DESIGNPÅVISNING

DET TEORETISKE FUNDAMENT FOR INTELLIGENT DESIGN

Af Lalitanatha Dasa

Blandt de mange ting, Srila Prabhupada udrettede i sin korte tid, oprettede han også et videnskabeligt institut, the Bhaktivedanta Institute (BI). Formålet med BI var bl.a. videnskabeligt at imødegå ateistiske opfattelser, der udbredes under navn af videnskabelige teorier. Prabhupada skrev direkte, at en rigtig videnskabsmands opgave er at bevise Guds eksistens videnskabeligt. Det var hans hovedformål med BI.

Den 19. og 20. januar 2025 afholdt BI en konference om evolution i Gainesville, Florida. Jeg var inviteret til at give en præsentation om logikken i intelligent design. Følgende resume af min præsentation vil nok være lidt teknisk for nogle, specielt hvis man ikke er helt stiv i matematik og sandsynlighedsregning, men prøv alligevel at følge med, for det er en nyttig logik at forstå.

Jeg talte om designpåvisning, eller hvordan man afgør, om en hændelse er resultat af tilfældighed eller ej. Hvis det kan fastslås, at en hændelse ikke kan være et resultat af hverken en fysisk lovmæssighed eller af tilfældighed, kan man konkludere, at den må være forårsaget af en form for bevidst intelligent aktivitet, der i så fald er den eneste tilbageværende mulighed.

Diskussionen er en diskusssion om livets natur. Er livet et resultat af tilfældige hændelser eller en intelligent skabelse? I den forbindelse står vi med to teorier – evolutionsteorien og teorien om intelligent design. Lad os starte med at definere de to teorier.

Biologisk evolution: Teorien om, at alle træk ved livet og biologien til fulde kan forklares med tilfældige fysiske og kemiske hændelser.

Intelligent design: Teorien om, at livet og biologien har træk, der ikke kan være resultat af nogen fysisk proces eller af tilfældighed, og derfor må være resultat af en intelligent årsag.

Den sidste kan videre forklares:

1. Design (= en intelligent årsag) kan til tider påvises gennem statistiske kriterier.

2. Biologien udviser sådanne designkriterier. Derfor må i det mindste nogle træk ved biologien være resultat af intelligent aktivitet.

Længe før udtrykket intelligent design blev almindeligt kendt, blev det brugt inden for Hare Krishna og BI. Sadaputa Prabhu diskuterede engang i et foredrag i 1976 den nyligt opdagede bakterieflagel og bemærkede: ”Vi ønsker at gøre gældende, at teorier om tilfældighed og molekylære kræfter kan ikke forklare ting som dette, men at påstå, at der er en intelligent designer, er en fornuftig forklaring.”

En kendt fortaler for intelligent design, matematikeren Dr. William Dembski, har udviklet et statistisk designkriterium for at afgøre, hvad der kan forklares med tilfældige hændelser, og hvad der må være intelligent designet. (1)

Dembskis første punkt er, at påvisning af design er en almindelig ting, som vi alle er i stand til og gør hele tiden. Hvis vi eksempelvis befinder os i et lokale, kan vi hurtigt afgøre, at vi ikke er i et naturligt dannet rum (som f.eks. en bjerghule), eller hvis vi besøger det berømte Mt. Rushmore, kan vi hurtigt se, at ikke alt ved dette bjerg kan forklares med geologi og naturens processer.

Designpåvisning er almindeligt inden for mange videnskabsgrene. Arkæologer undersøger stensamlinger for at se, om stenene skulle have træk, der ikke kan skyldes naturlige processer, og derfor må være intelligent forarbejdede. På samme måde søger kriminalforskere at afgøre, om der er blevet begået en forbrydelse eller ej. De stiller spørgsmål som ”Faldt han af toget, eller blev han skubbet?”, ”En tilfældig opstået brand eller?” og ”Bare heldig med en god handel, eller hører der mere til historien?” I alle tilfælde forsøger de at påvise design.

Dembski gør her opmærksom på, at lav sandsynlighed alene kan ikke udelukke tilfældighed som forklaring. Vi er hurtige til at sige: ”Det er simpelthen for usandsynligt.” Men nej, meget usandsynlige hændelser sker hele tiden. Kast en håndfuld sten og se, hvordan de lander. At de netop landede på den måde og dannede netop det mønster, er en meget usandsynlig hændelse, men derfor har vi ingen grund til at tro, at det ikke var tilfældigt.

Den rigtige formulering er snarere: en hændelse med lav sandsynlighed gentager ikke sig selv! Hvis vi ser gentagelse, kan vi slutte, at det ikke er tilfældigt, men en designet hændelse.

