– Af Amogha-drk Krishna Dasa –

Denne verdens forestillinger om tiden kan generelt opdeles i to: lineær og cirkulær. I Vesten er der en tendens til at se tiden som lineær, hvilket betyder, at skabelsen af livet anses for en engangsbegivenhed, der udvikler sig ved gradvis evolution fra meget enkel til meget avanceret. Derimod fortæller de vediske skrifter, at tiden i al uendelighed går i cyklusser af fødsel og død, der forårsager forringelse, men også fornyelse af livet i og med, at cyklussen starter forfra igen.

Tag for eksempel eksistensen af vores kære krop. Så snart kroppen bliver født, starter – fra et strengt materialistisk synspunkt – samtidigt dens process imod døden på grund af tidens destruktive indflydelse i form af alderdom og sygdom. Men den cykliske tid sørger for, at efter dette får vi en ny start med en frisk krop.

Som Srila Prabhupada skriver i Teachings of Queen Kunti: ”Dette er en naturlig cyklus i denne materielle verden. Det er ligesom de skiftende årstider. Efter forår kommer sommer, og efter sommer kommer efterår og vinter og dernæst forår igen. På samme måde kommer der nat efter dag og dag efter nat. Ligesom den ene af disse cykliske ændringer kommer efter den anden, skifter vi fra den ene krop til den næste, og det er naturligt at konkludere, at efter at have forladt den nuværende krop vil vi få en anden krop (bhutva bhutva praliyate).” At vi hele tiden gennemgår disse cyklusser af skabelse og udslettelse, bekræftes i Srimad-Bhagavatam (12.4.35):

nityada sarva-bhutanam / brahmadinam parantapa
utpatti-pralayav eke / suksma-jnah sampracaksate

”O du fjendens tugter, eksperter i naturens subtile funktioner har fortalt, at der er konstante processer af skabelse og udslettelse, som alle skabte væsener fra Brahma af hele tiden gennemgår.”

Srimad-Bhagavatam (12.10.41) lærer os, at denne naturlige cyklus er kendt som den illusoriske materielle eksistens, som den Højeste Herre har skabt for de betingede sjæle – en endeløs cyklus, der har foregået siden tidernes morgen (maya-samsrtir atmanah, anady-avartitam nrinam).

Da vi befinder os i den materielle verden, manifesterer tiden sig generelt i en ”positiv-til-negativ” orden, der eksemplificeres ved Solens ”fremkomst” ved solopgang, der repræsenterer sattva-guna (godhed), og ender med Solens ”bortgang” efter solnedgang, der repræsenterer tamo-guna (mørke). Dette kommer til udtryk på en større skala med yuga-cyklusserne, der starter med Satya-yuga. Denne yuga er karakteriseret af fuld godhed og dyd på alle niveauer. Dette aftager efterhånden til trefjerdedele af værdien af dyd i Treta-yuga til tofjerdedele i Dvapara, indtil der til sidst kun er en fjerdedel tilbage i den nuværende Kalis tidsalder. Srimad-Bhagavatam illustrerer dette med religionens tyr, der mister et ben for hver yuga:

”Du er ingen anden end religionens personlighed… I Satyas tidsalder (sandfærdighedens alder) stod dine fire ben solidt på principperne askese, renlighed, barmhjertighed og sandfærdighed. Men tilsyneladende er tre af dine ben brækkede på grund af overhåndtagende ugudelighed i form af stolthed, begær efter kvinder og beruselse. Du står nu på kun ét ben, der er din sandfærdighed, og du humper dig frem på en eller anden måde. Men den personificerede strid [Kali], der florerer igennem bedrag, forsøger også at ødelægge dette ben.” (SB. 1.17.22-25)

Med andre ord er det, der foregår på en generel skala under tidens indflydelse, det modsatte af menneskets udvikling, nemlig menneskets forringelse. På den anden side sørger tidens vigtige cykliske egenskab igen for konstant fornyelse eller genfødsel af alle destruerede ting. Sattva-guna, der er den materielle repræsentation af den åndelige tilstands evige stabilitet, er der for at give godhed, men det er altid en kamp at bevare den, fordi tiden forringer alt. Således forklarer Srimad-Bhagavatam, at ved afslutningen på en cyklus af fire yugaer har man nået yderpunktet af ødelæggelse, og når yugaerne så starter på en frisk med Satya-yuga, er der igen lys og godhed i alle henseender.

Imidlertid kan vi vælge at træde fuldstændigt ud af tidscyklussen (kala-cakra). En cyklus eller cakra angiver noget, der går i det uendelige. På den måde forklarede Caitanya Mahaprabhu, inkarnationen af Gud for den nuværende Kalis tidsalder, at Herren har også en åndelig tidscyklus, der kaldes lila-cakra (CC. Madhya 20.393):

alata-cakra-praya sei lila-cakra phire
saba lila saba brahmande krame udaya kare

”Denne cyklus af Hans lilaer kører rundt som et hjul af ild. Således fremviser Krishna Sine lege en efter en i hvert univers.”

Srila Prabhupada forklarer: ”Krishnas lege foregår altid et eller andet sted i den materielle verden i et af de mange universer. Disse lege fremvises i universerne en efter en, ligesom Solen bevæger sig hen over himlen og måler tiden. På et tidspunkt kan Krishnas åbenbarelse blive manifesteret i dette univers, og umiddelbart efter Hans fødsel manifesteres denne lila i det næste univers. Efter at have manifesteret Sit drab på Putana i dette univers bliver det igen manifesteret i et andet univers. Således er Krishnas lege evigt eksisterende både i den oprindelige Goloka Vrindavana-planet og i de materielle universer.” (CC. Madhya 20.397, forklaring)

For at slippe fri af tidens hjul er vi derfor nødt til at blive absorberet i hjulet af Krishnas lilaer.