– Af Lalitanatha Dasa –

I år 2000, da James netop var blevet to år gammel, begyndte han at råbe og skrige i søvne. Det var ikke altid sammenhængende, men det syntes alligevel hele tiden at være noget fra Anden Verdenskrig med en pilot, der var blevet dræbt i slaget om Iwo Jima sydøst for Japan. Til at begynde lignede det bare et andet barn, der havde mareridt. Men langsomt over et stykke tid begyndte drengen at tale sammenhængende og fortælle utroligt præcist om nogle omstændigheder inklusive mange mystiske detaljer om en bestemt pilot og hans liv og historie. Det, drengen afslørede, var af et sådant omfang, at det blev umuligt at affærdige det.

Måske vil man indvende, at nogle må ansporet James Leininger, som drengen hedder, til at fortælle om et tidligere liv. Eller måske var det noget, han havde set på fjernsynet. Men hvordan skulle et blebarn, der stadigvæk får flaske, kunne være blevet instrueret af nogen til at fortælle om kampfly fra Anden Verdenskrig eller huske detaljer fra TV omkring deres flyvning? Og ifølge hans mor fik han slet ikke lov til at se voldelige fjernsynsudsendelser overhovedet. Hvad mere er, hvordan skulle han kunne kende navnene på skibene og de menige sømænd og piloter, der havde deltaget i et af mange slag på et bestemt tidspunkt under Stillehavskrigen?

Mange anser dette tilfælde for at være et af de bedst dokumenterede tilfælde af reinkarnation i nyere tid. Historien om James Leininger, der er gået hele verden rundt, har været vist på mange fjernsynskanaler og er i korthed som følger. James er søn af Andrea og Bruce Leininger, et veletableret middelklasseægtepar i Lafayette, Louisiana, USA. Andrea og Bruce er begge veluddannede, og på intet tidspunkt i deres liv troede de på reinkarnation, før deres søn blev født. Ikke desto mindre måtte de konkludere, at deres søn havde levet et tidligere liv som en jagerpilot, der blev skudt ned under Anden Verdenskrig.

Allerede som helt lille elskede James at lege med flyvemaskiner. Men da han var 18 måneder gammel, besøgte hans familie et flymuseum i Dallas, og fra da af begyndte flyvemaskinerne at give ham mareridt. ”Jeg ville vække ham, og han ville skrige,” fortæller Andrea. ”Han ville sparke med benene og skubbe opad med armene, som om han forsøgte at komme ud af en lukket kiste. Når jeg spurgte, hvad han drømte, fortalte han: ”Flyet styrter, brand, den lille mand kan ikke komme ud.” Da jeg spurgte ham, hvem den lille mand var, svarede James med store øjne: ”Det er mig!””

Drengens viden om fly var mystisk. Der findes en videoptagelse af ham som treårig, hvor familien besøgte et flymuseum, hvor han ser ud til at lave en inspektion af en Corsair, sådan som piloten typisk gør det, før flyet letter. På et tidspunkt pegede hans mor på, hvad hun troede var en bombe under et fly, og sagde til drengen: ”Se, der er der en bombe.” James så på sin mor med et håbløst blik. ”Det er ikke en bombe, mor, det er en droptank.” Hverken Andrea eller hendes mand havde nogensinde hørt ordet ’droptank’ før.

James’ forældre fortæller, hvordan James gradvist over et stykke tid afslørede detaljer helt ud over det almindelige om den dræbte jagerpilots liv. Det skete mest ved sengetid, når han var træt. James fortalte da, at hans fly var blevet ramt af japanerne og var styrtet i havet. Han fortalte, at han fløj en Corsair, og tilføjede: ”De plejede at punktere hele tiden.” James’ far Bruce undersøgte dette og fandt ud af, at det var rigtigt, at punkteringer var et kendt problem med Corsair. James fortalte så, at han havde været med på et skib, der hed Natoma. Hans far fandt ud af, at der faktisk havde været et lille hangarskab, Natoma Bay, der havde deltaget i slaget ved Iwo Jima. James fortalte også om en god ven og pilot, Jack Larson, der havde været med på Natoma. Bruce undersøgte det og opdagede, at der på det tidspunkt havde været en pilot på Natoma ved navn Jack Larson. ”Det var som om, du store milde,” fortæller Bruce, da han opdagede dette. ”Man kunne have hældt min hjerne ud gennem mine ører. Jeg kunne simpelthen ikke tro det.” Hvad mere er, lever Jack Larson stadigvæk. Da han blev kontaktet af James’ forældre, kunne han bekræfte mange af de ting, som James fortalte.

En ting, der voldte besvær, var at finde ud af, hvem James selv havde været blandt piloterne på Natoma i sit tidligere liv. Hans forældre ville spørge ham, hvad han hed, og han ville svare: ”James!” Men så fandt de ud af, at der havde været en pilot på Natoma ved navn James Huston Jr., der var blevet skudt ned over Iwo Jima  den 3. marts 1945. På det tidspunkt blev Bruce, der hidtil havde været temmelig skeptisk over for hele ideen om reinkarnation (han var indtil da en stærkt troende kristen i traditionel forstand), overbevist om, at det, hans søn talte om, måtte være sandt, og at James faktisk havde levet tidligere som James Huston Jr.

Hver dag kom der nye ting frem. På et kort pegede James således på præcis det sted, hvor James Hustons fly var blevet skudt ned. Da han blev spurgt, hvorfor han kaldte tre af sine legetøjsfigurer Billy, Leon og Walter, svarede han: ”Fordi de mødte mig, da jeg kom til himlen.” Til Bruces forbløffelse fandt han på en liste over dræbte fra Natoma sammen med James Huston navnene Billie Peeler, Leon Conner og Walter Devlin. Det næsten uhyggelige var, at fotografier af disse mænd viste, at de hver især havde samme hårfarve som hårfarverne på James’ legetøjsfigurer.

Historien blev endnu mere underbygget, da Bruce fandt ud af, at en af James Hustons søstre, Anne Barron, stadig lever som 86-årig i Californien. Hun blev kontaktet og bekræftede alle de oplysninger, James kom med i en telefonsamtale, de havde sammen om James Huston. James fortalte ting om James Huston og deres fælles barndom, som ifølge Anne ingen anden end hendes bror kunne have haft kendskab til. ”Det er svært at beskrive, men jeg kan bare ikke andet end sige, at det må være sandt,” fortalte hun. ”Han kender til alt for mange ting. På en eller anden måde kender han til alle disse ting.”

J Houston i fly

James Huston Jr. som jagerpilot

James leger pilot

James med et legetøjsfly som fireårig

James og familie

Andrea & Bruce Leininger i ’09 med James, nu 11 år

 

James Leiningers historie fortælles i bogen “SOUL SURVIVOR: The Reincarnation of a World War II Fighter Pilot” af Bruce og Andrea Leininger sammen med Ken Gross. Udgivet af Grand Central Publishing, juni 2009. Se også en udsendelse fra ABC om James og hans tidligere liv: https://www.youtube.com/watch?v=Uk7biSOzr1k.