– Af Lalitanatha Dasa –

Dette er tredje del i serien om varnasrama-dharma. Sidste afsnit gennemgik pligter og principper, der gælder for alle uanset status. I dette afsnit tager vi hul på varnasrama-samfundets klassificeringer.

Efter at have konstateret, at der er 30 kvalifikationer, der gælder for alle uanset status, fortsætter Narada Muni i Srimad-Bhagavatams syvende bog, kapitel 11, med at beskrive de fire varnaer.

Han bemærker, at en fælles kvalikation for medlemmerne af alle varnaerne er, at alle bør følge principperne for de fire asramaer, som han beskriver i næste kapitel, uanset hvilken varna de tilhører.

Ideelt set starter det vediske liv med garbhadana--ceremonien, hvor forældrene før undfangelsen af et barn former deres bevidsthed med en ritualistisk ceremoni og recitation af Hare Krishna, så de vil kunne tiltrække en sjæl af ren kvalitet i deres seksuelle forening. I undfangelsesøjeblikket tiltrækker forældrene en sjæl med en mentalitet i overensstemmelse med deres bevidsthed. Hvis de er overvældet af lyst og begær under den seksuelle handling, tiltrækker de også en sjæl, der er tilsvarende fyldt med materielle begær og ønsker. Derfor starter det vediske samfundsliv med, at forældrene undfanger børn i en sober Gudsbevidsthed, så samfundet kan blive fyldt med kvalificerede borgere.

Herefter forklarer Narada de grundlæggende kvaliteter for de fire varnaer. Kendetegnet for en bestemt varna er den måde, dens medlemmer arbejder på og forsørger sig selv. Alle skal arbejde, fordi det er alles natur at være aktive og gøre tjeneste, og fordi alle skal bidrage med noget væsentligt til samfundet. Hvad samfundets medlemmer bidrager med, er forskelligt, men ingen form for arbejde og ingen af samfundets medlemmer kan undværes.

Varnasrama-samfundet sammenlignes med en krop med hoved, arme, mave og ben. Brahmanaerne er hovedet, ksatriyaerne armene, vaisyaerne maven og sudraerne benene. Hovedet tænker og ser for kroppen, armene beskytter kroppen, maven giver næring til kroppen, og benene transporterer kroppen. Man kan selvfølgelig sige, at hovedet er kroppens vigtigste del, men alle de andre dele er også uundværlige for en velfungerende krop. At brahmanaerne er den øverste samfundsklasse, skyldes også, at de er i sattva-guna eller godhedens kvalitet, imens ksatriyaerne er i raja-guna (lidenskabens kvalitet), vaisyaerne i en blanding af raja-guna og tamo-guna (uvidenhed) og sudraerne i ren uvidenhed. Krishna har arrangeret varnasrama-dharma således, at alle kan følge deres natur i den guna, de befinder sig i, og samtidig bidrage med noget essentielt til samfundet. Således er alle samfundsmedlemmer af varnasrama vigtige og respekterede.

 

Brahmanaerne

Brahmanaerne er de intellektuelle, hvis felt er viden. Betegnelsen brahmana kommer fra Brahman, den Absolutte Sandhed. Den første kvalifikation for brahmanaerne er således at kende den Absolutte Sandhed, enten som den upersonlige Brahman, den lokaliserede Oversjæl (Paramatma) eller Guddommens Højeste Personlighed (Bhagavan). De bedste brahmanaer er dem, der kender Bhagavan. De kaldes vaisnavaer, men alle brahmanaer skal have den Absolutte Sandhed som målet for deres liv. Således placerer varnasrama-samfundet klassen med de ædleste og reneste motiver og livsværdier på toppen, hvilket sætter tonen for resten af samfundet. I nutidens verden er det oftest den økonomiske klasse, der er den dominerende, men selv om økonomi er vigtig, er det ikke det vigtigste og er placeret længere nede på samfundsstigen i varnasrama-samfundet.

