– Af Gaurahari Dasa –

Jeg glemmer aldrig, da Tamal Krishna Maharaja [en af Srila Prabhupadas nærmeste disciple] gik bort i 2002 under festivalen i Mayapur, Indien. På en eller anden måde kom jeg tæt på tragedien.

Efter en del års fravær kom Gosvami Maharaja, som han også blev kaldt blandt venner, til årets GBC-møder. Som Niranjana Maharaja senere berettede, virkede det dog, som om han var mere interesseret i at synge Hare Krishna sammen med de hengivne. Hver aften inviterede han alle op til sin lejlighed, og i timevis ville de holde kirtana. Ydmygt afstod Maharaja fra selv at lede. Som han sagde: ”Jeg er ikke nogen musiker; der er så mange gode kirtana-ledere her – jeg er tilfreds med bare at sidde og være med.” Så i to uger havde vi fornøjelsen af at tage del i disse ekstatiske kirtana-aftener, der er gået over i historien som Tamal Krishna Maharajas afsked med hans Gudsbrødre og alle os andre. Niranjana Swami fortalte bagefter, hvordan Gosvami Maharaja hver dag under GBC-møderne ville signalere til ham og spørge, om han ikke nok kom til kirtana.  Gradvist blev der så fuldt i Maharajas lejlighed, at de måtte flytte ned i Panca-tattva-templet.

Den sidste aften i Panca-tattva-templet efter ca. to timers kirtana gik Tamal Krishna Maharaja rundt og sagde farvel til sine venner, inden han skulle af sted næste morgen. Jeg sad på gulvet i et hjørne af tempelrummet og reciterede mine sidste få runder, da jeg så Maharaja stå lige foran mig og omfavne en af sine venner. I det samme så han ned på mig, og vores øjne mødtes – et meget hjertevarmende blik.

Næste morgen kom chokket så. Maharaja var taget af sted til Calcutta i bil, og lige efter mangala-aratik tog Sridhara Swami mikrofonen og meddelte, at der var sket en ulykke, og Tamal Krishna Maharaja havde forladt kroppen! Vi kunne ikke tro vores egne ører. Og så her midt under festivalen! Senere på dagen kom en bil med Maharajas afsjælede legeme. Han blev lagt på lit de parade foran Sri-Sri Radha-Madhava, og alle de hengivne, ca. 2000, viste Maharaja den sidste æresbevisning ved langsomt at passere mellem ham og Radha-Madhava i en næsten uendelig procession.

En voldsom oplevelse. Vi var som ramt af lynet. Hele stemningen var ødelagt. Samtidigt slog det mig, hvordan Sri-Sri Radha-Madhava og de otte Sakhi’er på alteret strålede som Solen. Jeg havde aldrig set dem så overvældende smukke før. Det slog mig: Det er dem, som er levende, ikke os her nede i tempelrummet. Med vores materielle øjne ser vi Krishna på alteret som en statue af  marmor, mens vi er levende personer. I virkeligheden er det dog omvendt, gik det pludselig op for mig. Vi er allesammen døde, i hvert fald vores kroppe. Vi venter alle sammen på at blive slagtet, ligesom Maharaja lige var blevet det. Men her står Krishna på alteret og stråler som Solen i Sin transcendentale form, hævet over dette slagteri, som vi kalder den materielle verden. Jeg fornemmede, hvordan Krishna kalder: ”Hvad laver I her i denne forfærdelige verden. Kom hjem til mig, ligesom Tamal Krishna Maharaja.”

Den næste dag blev dedikeret til Maharajas minde. Mange fik lov til at glorificere denne ledende discipel af Srila Prabhupada, som havde udført så megen tjeneste og haft så stor indflydelse. På en eller anden måde må det have været Krishnas arrangement, at han skulle forlade kroppen netop under Mayapur-festivalen, så han kunne få den afsked, han fortjente. Det er i hvert fald min konklusion. Misforstå mig ikke, men jeg vil næsten sige, at Maharajas bortgang i en forstand var festivalens højdepunkt. Det var en hændelse, som satte det hele i perspektiv og mindede os om det allervigtigste i livet, nemlig at vi allesammen skal dø. Som Prabhupada sagde: ”Filosofi betyder altid at have døden forrest i sin bevidsthed.”

Døden er blevet et tabuemne i vore dage. I tidligere tider – for 100 år siden eller mere – var det vores seksualliv, vi ikke diskuterede åbent, hvis i det hele taget. I vore dage finder vi det helt naturligt at fortælle selv overfladiske venner og bekendte, hvad vi lavede i soveværelset aftenen før, mens folk bliver pinligt berørt, hvis vi skulle sige noget så upassende, som at vi allesammen skal dø.  Hvorfor er der sket  sådan en vending? Sagen er, at i en gudløs civilisation kan man ikke forholde sig til døden. Døden bliver det, som ikke må ske, det endelige nederlag, som strider mod hele vores verdensbillede.

Vi gør alt for at undgå det uundgåelige, nemlig at blive gamle, syge og dø. Filmstjerner gør alt for at bevare deres ungdom og skønhed, hvilket ofte resulterer i, at de får så mange operationer, at de kommer til at ligne uhyrer på deres gamle dage. Tænk bare på Michael Jackson og hans næse, som hele tiden truede med at falde af. Gamle mennesker bliver gemt væk på alderdomshjem. Sker der for eksempel en trafikulykke, tager det bare sekunder, før der kommer nogle og fjerner liget. I vore dage er det heller ikke mere skik, at kisten er åben til begravelser. Altsammen for at vi ikke skal blive mindet om, hvordan vi kommer til at ende.

Men lad os altid huske det og ikke flygte fra ting, der kan minde os om det. Selv tog jeg et billede af min mors afsjælede legeme. Jeg viste ikke billedet til nogen og slet ikke til min familie. Men på en eller anden måde følte jeg, det skulle dokumenteres, hvad der blev af den kvinde, fra hvis liv jeg er kommet. Jeg kan ikke lide at se på det billede i efterkant – det må jeg indrømme – men i princippet bør vi ikke gøre os selv blinde over for livets, og dødens, realitet.

For en hengiven, der seriøst har praktiseret Krishna-bevidsthed hele livet, bliver døden ikke noget, han frygter, men derimod noget, han faktisk ser frem til – ikke fordi livet er så forfærdeligt, men fordi når kroppen dør, får han belønningen for et langt livs hengiven tjeneste, når Krishna tager ham med hjem til Sig i den åndelige verden. Alle lever i frygt, yderst set for døden, men hvis man ikke frygter døden, hvad er der så at være bange for? Derfor er det kun hengivne, som kan opnå frygtløshed, som er en forudsætning for virkelig lykke.

Så faktisk var det en ekstatisk festival det år på trods af Tamal Krishna Maharajas tragiske død.