EN GIFTIG HISTORIE

Af Lalitanatha Dasa

For et par måneder siden blev jeg involveret i en lukket email-gruppe med 80 deltagere for at diskutere et aktuelt problem inden for ISKCON.

Lederen af gruppen var så uforsigtig at sende sine mails ud som Cc-modtagere og ikke som Bc (blinde modtagere). Alle email-adresser kunne derfor ses af alle.

Resultatet var, at pludselig blev der sendt emails ud af en helt anden karakter. Jeg mener ikke, at afsenderen havde været med fra begyndelsen. Vi blev spammet med en røverhistorie, der første gang blev spredt i slutningen af 90’erne, om, at Srila Prabhupada på sine sidste dage blev forgiftet af nogle disciple, der var ivrige efter at slippe af med ham, så de selv kunne blive guruer og overtage magten i ISKCON.

De fleste hengivne, der hørte historien i 90’erne, kunne selvsagt ikke tage den alvorligt. Den blev også hurtigt grundigt tilbagevist. Blandt andet skrev vores egen danske Jahnu Prabhu en mindre afhandling, hvor han gennemgik påstandene og viste, hvordan det ikke kunne være sket.

Derfor var det en overraskelse at rende ind nogen, der stadig tager den historie alvorligt og forsøger at sprede den blandt ISKCON’s hengivne. Eller rettere sagt var jeg godt klar over, at historien fortsat verserer i nogle kredse uden ellers at blive taget seriøst af ret mange. Men det var så første gang, at nogle direkte konfronterede mig på den måde.

Jeg valgte ikke at forholde mig tavs, for det bør man ikke, hvis nogen blasfemerer andre hengivne. Og at beskylde hengivne for at have myrdet deres åndelige mester må da siges at være blasfemisk. Jeg konfronterede denne såkaldte (det vil jeg tillade mig at kalde ham) hengivne med en række argumenter. Han endte med at flygte fra gruppen med halen mellem benene, efter at jeg og et par andre havde skrevet nogle tekster til hele emailgruppen.

Jeg vil gerne dele nogle af argumenterne fra udvekslingen her, for måske kan de være relevante for andre, der også bliver udsat for historien. Egentlig er det ikke mine egne argumenter. Jeg er så heldig at være i kontakt med en californisk discipel af Prabhupada, Mayesvara Prabhu, der har gennemforsket sagen og skrevet en helt bog om den. Her dissikerer han hele historien inklusive de seneste versioner af den. Ligesom en virus muterer den nemlig. Når én detalje i historien er blevet tilbagevist, er den blevet forsøgt spredt i en ændret version. Mayesvara viser også, at historien har én bestemt oprindelse, en utilfreds hengiven, der er sur på ISKCON og dens ledere og bevidst ønsker at sprede forvirring blandt ISKCON’s hengivne.

Hvad er så de påståede beviser for denne utrolige påstand? Hovedsageligt to. For det første skulle Prabhupada have sagt på sine sidste dage, at han var blevet forgiftet. For det andet viste en kemisk analyse af hårrester fra Prabhupada et stort indhold af et giftigt tungmetal, der ikke skulle kunne være kommet på nogen naturlig måde. Der har også verseret andre såkaldte beviser, f.eks. omkring båndoptagelser, hvor der efter sigende skulle blive hvisket om, at Prabhupada havde fået gift. Disse hviskeoptagelser er dog så utydelige, at ingen har kunnet afgøre, hvad der egentlig bliver sagt eller sågar hvilket sprog, der bliver talt, så de er ikke værd at diskutere.

Cadmium-historien

Da historien først blev cirkuleret i 90’erne, var påstanden, at der var blevet brugt arsenik som gift. Og minsandten, om prøver ikke også viste, at der var spor af arsenik i hår og negle fra Prabhupada. Det fik mange til at gispe.

Den ide blev dog tilbagevist, da der blev gjort opmærksom på, at arsenik er et almindeligt forekommende stof (faktisk det 20. mest almindelige på Jorden). Vi har alle arsenik i kroppen, og Prabhupada havde ikke mere arsenik i sig end så mange andre mennesker i verden.

Senere for en halv snes år siden vendte historien tilbage med en ny gift, cadmium, der er et meget giftigt tungmetal. Påstanden var, at en analyse af Prabhupadas hår viste et cadmiumniveau 200 gange højere end for et gennemsnitligt menneske. Det lød alvorligt, og selv nogle, der aldrig før havde taget forgiftningspåstandene om Prabhupada seriøst, fik nu indtryk af, at her var ’den rygende pistol’.

