– Af Lalitanatha Dasa –
Alle ved, at uanset hvor mange ligheder, der er mellem USA og Vesteuropa, er der én markant forskel: USA er et utroligt religiøst land, imens religion spiller en nærmest perifer og hensygnende rolle i Vesteuropa. I den forbindelse er det interessant, at en kendt amerikansk sociolog, Dr. Rodney Stark, nu har udgivet en bog, America’s Blessing: How Religion Benefits Everyone, Including Atheists,1 hvor han ser han på den indflydelse, religion har på menneskene og samfundet i USA. Han drager også paralleller til Europa, hvor religion spiller en anden – og mindre – rolle i samfundslivet.
Dr. Stark er født i 1934 og har været professor i sociologi i over 40 år, først ved University of Washington og senere Baylor University. Han har skrevet 28 bøger og mere end 140 akademiske artikler om så vidt forskellige ting som fordomme, kriminalitet, selvmord og byliv i Oldtidens Rom. Hans konklusion i hans nye bog er, at alle amerikanere, selv ateister, har mange fordele af at bo i et meget religiøst land.
Jeg blev gjort opmærksom på bogen af en bekendt og har gennemlæst den med interesse. Selv om bogen hovedsageligt beskæftiger sig med undersøgelser af effekten af kristen religion, er den også interessant læsning for ikke-kristne og i det hele taget alle, der har en generel interesse i, hvordan religion påvirker samfundslivet. Jeg vil i det følgende prøve at dele nogle af de mest interessante observationer fra bogen.
Hvorfor er USA så religiøst?
At USA er meget religiøst, viser enhver statistik. Næsten alle amerikanere tror på Gud, omkring 80 procent tror på en himmel og liv efter døden, 70 procent er aktive medlemmer af en kirke, og halvdelen går i kirke hver uge og beder mindst én gang om dagen, imens 32 procent beder til Gud flere gange dagligt.
Hvorfor er USA så religiøst? Starks svar overraskede mig. Jeg har altid troet, at en stor del af de europæiske immigranter var meget religiøse og flyttede til Amerika for at kunne praktisere deres religion i fred, og at det var grunden til USA’s religiøsitet. Men i virkeligheden var immigranterne i gennemsnit ikke mere religiøse end andre europæere. Religiøse immigranter udgjorde kun en brøkdel af immigranterne i 17- og 1800-tallet. I 1776 tilhørte således blot 17 procent af amerikanerne en kirke. Selv i New England, som havde ry for at være religiøst, var kun 22 procent kirkegængere, og fra 1761 frem til 1800 fik en tredjedel (33,7 procent) af alle kvinder her deres første barn mindre end ni måneder efter deres bryllupsdag. Ugifte kvinder i kolonitidens New England var altså mere tilbøjelige til at have sex før ægteskabet end til at gå i kirke!
Amerikanernes lave kirkedeltagelse afspejlede blot det lave niveau, som immigranterne havde med sig fra Europa. Dengang som nu havde Europas kirker ringe deltagelse. Denne situation går langt tilbage i tiden. Modsat en anden populær myte gik Middelalderens europæere sjældent i kirke og kunne dårligt nok kaldes kristne. Reformationen ændrede intet på dette. Dårligt besøgte katolske kirker blev blot erstattet af dårligt besøgte protestantiske statskirker.
At dette ændrede sig i USA, skyldes selvstændigheden i 1776. Indtil da havde de engelske kolonier i Amerika også haft statskirker som i Europa, men de blev opløst med uafhængigheden. Dette førte til en religiøs pluralisme, hvor mange nye grupperinger og sekter opstod og konkurrede med hinanden. Mange forudså, at religionerne ville udkonkurrere hinanden og alle uddø, men det samlede resultat var i stedet en dramatisk forøgelse af amerikanernes involvering i religion. I 1850 tilhørte omkring en tredjedel af amerikanerne en kristen menighed. I begyndelsen af det 20. århundrede var tallet vokset til 50 procent, og i dag er omkring 70 procent aktive medlemmer af en kristen kirke eller jødisk synagoge (blandt de øvrige 30 procent er de fleste også religiøse i form af New Age, buddhisme eller bare troen på noget højere. Kun 3–4 procent er erklærede ateister).
