– Af Ravindra Svarupa Dasa / Oversat af Yadunandana Dasa

Dette essay af Ravindra Svarupa Dasa er hentet fra bogen Encounter with the Lord of the Universe, en samling artikler fra perioden 1978-83.

Det store spørgsmål

Fordi min familie flyttede hyppigt, da jeg var barn, gik jeg i mange forskellige søndagsskoler og bibelskoler. Følgelig havde jeg mulighed for at stille en række religiøse undervisere et spørgsmål, der virkeligt forvirrede mig. Jeg vidste, at Gud var så stor og mægtig, at det praktisk taget ikke kostede Ham den mindste anstrengelse at opretholde og beherske denne enorme skabelse. Han kunne gøre det med spidsen af Sin lillefinger, så at sige. Så jeg ville gerne vide, hvad Gud gjorde med Sin tid? Hvad beskæftigede Han Sig med i Sit himmelske rige?

Jeg blev ved med at stille dette spørgsmål, for ingen kunne besvare det. Mine lærere blev først overraskede – som om spørgsmålet aldrig var faldet dem ind – og derefter rent ud sagt forlegne. Efter nogen tid holdt jeg selvfølgelig op med at spørge. Det forekom mig, at Gud må sidde deroppe på Sin trone og kede Sig lige så meget, som jeg kedede mig i søndagsskolen.

Og der var det her relaterede spørgsmål: Hvad foretog vi os i Paradis? Hvorfor var det så eftertragtet et sted? Her blev jeg givet et antal varierende svar, men det dominerende billede af Guds rige, jeg husker fra barndommen, er en slags endeløs familiekomsammen, en evig lørdag i baghaven med fromme genopståede slægtninge, imens Jesus vandrer fra hus til hus gennem baghaverne i hvide gevandter. Det virkede ikke på mig som noget særligt tiltrækkende evighedsperspektiv.

I mine teenageår kom jeg ud for en mere raffineret idé om Paradis: Vor salighed i det hinsides opstår fra vor evige vision af Gud. Denne idé er konklusionen på Den guddommelige komedie. Da Dante til sidst kommer direkte foran Gud i Paradis, står han over for et overvældende ’evigt lys’, der omspændes af ni koncentriske cirkler af omsejlende engle. Dante blev ’helt betaget’ af dette lys og kunne blot stirre på det ’stiv, ubevægelig og anspændt’.

Denne fortælling havde i en vis grad min interesse, men at stirre på et kraftigt lys var slet ikke nær så tillokkende som den mangfoldighed af forhold, jeg var begyndt at udforske i verden omkring mig. Gud og Hans rige var simpelthen ikke tiltrækkende nok til at kunne måle sig med den materielle verdens tilbud.

Alligevel må dette selvfølgelig være forkert. Gud er per definition den største og bedste af alle. Følgelig må Han være det højeste elskelige væsen, den mest tiltrækkende og charmerende af alle personer. Ligeledes må Hans rige være det mest fortræffelige og ønskelige af alle steder. Heraf følger således, at hvis vi virkeligt vidste, hvordan Gud var, og hvordan vort forhold til Ham var i Hans eget rige, ville ingen anden person og intet andet forhold kunne fange vor interesse.

Guds åbenbaring

Netop af den årsag har Gud faktisk åbenbaret for verden de hemmelige og fortrolige detaljer om Sig Selv, Sin egen bolig og de forhold, Han nyder med Sine rene hengivne der. Den højeste åbenbaring af Krishna – Gud i Hans højeste og mest tiltrækkende skikkelse – er nedfældet i Srimad-Bhagavatam. Srimad-Bhagavatam er blandt de mest avancerede tekster i videnskaben om Gud og begynder, hvor den mere velkendte Bhagavad-gita holder op.

Bhagavad-gita slår fast, at Krishna er Guddommens Højeste Personlighed, at ingen sandhed er højere end Ham, og at alle forskellige veje af religion alene søger Ham. Derfor er Krishnas endelige instruktion i Bhagavad-gita (18.66), at man skal ’opgive alle slags religion og blot overgive sig til Mig’. Srimad-Bhagavatam begynder med udtalelsen, at den er tiltænkt dem, der har efterkommet Krishnas befaling, og den udpeger den religion, Krishna beder os forkaste som kaitava-dharma – religion, der er besmittet af forskellige slags materielle mål. Ren religion er ifølge Srimad-Bhagavatam tjeneste til Gud uden afbrydelse eller selviske motiver, og Srimad-Bhagavatam selv er især tiltænkt dem, der tjener Gud på den måde. Sådanne rene hengivne er de meste avancerede elever i Guds tjeneste. Det er således ikke overraskende, at vi i den tekst, der henvender sig til dem, finder den mest udtømmende åbenbaring af Gud.

