– Af Gaurahari Dasa –

Vi har nok allesammen erindringer om specielle oplevelser, som skiller sig ud, som er uforglemmelige, som fik en afgørende betydning for vores livsbane, eller som markerede et vendepunkt i vores liv. For mig indtraf et sådant vendepunkt en juli nat i 1980 på en campingplads nær byen Rovinj, som ligger ved adriaterhavskysten i det, som dengang hed Jugoslavien, ikke langt fra den italienske grænse.

Jeg var taget på sommereventyr sammen med en kammerat i hans ”asfaltboble”, hans lille VW. Sammen havde vi begivet os af sted sydpå ned gennem Tyskland og over alperne til det blå Adriaterhav. Turen udviklede sig nu sandt at sige ikke helt efter mit ønske. Jeg har aldrig været vild med den form for turisme: at ligge på stranden hele dagen og gå på diskotek om aftenen for at drikke sig fuld og gå på skørtejagt. Men det var ikke mig, der bestemte farten, og min ven ville det sådan.

Så her var vi på denne kæmpestore campingplads, der var fuld af turister fra hele Europa. Nu var det tid til at nyde livet. Sprutten var billig, og der var et rigt udvalg af forlystelser, barer og restauranter, man kunne besøge. Campingpladsen var fuld af mennesker, der lige som os var kommet dertil for at finde lykken eller i det mindste et par ugers afbræk fra hverdagens trummerum. Piger var der selvfølgelige masser af, mere eller mindre let tilgængelige, selv om jeg som sagt aldrig har været den store Casanova.

Og her kommer vi nok til et af de grundlæggende problemer på turen, for i modsætning til mig var min kammerat, som jeg skal undlade at nævne ved navn, en rigtig skørtejæger. Men sammen med mig var der ikke meget sjov. Jeg var med andre ord en rigtig dødbider, set med hans øjne. I hvert fald fik jeg skylden for, at han slet ikke fik nogle damer på krogen under hele turen – hvilken fiasko.

Hvem af os, der var mest frustreret, er svært at sige. Under alle omstændigheder kom det til et punkt, hvor livets meningsløshed bare skyllede ind over mig, så at sige. Den omtalte nat lå jeg under åben himmel og prøvede at falde i søvn. Vi havde bare et lille tomands telt med, og jeg fik hurtigt nok af at sove derinde sammen med min kammerat. Det var ikke noget problem, for der faldt ikke en dråbe regn under hele vores ophold, så jeg lagde mig bare udenfor. Der lå jeg så en nat og funderede over livet og verden.

Pludselig var det, som om der gik et lys op for mig. Mens jeg lå og kiggede op på stjernerne, fik jeg pludselig en følelse af, at der var nogen, der kiggede ned på mig deroppe fra. ”Hvis Gud findes,” tænkte jeg, ”så må Han da for søren hjælpe mig i min nød.” Jeg havde aldrig tænkt over det på den måde før, men jeg forstod pludselig, at verden selv er beviset på Guds eksistens. Med andre ord kan en så kompleks og genial inretning som dette kosmos ikke være opstået ved en tilfældighed, tænkte jeg.

Når jeg siger Gud, mener jeg altså et intelligent væsen, som har skabt verden, på samme måde som en dygtig ingeniør skaber så mange indretninger. Gud må med andre ord være en person, som vi kan kommunikere med. Hvis jeg bad Ham om hjælp, om svar på mine spørgsmål om verden og meningen med livet – for der måtte være en mening ifølge samme logik – så måtte Han også give mig svar. Jeg besluttede mig for at begynde at bede Fader Vor. Jeg huskede, at religionslæreren i gymnasiet havde sagt, at der er bred enighed blandt de lærde om, at netop denne bøn, som alle inden for den kristne tro vel kender, kommer fra Jesus Kristus selv, i modsætning til meget af det, der ellers står i Det Nye Testamente.

Så jeg tænkte, at der var nok en vis kraft i den bøn. Jeg begyndte flere gange om dagen at gå i enrum (jeg var for genert til at gøre det, mens andre var til stede) og fremsige Fader Vor: ”Fader Vor, Du som er i himlene! Helliget vorde Dit navn, komme Dit rige, ske Din vilje som i himlen, således også på Jorden; giv os i dag vort daglige brød og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For Dit er Riget og magten og æren i al evighed! Amen.” Sideløbende prøvede jeg at meditere, mens jeg sad i lotusstilling med lukkede øjne, sådan som det jo er populært (det resulterede dog for det meste i, at jeg faldt i søvn). Men jeg ventede spændt på det svar fra Gud, som jeg følte måtte komme.

Og jeg kom ikke til at vente forfærdeligt længe. Ironisk nok var det første, der skete, at jeg mødte en pige fra Guds Børn, som inviterede mig til at besøge sektens center. Jeg tog derud og blev modtaget af en lidt selvhøjtidelig fyr, som tilbød at bede Jesus ind i mit hjerte. Det skete ved, at vi holdt hinanden i hænderne og med lukkede øjne sammen fremsagde det samme Fader Vor. Nu var alle mine problemer løst, for Jesus var i mit hjerte, lovede han mig. Jeg vidste dog med mig selv, at så enkelt er det ikke. Der må lidt mere til, hvis jeg skal komme ud af det hængedynd, jeg sidder fast i, tænkte jeg. Jeg købte den ikke og gik derfra med en lidt vammel følelse efter at have konkluderet, at det var i hvert fald ikke noget for mig.

Ikke så lang tid efter mødte jeg imidlertid en anden person uden for det samme butikscenter, hvor jeg havde mødt pigen fra Guds Børn. Det var en munk fra Krishna-bevægelsen, som solgte mig en LP og bogen Sri Isopanisad. Da jeg så forsiden af Sri Isopanisad med en utroligt smuk Kesava Visnu, som står i vand til livet og ser på én med et gennemtrængende blik, var der noget, som sagde mig, at det her var faktisk svaret på min bøn. Jeg kunne ikke vente med at komme hjem og læse, og fra første side blev min følelse bekræftet.

I Sri Isopanisad fik jeg svar på alle mine spørgsmål. Alting faldt på plads. Den her verden er ikke vores hjem, og hvis vi vil opnå lykke, må vi vende tilbage til Guds rige. Vi er kommet hertil, fordi vi har vendt os bort fra Ham, og det må vi gøre godt igen, hvis vi vil løse vores problemer og finde fred. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad og oplivet jeg blev, da Krishna besvarede min bøn. Tænk sig, at hele skabelsens Herre er parat til at kommunikere med mig og hjælpe mig. Uanset hvor ussel og ubetydelig jeg er, betyder det, at Han elsker mig, og Krishnas kærlighed er det, som gør livet værd at leve.

Men hvad med Fader Vor? Tja, jeg lærte en anden bøn, som er endnu mere kraftfuld, enkel og ren: Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare. Den kan oversættes som en bøn om helt enkelt at få lov til at tjene Krishna, Gud, hvilket er den perfekte bøn, for tjeneste til Krishna er i virkeligheden det eneste, vi behøver for at blive lykkelige.