– Af Lalitanatha Dasa –

Ateistisk Selskab har på det sidste kørt en kampagne med spørgsmålet: ”Hvorfor skal man tro på en gud?” Et stort tak til ateisterne! Jeg håber, det kan provokere flere til at tænke over, hvad livet og verden er, hvad der står bag alting, og hvad meningen med livet er. Hvad ellers gør livet spændende?

For mig er ateister mere interessante end de ligegyldige og kulturreligiøse, der af tradition er medlem af en kirke uden egentlig at have gjort sig overvejelser om, hvorfor de er det. Ateister er for mig at se meget tættere på Gud end de ligegyldige, og mange ateister ender da også med selv at blive religiøse.

Jeg er selv en sådan forhenværende ateist. Derfor er det mig altid en fornøjelse at få lejlighed til at forklare, hvorfor jeg nu i mange år har været mere end overbevist om, at Gud må findes, og at livet fortsætter efter døden.

Lad mig indskyde, at med ”Gud” mener jeg det samme væsen, uanset hvad forskellige religioner kalder Ham såsom Jehova, Allah, Krishna osv. Her er tre argumenter, der overbeviser mig om Guds eksistens:

  1. Det fysiske univers indeholder en form for orden, som den fysiske natur ikke selv kan være ophav til.
  2. Bevidsthed kan ikke være et fysisk fænomen.
  3. Personlige oplevelser.

Orden i naturen

Universets og naturens orden har altid fået mennesker til at konkludere, at der må findes et intelligent væsen bag universet og naturen. Isac Newton skrev: ”Det særdeles smukke system med Solen, planeterne og kometerne kan kun komme fra et intelligent og kraftfuldt Væsens plan og befaling.”1 Newton sluttede, at nok kunne planeternes bevægelser i deres baner forklares af mekanikkens love, men deres ordnede placering i solsystemet måtte skyldes et intelligent væsens aktivitet.

Dette argument fra design er kun blevet stærkere i takt med videnskabens fremsstormen siden Newton. I dag ved vi, at mindst 30 fysiske konstanter og tilstande er så præcise, at hvis bare én af dem havde været en promille større eller mindre, kunne stjerner og galakser ikke være opstået i kølvandet på Big Bang, tungere elementer, der er nødvendige for liv, ville ikke være blevet dannet osv. Havde universet ikke været så præcist finjusteret, kunne det med andre ord ikke lade sig gøre, at vi var her. Er ren tilfældighed forklaringen her? Næppe, er vi nogle, der mener. Selv med et postulat om et talløst antal universer (”multiverser”, hvis eksistens forresten kun er tro) ser vi stadigvæk tilfældighed som en usandsynlig og lidt desperat forklaring. På mig tyder dette mere på en intelligens bag universet.

Et andet eksempel er den forbløffende grad af orden, som biokemien har afsløret de sidste generationer. I 1800-tallet troede man, at cellen var en simpel dråbe mikroskopisk slim. Nu ved vi, at cellen er det mest komplekse, vi nogensinde er stødt på i naturen. Den er som en enorm fabrik med produktionsmaskiner på række, så langt øjet kan se, og fremstiller millioner af produkter, mest i form af tusindvis af komplekse proteiner. Hvert sekund fremstiller en celle omkring 1.000 nye proteiner, der i mange tilfælde selv er sindrige nanomaskiner eller dele af andre nanomaskiner, der hver udfører en eller flere funktioner i organismen.

Ikke nok med det. Cellen indeholder også decideret digitalteknologi ligesom en computer. Den genetiske tekst, der bl.a. findes på cellens DNA, er i princippet ikke forskellig fra en computerkode – om end mere sofistikeret end nogen, vi nogensinde har udviklet.

Hvor kommer disse strukturer i cellen fra? Ingen ved det. Det regnes for et af de ti største spørgsmål, videnskaben mangler svar på.2 Livets oprindelse er et lige så uafklaret mysterium i dag, som det var for 100 år siden. Selv om videnskaben kender til meget mere af biologiens mikroskopiske verden end tidligere, har man ingen teorier, der kan forklare, hvordan dette mikrokosmos kan være opstået af sig selv. Ja, man kan ikke engang forklare ting, der blev opdaget tilbage i 1800-tallet. Louis Pasteur fandt allerede i 1848 frem til, at aminosyrer forekommer i to spejlvendte former, en venstredrejet og højredrejet. Han opdagede også, proteiner kun anvender venstredrejede aminosyrer, selv om naturligt opståede aminosyrer forekommer i et ligeligt antal af både højre- og venstredrejede former. Ingen har endnu opdaget en naturlig kemisk proces, der udvælger den ene form på bekostning af den anden. Hvad ved man da om, hvordan den senere opdagede og meget mere omfattende kompleksitet er opstået?

I virkeligheden kan de fleste vist godt se, at den form for nanoteknologi, vi finder i celler, mest af alt ligner et resultat af intelligent aktivitet. Så måske er den det også. Siden det er et faktum, at ingen kendt fysisk/kemisk proces kan forklare den, finder jeg det rimeligt at konkludere, at den mest sandsynlige forklaring er en intelligent aktivitet bag biologien såvel som bag naturen og universet generelt.

Hvad er bevidsthed?

Den næste grund til at slutte, at Gud må findes, er naturen af bevidsthed. Mange ting kan jeg tvivle på, men én ting er helt sikkert: Jeg er bevidst (hvordan skulle jeg ellers kunne tvivle på det?). Jeg har også en formodning om, at de mennesker, der omgiver mig, er bevidste, og hvem ved, måske er alt levende i virkeligheden bevidst.