Brahmanaernes arbejde er at studere Vedaerne og undervise resten af samfundets medlemmer, ikke kun i åndelig og religiøs forståelse, men i enhver form for viden. De er præster og tilbeder Deiteterne i templerne og involverer alle andre i tempeltilbedelse. Når de har mulighed for det, skal de give i velgørenhed, imens de får deres indkomst gennem den velgørenhed, der bliver givet til dem. En brahmana er ikke lønnet eller står i nogens tjeneste, men resten af samfundets medlemmer giver i velgørenhed til brahmanaerne til gengæld for deres tjeneste til samfundet som lærere, præster og rådgivere. Hvis en brahmana engagererer sig i lønnet tjeneste for andre, mister han sin status.

Som alternativ til at modtage velgørenhed kan en brahmana i en nødsituation leve af en vaisyas aktiviteter såsom landbrug og beskyttelse af køer. Han kan også leve af det, han får naturligt uden at tigge, eller han kan samle det ind på markerne og markedspladsen, der bliver efterladt.

Ifølge Narada Muni (SB. 7.11.21) er en brahmanas kendetegn ’beherskelse af sindet, beherskelse af sanserne, askese og selvtugt, renlighed, tilfredshed, tilgivelse, enkelhed, viden, barmhjertighed, ærlighed og fuldstændig overgivelse til Guddommens Højeste Personlighed’. Ifølge Bhagavad-gita (18.42) kendetegnes brahmanerne af ’fredfyldthed, selvbeherskelse, askese, renhed, tolerance, ærlighed, viden, visdom og religiøsitet’.

 

Ksatriyaerne

Ksatriyaerne er den ledende og herskende klasse, der beskytter samfundets andre medlemmer. Ksatriyaer er konger, samfundsledere og ledere af militær og politi. En ksatriyas primære kendetegn er beskyttelse af alle samfundets borgere – mennesker såvel som dyr og planter – og hans symptomer er ifølge Narada Muni (SB. 7.11.22) ’at være indflydelsesrig i kamp og være uovervindelig, tålmodig, stærk og gavmild og også at beherske de kropslige nødvendigheder, være knyttet til den brahminske natur og altid være glad og ærlig’. Ifølge Bhagavad-gita (18.43) er ksatriyaens kvaliteter ’heltemod, styrke, beslutsomhed, snarrådighed, mod i kamp, gavmildhed og lederskab’.

Blandt disse er ksatriyaens vigtigste kvalitet nok ’at være knyttet til den brahminske natur’. En ksatriya skal altid rådføre sig med brahmanaer i alle anliggender. I det vediske samfund er kongen enevældig, men det betyder ikke, at han er enerådig. Han er trænet til altid at rådføre sig med kvalificerede brahmanaer, der er specialister i statsførelse og har et større og mere langsigtet overblik, imens ksatriyaen alene nemt kan blive fanget i kortsigtede betragtninger og ikke have de større perspektiver med.

En ægte ksatriya er principfast. For ham er et ord et ord, og det holder han, selv om det tilmed koster ham livet. Ksatriyaerne er næsten lige så kvalificerede som brahmanaerne og har lov til at gøre de samme ting som disse med undtagelse af at tage imod velgørenhed. Deres levevej er at inddrage minimale skatter, toldafgifter og bøder blandt de øvrige borgere med undtagelse af brahmanaerne, der ikke må beskattes. Dette har ksatriyaerne lov til at gøre til gengæld for den beskyttelse, de giver til borgerne, men kan en ksatriya ikke beskytte borgerne imod åndelig degradering såvel som farer generelt, kriminalitet osv., er han ikke berettiget til at inddrage skatter.

 

Vaisyaerne

Vaisyaerne er den produktive klasse, der skaber samfundets materielle rigdom. Deres naturlige felter er landbrug og beskyttelse af køer samt handel og bankvirksomhed. En ægte vaisya er dygtig til at producere, skabe rigdom og tjene penge. Det er dog ikke alt, for vaisyaens gode forrretningsevner skal modvægtes af en anden side ved en kvalificeret vaisya, nemlig at han er ivrig efter at give i velgørenhed til brahmanaerne og følge deres råd og anvisninger, betale en rimelig skat til ksatriyaerne (højst 25 procent af hans indkomst og i normale tider 18 procent) og lønne og forsørge sine tjenere og arbejdere ordentligt.

