HENGIVEN TJENESTE I HJEMMET
Af Rohininandana Dasa (Oversat af Jesper Frydenlynd)
DEITETSTILBEDELSE i vores hjem er simpel sammenlignet med den pragtfulde tilbedelse, der altid begejstrer mig, når jeg besøger et tempel.
I ISKCON-templerne bader de hengivne Deiteterne hver dag, klæder Dem på to gange dagligt, giver Dem mad seks gange om dagen og giver arati syv gange om dagen. Den funklende renlighed, de smukke og friske blomsterkranse og det fredelige og ordentlige tempelliv bidrager alt sammen til den åndelige atmosfære.
Min hustru, Radha Priya, og jeg, som begge har lavet Deitetstilbedelse i forskellige templer, brugte en rum tid på at finde frem til en standard for renlighed, punktlighed og regelmæssighed, både af praktiske og oplivende hensyn for alle i vores familie.
Srila Prabhupada sagde, at man kan tilpasse Deitetstilbedelsen i hjemmet til individets eller familiens betingelser og behov. Han beskrev, hvordan en person nogle gange kunne opbevare en Deitet i en æske og kun tage Ham ud for at tilbede Ham eller give Ham mad. I vores hjem har vi en simpel metode til at vække vores Deiteter om morgenen og lægge Dem til at sove om aftenen. Hver dag tilbyder vi Dem frisk vand, mad og en arati-ceremoni. Når vi tager væk i et par dage, lægger vi Dem til at sove.
En af de mange vigtige dele ved vores Deitetstilbedelse er, at det giver et fokuspunkt til vores chantning. Srila Prabhupada skrev, at i denne Kalis tidsalder kan familiemedlemmer ”sætte sig ned sammen og ganske enkelt klappe og recitere mahamantraet.” For vores familie bringer rutinen med at tilbyde en daglig arati os sammen for fast at synge Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare.
Livet i det lille Woodgate-hus er ikke altid rosenrødt. Der er også nogle torne indimellem. Men vores erfaring er, at hovedsageligt på grund af vores bestræbelser på at tilbede Deiteterne sammen er Herren Krishna aldrig langt væk.
Her er en kort historie for at illustrere, hvad jeg mener:
”Okay, det er ved at være tid til tage brusebad og gøre jer klar til at klæde Deiteterne på.”
Ingen respons.
Radha Priya, som jeg anser for at være langt dygtigere end jeg til forælder-barn-forhandlinger, er væk i et par dage, og jeg er derfor alene med vores tre børn. De fortsætter imidlertid med en pudekamp, de har startet.
Lettere anspændt styrer jeg tilbage til det lille rum, vi bruger som tempel, og vækker Srila Prabhupada, Herren Nrsimhadeva, Herren Jagannatha og Hans bror og søster, Balarama og Subhadra.
Imens tiltager lydene af både dunk og gråd. Jeg husker, hvordan Krishna beskriver yoga som handlingens kunst, kunsten at leve, og jeg finder trøst i at tænke på, at selv om jeg fejler i mine bestræbelser på et Krishnabevidst forældreskab ligesom Jatayu, der ikke formåede at stoppe Ravana fra at bortføre Sita, vil jeg have prøvet mit bedste, og det er det vigtigste. Når jeg ser mine børn som en del af Krishna, tjener jeg faktisk Krishna bare ved at være sammen med dem, tjene dem, vejlede dem, lege med dem og støtte og elske dem.
Et højt skrig afbryder mit dagdrømmeri. Jeg spæner op ad trappen.
Radhanatha på elleve griner usikkert og hævder: ”Jeg har ikke gjort noget.”
Ramai på seks råber: ”Jo, du gjorde så! Din løgner! Du prøver altid at komme udenom.”
Han griber ud efter den ting, der er nærmest – en træand – og kyler den efter sin bror. Anden smadrer ind i Radhanathas arm.
”Ramai!” råber jeg, mens han allerede piler ned ad trappen.
Radhanatha, grædende og rasende, styrter efter ham. Jeva på to-og-et-halvt ser måbende til og forsøger at forstå familiedynamikkerne.
Efter et mislykket forsøg på at smække køkkendøren i ansigtet på Radhanatha tager Ramai en plastikflaske med solsikkeolie, flår kapslen af den og står klar.
”Ramai!” kommanderer jeg. ”Sæt den ned på bordet. Husk vores snakke om grænser!”
Han dunker flasken ned i bordet og lyner af sted mod badeværelset ubevidst om olien, der sprøjter ud over det hele. Han bliver indhentet af den hævngerrige Radhanatha, som slår ham i ryggen. Ramai returnerer slaget, og de er nu fanget i bitter kamp. Men i det mindste er de på badeværelset.
Jeg går også derind.
”Er I færdige nu?”
“Nej,” siger Radhanatha. “Han rev mig i ansigtet, og jeg skal nok få fingrene i ham.”
Ramai har nu gemt sig bag mine ben.
”Hør nu her, Prabhus,” indleder jeg. ”I dag er det ekadasi, og vi kunne klæde Deiteterne på i stedet for at tæske løs på hinanden. Vil I gerne blive ved med at såre hinanden?”
”Nej, men …”
“Jeg er ligeglad med, hvem der startede det. Lad os blive gode venner igen. Hvem har I lyst til at klæde på i dag?”
”Jeg vil klæde Prabhupada på,” svarer Radhanatha.
”Og jeg vil give Nrsimhadeva tøj på!” udbryder Ramai.
”Pyha!” Jeg ånder lettet op og lægger en hånd på brystet.
Efter endnu et par små skærmydsler er vi alle samlede i templet iført dhotier og tilaka. Jeg skal klæde Radhanathas Deiteter på, Jagannatha, Balarama og Subhadra, så han instruerer mig. Han hjælper også Ramai med at vælge et nyt sæt tøj og smykker til Nrsimhadeva. De to brødre ser nu så milde ud og så omsorgsfulde over for hinanden, at jeg har svært ved at tro, at de for få øjeblikke siden var ved at kvæle hinanden.
Jeg sætter et bånd på, hvor Srila Prabhupada synger, og Jeva trykker på knapperne på båndafspilleren. Dernæst hjælper jeg ham med at tænde en røgelsespind.
Mens jeg betragter Radhanatha omhyggeligt klæde Srila Prabhupada på, tænker jeg over, hvordan Srila Prabhupada demonstrerede selve kunsten at anvende Krishnabevidsthed på en ikke-stereotyp måde, men i stedet dynamisk. På kreativ vis introducerede han Krishnabevidsthed til den vestlige verden under hensyntagen til både tid, sted og omstændigheder. I vores hjem vil jeg gå i hans fodspor.
Da påklædningen er færdig, og vi har klargjort blomstervaserne, sat Deiteterne tilbage på et rent alter og ryddet op, afspiller vi Govindam-båndet, mens børnene på skift vifter Deiteterne med en påfuglevifte og en camara (en yakoksehale-vifte). Da båndet løber ud, har vi en kort kirtana, bøjer hovederne mod gulvet og bevæger os så i samlet flok mod køkkenet. Mens jeg ser Ramai fjerne sin pøl af solsikkeolie, bliver jeg mindet om, hvor meget livet så sandelig, som Krishna siger det, ligner de skiftende årstider.