Hvad er bevidsthed for noget? Dette er endnu et af videnskabens store uløste spørgsmål.3 Ateister går ud fra, at bevidsthed er et hjernefænomen, men det er kun en tro, da ingen har kunnet demonstrere eller give teoretiske modeller for, hvordan bevidsthed kan opstå i hjernen.

Der er grund til at mene, at bevidsthed ikke er fysisk af natur. Allerede Sokrates gav en grund: Selvet (dvs. bevidstheden) ændrer sig ikke op igennem livet, mens kroppen ændrer sig hele tiden. Med andre ord er ’jeg’ den samme ’mig’ fra barndom til ungdom til alderdom, selv om min krop ikke er det. Derfor kan selvet ikke være et resultat af aktiviteter i kroppen, men må ifølge Sokrates være forskelligt fra den. Han konkluderede derfor, at selvet må overleve den kropslige død, og lod sig frygtløst henrette med et smil på læben.4

Dette støttes også af forskning i nær-døds-oplevelser og reinkarnationsminder. I 2001 offentliggjorde The Lancet, verdens førende lægetidsskrift, således en artikel af den hollandske hjertelæge Dr. Vim van Pommel og kolleger. De havde interviewet 344 patienter, der alle var blevet genoplivet fra en komatøs tilstand. Af dem havde 62 haft oplevelser af at være bevidst uden for kroppen på et tidspunkt, hvor deres kroppe ikke udviste nogen form for livssymptomer, og været vidne til f.eks. deres egen krops genoplivelse.5

Et andet eksempel er den canadiske psykiater Dr. Ian Stevenson, der i 45 år arbejdede med børn, der tilsyneladende havde minder fra tidligere liv. Gennem omfattende interviews kunne Stevenson i omkring 3.000 tilfælde påvise, at der faktisk havde levet en person, der svarede til et barns beskrivelser, selv om barnet ikke havde haft mulighed for at kende til denne person på nogen ’normal’ måde.6

Alt dette får det mig til at finde berettiget at konkludere, at ’jeg’ og min tilhørende bevidsthed må være noget andet end kroppen og må overleve kroppens død. Derfra er der ikke langt til at slutte, at Gud må findes. Det er ligesom at slutte Solen fra en solstråle. Jeg, der er en lille stråle af bevidsthed, kan kun eksistere, fordi der må være en stor sol af bevidsthed, dvs. Gud, som jeg er forbundet med.

Personlige oplevelser

For mange mennesker er personlige oplevelser af Guds eksistens den vigtigste grund til, at Han må findes. Det var det vel også i mit tilfælde. Jeg var ude for ting, der var for mystiske til at forklare på anden måde, og jeg oplevede at blive beskyttet på måder, der for mig var uforklarlige. Jeg endte med modvilligt at måtte indrømme over for mig selv, at Gud nok findes. Efterfølgende fordybelse i filosofi, videnskab og teologi overbeviste mig så om, at Guds eksistens også er den mest rationelle og videnskabelige forklaring på verden.

Man kan selvfølgelig spørge, hvorfor ikke alle har sådanne oplevelser. Måske er svaret, at Gud er lige så meget en person, som vi er det, og som forholder sig personligt til os alle. Hvis jeg af en eller anden grund intet ønsker at have med Ham at gøre (måske er jeg ateist ikke bare af forstanden, men af hjertet), holder Han sig måske væk og skjuler sig for mig, fordi Han respekterer min integritet og ikke vil trænge ind på min personlighed. For andre, som er åbne over for Ham, er Han også tilsvarende åben og viser sig både indefra gennem inspiration og intuition og udefra gennem, hvad der må betegnes som små mirakuløse dagligdagshændelser.

Disse personlige oplevelser står ikke under min kontrol, men under, hvad jeg oplever som ”Ham på den anden side”. Jeg kan ikke fremprovokere dem ved egen kraft – de kommer, når Gud vil det. Ikke desto mindre kan denne personlige oplevelse af Guds tilstedeværelse helt sikkert forstærkes gennem åndelige aktiviteter. Således oplever f.eks. ægte mystikere og yogier (der er et andet ord for mystiker) gennem systematisk bøn, meditation på Guds person og åndelig praksis at være i konstant og uafbrudt kontakt med Gud. For dem er Gud ikke et spørgsmål om tro. Han er lige så virkelig, som en god ven er det, når man er sammen med ham. Sidder man i samme stue med sin gamle ven, opstår spørgsmålet om, hvorvidt han overhovedet findes eller ej, aldrig. Et tilsvarende uafbrudt samvær med Gud kan opleves gennem den rette praksis og åbenhed.

(Fodnoter)

  1. Principia, Sir Isaac Newton, University of California Press, 1966, s. 544.
  2. Se http://alltoptens.com/top-ten-unanswered-science-questions/
  3. Se http://alltoptens.com/top-ten-unanswered-science-questions/
  4. Sokrates argument for selvets udødelighed kan læses i Platons Faidon 78b-c og 79d-e.
  5. Se Lancet 2001; 358: 2039-45: Near-death experience in survivors of cardiac arrest: a prospective study in the Netherlands, af Pim van Lommel, Ruud van Wees, Vincent Meyers, Ingrid Elfferich. Se også http://profezie3m.altervista.org/archivio/TheLancet_NDE.htm.
  6. Se http://www.near-death.com/reincarnation/research/ian-stevenson.html.