DET VIDENSKABELIGE ASPEKT AF DE OVERNATURLIGE, 2

Af Lalitanatha Dasa

En kort gennemgang af resultater fra den psykiske eller paranormale forskning. Første del bragtes i sidste nummer.

En af de nutidige videnskabsmænd, der forsker i paranormale fænomener, er den engelske biolog Dr. Rupert Sheldrake. Han er måske den første forsker, der har undersøgt, om telepati eller andre former for mental kommunikation kan foregå mellem dyr og mennesker. I et eksperiment forsøgte han at finde ud af, om hunde faktisk kan mærke, hvornår deres ejere kommer hjem.¹

Har hunde en sjette sans? Skeptikere vil nok holde på, at når en hund fornemmer, at en, den kender, er på vej, må dette skyldes hundens almindelige skarpe lugtesans og høresans. Måske kender hunden sin herres daglige rutine. Eller måske lægger de, der er omkring hunden, simpelthen blot mærke til hundens opførsel, når de ved, at herren snart kommer.

For at undersøge disse og andre muligheder foretog Sheldrake en række eksperimenter med Pamela Smart og hendes hund Jaytee. Pamela og Jaytee boede i en lejlighed på stueplan i Ramsbottom, en forstad til Manchester i England. Pamela plejede at efterlade Jaytee hos sine pensionerede forældre, der boede i lejligheden ved siden af. Hendes forældre bemærkede, at Jaytee så ud til at kunne forudsige, når Pamela var på vej hjem. I 1991 arbejdede Pamela som sekretær i Manchester, og hver dag gik Jaytee hen til stuens glasdør omkring kl. 16.30 på det tidspunkt, hvor Pamela sluttede med sit arbejde og begyndte at køre hjem. Hendes hjemtur tog almindeligvis mellem tre kvarter og en time. Jaytee ville sidde ved vinduet i hele denne tid.

Pamelas forældre mente, at Jaytees opførsel kunne forklares med, at hun kom hjem hver dag på samme tid. Men i 1993 blev hun arbejdsløs. Hun tog ikke længere af sted eller vendte tilbage på bestemte tidspunkter, men forlod hjemmet på vilkårlige tidspunkter, når hun skulle købe ind eller besøge venner. Alligevel så Jaytee ud til at vide, hvornår hun var på vej hjem, og ville vente på hende ved vinduet.

I 1994 læste Pamela i en avis om Sheldrakes forskning. Hun satte sig i kontakt med ham og tilbød, at hun og Jaytee kunne være hans forsøgspersoner. Resultatet blev til næsten 200 eksperimenter i perioden mellem maj 1994 og juli 1996, hvor et videokamera filmede, hvad der skete ved glasdøren, hvor Jaytee plejede at vente på Pamela. For sit vedkommende nedskrev Pamela, hvor hun kørte hen, hvor langt væk hun var, hvordan hun rejste, og tidspunkterne, hvor hun begyndte at vende hjem. Derhjemme førte hendes forældre optegnelser over Jaytees opførsel.

Yderligere fem eksperimenter fandt sted med Jaytee i Pamelas søsters hjem i en nærliggende by, og i 50 eksperimenter var Jaytee overladt til sig selv i Pamelas lejlighed. I alle eksperimenterne startede Pamela selv videokameraet, når hun tog af sted, og standsede det, når hun kom hjem. Siden der kun var fire timer på videobåndene, vendte Pamela generelt tilbage inden for fire timer, selv om hun skiftede imellem, hvor længe hun var væk, fra under en time til tæt ved fire timer. I ti kontrolforsøg vendte hun tilbage, efter mere end de fire timer var gået.

Pamelas udture fandt sted på alle tidspunkter på døgnet fra tidlig morgen til sen aften. I nogle af eksperimenterne bestemte hun selv, hvornår hun ville vende hjem. I andre valgte Sheldrake et tilfældigt tidspunkt, som han underrettede hende om via en personsøger.