Dette punkt bruger Dembski til at indføre det, han kalder en ’specifikation’, som han definerer som: et uafhængigt eksisterende mønster, der passer sammen med hændelsen under diskussion.

Deraf danner han begrebet ’specificeret kompleksitet’ som kriterium for påvisning af design. Bemærk her, at ’kompleksitet’ er et andet ord for ’lav sandsynlighed’.

Et eksempel på, hvordan dette designkriterium finder anvendelse, findes i filmen Contact. Den handler om forskningsprogrammet SETI (Search for Extra-terrestrial Intelligence), der søger efter tegn på intelligens fra verdensrummet. Mange himmellegemer udsender radiobølger, og videnskabsfolkene i SETI analyserer disse radiosignaler for at se, om nogle af dem skulle komme fra andre intelligente civilisationer.

I virkelighedens verden er et sådant signal aldrig blevet opdaget, men i filmen opfanger videnskabsfolkene faktisk et signal, som de konkluderer kommer fra intelligente væsener. Hvad var det for et signal? Det var et signal, der angav alle primtal fra 1 til 101 (primtal er tal, der kun kan divideres med 1 og sig selv). De kunne slutte design, fordi signalet var langt og dermed komplekst, og fordi et uafhængigt givet mønster – primtallene – svarede til signalet.

Et andet eksempel kan gives med en ung tysk videnskabsmand, Jan Hendrik Schön, der i 2002 blev afsløret for videnskabeligt fusk. Han blev afsløret af, at to grafer i to forskellige artikler, der beskrev to vidt forskellige videnskabelige forsøg, var ens. Chancen for, at de tilfældigt var ens, var forsvindende lille, og da de to grafer specificerede hinanden, kunne det konkluderes, at Schön snød med sin forskning.(2)

Et tredje grafisk eksempel er skandalen med Bernhard Madoff, måske historiens største svindler, der igennem næsten 40 år snød sine klienter for mindst 60 milliarder dollars. Han blev afsløret, da et konkurrende investeringsfirma så nærmere på hans regnskaber for at finde ud af hans hemmelighed. En rapport fortæller: ”(Det blev) bemærket, at Madoff kun havde tabt penge i tre af 87 måneder mellem januar 1993 og marts 2000, imens [investeringsindekset] S&P 500 havde været i underskud i 28 af disse måneder.”

Spørgsmålet var så, om Madoff var så meget dygtigere og havde en metode, som ingen andre kendte til. Det blev konstateret, at det havde han ikke. Og da sandsynligheden for med de givne kurssvingninger tilfældigt kun at få tre eller mindre negative udbytter var mindre end 1 ud af 40 milliarder, kunne man konkludere: lav sandsynlighed + specifikation = derfor bedrag. Her var specifikationen enkelt sagt, at pengene endte i hans lommer.

Alt i alt konkluderer Dembski: ”Specificeret kompleksitet er et sikkert kriterium for intelligent design.” Og frem til dette punkt har vi da også kun set ukontroversiel sandsynlighedsteori. Dembski blev imidlertid kontroversiel, da han gik et skridt videre og gjorde opmærksom på, at ikke kun menneskeskabte hændelser, men også naturen og især biologien indeholder specificeret kompleksitet og derfor må være intelligent designet.

At biologien er specificeret kompleks, er ikke noget, Dembski har fundet på. Evolutionistiske biologer siger det samme, f.eks.:

”Levende organismer udmærker sig ved deres specificerede kompleksitet.” Biokemikeren Dr. Lesley Orgel.(3)

”Levende organismer er gådefulde ikke på grund af deres kompleksitet som så, men på grund af deres stramme specificerede kompleksitet.” Fysikeren Dr. Paul Davies.(4)

”Biologi er studiet af komplekse ting, der giver indtryk af at være designet med et formål for øje.” Biologen Dr. Richard Dawkins.(5)

“Biologer må hele tiden huske på, at det, de ser, ikke var designet, men snarere har udviklet sig.” Biokemikeren Dr. Francis Crick.(6)

Det er selvfølgelig vigtigt at notere, at disse evolutionister ikke mener, at biologien virkelig er kompleks. Den ser bare sådan ud. Men har de ret i det? Er biologisk kompleksitet virkelig kun tilsyneladende? Kan alting ske, bare der er tid nok?

For at kunne afgøre det skal vi se på en tredje faktor – sandsynlighedsressourcer. Er det sandsynligt at få ti krone i træk, når man kaster en mønt? Det kommer an på, hvor mange gange man kaster mønten. Med kun ti kast er det højst usandsynligt, men kaster man mønten en million gange, vil det sandsynligvis ske flere gange.

