Af Sutapa Dasa
Jeg bliver gammel. Jeg indrømmer det. Håret forsvinder, ryggen svigter, og briller er nødvendige. Materielt set går det ned ad bakke. Åndeligt set skulle tidens gang dog bringe en kæde af værdifulde gaver med sig – mere modenhed, mere erfaring, mere viden og flere muligheder for at tjene. Måske, men i de sidste måneder er jeg kommet til den pinlige konklusion, at med åndelig aldring har jeg også mistet noget uvurderligt. Et eller andet sted bagude er jeg kørt af sporet. Jeg har mistet min ligefremhed, min barnlige uskyld og den ydmyge oprigtighed, som jeg startede rejsen med.
Igennem årene udviklede jeg dygtighed, jeg præsterede nogle ting, og jeg tog imod anerkendelser og hyldester. Men med dem er der dukket op til overfladen en mentalitet, der er beregnende, kompliceret og korrumperet. Hvordan kan jeg skrue tiden tilbage? Ligesom med andre ting i livet værdsatte jeg aldrig min uskyld, indtil jeg mistede den.
Jeg husker dage, hvor jeg ville synge og recitere Hare Krishna i seriøs meditation. Nu er mit sind mere tiltrukket af gode melodier, rytmer og ansigterne, der omgiver mig. Jeg husker at lytte til forelæsninger og mærke, hvordan hvert ord var vigtigt, relevant og inspirerende. Nu lytter jeg med halvhjertet opmærksomhed, kommer med kritiske vurderinger og fisker efter interessante pointer, som jeg kan imponere andre med. Jeg husker dage, da jeg ivrigt ville opsøge enhver mulighed for at tjene. Nu vejer jeg alting, analyserer fordele og ulember og regner på, hvad der virkeligt er ”min tid værdig”. Jeg husker, hvordan jeg følte mig beæret og ydmyg over at møde en hvilken som helst hengiven. Nu forbeholder jeg mig retten til at tage bestik af dem, indtil jeg har vurderet deres baggrund, historie og kvalifikationer.
Hvad skete der? Det virker, som om jeg har tabt kampen. Nogle hævder, at det er et spørgsmål om at være praktisk. Med alderen er vi nødt til at bruge vores intelligens og dømmekraft i åndeligt liv. Nogle synes, at denne ungdommelige entusiasme og barnlige ivrighed er forbeholdt de meget friske stadier i åndeligt liv. Nogle mener, at livet er kompliceret, og en forenklet indstilling er hverken holdbar eller effektiv.
Jeg er ikke så sikker. Jeg vil ikke sige, at vi skal være barnlige, men jeg ville alligevel virkelig gerne være som et barn igen. Jeg er overbevist om, at der må være en måde at finde frem til den uskyld og ligefremhed uden at være naiv, dum eller kunstig. Det kræver imidlertid umådelig åndelig dybde. Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura ramte hovedet på sømmet med et kraftfuldt sutra – saralata ei vaisnavata: “ligefremhed er vaisnava”. Ligefremhed betyder ifølge ham at være uden falskhed, et fuldstændigt fravær af prætention, bedrag og artificiel væremåde. Det er disse af hjertet ligefremme sjæle, som Krishna ivrigt søger efter. Hvis vi mislykkes med dette, går vi glip af essensen.
Fortsæt med at minde mig om, at jeg skal finde det indre barn. Vi lever i håb. Jeg beder til, at det ikke vil vare alt for længe, inden vi bliver unge igen.
Kilde: https://iskconnews.org/the-inner-child,6975/.
Se også sutapamonk.blogspot.hu.