Narada Muni beskriver en vaisyas symptomer (SB. 7.11.23) som ’at være hengivet til halvguderne, den åndelige mester og den Højeste Herre, Visnu; at stræbe efter fremskridt i religiøse principper, økonomisk udvikling og sansetilfredsstillelse; at tro på den åndelige mester og skrifternes ord; og altid handle med dygtighed og ekspertise i at tjene penge’. Bhagavad-gita angiver kort (18.44) en vaisyas kendetegn som ’agerbrug, beskyttelse af køer og handel’. Bemærk kontrasten til Bhagavad-gitas beskrivelse af brahmanaerne og ksatriyaerne, der blev betegnet ved deres personlige kvaliteter, imens vaisyaerne beskrives ved deres aktiviteter. Med andre ord er personlig karakter det vigtigste kendetegn ved de to højere varnaer, imens de lavere varnaer ikke er lige så kvalificerede, når det kommer til personlig karakter.

 

Sudraerne

Den eneste funktion for den fjerde klasse, sudraerne, er arbejde og tjeneste til andre. De lever af at få løn og stå i tjeneste til de tre andre klasser.

En sudras symptomer (SB. 7.11.24) er ’at bøje sig respektfuldt og ydmygt for samfundets tre højere klasser, altid være meget renlig, altid være fri for falskhed og løgnagtighed, at tjene sin herre, at udføre ofringer uden at udtale mantraer, ikke at stjæle, altid sige sandheden og give al beskyttelse til køerne og brahmanaerne’. Der står også skrevet, at en sudra skal tjene velvilligt uden modvilje. En kvalificeret sudra er ivrig efter at gøre tjeneste og arbejde. Den, der har ulyst til at arbejde og helst vil slippe så let om ved alting, er ikke engang kvalificeret til at være sudra og falder uden for varnasrama.

En sudra er kendetegnet ved ubetinget loyalitet over for sin herre og må ikke forlade ham, selv når hans herre bliver gammel eller har vanskeligheder. Dette forhold går selvfølgelig begge veje. En herre har tilsvarende pligt til at sørge for sine tjenere, også når de bliver gamle og ikke kan gøre tjeneste længere. En tjener kan ikke bare afskediges (hvis han ellers er ærlig og pligtopfyldende). I nyere tid var den industrielle revolution kendetegnet af et groft misbrug af arbejderklassen, hvilket førte til kommunistiske revolutioner, oprør osv. En sådan udnyttelse ligger meget langt fra varnasrama-samfundets ånd.

 

Kvinderne

Både mænd og kvinder har deres varna-naturer, men for kvinder er der tre andre klassificeringer, der vejer tungere end deres varna. Som det svagere køn har de altid brug for at være beskyttet af en mand, så i barndommen står en kvinde under sin far, i ungdommen og som voksen bliver hun beskyttet af sin mand og som gammel af sine voksne sønner.

En kysk kvindes symptomer (SB. 11.25-28) er ’at tjene sin mand, altid at være velvilligt indstillet over for sin mand, at være lige så velvilligt indstillet over for sin mands familie og venner og at følge sin mands løfter. Hun skal klæde sig pænt og udsmykke sig selv med smykker for at glæde sin mand. Hun skal altid være i rent og tiltrækkende tøj, holde huset rent, så det altid er rent og velduftende. Således skal en kvinde altid med trofasthed engagere sig i tjenesten til en mand, der ikke er falden’. Det er altså ikke meningen, at en kvinde skal være en slave for en ukvalificeret, falden mand, der udnytter og misbruger hende. Bliver hun misbrugt af en mand, har hun ret til at forlade ham. Hun kan ikke gifte sig igen, men hun kan vende tilbage til sin far eller en bror og finde beskyttelse der. Enhver kvinde har både behov og krav på beskyttelse, så hun kan koncentrere sig om den utroligt vigtige opgave, som kvinder især bidrager med til samfundet, nemlig opdragelsen af den fremtidige generation. (Fortsættes i næste nummer)