Af Lalitanatha Dasa

En kort gennemgang af resultater fra den psykiske eller paranormale forskning.

Jeg har tænkt mig i denne artikel at tage et nærmere kig på, hvad videnskabsmænd kalder det paranormale, psi-fænomener eller – ofte nedsættende – det overnaturlige. Disse ord bruges i forskellige sammenhænge om observerbare, ikke-fysiske fænomener, der synes at bryde de kendte fysiske love. Fænomenerne er ofte knyttet til evner ved sindet og bevidstheden hos mennesker og somme tider hos dyr.

Fysikkens love beskæftiger sig med en række fysiske grundprincipper som tyngde, bevægelse, elektromagnetisme og stærke og svage kræfter inde i atomerne. En hændelse henføres til kategorien ”paranormal”,  når sådanne love ikke kan forklare hændelsen.

Hvad skal vi mene om det paranormale? Fuldstændigt overbeviste materialister, og nu om dage vil de fleste videnskabsfolk anbringe sig selv i den kategori, er naturligvis tilbøjelige til simpelthen at afvise det pure og anse det for overtro, der ikke kan tages alvorligt. Men lad os skubbe en sådan skepsis en smule til side for et øjeblik og i stedet tage et kig på fænomenet, om ikke af anden grund, så fordi beretningerne om det er så udbredt. Det er også et videnskabeligt princip, at ting fortjener at blive studeret med et åbent sind og evidensen for dem undersøgt uden forudfattede ideer.

Grunden til at diskutere det paranormale er, at den moderne materialistiske tænkning typisk forsøger at reducere alt til materie og bortforklare enhver antydning af noget, der ser ud til at være ikke-fysisk eller ligger uden for den materielle natur. Srila Prabhupada så det som sin mission at nedkæmpe alle sådanne materialistiske, upersonlige filosofier og opfattelser, så hvis man faktisk kan give stærk evidens for det paranormale, kan det kun styrke den sag.

Det viser sig, at en stor samling videnskabelige observationer, der understøtter eksistensen af det paranormale, er blevet sammenstykket over de sidste 150 år af anerkendte videnskabsmænd inklusive så store navne som Marie og Pierre Curie og Alfred Russell Wallace, der lancerede evolutionsteorien sammen med Charles Darwin.

Hvad mere er, viser det sig, at de professionelle tidsskrifter, der omtaler paranormal forskning, generelt har usædvanligt høje standarder for at sikre sig mod bedrag. I Betrayers of the Truth fra 1983 skrev William Broad og Nicholas Wade en hel bog om tilfælde af bedrag inden for videnskaber som astronomi, biologi, kemi, geologi, medicinsk forskning og et enkelt tilfælde af parapsykologi. Forfatterne bemærkede: ”Fordi parapsykologi stadig anses for at være på kanten og ikke rigtigt en del af videnskaben, har dens udøvere bestræbt sig på at være unormalt strenge i at følge korrekt videnskabelig metodik.”

Denne forskning i det paranormale udfordrer troen på, at alt i naturen (og i levende organismer) kan reduceres til materie. Den styrker argumentet for eksistensen af en ikke-materiel bevidsthed og antyder, at menneskets sind (eller alle levende væseners sind) kan påvirke materie på måder, der overskrider de kendte naturlove. For eksempel ser det ud til, at personer med tilstrækkelig mental koncentration kan kommunikere med andre uden at kontakte dem verbalt eller på andre normale måder (telepati) og kan bevæge materie uden at røre det fysisk (telekinese).

Psi-effekten

I 1989 offentliggjorde det velrenommerede videnskabelige tidsskrift Foundations of Physics en undersøgelse, som fysikeren Dean Radin og psykologen Roger Nelson, begge fra Princeton University, havde foretaget af 597 eksperimenter, der havde fundet sted imellem 1959 og 1987. I disse eksperimenter blev forsøgspersoner bedt om mentalt at påvirke talgeneratorer, dvs. elektroniske maskiner, der frembringer ettaller og nuller tilfældigt, til at komme med flere nuller end ettaller eller omvendt. Normalt vil fordelingen af ettaller og nuller med et tilstrækkeligt stort antal forsøg være lige mange af hver. Radin og Nelson konstaterede imidlertid i disse 597 eksperimenter en fordeling på 51%–49% i stedet for den normale 50%–50%. Det lyder ikke af meget, men sandsynligheden for, at dette skulle være rent tilfældigt, er mindre end 10-12 (1 ud af en billion).