Den tyske adelsmand Francis Grund, der ankom til Boston i 1827, så kontrasten og bemærkede, hvordan statsstøttede kirker gjorde præsterne ”magelige og dovne”, fordi
”… en person, der bliver forsørget, kan ifølge sund fornuft ikke forventes at arbejde lige så hårdt som ham, der må anstrenge sig for at overleve… Ikke kun har amerikanerne i forhold til befolkningstallet flere præster end tilfældet er på Kontinentet eller i England, men der er heller ikke en eneste drivert imellem dem. Alle er de tvunget til at gøre sig umage for deres respektive menigheders åndelige velfærd. Amerikanerne nyder derfor godt af tre fordele: De har flere prædikanter, de har flere aktive prædikanter, og de har billigere prædikanter end noget sted i Europa.”
Selv den militante tyske ateist Karl T. Griesinger klagede i 1852 over, at adskillelsen af kirke og stat i USA gavnede religionerne: ”Præster i Amerika [er] som andre forretningsfolk. De har konkurrence og må selv opbygge deres levevej… nu er det tydeligt… hvorfor deltagelsen her er meget mere udbredt end noget andet sted i verden.”
Aftager religionen i USA?
Ikke alle amerikanere er dog klar over, hvor udbredt religion er i USA, og mange har indtryk af, at udviklingen vender, og religionen nu omsider begynder at miste sit tag i USA. Den 17. marts 2009 bragte USA Today en historie med overskriften Most religious Groups in USA Have lost Ground (’De fleste religiøse grupper i USA går tilbage’). En måned senere var en af hovedhistorierne i Newsweek The end of Christian America (’Slut på det kristne USA’). Ifølge Rodney Stark er dette det rene sludder og vrøvl. Religionen er ikke på tilbagetog i USA. Tværtimod tilhører flere amerikanere end nogensinde før (70 procent) en kirke.
Visse kirker går dog tilbage, og det er undersøgelser over disse kirker, som historierne om religionens tilbagegang bygger på. Tilbagegangen sker i de store, etablerede kirker, der ”for at tilpasse sig den moderne tid” har udvandet deres budskab såvel som deres krav til praktisering og moralske standarder. Folk forsvinder nu fra de kirker, hvor præsterne ikke selv er sikre på, om Gud overhovedet findes, og hvor de traditionelle religiøse principper ikke opretholdes. Disse undersøgelser overser dog, at denne tilbagegang mere end opvejes af, hvad man kalder de ”konservative” kirkers fremgang. Således er to procent af amerikanerne i dag mormoner (næsten en tredobling på en generation), og Pinsekirken, Syvende Dags Adventister, Jehovas Vidner og snesevis af andre kirker har også stor fremgang. Med andre ord mærker de kirker, der prædiker, at Gud er virkelig og findes, at de hellige skrifter virkelig er Guds ord og ikke blot skal forstås symbolsk, og at det har konsekvenser for ens levemåde at være religiøs, ingen tilbagegang. Tværtimod.
Hvordan amerikanerne har gavn af deres religion
Alt dette bør man ikke være ked af ifølge Stark, for de sociologiske statistikker viser klart, at amerikanerne har stor gavn af at være et usædvanligt religiøst folk. I USA har selv ateister langt mindre risiko for at have indbrud i deres hjem eller blive bestjålet på gaden end deres ateistiske trosfæller i mindre religiøse samfund på grund af den stærkt afskrækkende effekt, som religion har på kriminalitet. Således er det tre gange farligere at gå på gaden i Sverige end i USA, ligesom man i Danmark har dobbelt så stor risiko for at have indbrud i sit hjem som i USA (se tabel 1).
Tabel 1: Sammenligning af kriminalitet i USA og Vesteuropa (2008)
Det er selvfølgelig en udbredt opfattelse, at USA er et stærkt kriminaliseret land, men statistikkerne viser noget andet. Selv om kriminaliteten visse steder i USA er stor – især de steder, hvor religionen ikke står så stærkt – er kriminaliteten generelt meget lavere i det amerikanske samfund end noget sted i Europa. Stark viser, at dette er ’en religiøs effekt’. Religiøse amerikanere er i sammenligning med mindre religiøse og irreligiøse amerikanere meget mindre tilbøjelige til at begå kriminalitet.
Tabel 2: Skænket velgørenhed inden for det seneste år
Religiøse mennesker er også den primære kilde til velgørenhed i USA. Når der skal samles ind til gode sager, bidrager religiøse mennesker med betydeligt mere end de ikke-religiøse og ikke kun til deres egen religion, men til alle gode sager i forbindelse med katastrofer, ulykker osv. Religiøse mennesker dominerer rækkerne af bloddonorer og er meget mere tilbøjelige til at bruge deres tid på sociale hjælpeprogrammer og være aktivt involverede i deres lokalsamfund.
