December er julemåneden, som ikke er noget, vi plejer at gøre meget ud af. I år fejrer vi den dog med to ting, der er relateret til julen. Den ene ting er artiklen på side 12 om Jesus i Indien. Da julen handler om Jesus, synes vi, at det er relevant at genoptrykke en artikel, vi bragte for ni år siden i Nyt fra Hare Krishna. Vi håber, at I, der var med dengang, kan tåle at læse den igen. Da de fleste andre af vores læsere ikke var med for ni år siden, vil denne artikel også være ny for de fleste.
Den anden ting er, at vi har et juletilbud på nogle af vores bøger på et løsark, der er vedlagt dette blad for jer, der modtager det trykte blad, og som findes på den email, der er sendt til jer, der er vores elektroniske abonnenter. Hvorfor ikke benytte chancen for at give familie og venner en Bhagavad-gita eller en god vegetarisk, Krishna-bevidst kogebog til en fordelagtig pris?
Forsidebilledet denne gang har Ananta Sri taget den 15. november i templet i København, hvor omkring 100 hengivne og gæster var mødt op til en kirtana-mela med uafbrudt sang af Hare Krishna i seks timer. Her ved årets afslutning er det tid til betaling for mange af vores abonnenter. Betaling gælder selvfølgelig først og fremmest for jer, der får det trykte blad. Hjælp os med at holde bladet kørende ved at betale abonnementet så rettidigt som muligt (det drejer sig kun om 300 kr. for et helt år).
Vi har også en anmodning til jer, der modtager bladet elektronisk. Det fortsætter selvfølgelig med at være gratis, men ikke desto mindre har vi redaktionelle og grafiske udgifter forbundet med at skrive og udgive bladet, hvor vi afhænger af jeres frivillige donationer. Hvis man som e-modtager har lyst til at støtte bladet med et frivilligt bidrag, foreslår vi 150 kr. som et rimeligt [årligt] beløb, der er både overkommeligt og står i forhold til de udgifter, vi har ved at udgive bladet. Beløbet kan indbetales på vores bankkonto (reg. 1551, konto 3534125119). Har man lyst til at støtte med mere, er det selvfølgelig også velkomment. Vi har skrevet lidt mere om det på den email, som I har modtaget, og siger på forhånd tak.
Bemærk, at traditionen tro regner vi med, at det første nummer i det nye år udkommer måske en uge forsinket, altså omkring en uge ind i januar 2015. Hare Krishna.