Deitets-tilbedelse og Bhaktivinoda Thakura

– Af Lalitanatha Dasa – 

En ting, der falder meget i øjnene ved den vediske religion (eller ’hinduisme’) er tilbedelsen af, hvad tilhængere af vedisk religion kalder ’Deiteter’, men som udenforstående ser som ret og slet statuer af alle mulige guder og gudinder. Specielt mennesker med en baggrund i religioner med ’billedforbud’ imod at gengive Gud i en konkret form finder Deitets-tilbedelse uforståelig og ligefrem anstødelig. Det opfattes som et levn fra en uoplyst tid, hvor man forestillede sig guder og ånder overalt i den omgivende natur.

Deitets-tilbedelse er dog ikke en overleveret form for primitiv animisme, men en del af en dybtgående og systematisk åndsvidenskab, hvis mål er at frigøre sjælen fra dens lavere materielle tilknytninger og vække dens oprindelige, rene kærlighed til Gud. Dette ses eksempelvis inden for Gaudiya-vaisnava-traditionen. En af Gaudiya-vaisnavaernes store mestre var Bhaktivinoda Thakura, der levede fra 1838 til 1914. I bogen Jaiva-dharma fra 1896 behandler han indgående den vediske teologi bag Deitets-tilbedelsen. Bogen er skrevet som en roman, hvor vaisnava-filosofien forklares igennem samtaler imellem bogens personer.

Her følger en fri gengivelse af en passage fra bogens 11. kapitel med en samtale imellem Mullah Sahib, en muslimsk præst, og Goracanda Babaji, en lærd vaisnava-munk. Scenen foregår sidst i 1500-tallet i Bengalen i en landsby ved bredden af Ganges. Her arrangerede en velhavende købmand engang en stor festival i det lokale tempel og indbød alle vaisnavaer i 50 kilometers omkreds til at deltage. Bhaktivinoda Thakura fortæller:

Mullah’en og babaji’en

Hundredvis af vaisnavaer – mænd og kvinder, unge og gamle – strømmede til i deres typiske mundering med kæder af tulasi--perler om halsen og tilaka-tegn i panden som tegn på, at de anså deres kroppe for at være Sri Krishnas bolig og tempel. Mange sang højlydt ’Hare Krishna, Hare Krishna’ såvel som Sri Caitanyas navne til rytmisk ledsagelse af mrdanga-trommer og håndbækkener.

Ved ankomsten blev alle vaisnavaerne modtaget med blomsterguirlander og budt indenfor i templet. De satte sig i den store kirtana-sal foran alteret, hvor Sri Caitanya Selv havde sunget og danset nogle år forinden, før Han forsvandt fra denne verden. Et par sangere begyndte at synge Sri Caitanya-mangala-gita, en række smukke bønner til Sri Caitanyas pris.

Da sangen var på sit højeste, ankom en ny gruppe gæster. Den højt respekterede Mullah Sahib, den mest betydelige religiøse personlighed i det muslimske samfund, var mødt op til hest sammen med 50 trosfæller. Selv om Mullah Sahib var muslim, var han også kendt for ikke at være fjendtligt indstillet over for andre religiøse grupper og meget ivrig efter at diskutere teologiske spørgsmål. Nu ventede han uden for templet i håb om, at nogle vaisnavaer ville diskutere med ham.

Ordet spredtes hurtigt blandt vaisnavaerne, og Goracanda Babaji blev sammen med tre andre vaisnavaer udpeget til at gå ud og tale med Mullah Sahib. Ude i tempelgården hilste de to store religiøse personer respektfuldt og kærligt på hinanden, og Mullah Sahib sagde ydmygt og beskedent: “Salam! Vi vil gerne stille jer nogle spørgsmål.”

Goracanda Babaji: “Vi vil besvare jeres forespørgsler, så vidt vores viden tillader det.”

Mullah Sahib: “Kære brødre! Siden tidernes morgen har hinduer tilbedt mange guder og gudinder. Men vores hellige bog, Koran-sharif, siger, at Allah er én, ikke mange. Han er formløs, og at udhugge Hans billede og tilbede det er en stor synd. Jeg har talt med mange lærde hinduer om dette. De giver os ret i, at Allah er formløs, men de siger, at siden det er umuligt at meditere på et formløst væsen, må man lave en indbildt form af Allah af hensyn til sin meditation. En sådan form af Allah kan man tilbede. Det svar er vi imidlertid ikke tilfredse med.

