– Af Lalitanatha Dasa –

Den 8. februar afholdt Helligåndskirken i Københavns centrum en ”lysgudstjeneste”, hvor præsterne i forlængelse af en almindelig gudstjeneste havde indbudt repræsentanter for forskellige religioner til at tale til menigheden om fællesskab mellem religionerne. Der var således repræsentanter for jøderne (Bent Melchior), buddhismen, islam og sikherne, og jeg var blevet inviteret som repræsentant for hinduismen. Jeg havde til lejligheden forberedt følgende tale:

Først tak til arrangørerne for muligheden for at tale ved denne lysgudstjeneste med repræsentanter fra forskellige religioner. Det virker helt naturligt, at religionerne mødes til et sådant arrangement, for i virkeligheden er der meget mere, der forener os, end der skiller os. Vi er vel grundlæggende 95 % enige i vores livssyn – enige om, at Gud eksisterer – og forhåbentligt enige om, at det er den samme Gud, vi alle taler om og henvender os til. For det er vi enige om, ikke sandt: Gud findes. Vi kalder Ham ved forskellige navne, men Gud er én, ligesom Solen er én, selv om den har forskellige navne på forskellige sprog. På samme måde kan Skaberen af verden kun være én, selv om vi kalder Ham ved forskellige navne såsom Jehova, Allah eller Krishna.

Vi religiøse mennesker har meget til fælles og meget lidt skiller os, specielt når vi ser kontrasten til ateister og mennesker, for hvem Gud ikke betyder noget. Da bliver vores fællesskab virkeligt tydeligt. Derfor er jeg meget glad for at være inviteret her i eftermiddag og glad for at få lov til at bringe denne hilsen.

Alle religioner er enige om, at Gud er lys, både bogstaveligt og i overført betydning. På samme måde sammenligner Bhagavad-gita uvidenhed om Gud med mørke. Det gode ved mørket er, at det ikke er en selvstændig kvalitet, men blot fravær af lys. Der skal blot et lysstrejf til, så er mørket væk. På samme måde skal der blot mere viden om Gud til og mere erkendelse af Hans eksistens, og hvad den betyder for os, for at fjerne mørket, der hersker i verden i dag. Vi lever i en mørk tid. Dette mørke er selvfølgelig ikke et mørke med hensyn til materialistisk, teknologisk og økonomisk viden, som vi aldrig har haft så meget af som nu. Ikke desto mindre er det en mørk tid, hvor de fleste af vores medmennesker ingen viden har om, hvem de selv er (af natur er vi alle i virkeligheden evige væsener), og ingen oplevelse har af livets guddommelige basis og i mange tilfælde derfor opfatter tilværelsen som tom og meningsløs, selv om livet, specielt et liv som menneske, er særdeles meningsfyldt. Den gode nyhed er, at dette mørke kan forsvinde i samme grad, som virkelig viden om Gud og vores forhold til Ham bliver spredt.

En ting, som jeg er uenig med flere af jer, der allerede har talt her, er, at I kalder religion for tro. Det finder jeg helt forkert. Religion er lige så lidt tro, som atomer og elektroner er det. Eller rettere lige så meget, for det er ren tro, at der skulle findes atomer og elektroner, for ingen har set dem. Videnskaben har en atomteori, og den ser ud til at kunne forklare og forudsige mange ting, vi kan observere, ud fra antagelsen af, at der findes atomer, og derfor tror vi på – ud fra rationelle overvejelser – at atomer findes. På samme måde kan mange ting i verden forklares og forudsiges ud fra antagelsen af, at Gud findes, og derfor er det på samme måde rationelt at konkludere, at Gud må findes.

Det er det, Brorson mener, når han synger: ”Gik alle konger frem på rad, i deres magt og vælde, de magtede ej det mindste blad, at sætte på en nælde.” [Denne salme var blevet sunget tidligere under gudstjenesten] Her konkluderer Brorson, at de store ting, som verdens mægtige konger udretter, er intet at regne ved siden af de vidundere og den orden, vi finder i naturen. Siden vi ved, hvor megen omhu og intelligens, der ligger bag de ting, vi mennesker skaber såsom huse og teknologi, er det naturligt at slutte, at der ligger en endnu større intelligens – Guds intelligens – bag den endnu mere forunderlige natur. Det er rent intelligent design, Brorson taler om.

På samme måde skrev Baladeva Vidyabhusana, en 1700-tals religiøs lærer og filosof fra Indien:

”Den materielle natur er livløs, og som sådan kan den ikke være den egentlige årsag… Når man ser den kosmiske manifestations forunderlige arrangement og forvaltning, lader det generelt formode, at der findes en levende hjerne bag dette arrangement. Man bør ikke bilde sig ind, at sådant et arrangement kan eksistere uden bevidst ledelse. I praksis ser vi aldrig, at livløse mursten selv kan opføre en stor bygning.” Cc Adi 6.15p

F.eks. vidner denne storslåede Helligåndskirke, som vi befinder os i lige nu, om en dygtig bygherre – det er ikke de livløse mursten, der har opført sig selv – og på samme måde vidner den uendeligt mere forunderlige orden i kosmos såvel som i hver eneste organisme og hver celle og selv i det mindste atom om en endnu større og dygtigere intelligens bag naturen. I sidste ende koger diskussionen ned til, at enten har universet eksisteret i al evighed, eller også har Gud eksisteret i al evighed, og det kan bestemt ikke være universet. Sådanne argumenter er fuldt ud rationelle og burde give ethvert eftertænksomt menneske en direkte logisk erkendelse af, at Gud må findes, og at Guds eksistens ikke bare er ’tro’. Religion er ikke tro. Religion er videnskab om, hvor man etablerer et forhold til Gud, og det er det virkelige lys, der kan give fred til hvert menneske på det individuelle plan og til verden som helhed.

Så kære religioner, lad os stå sammen og dele det, vi har, med vores medmennesker. Vi lever i en mørk verden, og virkelig religion kan sprede lys. Lad os stå sammen om at elske Herren vores Gud og vores næste som os selv. Hare Krishna.