Mayesvara Prabhu gør dog opmærksom på, at nogen rygende pistol er der ikke tale om. Den såkaldte cadmium-analyse er ved nærmere granskning forbundet med så mange problemer, at den aldrig ville kunne blive taget seriøst i en retssal. Her er nogle af grundene til at tvivle på dens validitet:

Laboratoriet, der foretog analysen, havde ikke lavet håranalyser før.
Håranalyser er notorisk upålidelige og anses aldrig for at kunne stå alene som bevis.
De testede hårprøver, der skulle være hårrester fra en hårklipper, hvor de havde siddet i 25 år, var alt for små til at lave en brugbar test.
Det var ikke muligt at fastlå, hvilket tidspunkt hårprøverne stammer fra. Det kan heller ikke helt udelukkes, at de slet ikke var fra Prabhupada.
Hårprøverne havde i løbet af næsten 25 år rejst hele verden rundt på flere kontinenter og været igennem mindst syv personers hænder. Hvilke forureninger, de kan have været udsat på den tid, kan ingen sige.
Ifølge laboratoriet kunne ydre forurening ikke udelukkes. Det ugyldiggør straks enhver konklusion, man forsøger at drage på basis af testene.
Skær i hårklippere var i 1970’erne ofte belagte med cadmium eller lavet af legeringer, der indeholdt cadmium, som beskyttelse mod korrosion. En test af hårklipperen for at udelukke dette er ikke blevet fremlagt.

Det er nogle af Mayesvaras kritikpunkter af håranalysen. Hver for sig er de nok til at gøre hårtestene ugyldige i enhver juridisk sammenhæng (og husk det juridiske princip om, at enhver skal anses for uskyldig, indtil det modsatte er bevist).

Læg dertil følgende faktorer:

Prabhupada havde ikke symptomer på cadmiumforgiftning. Et vigtigt symptom ville have været deforme knogler og ekstreme ledsmerter. Han havde ingen af delene. Symptomerne, han havde, viste snarere ifølge lægerne, der undersøgte ham, en fremskreden sukkersyge kombineret med skader på nyrerne som følge af indsnævrede urinveje og vanskeliggjort vandladning plus selvfølgelig alderdom.
Det er slet ikke fysisk muligt at indtage så meget cadmium, at hår indeholder 200 gange mere end niveauet for et gennemsnitligt menneske. En person, der indtog en sådan mængde, ville være død, længe før hår kunne nå at vokse ud.
Cadmium har smag. Hvordan kunne en så fintmærkende person som Prabhupada ikke have bemærket det, hvis nogle havde kommet cadmium i hans mad?
Cadmium er ifølge eksperter (toksiloger) uegnet som gift ved forgiftningsforbrydelser. Derfor er der heller ingen tilfælde i kriminalhistorien, hvor nogen har forsøgt at slå ihjel med cadmium.

Ikke nok med det – det virkelige dødsstød for cadmiumpåstanden er ikke blevet nævnt endnu. I 1977, da Srila Prabhupada gik bort, var man slet ikke klar over, hvor giftigt cadmium i virkeligheden er. Det blev først undersøgt og klarlagt fra sidst i 1990’erne og frem til omkring 2010. Derfor brugte man også cadmium i mange forbindelser, f.eks. som korrosionsbeskyttelse på skær til hårklippere. Det er først efter dokumentationen af cadmiums skadelige virkninger, at anvendelsen af det er blevet begrænset. Hermed står vi med den usandsynlige påstand, at nogle unge fyre – Prabhupadas disciple – der aldrig havde studeret kemi og toksikologi, var specialister i at forgifte med et stof, som videnskaben først opdagede den virkelige skadelige virkning af et par årtier senere.

Så en rygende pistol? Næppe.

Hvad sagde Prabhupada?

Hele denne fantastiske historie tager udgangspunkt i, at Prabhupada, hans disciple og en ayurvedisk læge den 9. november 1977, kun fem dage før Prabhupadas bortgang den 14. november, havde et par samtaler om forgiftning.

