt at elske morgenprogrammet. Det giver en god følelse at meditere, læse og bevæge sig livligt timer forinden, at de fleste vågner, og når det bliver en daglig rutine, kan man mærke den gradvise forvandling af sin bevidsthed fra dag til dag.

Det forventedes, at man mødte op til morgenceremonien, at man deltog i den daglige undervisning, studerede Bhagavad-gita og andre hellige skrifter en time hver dag og hjalp med at holde orden. Derudover var der individuelle tjenester og ansvarsområder fra madlavning til havearbejde, administration og meget andet. Alt sammen ulønnet og frivilligt. Det lyder for nogen som tortur og slavearbejde, men jeg havde en følelse af at modtage den bedste uddannelse, der ikke kunne købes for penge.

Men hvad tror Hare Krishna’erne egentlig på? Vi er kendt som skaldede munke, der danser i gaderne til en sang på et sprog, de fleste ikke forstår. Det skaber en kulturel barriere, og de fleste tænker nok: ”Det er ikke noget for mig.” Men det er kun ét aspekt af en langt større kultur.

Målet med den kultur er for alle at opnå en oplyst tilstand af bevidsthed, og det er uanset, om man er munk, familiefar eller statsminister. Den oplyste tilstand af bevidsthed er kærlighed, og den højeste manifestation af kærlighed er ikke blot fokuseret på venner og familie, men omfavner hele eksistensen. Hvis man elsker træet, elsker man hvert eneste blad og hver en kvist. Det kaldes Krishnabevidsthed og er målet med den spirituelle værnepligt.

Og ligesom det ikke er alle værnepligtige, der gør karriere i militæret, er det de færreste munke, der spenderer resten af deres liv i templet. Langt størstedelen af unge Krishnahengivne bliver gift før eller senere. Men hvordan fungerer det?

For mig startede det med at tænke grundigt over, hvad jeg ikke ville have mit familieliv til at være. Jeg var skræmt af tanken om at få børn og familie, men ikke at have tid til dem. Jeg ønsker ikke at spilde mit liv på at forsørge en familie, jeg ikke har tid til at se, og hvis jeg skal have børn, vil jeg have mange, så brødre og søstre har hinanden. Derfor forestillede jeg mig en partner, der kunne være hjemmegående husmor og oversvømme vores børn med kærlighed.

Der var mange brikker, der skulle passes sammen. At leve på landet var en selvfølge, for jeg ville umuligt kunne tjene penge til at forsørge en stor familie i byen på en enkelt indkomst og samtidig have tid til familien. Men på landet er husene billigere, der er frisk luft og masser af plads til at lege i naturen, og man kan spare penge ved at dyrke sine egne grøntsager.

Og så fik jeg en åbenbaring – svigerforældre! Hvad nu, hvis jeg kunne finde en pige med en familie, som havde samme overbevisning og livsanskuelse som mig? Livet på landet er hårdt arbejde og kan nemt blive ensomt uden venner i nærheden, og ønsker man en stor familie med mange børn, ville det være uvurderligt at være flere voksne i husholdningen.

En idé tog form. Jeg samlede mine tanker og sendte en e-mail til nogle venner og velønskere. Jeg har rejst meget i mine år som munk og besøgt mange templer og samfund verden over og mødt en mangfoldighed af mennesker, som jeg har fået en god forbindelse med. Måske nogle af dem havde set min enhjørning? Det føltes som at smide en flaskepost i havet.

Et par dage senere modtog jeg e-mail. Den var fra en ældre Krishnahengiven kvinde, som rejste meget og havde ry for at være en Kirsten Giftekniv. Hun startede med at lykønske mit valg om at tage det næste skridt på livets rejse og lavede lidt humoristiske bemærkninger om, hvor eksakt jeg havde været i beskrivelsen af min ideelle partner.

”Jeg kender en ung kvinde fra Kroatien, som jeg synes, du skal møde,” skrev hun.

Dernæst modtog jeg et spørgeskema med 108 spørgsmål og en email-adresse til pigens mor.

”Hvad betyder ægteskab for dig?”

”Hvad forventer du af din partner?”

”Hvad er dine mål i livet?”

”Hvad er din forventede levestandard?”

”Vil du have børn?” osv. osv.

Det kunne Gaura godt lide. Afstemte forventninger.

Jeg tror, mange mennesker spiller med lukkede kort i starten af et forhold. Man er naturligt forsigtig og ønsker ikke at skræmme modparten væk. Det er for mig absurd. Hvorfor spille et skuespil? Jeg kunne godt lide ideen om spørgeskemaet. Hvis min personlighed og livsanskuelse skræmmer hende, så lad os ikke spilde hinandens tid, men få det overstået, og så leder jeg videre efter min enhjørning et andet sted. Jeg skrev et detaljeret, gennemsigtigt og ærligt svar på hvert af de 108 spørgsmål, som jeg sendte til min måske fremtidige svigermor.

Shyami sad på sit værelse i Kroatien. Hendes mor bankede på døren: ”Jeg har noget, du skal se.” Shyami så for første gang mit billede. Den skaldede munk var ikke umiddelbart hendes type, men hun læste tålmodigt mine svar til spørgsmålene igennem. Hun har senere afsløret, at hun smilede hele vejen igennem, og da hun var færdig med teksten, fortalte hun sin mor: ”Ham ville jeg ikke have noget imod at giftes med.”

Et par dage senere modtog jeg en email fra Shyamis mor. Jeg vidste intet om hende, men kun, at Kirsten Giftekniv syntes, vi skulle mødes, så det var med en vis mængde sommerfugle i maven, at jeg åbnede mailen. Jeg læste teksten med vantro. Hendes forældre var Krishnahengivne og boede på landet. Siden hun var lille, havde hun drømt om at være hjemmegående og mor til mindst fire børn. Det var for godt til at være sandt. Min enhjørning fandtes i virkeligheden! Vi begyndte at skrive sammen og snakke på Zoom. Efter et par måneder aftalte vi at mødes.

Jeg besteg ikke en hvid hest, men et hvidt passagerfly til Kroatien velvidende, at mit liv formentlig aldrig mere ville blive det samme igen. Jeg havde været glad for tilværelsen som munk og ville have gået den samme vej en gang til, hvis jeg kunne vælge om, men min flaskepost var kommet tilbage med et tilbud, jeg ikke kunne afslå.

Efter at have tilbragt et halvt år sammen er vi blevet forlovet, og hvis alt går godt, er vi lykkeligt gifte inden længe. Så da jeg skråsikkert svarede: ”Det kommer ikke til at ske!” var jeg måske lidt for hurtig. Jeg forelskede mig. Indrømmet. Til mit forsvar kan jeg dog sige, at det var en planlagt og velovervejet forelskelse i kontinuitet af tempeltilværelsen. Jagten på Krishnabevidsthed har jeg ikke tænkt mig afskrive. Tværtimod har jeg et ønske om at leve et eksempel på et åndeligt liv, som er mere relaterbart for de fleste end livet som munk.