Religiøse mennesker er tilmed sundere og lever i gennemsnit syv år længere end deres ikke-religiøse medborgere. Deres mentale helbred er også meget bedre (se tabel 4). De er lykkeligere (se tabel 3), mindre neurotiske og meget mindre tilbøjelige til at begå selvmord. Religiøse mennesker er mere tilbøjelige til at gifte sig og mindre tilbøjelige til at lade sig skille, og de udtrykker højere grader af tilfredshed med deres partnere. De er også mere tilbøjelige til at få børn. Religiøse mænd er betragteligt mindre tilbøjelige til at mishandle deres hustruer eller børn. Religiøse ægtepar nyder deres parliv mere og er meget mindre tilbøjelige til at have affærer uden for ægteskabet. Religiøse studerende klarer sig bedre i deres eksamener og er meget mindre tilbøjelige til at opgive deres studier.
Tabel 3: Er du lykkelig?
Religiøse mennesker er i det hele taget mere fremgangsrige, får bedre jobs og er langt mindre tilbøjelige til at være arbejdsløse eller leve på overførselsindkomst end de ikke-religiøse. Og selv om de ofte fremstilles som uvidende småborgere, er religiøse amerikanere i gennemsnit bedre uddannede, læser mere, er bedre informerede og meget mere tilbøjelige til at deltage i finkulturelle arrangementer.
Kan statistik være pålidelig?
Mange vil sikkert stille spørgsmål ved troværdigheden af de statistikker og de statistiske konklusioner, som Rodney Stark når frem til. Findes der ikke altid en eller anden statistik, man kan referere til for at bevise ligegyldigt hvad man ønsker at bevise? Som det siges, er der små løgne og store løgne, og så er der statistik. Til dette bemærker Rodney Stark:
”[Her] fremsætter jeg ingen påstande, der ikke underbygges af solid forskning eller pålidelige data. Hvad mener jeg med god forskning? Den vigtigste faktor i god sociologisk forskning har noget at gøre med prøveudtagningen. For hver eneste offentliggjort sociologisk undersøgelse, der bygger på et repræsentativt, tilfældigt udsnit af en relevant befolkningsgruppe, er der mindst en halv snes, der bygger på… f.eks. 142 studerende i en førsteårs psykologiklasse på et eller andet college eller en meget utypisk befolkningsgruppe såsom folk med tatoveringer i Waco, Texas. Det er umuligt at basere noget som helst på enhver ikke-eksperimentel forskning, der bygger på sådanne svarpersoner, hvilket er grunden til, at resultaterne fra sådanne undersøgelser er så vidt forskellige – fra konklusioner om, at alle kvindelige kirkegængere er jomfruer, til, at der ingen jomfruer er blandt dem. Med nogle få undtagelser, som jeg er omhyggelig med at gøre opmærksom på og retfærdiggøre, medtager jeg ingen undersøgelser, der ikke bygger på veludvalgte udsnit af relevante befolkningsgrupper.
Ud over den rigtige prøveudtagning er der analyse. Lad os sige, at en undersøgelse af et veludvalgt landsdækkende udsnit af teenagere tilsyneladende viser, at de, der går i kirke, er meget mindre tilbøjelige til at begå butikstyveri. Men vi ved, at piger er væsentligt mindre tilbøjelige til at begå butikstyveri end drenge, og piger er også mere tilbøjelige til at gå i kirke. Så er konklusionen en virkelig religiøs effekt, eller er det en kønsforskel, der fejlfortolkes som en religiøs effekt? Her skal man med andre ord i sin analyse undersøge, om der også er en religiøs effekt i sammenhængen mellem at gå i kirke og butikstyveri, når piger og drenge undersøges hver for sig? Svaret er, at det er der. Både blandt piger og drenge er de, der er religiøse, meget mindre tilbøjelige til at begå butikstyveri.
Dette er et eksempel på analyse. Jeg refererer kun til undersøgelser, der lever op til profesionelle analysenormer. I nogle tilfælde fremlægger jeg data, som ingen før har ulejliget sig til at bruge, for at vise en vigtig ting ved religionens rolle. I de tilfælde tager jeg også de nødvendige analytiske forholdsregler.
