– Af Srila Bhaktivinoda Thakura –
Dette er anden og sidste del af et uddrag fra Jaiva-dharma af Bhaktivinoda Thakura, hvor han igennem en samtale mellem Goracandra Babaji og en muslimsk præst, Mullah Sahib, diskuterer Deitetens transcendentale natur. Goracandra Babaji har netop forklaret, hvordan Deitets-tilbedelse er gavnlig og nødvendig for begyndere i hengiven tjeneste, og fortsætter således.
”… De store selvreali-serede sjæle kan se Guds smukke åndelige form. Disse store rene hengivne mediterer hele tiden på denne ophøjede og transcendentale form af Herren. De ser Gud inde i deres hjerter, der gennemstrømmes af kærlighed til Ham, og de ser Hans tilstedeværelse overalt selv i denne materielle verden. Den fysiske Deitets-form tildannes på grundlag af disse rene hengivnes beskrivelser. Således er den ydre Deitets-form i den materielle verden ikke forskellig fra Gud Selv, for den formes på grundlag af instruktioner fra de selvrealiserede rene hengivne under indre vejledning fra Gud.
Den selvrealiserede sjæl ser altid Deitets-formen som en transcendental og direkte manifestation af Gud og som Gud Selv. Den næsten selvrealiserede sjæl ved, at Deiteten er bevidst om hans bønner, tilbedelse og hengivenhed, men hans bevidsthed er ikke moden nok til at kunne opfatte Deitetens transcendentale natur. Begynderen ser først Deitets-formen som materiel, men efterhånden som hans bevidsthed og intelligens gradvist renses og hans Gudskærlighed vækkes, begynder han at tilbede Deitets-formen med mere åndelig erkendelse og forståelse. Deitets-tilbedelse er altså vigtig og gavnlig for alle, begyndere såvel som de selvrealiserede.
Sjælen er nu tildækket af den materielle energi i form af det materielle sind og de materielle sanser. Af natur er sjælen en evig tjener af Gud, men ved at lade hånt om og glemme denne evige sandhed har han forårsaget sin egen trældom. I umindelige tider har han været indviklet i den materielle verdens gentagne kredsløb af fødsel og død på grund af sin tilsidesættelse af Gud.
Hvis sjælen ikke desto mindre udvikler selv en lille interesse i hengiven tjeneste til Gud ved regelmæssigt at betragte Hans Deitets-form og høre om Hans aktiviteter, genopvækker han gradvist sin oprindelige åndelige natur. Jo mere begynderen vokser i renhed og åndelighed, desto mere afdækkes hans iboende åndelige følelse og identitet i forhold til Gud. Følgelig er den eneste vej for den absolutte novice i åndeligt liv at tjene Guds Deitet med tro og at høre om Deitetens herlighed og aktiviteter. Dette er den vigtigste grund til, at vores åndelige mestre har engageret os i hengiven tjeneste til Deiteten.
Meditation på Gud i sindet
Mullah Sahib: “Er det ikke bedre at meditere på Gud i sindet end at lave en form af livløse materielle elementer?”
Goracanda Babaji: “Der er ingen forskel. Sindet er også en del af den materielle natur, selv om det er et finere materielt element. Den materielt opslugte persons sind er altid forurenet af materie. Når vi f.eks. proklamerer: ”Brahman er altgennemtrængende”, betyder det så, at vi reelt er i stand til fuldstændigt at fatte Brahmans allestedsnærværelse? Jeg tror det ikke. Det betingede sind begriber ikke Brahmans uendelige allestedsnærværelse og kaster sig over den mest umiddelbare materielle sammenligning – det umådelige og dog begrænsede materielle himmelrum. Når en almindelig person siger: ”Jeg mediterer på Brahman,” vil hans ide om Brahman uvægerligt være begrænset af materiel tid og rum. Hvis det mediterende sind ikke kan bryde den materielle tid og det materielle rums lænker, hvordan kan det da opfatte transcendensen? Kaster man vrag på en Deitet af grove elementer som ler, sten og træ for i stedet at skabe et mentalt billede af Gud, tilbeder man stadig et materielt billede af Gud.
Til syvende og sidst kan intet materielt element bringe os i kontakt med det transcendentale plan. Det kan kun tro og hengiven følelse for Gud gøre. Denne følelse findes latent i den åndelige sjæl. At høre om Gud, synge Hans navn og tilbede Hans Deitets-form giver sjælen en fast rutinemæssig religiøs praksis, der styrker og opbygger denne følelse og tro. Til sidst munder denne praksis ud i ren hengivenhed og overgivelse til Gud. Da åbenbares Guds rene, åndelige form for ham.
Satan og synd
Mullah Sahib: “Materie er helt forskellig fra Gud. Ifølge vores tradition har Satan indført denne tilbedelse af afguder af materielle elementer blot for at gøre sjælen til slave i den materielle tilværelse.”