I Bhagavad-gita (4.11) angiver Krishna det princip, ved hvilket Han åbenbarer Sig Selv for os. ”Jeg belønner dem alle i overensstemmelse med deres overgivelse til Mig. Alle følger Min vej i alle henseender.” Selv om alle mennesker på religionens vej måtte gøre fremskridt mod Gud, anses de som mere eller mindre avancerede afhængig af graden af overgivelse til Ham. Og afhængig af det bestemte niveau af overgivelse afslører Gud Sig Selv.

Lad os for eksempel se på det niveau af åndelig udvikling, der kaldes karma-kanda. Et menneske på den platform kaldes en karmi og tillades begrænset materiel nydelse efter de reguleringer, Gud har givet i skrifterne. Karmien lærer, at hvis han fromt følger disse regler, vil han belønnes med fremtidig lykke, og ulydighed fører til straf. Det er således et system af belønning og straf, der får karmien til at følge Guds ordre. En sådan person vil gøre nogle åndelige fremskridt, for i det mindste anerkender han Guds overhøjhed og er mådeholden i sin sansenydelse.

Karma-kanda-religion er i virkeligheden nøjagtig den type religion, jeg lærte i søndagsskolen. Vi forstod Gud hovedsageligt som den kosmiske ’opfylder’ af vore behov og ønsker, og som den højeste dommer, hvis store magt over os indgød behørig ærefrygt, ærbødighed og frygt for ulydighed. Vi forestillede os Guds rige som et sted af uafbrudt (om end ret lidenskabsløs) materiel nydelse, en belønning for god opførsel. Og vi forestillede os Gud Selv som en stemme, der kom fra det høje, befalende, lokkende og truende. Han var en kærlig, men streng forælder, fjern, men dog opmærksom, over for hvem vi, Hans børn, skulle føle både taknemlighed og frygt.

Man møder bestemt af og til mere avancerede forståelser inden for jødisk-kristne traditioner, men den form for religion, jeg netop har beskrevet, er langt den mest almindelige. Og det er denne art religion – religion, der er besmittet af materielle begær – vi må opgive, hvis vi vil komme tættere på Gud og i sidste ende møde Ham i Hans højst tiltrækkende personlige skikkelse, Krishna.

Krishnas menneskeskikkelse

Det, som vesterlændinge finder allermest overraskende ved Guds åbenbaring som Krishna er, at Krishna har en menneskelignende skikkelse. De finder det svært at tro, at dette er en fremskreden erkendelse af Gud, for de har lært, at Gud er en formløs ånd uden særpræg, og de antager Krishna for at være en antropomorf fantasi [antropomorfisme: at forestille sig Gud i menneskets billede]. Endvidere ser de, at Krishna muntrer sig som en smuk, ungdommelig hyrdedreng, der er omgivet af et simpelt landsbysamfund af slægt og venner. Hvor er den magt og majestæt, der rettelig tilhører Gud?

Ganske vist går den første lære i religion ud på at værdsætte Guds ubegrænsede storhed og erkende, at vi blot er Hans uendeligt små væsener. Uheldigvis kan denne lektion være yderst svær at lære, for vi er kommet til denne materielle verden i oprør mod Gud. Vi ønsker ikke at forblive underordnet Gud. De, som er allermest misundelige på Gud, benægter Hans eksistens. Andre anerkender Guds storhed, selv om tilbøjeligheden til uafhængighed forsat er i deres hjerter. Deres mangel på fuld overgivelse til Gud kan ses i deres engagement i materielt motiveret religion, og på dette tidlige stadium af åndelige fremskridt åbenbarer Gud Sig for dem alene i Sin magt og majestæt. Selv om de teoretisk måtte vide, at Gud er en person, holder Gud Sine personlige træk gemt for dem. Han forbliver fjern, uudgrundelig og utilnærmelig. På denne måde inddriver Gud passende respekt og ærefrygt fra dem, der stadig er tilbøjelige til at være ulydige over for Ham.