Ifølge Koranen er et opdigtet materielt billede af Allah Satans værk. Afgudstilbedelse er absolut forbudt. I stedet for at glæde Allah nedkalder det Hans vrede. Derfor vil vi spørge jer vaisnavaer om, hvorfor I praktiserer afgudstilbedelse på trods af jeres indgående kendskab til skrifterne.”

Guds talrige overdådigheder

Goracanda Babaji: ”Gud, som I kalder Allah, kalder vi Bhagavan eller Krishna. Den Højeste er én og samme, selv om hellige skrifter som Koranen og Puranaerne kalder Ham ved forskellige navne. Det bedste navn er selvfølgelig det, der mest nøjagtigt beskriver Gud. Af den grund bruger vi navnet Bhagavan frem for Allah, Brahman, Paramatma osv.

Allah betyder den største. Imidlertid mener vi ikke, at et navn, der alene beskriver Hans storhed, beskriver Gud til fulde. Vi foretrækker det navn, der beskriver Hans uendelige overdådigheder.

Storhed er afgjort en af Hans overdådigheder. Imidlertid er det modsatte af storhed, nemlig lidenhed, det også. Gud er større end det største, men også mindre end det mindste. Navnet Allah angiver kun storhed, men ikke lidenhed, og betegner i modsætning til Bhagavan derfor ikke fuldstændigt alle den Højeste Herres overdådigheder.

Almagt er en anden af Guds overdådigheder. Intet er umuligt for Ham. At sige, at Gud udelukkende er formløs uden form og personlighed, strider imod Hans ufattelige almagt. Gud er materielt set formløs, men det er ikke alt. Endnu vigtigere er det, at Han ved Sin ufattelige kraft har åndelig form og dermed personlighed. Igennem Sin almagt manifesterer Han på samme tid Sit formløse væsen såvel som Sin evige åndelige form og Sine evige åndelige lege. Allah, Brahman og Paramatma refererer alene til det formløse aspekt og beskriver ikke Guds almagt til fulde.

Som det tredje angiver Bhagavan, at Han i al evighed er absolut lykkebringende og alttiltrækkende. Hans aktiviteter og kvaliteter er lykkebringende for alle og drager alle til Ham

Bhagavans fjerde aspekt er, at Han besidder en åndelig form af ubegrænset skønhed. Al anden skønhed udgår fra Hans form. De fuldt overgivne sjæle kan med deres rensede syn beskue Guds lyksalige åndelige form af ubegrænset skønhed.

Et femte aspekt ved Bhagavan er, at Gud som den Højeste Person har ubegrænset viden. Han er fuldt bevidst og oplyst, absolut ulastelig, fuldkommen og fuldstændig, den personificerede transcendens, det højeste åndelige mål og materielt uudgrundelig. Hans evige form som den Højeste Guddom er selve legemliggørelsen af ren åndelig bevidsthed. (Fortsættes i næste nummer)

Som det sjette referer Bhagavan til, at selv om Gud er Herren over hele skabelsen, er Han utilknyttet, hævet over alting og fuldstændig fri.

Oven i dette manifesterer Gud to sider af Sit væsen, nemlig på den ene side en overdådig, ærefrygtindgydende majestæt og på den anden side en bedårende charme og mildhed. I Sin egenskab som det sidste er Han alle levende væseners Højeste Velønsker og åbenbarer Sig i hjertet på Sine hengivne som deres elskede Herre, Sri Krishna.

Hvis afgudstilbedelse er den fejlagtige tilbedelse af en opdigtet, indbildt form af Gud, er vi vaisnavaer også imod det. Men i vaisnava-religionen tilbeder vi den evige, absolut åndelige, fuldt bevidste Deitets-form af Sri Bhagavan. Derfor er vaisnavaernes Deitets-tilbedelse ikke satanisk, materiel afgudstilbedelse. Blot fordi visse skrifter taler imod afgudstilbedelse, er det ikke en absolut og altomfattende lov, der over en kam også gælder for ægte Deitets-tilbedelse af Guds transcendentale form.