I martsudgaven fra 2004 af The New Scientist diskuterede forsidehistorien “Power of the Paranormal: Why It Won’t Surrender to Science” [”Det overnaturliges magt: Hvorfor det ikke vil overgive sig til videnskaben”] igen det genstridige problem, som videnskabsmændene nu kaldte psi-effekten. Yderligere undersøgelser havde kun bekræftet Radin og Nelsons konklusioner i 1989. I 2007 skrev Radin: “Der er uenighed om, hvordan resultaterne skal fortolkes, men faktum er, at så godt som alle videnskabsfolk, der har studeret indicierne derfor, inklusive de benhårde skeptikere, nu er enige om, at der sker noget interessant, der fortjener seriøs videnskabelig bevågenhed.”

Alfred Russell Wallace

En bemærkelsesværdig videnskabsmand, der var involveret i paranormal forskning, var Alfred Russell Wallace, evolutionsteoriens medskaber. Nogle år efter at Darwin og Wallace lancerede deres teori, skiltes deres veje. Grunden dertil var hovedsageligt, at mens Darwin tilsyneladende blev mere materialistisk i sin livsanskuelse, begyndte Wallace at forske i parapsykologi og blev en af tidens mest åbenmundede videnskabsmænd, når det kom til at forsvare gyldigheden af paranormale oplevelser. Wallaces opfattelser irriterede i den grad Darwin, at Darwin på et tidspunkt spurgte Wallace i et brev, om han var klar over, at han ”myrdede deres fælles barn” eller med andre ord underminerede den materialistiske evolutionsteori.

Wallace blev interesseret i parapsykologi så tidligt som i 1844, da han eksperimenterede med mesmerisme. Mesmerisme udviklede sig senere til det, der i dag kaldes hypnose, men Wallaces mesmerisme ser ud til også at have omfattet fremkaldte fænomener af en mere overnaturlig slags. For eksempel studerede Wallace “fælles følelse”. Han skrev: “Oplevelsen af fælles følelse mellem min patient og mig selv var for mig det mest mystiske fænomen, jeg nogensinde havde været vidne til. Jeg konstaterede, at når jeg holdt hans hånd, følte, smagte eller lugtede han nøjagtigt det samme, som jeg gjorde.”

Wallace fortsatte med at beskrive, hvordan han dannede en kæde på flere personer, der holdt hinanden i hænderne. I den ene ende af kæden sad den hypnotiserede forsøgsperson, mens Wallace selv var i den anden ende af kæden. Når nogen kneb Wallace, rørte forsøgspersonen ved det tilsvarende sted på sin egen krop og beklagede sig over at blive knebet. Hvis Wallace kom et stykke sukker eller lidt salt i munden, lavede forsøgspersonen suttebevægelser og gav navnet på den smag, som Wallace smagte.

I 1862 vendte Wallace hjem til England efter mange år i troperne. Han begyndte da at forske i spiritisme og jævnligt deltage i seancer. En oplevelse fandt sted hjemme hos en ven, ”en skeptiker, en mand af videnskab og en sagfører.” Wallace sad med sin vært og dennes familie rundt om et stort bord. Alle lagde de deres hænder oven på bordpladen, og Wallace så med egne øjne bordet flytte på sig på uforklarlige måder og hørte uforklarlige bankelyde.