Men det er også en del af Guds storhed, at Han indgår i mere nære og fortrolige forhold med de hengivne, der er blevet helt rene i hjertet, og som alene tjener Ham af kærlighed uden forventning om gengæld. For dem åbenbarer Han Sin højeste personlige skikkelse. Fordi denne form ligner vores, vil de uvidende kalde den antropomorf. Men sandheden er, at vor menneskekrop er ’teomorf’. Vi er skabt i Guds billede. Selvfølgelig er vor gengivelse af Guds krop en midlertidig, materiel kopi, hvorimod Guds egen krop er åndelig og evig. Spekulative filosoffer kan tro, at en krop som sådan er en dårlig ting, og således benægte, at Gud har form. Men kun en materiel form, der bliver gammel, syg og dør, bør afvises. Krishnas evige, altid ungdommelige krop er ikke underkastet disse betingelser. At forkaste Guds krop med den begrundelse, at hvis Gud havde en krop, ville den være materiel som vores, er at gøre sig skyld i antropomorfisme.

Krishna afslører nødigt Sig Selv for alle og enhver. Når Han gør det, sætter Han al overdådighed og tegn på magt til side, tillader Sin skønhed fuldstændigt at overskygge Hans majestæt og giver Sig ganske enkelt af med at udvikle kærlighedslege med Sine hengivne. For at muliggøre nære forhold får Krishna Sine hengivne til at glemme, at deres smukke, yderst charmerende genstand for kærlighed er Gud, og således bor Han i Sin evige bolig, leger som en simpel hyrdedreng og forøger for evigt Sine hengivnes endeløse lyksalighed.

Rene hengivne værdsætter allermest Gud i denne fortrolige, alttiltrækkende skikkelse, men andre, der ser Krishna i Hans menneskeskikkelse, reagerer anderledes. Krishna nævner dette i Bhagavad-gita (9.11): ”Tåber håner Mig, når Jeg nedstiger i menneskeform. De kender ikke Mit transcendentale væsen, og Min højeste magt over alt, som er.” Af misundelse hævder de enten, at Krishna er et almindeligt menneske, eller at almindelige mennesker er Gud.

Trods denne fare nedsteg Krishna i egen person til denne planet for 5.000 år siden sammen med Sine evige omgangsfæller og udfoldede for en tid Sine mest fortrolige og hemmelige lege i området, der er kendt som Gokula Vrindavana. Gud ønsker mere end noget andet, at de faldne sjæle, der lider i den materielle verden, kommer hjem til Ham, og derfor besluttede Han at vise den uforlignelige sødme i de grænseløst brogede, kærlige forhold, som Han og Hans hengivne nyder uden ende i Hans højeste bolig. Verden kendte allerede Gud som almægtig og alvidende. Nu skulle den komme til at kende Ham som alttiltrækkende.

Kærlighedsforhold til Krishna

Lærde hengivne har nøje studeret disse Krishnas lege, som de er optegnede i Srimad-Bhagavatam og andre tekster, og de har opdaget fem hovedtyper af forhold, som hengivne har med Gud. Hvert af disse forhold har en bestemt smag, som den hengivne nyder. På sanskrit kaldes denne smag rasa. De fem hovedforhold, der ordnes efter graden af fortrolighed, er neutralitet (passiv tilbedelse), tjenerskab, broderlig kærlighed, forældrekærlighed og ægteskabelig kærlighed.

I neutralitetens rasa er den hengivne så overvældende bevidst om Guds storhed, at han alene kan tilbede Ham passivt. Den hengivne føler ingen tilskyndelse til tjeneste, for Han tænker, at Gud er så stor, at han intet kan gøre for Ham. Dantes beskrivelse af salighedsvisionen, der frembringer lamslået, henrykt ærefrygt foran Gud, antyder neutraliteten i hans højeste forestilling om et forhold til Gud. I tjenerskabets rasa er der også følelser af underdanighed, men de er ikke så udtalte, at de forhindrer den hengivne i at tjene sin Herre. I den broderlige rasa omgås den hengivne på lige fod med Krishna som en ven af samme alder og køn. I forældreskabets rasa nyder Krishna, at Hans hengivne handler som Hans overordnede. Krishna bliver barnet, og Hans hengivne elsker og tjener Ham i positionen som Hans mor eller far (eller andre ældre slægtninge, o.a.). Endelig er der den mest fortrolige rasa, ægteskabelig kærlighed. Her betragter den hengivne Krishna som ægtemand eller elsker.