To videnskabsmænd, der ikke vidste, hvad eksperimenterne gik ud på, gennemså uafhængigt af hinanden de tidskodede videoer og nedskrev, hvornår Jaytee havde opholdt sig ved vinduet. Deres optegnelser blev derefter sammenlignet med Pamelas noter. Det viste sig, at når Pamela ikke var på vej hjem, tilbragte Jaytee 4 til 11 procent af tiden ved vinduet (ofte for at gø af en forbipasserende kat eller blunde i solen). Men i det tidsrum, hvor Pamela var på vej hjem, tilbragte Jaytee omkring 60 procent af tiden ved vinduet, hvor han ifølge Pamelas forældre det meste tiden åbenlyst ventede på hende.

Hvordan vidste Jaytee, at nu var Pamela på vej hjem? Han kunne ikke have hørt hendes bil nærme sig, siden han i nogle tilfælde gik hen til vinduet, imens hun stadig var 50 kilometer borte. Stormanchesters svære trafik ville under alle omstændigheder have forhindret ham i at kunne skelne hendes bil fra alle andre køretøjer. Nogle gange tog Pamela også toget eller en taxa i stedet for sin egen bil. Han kunne heller ikke have opsnappet ubevidste hentydninger fra Pamelas forældre, siden de intet vidste om, hvornår hun kom hjem. Og siden Pamela tog af sted og kom tilbage på tilfældigt valgte tidspunkter i løbet af hele dagen, kunne Jaytee heller ikke have reageret på nogen form for daglig rytme.

I de ti kontrolforsøg, hvor Pamela ikke vendte tilbage inden for de fire timer, gik Jaytee på intet tidspunkt hen til vinduet ud over sine normale 4 til 11 procent. Så selv om nogle kunne have en formodning om, at Jaytees opførsel afspejlede, at jo længere han var alene, desto oftere ville han gå hen til vinduet for at vente på sin herre, viste disse ti eksperimenter, at det ikke var tilfældet.

Sheldrake konkluderede: “Jaytee virkede til at kunne sanse Pamela Smarts beslutning om at vende hjem på en måde, der ikke kan forklares med nogen af de oven for diskuterede ”normale” hypoteser. Måske reagerede han telepatisk på hendes intentioner eller tanker.”²

Hvordan sker telepati? Det kan vi egentlig ikke sige noget om, men det ser ikke ud til at involvere noget fysisk som f.eks. radiobølger, siden man aldrig har konstateret, at enten menneskers eller hundes hjerner udsender eller opfanger radiobølger. Måske har sindet telepatiske eller andre evner, der tillader det at opfatte og påvirke materie på finere måder, der ikke for nærværende forstås af moderne videnskab. En anden mulighed er, at der er en allestedsnærværende, højere intelligens, der forbinder alle levende væsener, og levende væsener kan under bestemte omstændigheder forbinde sig med denne højere intelligens og få adgang til viden, som de ikke kan tilegne sig med fysiske processer igennem deres fem sanser. Måske telepati og andre sådanne psykiske evner virker gennem en kombination af disse to muligheder – igennem særlige evner ved sindet og ved at forbinde sig med en allestedsnærværende intelligens – eller måske er der en tredje forklaring.

Noter

Afsnittet om Rupert Sheldrake er hentet fra A Dog That Seems To Know When His Owner is Coming Home: Videotaped Experiments and Observations, Rupert Sheldrake og Pamela Smart, Journal of Scientific Exploration 14, s. 233-255 (2000). Også tilgængeligt på Internettet, se https://www.sheldrake.org/research/animal-powers/a-dog-that-seems-to-know-preliminary-investigations?highlight=WyJqYXl0ZWUiLCJqYXl0ZWUncyIsImpheXRlZSdzYW50aWNpcGF0b3J5Il0=.

  Samme som ovenfor.