Kort efter besøgte Wallace et medium, der var kendt som Mrs. Marshall, der gav offentlige demonstrationer af psykiske fænomener. Der så han et bord svæve i luften, en guitar bevæge sig uforklarligt og en kvinde i en stol stige op i luften. Wallace bemærkede: ”Der var ikke plads til nogen form for trick eller bedrag. I hvert tilfælde vendte vi, før vi begyndte, bordene og stolene rundt og sørgede for, at der ingen forbindelse var mellem dem og gulvet, og vi stillede dem, hvor vi syntes, at de skulle stå. Flere af fænomenerne skete fuldstændigt under vores egne hænder og helt adskilt fra mediet.” Hos Mrs. Marshall så Wallace tekst på mystisk vis dukke op på stykker af papir, der var lagt ind under bordet. Wallace selv fik en besked, der tilsyneladende var fra hans afdøde bror. Beskeden angav stedet i Brasilien, hvor hans bror døde, og navnene på de personer, der sidst havde set ham i live. Mrs. Marshall havde intet forudgående kendskab til Wallace eller hans familie.

I 1866 skrev Wallace afhandlingen The Scientific Aspect of the Supernatural [’Det videnskabelige aspekt af det overnaturlige’]. Deri opregnede han omkring tyve af de mest fremtrædende intellektuelle på sin tid. Alle bekræftede de personligt at have været vidne til paranormale fænomener.

Wallace samarbejdede med den berømte engelske kemiker og fysiker Sir William Crookes (1832–1919), der i en periode var præsident for The Royal Society. Crookes havde på egen hånd forsket i spiritisme under kontrollerede forhold. Sammen undersøgte de bl.a. Daniel Dunglas Home, et medium, der tilsyneladende havde nogle helt usædvanlige evner. Wallace og Crookes ville uden forudgående varsel tage Home med sig til steder, hvor han aldrig før havde været. Der demonstrerede han talrige spiritistiske fænomener såsom at spille på musikinstrumenter uden at røre ved dem og svæve op i luften og ud og ind af åbne vinduer. Alt dette fandt sted enten i fuldt dagslys eller i fuldstændigt oplyste lokaler for øjnene af Wallace, Crookes og andre respekterede videnskabsmænd.

Wallace skrev i 1896:

“Jeg bør nævne, at jeg i 25 år var en fuldstændig skeptiker med hensyn til eksistensen af nogen form for ikke-menneskelige eller overmenneskelige intelligenser, og at jeg aldrig i så meget som et øjeblik havde overvejet muligheden af, at de undere, som spiritisterne talte om, kunne være bogstaveligt sande. Hvis jeg nu har ændret opfattelse, er det blot i kraft af beviser derfor. Det skyldes ingen frygt for udslettelse, at jeg har givet mig i kast med dette emne. Det er ikke ud af en overdreven længsel efter evig eksistens, at jeg er kommet til at tro på kendsgerninger, der gør en sådan meget sandsynlig, hvis de ikke ligefrem beviser den.”

(Fortsættes i næste nummer)

Betrayers of the Truth, William Broad og Nicholas Wade, Simon & Schuster, New York 1983, s. 122.

Evidence for consciousness-related anomalies in random physical systems, Dean L. Radin og Roger D. Nelson, Foundations of Physics, 19 (1989), s. 1499-1514.

Power of the Paranormal: Why it Won’t Surrender to Science, John McCrone, New Scientist, 13-19 marts 2004.

The Conscious Universe: The Scientific Truth of Psychic Phenomena, Dean Radin. Harper, San Francisco 2007, s. 2. Her citeret fra The Spiritual Brain, Mario Beauregard og Denyse O’Leary, HarperCollins, New York 2007, s. 168.

Charles Darwin til A.R. Wallace den 27. marts 1869. Findes i More Letters of Charles Darwin, redigeret af Francis Darwin og A.C.Seward, John Murray, London 1903, vol. 1, s. 312.

Miracles and Modern Spiritualism, Alfred Russell Wallace, 1896, 3rd ed. George Redway, London, s. 127-128.

Samme som ovenfor, s. 132.

Samme som ovenfor, s. 136.

  Åbent tilgængeligt på Internettet (pr. august 2010), se http://www.wku.edu/~smithch/wallace/S118A.htm.

Miracles and Modern Spiritualism, s. 127-128.