Ligesom Krishnas krop er prototypen for vore materielle kroppe, er Krishnas transcendentale forhold prototyperne for materielle forhold, der er forvrængede genspejlinger af de oprindelige forhold. I overensstemmelse hermed bør vi ikke projicere de materielle forholds kvaliteter over på de åndelige rasaer. Den fornemme udveksling af ekstatiske følelser i åndelige kroppe, som finder sted mellem Krishna og hyrdepigerne i Vrindavana, kan ikke sammenlignes med de grove udtryk for materiel sex. Desuden bliver forholdene med Krishna i den åndelige verden aldrig forslidte eller bragt til ophør som denne verdens forhold. I den åndelige verden fortsætter alle rasaer for evigt.

Her i den materielle verden finder vi refleksioner af disse forhold, og fordi vi altid er opsatte på at smage rasa, indgår vi dem hele tiden og prøver at forlænge dem i det uendelige. Vort problem er imidlertid, at vi ikke finder den tilfredsstillelse, vi søger. Vi bliver uvægerligt skuffede, for alle rasaer i den materielle verden er slørede. Her forandres alting og er ustabilt og verdsligt. Vi udvikler forhold til vore helte, venner, børn, elskere og ægtefæller, og vi begynder med masser af håb og store forventninger. Vi husker alle vemodigt dette berusende løfte om evig kærlighed, som vor ungdoms første store forelskelse førte med sig. Og hvad kan hamle op med det store håb, en mor føler, når hun første gang holder sin nyfødte? Alligevel holder ingen af disse forhold, hvad de lover. Som vi ældes, bliver vi ’modne’, idet vi lærer at leve med døde rasaer, forfejlede forhold og knuste hjerter. Når jeg opdager, at min helt er et helt almindeligt menneske, og min bedste ven har misbrugt min tillid, eller når jeg har set det, der engang var mine drømmes dejligste pige, stirre på mig over en advokats bord med morderisk had, eller når jeg har stået over mit barns lille grav, vil jeg finde det svært, om ikke umuligt, at elske, som jeg engang håbede at kunne.

Vor trang efter kærlighed er tilsyneladende uden grænser, og dog møder den i denne verden gentagne forhindringer. Forpurringen af vor drift til at elske bliver noget af det mest tragiske i livet. Problemets kerne er, at selv om vi ønsker at elske, er vi aldrig mere sårbare, end når vi gør netop det. Så snart vi elsker nogen, åbner vi os selv for at blive afvist, svigtet, skilt og bestjålet og for al den pine og smerte, der følger med. Den slags erfaringer har fyldt verden med bitre og skuffede mennesker, kynikere og menneskehadere.

Men selv før vi har følt smerten af forpurret kærlighed, er vi ude af stand til fuldt og ubetinget at elske. Der er en fundamental uforenelighed mellem det, vi er, og det, vi kan elske i denne verden, og inderst inde ved vi det godt. Vort ønske om at elske uden grænser og uden ende er en klar tilkendegivelse af, at vi selv er evige, åndelige væsener. Samtidig er det, vi kan elske i denne verden, midlertidigt og materielt. Følgelig kan vi ikke elske uden frygt, og bevidst eller ubevidst er vi allerede fra begyndelsen af uhjælpeligt nødt til at holde noget af den fulde anbringelse af vor kærlighed tilbage.

Et tilbagevendende tema i litteraturen er helten og heltinden, der elsker hæmningsløst og uden at holde noget tilbage for så uvægerligt at underkastes de mest intense lidelser og til sidst møder en tragisk eller ynkværdig død. Vi tager måske disse historier for advarende eventyr. Alligevel har vi egentlig ikke brug for, at de minder os om vore konstante nederlag. Vi ved allerede, at der er ingen fyldestgørende genstand for vor kærlighed i denne verden.

Derfor åbenbarer Krishna af Sin grænseløse medlidenhed med os Sit rige af transcendental, ubegrænset kærlighed, hvor Han for evigt er manifesteret som det endelige mål for hengivenhed og kærlighed – den mest perfekte helt, herre, ven, barn og elsker. Hans skønhed er uden lige, og udtrykt i uendeligt varierede kærlighedsudvekslinger er Hans personlighed endeløst fascinerende. Når vi vender os mod Krishna, bryder vor kærlighedstrang til sidst ud af sin stramme indespærring i materien og åbner sig ud i en evigt ekspanderende strøm, der aldrig møder nogen modstand. Det er derfor, Krishna altid indbyder os til at komme til Ham og Hans evige bolig, og sammen med Ham for evigt nyde glæderne af endeløs kærlighed.