Her er det vigtigt at notere, at Prabhupada på intet tidspunkt sagde, at nogle havde forgiftet ham, men kun, at ”en eller anden havde sagt, at hans symptomer var som én, der var blevet forgiftet.” Alligevel verserer der påståede citater på Internettet og andre steder, hvor Prabhupada skulle sige: ”Nogle har forgiftet mig.” Afskrifterne af Prabhupadas samtaler fra den dag indeholder imidlertid intet sted, hvor han siger det.

Det startede med, at der var diskussion om, at Prabhupada havde forgiftningssymptomer. Ikke på grund af nogen ondsindet person, men fordi hans krop, fordøjelse osv. brød sammen, så det virkede, som om han var blevet forgiftet. På et tidspunkt bliver Prabhupada så spurgt af Tamala Krishna Gosvami:

”Srila Prabhupada, du sagde før, at du … at det blev sagt, at du er blevet forgiftet?”

Srila Prabhupada svarede: ”Nej! Den slags symptomer ses, når en mand bliver forgiftet. Det sagde han [’han’ refererer til en ayurvedisk læge] … ikke, at jeg er blevet forgiftet.”

Den ayurvediske læge havde netop gjort opmærksom på, at Srila Prabhupadas symptomer kunne være resultatet af forkert medicinering eller visse spiser, der kunne agere ligesom gift. Så da Tamala Krishna Gosvami udtrykkeligt spurgte, om Prabhupada var blevet forgiftet, ville han tilsyneladende ikke have sine disciple til ukorrekt at tro, at han mente, at nogen havde givet ham gift, og han svarede med et klart og tydeligt ”Nej!”

Tamala Krishna Gosvami nævnte så, at en guru i Sankaras tradition engang blev forgiftet, hvorfor de nu kun tillader disciple og ingen udefra at lave mad til dem. Prabhupada bemærkede, at det var godt, og det burde de også gøre nu. Så selv om Prabhupada eventuelt havde mistanke om, at nogle kunne finde på at forgifte ham (hvilket han lige havde benæget, at nogen havde gjort), så var det i hvert fald ikke hans disciple, han mistænkte, for måden at undgå det på var, at kun de skulle lave mad til ham.

Lidt senere på dagen var Prabhupada stadig forstyrret over sagen. Men hvad var han forstyrret over? Nogle internetpåstande er, at han var forstyrret over at være blevet forgiftet. Mayesvara afviser dette, for det benægtede Prabhupada jo, at han var. Snarere ser det ud til, at Prabhupada var forstyrret over, at hans disciple var forvirrede over al den snak om, at nogen skulle have givet ham gift. Prabhupada ønskede ikke, at hans disciple skulle være urolige, eller at falske rygter om ham skulle opstå og spredes, og derfor var forstyrret.

Mange har igennem årene udtalt sig om denne sag. Således blev en af Prabhupadas ældste disciple, Gopala Krishna Gosvami, spurgt i 2017: ”Der er nogle spekulationer om, at Srila Prabhupada blev forgiftet af sine disciple. Hvad mener du om det?”

GPG: ”Det er den mest latterlige påstand, jeg nogensinde har hørt i mit liv. Jeg så personligt, hvordan holdet, der tjente Prabhupada, var så dedikeret til Prabhupada, og deres eneste bøn var, at Prabhupadas helbred måtte blive bedre. Min afdøde Gudsbror Tamala Krishna Maharaja tjente Prabhupada i årevis, og jeg så, hvordan Prabhupada stolede på hans intelligens og fornuft. Bhakti Caru Swami var også medlem af holdet, og jeg så, hvor dedikeret han var, og hvordan han med så megen kærlighed tog sig af Prabhupada. At tro, at nogen af dem nogensinde, nogensinde ville have så meget som tænkt på sådan en syndig ting … Jeg har ingen tvivl om, at disse hengivne tjente Prabhupada efter bedste evne og var fuldstændigt loyale over for Prabhupada. De havde kun ét ønske om, at Prabhupada havde det godt, og at Prabhupada overlevede. At beskylde dem for noget så ondt som dette er forfærdeligt syndigt, og jeg håber, at hengivne verden over ikke støtter denne teori overhovedet. Vi bør i virkeligheden være dybt taknemmelige over for Tamala Krishna Maharaja, Bhakti Caru Swami, Bhavananda og alle de andre, der havde travlt dag og nat med at tjene Prabhupada og sørge for Prabhupadas velbefindende.”

Ønsker man at gå i dybden med denne sag, kan Mayesvaras bog anbefales:

Del endelig denne artikel med andre!