– Af Gaurahari Dasa –
Filmen ”Citizen Kane” er utvivlsomt en af de allerstørste klassikere, adskillige gange vurderet af kritikerpaneler til at være den bedste film nogensinde lavet. Jeg blev nysgerrig efter at forstå, hvorfor den bliver prist så højt. Jeg forstod, at ud over dens filmiske kvaliteter havde den, i modsætning til så mange film, også et dybere budskab.
Skrevet og instrueret af Orson Welles, som også spiller hovedrollen, beretter den historien om mediemogulen Charles Foster Kanes liv. Vi møder ham allerførst i slutningen af hans liv. Han sidder i sit store palads, der minder om et eventyrslot, og er dybt frustreret og ulykkelig. Til slut går han amok og begynder at smadre inventaret, alle de fine nipsgenstande, billeder, møbler osv. Han falder da over en snekugle, en glaskugle med et miniature vinterlandskab, som får ham til at stoppe og blive tankefuld. Han udånder med kuglen i hånden med ordet ”rosebud” (’rosenknop’) på læberne. En nyhedsreporter hører om Kanes død og sætter sig for at opklare mysteriet om betydningen af dette sidste ord. Han opsøger venner, familie og andre personer relateret til Kane. I en serie af flashbacks bliver Kanes liv gradvist skildret.
”Citizen Kane” er en usminket historie om en succesfuld materialist, en mand som realiserer ”den amerikanske drøm” ved hjælp af alle midler, men som ikke finder lykken trods sin enorme velstand, magt og berømmelse. Først i filmens sidste scene bliver betydningen af ”rosebud” afsløret for publikum. Under oprydningen i Kanes enorme palads finder hans stab i kælderen en gammel børneslæde, hvorpå navnet ”rosebud” står skrevet. Slæden ryger lige i fyret, da arbejderne bare ser den som noget gammelt ragelse.
Utvivlsomt er det sådan, at mange af de ”unge, smukke og rige,” der altid bliver holdt frem som idealer for resten af os, i virkeligheden måske er endnu mere ulykkelige end de fleste. Hvorfor? Når man har arbejdet så hårdt for at nå et mål, man identificerer med lykke, er det dybt frustrerende at nå målet blot for at måtte erkende, at det ikke var lykken alligevel, og at man derfor har spildt sit liv. Hvad har man så tilbage? Ikke engang håbet. Hvor mange succesfulde materialister har ikke endt deres dage i dyb frustration ligesom Kane i filmen.
Konklusionen på filmen er altså, at Kane egentlig var mest lykkelig i sin ”sorgløse” barndom, når han legede med sin kælk i sneen. Mange kan nok nikke genkendende til den følelse. Tanken minder lidt om den fra bogen ”Catcher in the Rye,” som jeg tidligere har skrevet om. Jeg føler mig dog forpligtet til at påpege, at ”den tabte lykke” eller ”den tabte uskyld” ikke var virkelig lykke, når det kommer til stykket. Måske var vi mere lykkelige i vores barndom, men hvis vi ryster melankolien af os, må vi nok indrømme, at vi ikke værdsatte vores barndom så meget, mens vi var midt i den. Selv husker jeg, at jeg som barn bare gik og så frem til at blive voksen, så jeg kunne nyde voksenlivets frihed og privilegier.
Krishna forklarer i Bhagavad-gita (18.55), at når man bliver åndeligt bevidst, bliver man fri for den slags melankoli eller drømmerier om fremtidig lykke:
brahma bhuta prasannatma
na socasi na kanksati
samah sarvesu bhutesu
mat bhaktim labhate param
”Når man kommer til brahma-bhuta-platformen, til åndelig erkendelse, bliver man fri for længsel og sorg. Først da kan man virkelig begynde at tjene Krishna.”
Der findes to slags mennesker eller to stadier i livet, om man vil. I ungdommen er man fuld af håb for fremtiden og drømmer om at opnå succes. Gradvist erstattes alle ens forhåbninger med sorg over den tabte ungdom, de forspildte muligheder. Men jeg har gode nyheder: Vi behøver ikke at nøjes med at håbe på, at lykken vil komme engang i fremtiden. Og den tabte lykke er egentlig ikke tabt. I hvert fald ikke for evigt. Når vi vågner op, vil vi se, at vi her og nu har chancen for at tjene Krishna. Når vi tjener Krishna – og jeg mener tjener med liv og sjæl, ikke bare går igennem ritualerne mens vi tænker på alt muligt andet – forsvinder alle vores problemer som dug for solen. Vi må glemme fortiden, som allerede er forbi, og holde op med at håbe på fremtiden, som måske aldrig kommer. Nøglen til succes er at koncentrere sig om nuet.
Selv om ”Citizen Kane” altså er mangelfuld i sin forståelse, hvilket vel ikke bør overraske, rører den alligevel ved et centralt og meget ømt punkt, nemlig at ”den amerikanske drøm” ikke er andet end netop det: en drøm, der aldrig vil gå i opfyldelse. Det, at den gør det med stort kunstnerisk talent og sans for filmmediet, gør den naturligvis ikke mindre virkningsfuld. Filmen er i stor udstrækning baseret på aviskongen William Randolph Hearsts liv, og denne mægtige mand gjorde alt, der stod i hans magt, for at stoppe den. Den blev alligevel produceret og kom på plakaten, men Hearst brugte sin indflydelse til at forhindre den i at blive en kassesucces. Blandt andet forbød han, at filmen overhovedet blev nævnt i nogle af hans mange dagblade og tidsskrifter. Den blev ret hurtigt taget af plakaten igen, og først mange år senere fik den sin fortjente anerkendelse.
Normalt anbefales det ikke at spilde tiden på at se verdslige film, men hvis man absolut skal se en film, er ”Citizen Kane” måske ikke et dårligt valg.