Derfor opererer Dembski med en universel sandsynlighedsgrænse, som han når frem til ved at anslå det maksimale antal hændelser, der kan være sket i hele universets historie. Det er at sætte tingene på spidsen, men man kan i hvert fald være sikker på, at en specificeret hændelse, hvis sandsynlighed ligger under sandsynlighedsgrænsen, aldrig vil finde sted.

Dembski beregner den universelle sandsynlighedsgrænse ved at gange antallet af protoner i det kendte univers (10⁸⁰) med antallet af hændelser, der kan ske i et proton på et sekund (10⁴⁵ – et tal, der bestemmes af, hvor lang tid det tager lys at bevæge sig hen over et proton), og antallet af sekunder siden Big Bang for 14,5 mia. år siden (10¹⁸ sekunder). Ganger man disse tal med hinanden, får man 10¹⁴³ som det maksimale antal hændelser i universets historie. For at være rundhåndet konkluderer Dembski derfor, at enhver specificeret hændelse med en sandsynlighed på mindre end 10^-150 kan aldrig være sket.

Så kan vi begynde at regne på biologiens kompleksitet. Lad os se på sandsynligheden for den tilfældige dannelse af et protein på 200 aminosyrers længde. Proteiner, der er essentielle molekyler for alt biologisk liv her på Jorden, er kædemolekyler, der er sammensat af lange kæder af 20 forskellige aminosyrer. Hvis vi således gerne vil vide, hvor mange forskellige kæder vi kan få med et protein på 200 aminosyrers længde, skal vi gange 20 med sig selv 200 gange =  20²⁰⁰ = ca. 10²⁶⁰  (1 efterfulgt af 260 nuller). Sandsynligheden for tilfældigt at få et protein med én bestemt sekvens af aminosyrer vil således ligge langt under den universelle sandsynlighedsgrænse. Som Paul Davies formulerede det:

”Der er så afgjort masser af stjerner – mindst ti milliarder milliarder i det synlige univers. Men uanset hvor gigantisk dette tal kan synes for os, er det ikke desto mindre ubetydeligt lille sammenlignet med den gigantisk lille sandsynlighed for den tilfældige dannelse af så meget som et enkelt proteinmolekyle.”(7)

Proteiner udviser dog en vis fleksibilitet i rækkefølgen af aminosyrer. Hvilke aminosyrer er på hvilken plads i et protein kan variere lidt, uden at proteinet mister sin funktion, så nogle vil kritisere, at ovenstående beregning ikke holder.

Lad os derfor gå et skridt videre. Proteiner er ikke bare lange kæder af aminosyrer. De er tredimensionelle strukturer, der skal foldes på en bestemt måde for overhovedet at have en funktion. På illustrationen ses et protein, der kaldes Streptomyces albus beta-lactamase, der består af omkring 150 aminosyrer. Molekylærbiologen Douglas D. Axe beregnede, hvad sandsynligheden er for at få det foldet rigtigt.(8) Han nåede frem til, at der findes kun et funktionelt foldet protein for hver 10⁷⁴ mulige kæder. Der er forsvindende langt imellem funktionelt foldede proteiner, men det skal også ses i lyset af, at der er 10¹⁹⁵ mulige proteiner på 150 aminosyrers længde. Der er stadig milliarder og atter milliarder af mulige foldede proteiner.

I beregning af sandsynligheden for at få et funktionelt foldet protein ved en tilfældig hændelse gjorde Stephen Meyer opmærksom på to ekstra betingelser. For det første skal alle aminosyrer i et funktionelt protein være venstredrejede. Aminosyrer kommer i to former, der har samme kemiske formel og struktur, men alligevel er hinandens spejlbilleder, ligesom vores to hænder er spejlbilleder af hinanden. Når aminosyrer opstår naturligt, er der 50% af hver form, men celler bruger kun den ene af formerne, den venstredrejede.

Dernæst skal alle aminosyrer i et funktionelt protein være forbundet med peptidbindinger. De kan også kombinere med andre bindinger, men så kan de ikke bruges i et funktionelt protein.

Ved en tilfældig dannelse af aminosyrekæder opfylder i begge tilfælde kun 1 ud af 10⁴⁵ kæder disse sidste to betingelser. Således får vi
10⁷⁴  x 10⁴⁵ x 10⁴⁵ = 10¹⁶⁴

Sandsynligheden for den tilfældige dannelse af et funktionelt foldet protein er således 10^-164, hvilket langt overskrider den universelle sandsynlighedsgrænse på 10^-150. Tydeligvis er specificerede funktionelle proteiner uden for rækkevidden af nogen form for tilfældighedsforklaring. Konklusionen er, at de kan kun være intelligent designede.