Goracanda Babaji: “Gud er suveræn og overgås ikke af nogen eller noget. Han har ingen rival. Alting i den kosmiske skabelse kommer fra Ham og er underkastet Hans vilje. Derfor kan Han tilfredsstilles af hvad som helst, når det blot gøres for at tilfredsstille Ham. Han er aldrig vred eller hadefuld på nogen måde, for som Bhagavan er Gud altid alles Højeste Velgører og Velønsker. Selv hvis der var en Satan, havde denne med sikkerhed ikke den mindste kraft til at handle imod Guds højeste vilje. Til syvende og sidst ville han blot være en anden lille sjæl, der er underkastet Gud. Men ifølge vores vaisnava-forståelse eksisterer en sådant kæmpemæssigt uhyre som ’Djævelen’ eller ‘Satan’ slet ikke, og intet sker i verden imod Guds plan.
Her kan man stille spørgsmålet: ”Hvis intet er uafhængigt af Gud, hvor kommer synd da fra?” Svaret er dette: Sjælen er Guds evige tjener. At anerkende dette er viden, og at fornægte dette er uvidenhed. Af egen fri vilje handler nogle af de evige sjæle (men slet ikke alle) i uvidenhed ved at fornægte deres forhold til Gud og sår således et frø af synd i deres hjerter. Det er forklaringen på synd i denne verden, og det er forklaringen på disse sjæles ophold i denne verden. I stedet for at opdigte den mærkværdige myte om Satan ville det være mere frugtbringende at anerkende og forstå den uvidenhed, der er inde i vores hjerter og forårsager vores syndige aktiviteter.
Derfor kan det på ingen måde være syndigt at tilbede Guds Deitets-form i de materielle elementer. En sådan tilbedelse er i virkeligheden nødvendig for dem, hvis åndelige og hengivne kvalifikationer er ringe. At kalde Deitets-tilbedelse syndig er intetsigende retorik og ren dogmatik, der ikke støttes af noget skriftligt udsagn eller nogen form for logik.”
Mullah Sahib: “Men tilbedelsen af en materiel form kan ikke give åndelig erkendelse, for tilbederens sind forbliver fastlåst inden for materiens rammer.”
Goracanda Babaji: “Det er åbenlyst, at det, du siger, er forkert, hvis vi ser på dem, der op igennem historien blev store hengivne af Gud. Mange novice-hengivne begyndte deres hengivne praksis med tilbedelse af Deitets-formen. Ved at fortsætte deres Deitets-tilbedelse i selskab med selvrealiserede rene hengivne blev deres hengivne mentalitet gradvist udviklet, de erkendte mere og mere Deitetens transcendentale og bevidste natur, og i sidste ende blev de selv opslugt af et hav af transcendental kærlighed og lyksalighed.
Tilbedelse af hunde, katte og slanger
Mullah Sahib: “Deitets-tilbedelse i en guddommelig bevidsthed er måske ikke forkert. Men hvordan kan tilbedelse af hunde, katte, slanger og selv erotiske mennesker være andet end forkasteligt? Vores guddommelige profet har specielt advaret imod en sådan afgudsdyrkelse.”
Goracanda Babaji: “Generelt føler mennesker af natur sig taknemmelige over for Gud. Måske lever de syndigt, men dog anser de Gud for at være den endelige hersker over alting og bukker sig af og til ned i ærbødighed for de mægtige og uforklarlige undere, der sker i verden. Således dyrker de uvidende under tilskyndelse af deres instinktive taknemmelighed imod Gud ofte floder, bjerge, Solen, store og kraftfulde dyr osv. Ret beset er den guddommelige proces af hengivenhed til den transcendentale Herre på den ene side og denne tilbedelse af ting og ånder på den anden side forskellige som dag og nat. Trods det hjælper den uvidende persons anerkendelse af Gud igennem disse materielle ting ham afgjort fremad til et frommere liv og leder ham gradvist til den åndelige vej. Det er altså ikke rigtigt at fordømme disse mindre oplyste, men dog søgende mennesker.
At tilbede, meditere på og bede til Guds altgennemtrængende, formløse upersonlige væsen, som muslimerne gør det i namaz, er også blottet for ren guddommelig kærlighed til Guds Transcendentale Personlighed. Hvor er forskellen da i sidste ende på en sådan tilbedelse og tilbedelsen af f.eks. en kat eller et bjerg?
Vores vaisnava-opfattelse er, at det er afgørende for ens endelige erkendelse af den transcendentale Absolutte Sandhed, at man forøger sin tilknytning og kærlighed til Gud. Hvis sådanne mindre oplyste mennesker blot latterliggøres og udstødes, har det den modsatte virkning. Låser man sig sekterisk og stædigt fast i dogmatiske opfattelser, mister man endvidere hurtigt sin idealisme, medfølelse og fordomsfrihed. Man håner og skælder ud på enhver, der ikke følger en bestemt religiøs praksis. Da er man den mest vildfarne af alle.
Kære Mullah Sahib, I er alle lærde teologer. Tænk over dette med et ædelt og åbent sind. Vi er fattige og jævne vaisnavaer og ikke interesserede i langtrukne debatter. Må vi med jeres tilladelse gå tilbage for at fortsætte med at høre Sri Caitanya-mangala-gitas musiske fortælling af Sri Caitanyas fuldstændigt lykkebringende aktiviteter?”
Goracanda Babaji og Mullah Sahib tog respektfuldt afsked med hinanden. Mullah Sahib gik i spidsen for sine tilhængere til deres ventende heste og red af sted. Vaisnavaerne sang henrykte Krishnas navne og sluttede sig til de andre, der stadig var opslugte af Sri Caitanya-mangala-gita.