Ydermere afhænger alting af inderligheden af tilbederens tro og tilknytning. Jo friere tilbederen er fra materiens kræfter, desto renere og mere transcendental vil hans Deitets-tilbedelse være. For eksempel er du Mullah Sahib. Som ypperstepræst og en lærd mand er dit hjerte sikkert fri fra materiens indflydelse, men hvad med dine begynderdisciple? Er deres hjerter blottet for al materiel forurening? Næppe, og i den grad, de er knyttet til materielle ting, afspejles det i deres tilbedelse og meditation. Nok priser de Guds formløse væsen med deres ord, men ikke med deres handlinger, så længe deres tanker er forurenede af materiens former.

Ren tilbedelse af den Højeste Herres transcendentale Deitets-form er ikke mulig for folk flest. Kun de, der har overvundet materiens indflydelse, er transcendentalt situerede og kan sande, hvad åndelig form er.”

Allah er Bhagavan

Mullah Sahib: “Bhagavans seks primære kendetegn omtales på lignende måde i vores Koran-sharif i beskrivelsen af Allah. Lad os ikke fordybe os i detaljer over Allahs navn. Allah er Bhagavan, Han, der besidder ubegrænset overdådighed.”

Goracanda Babaji: “Så er vi enige! Du accepterer altså, at den Højeste Herre besidder guddommelig skønhed, og der hinsides denne materielle skabelse findes en åndelig verden, hvor Gud eksisterer som indbegrebet af al skønhed. Det er denne form af uforlignelig transcendental skønhed, vi tilbeder i vores Deitet.”

Mullah Sahib: “Vores hellige Koran-sharif omtaler også, at det Højeste Væsen besidder en absolut åndelig krop, så det vil jeg ikke bestride. Men når man forsøger at lave et billede af Allahs eller Bhagavans absolutte transcendentale form, bliver dette billede en materiel gengivelse, som vi kalder en afgud. At tilbede en afgud er ikke det samme som at tilbede den Højeste Herre.”

Goracanda Babaji: “Ifølge Srimad-Bhagavatam (10.84.13):

“Den, der identificerer sit selv med den livløse krop af slim, galde og luft, der anser sin hustru og familie for at være sine for altid, der tror, at et jordisk billede eller hans fødested er tilbedelsesværdige, eller som besøger et helligt pilgrimssted for at tage et bad i det hellige vand uden at tage sig tid til at lytte til pilgrimsstedets vise sadhuer – en sådan person er ikke bedre end en ko eller et æsel.”

I Bhagavad-gita (9.25) finder vi også, bhutani yanti bhutejya: ”De, der tilbeder spøgelser og ånder, fødes blandt sådanne væsener.”

Disse citater viser med al tydelighed, at tilbedelse af materielle ting og spøgelser og ånder er forkert. Dog må man huske på én ting: mennesker er på forskellige åndelige niveauer. Den avancerede hengivne, der har erkendt den rene transcendens, er reelt den eneste, der er kvalificeret til at tilbede Guds transcendentale Deitets-form. En begynder i åndeligt liv kan ikke erkende transcendensen. Hvis han mediterer på Gud inde i sit sind, er billedet af Herren, som han skaber i sin bevidsthed, et materielt besmittet billede. At se guddommelighed i en udhugget Deitets-form er i sidste ende det samme som begynderens meditation på et billede, han skaber af Gud i sit materielt forurenede sind. Dette er ikke ren Deitets-tilbedelse.

Ikke desto mindre er en sådan Deitets-tilbedelse gavnlig for begynderen. Ja, at forbyde og hindre folk generelt i at tilbede Deiteter er helt forkert. Åndelige begyndere er på en eller anden måde blevet inspireret til at nærme sig Gud, men hvis de ikke har en Deitets-form af Gud, de kan tilbede, mister de hurtigt inspirationen. Religioner uden Deitets-tilbedelse risikerer, at de børn, der fødes ind i religionen, og de, der blot lige er begyndt på åndeligt liv – begge har kun lille eller ingen forståelse af eller dyb tro på Gud – kan blive materialistiske og tilmed udvikle modvilje imod Gud som resultat af manglen på en Deitets-form, som de kan fæstne deres sind på. Deitets-tilbedelse er det religiøse fundament for folk i almindelighed. (Fortsættes i næste nummer)