Her bør det også nævnes, at Rodney Stark ikke har sin egen pro-religiøse dagsorden til at omtale religion så favorabelt, som han gør det i sin bog. Han voksede godt nok op i en protestantisk familie, men har ellers aldrig siden dengang tilhørt nogen bestemt religion eller kirke. I mange år betegnede han sig som ikke-troende, dog uden at være ateist. I 1987 beskrev han sig selv som ude af stand til at være troende. I 2004 betegnede han sig selv som
”…ikke religiøs i nogen almindelig forstand, men heller ikke ateist… Jeg ved egentlig ikke helt, hvad jeg tror. Jeg har svært ved at tro. Det er ikke noget, jeg er stolt af. Jeg tror ikke, det gør mig mere intellektuel. Jeg ville tro, hvis jeg kunne, og det kommer jeg måske til, før det hele er forbi. Jeg ville byde det velkommen, hvis det sker.”
I 2007 antydede han i et interview, at hans selvforståelse havde ændret sig, og at han nu ville beskrive sig selv som en ”uafhængig kristen”.2
Moderne myter omkring religion
Rodney Stark beklager, hvordan mange ikke er klar over fordelene ved religion, og hvordan der verserer mange forkerte opfattelser omkring religion. For eksempel er det fortsat en trosartikel blandt mange psykologer, at religion bidrager til sindssyge eller er i sig selv en form for psykose, selv om statistikkerne overvældende viser, at religion beskytter imod sindssygdom. På lignende måde hævder mange samfundsforskere fortsat, at konservative kristne mænd er tilbøjelige til at slå deres hustruer på trods af bunker af forskning, der viser det modsatte, nemlig at religiøse mænd er mere kærlige og omsorgsfulde end mindre religiøse mænd.
Tabel 4: Kirkedeltagelse og mentalt helbred
Måske lige så uheldig som forkerte opfattelser er ifølge Stark den ligegyldighed over for religion, der ses mange steder. For eksempel forekommer ordet ”religion” på trods af flere hundrede undersøgelser, der viser en stærk sammenhæng mellem religion og lovlydighed, ikke engang i stikordsregistret i fjorten af seksten førende lærebøger om kriminalitet. Ingen af disse bøger foreslår at fremme religion som en måde at forebygge kriminalitet på, selv om dette burde være en indlysende konklusion.
Måske er en væsentlig grund til tilsidesættelsen af religionens fordele den antagonisme, som af en eller en anden grund hersker i medieverdenen imod religion. Religion er ikke lige dominerende i alle kredse i det amerikanske samfund, og nogle er direkte ateistiske og antireligiøse. Et eksempel på sidstnævnte er medieverdenen, hvor der ofte er en udbredt foragt for religion og religiøse mennesker. For nylig bemærkede redaktør Nicole Allan i en artikel i onlineudgaven af The Atlantic om Mike Huckabee, forhenværende guvernør for Arkansas og studievært på Fox Media, at “Folk bliver somme tider forbløffet over Huckabees intellektuelle dygtighed på grund af hans… åbenhjertige evangeliske kristne opfattelser.”
Denne bemærkning reflekterer ifølge Stark den herskende opfattelse blandt journalister, at evangeliske protestanter er “fattige, uuddannede og lette at dominere” (citat fra Michael Weisskopf i Washington Post). Mediefolk er for de flestes vedkommende uvidende om, at jo mere uddannede amerikanerne er, jo oftere går de i kirke, sandsynligvis fordi ingen af dem, de selv kender, er religiøse. For nogle få år siden viste en undersøgelse blandt tilfældigt udvalgte journalister fra de mest indflydelseserige nyhedstjenester, at 50 procent angav deres religion som “ingen” (for at betone det understregede nogle af dem det sågar), og 86 procent sagde, at de sjældent eller aldrig gik i kirke. Manglen på religiøse mennesker i mediemiljøet forårsager ikke kun foragt (”Kloge folk som os er ikke religiøse”), men fører også til håbløs uvidenhed.
Den uvidenhed kan man komme til livs gennem Rodney Starks bog, der kan anbefales. Egentlig burde den være obligatorisk læsning for alle i medieverdenen og alle andre, der gerne vil kunne basere deres opfattelser omkring religion på solid forskning.
(Fodnoter)
1 Rodney Stark, America’s Blessings: How Religion Benefits Everyone, Including Atheists, Templeton Press 2012.
2 Kilde: http://en.wikipedia.org/wiki/Rodney_Stark