Af Lalita-Gopinatha Devi Dasi
Lalita-Gopinatha er oprindeligt fra Australien, men har boet i Danmark og deltaget i de danske Hare Krishna-aktiviteter de sidste 20 år. Nu bor og arbejder hun i Ålborg. I dette og de følgende numre vil hun fortælle om sit første møde og tidlige oplevelser med Hare Krishna.
Livet har definerende øjeblikke, der har en sådan indvirkning, at de ændrer det fuldstændigt og tager én til steder, man aldrig havde forestillet sig at skulle komme til. Denne serie fortæller om nogle af disse definerende øjeblikke og historien om, hvordan jeg mødte ”De der Hare Krishnaer”.
Lad os først ridse baggrunden op. Jeg var lige blevet 14, gik i mit første år i high school, og fordi jeg er fra Australien, hvor afstande ikke betyder noget, ikke engang for skolebørn, havde jeg halvanden times transporttid med bus, tog og så endnu en bus. Denne daglige rejse til skole var et tidspunkt, hvor jeg kunne være social, være sammen med venner, kigge på butiksvinduer i byen, sidde på togstationen og lave lektier, eller blot slappe af i den stinkende varme under den smule skygge, jeg kunne finde.
At have ”togvenner” er en del af den australske rejsekultur, som jeg blev introduceret til i en ung alder. Togvenner mødes aldrig undtagen på rejsen, men man kommer til at kende dem, som om man havde kendt dem altid. Man ender med at have ”sin” plads i kupéen, og Gud forbyde det, hvis en anden skulle tage den. Man har faste venner, som man sidder ved siden af og taler med, hvor alle læser deres bog eller avis og med mellemrum deler noget af interesse. Om morgenen giver det sig selv, at man er stille og afslappet, og om aftenen mere snakkesalig, når man spiller kort, eller på en fredag åbner en tinny (en drik), som man skiftes til at give hver uge. Man slipper af sted med en masse, når man er tvunget til at tilbringe op til seks timer om dagen til og fra arbejde (eller skole) i 40°C i en overfyldt blikdåse på skinner. Togkonduktørerne er tilbøjelige til at vende det blinde øje til, hvis intet bliver for voldsomt, og er generelt hurtige med en kommentar, hvis de synes, at man skal dæmpe sig lidt. Det gælder for voksne såvel som for børn.
Som børn var livet midt i 1980’erne afslappet. Det var sikkert for os at lege på gaderne alene, tage på bjergvandring (en af mine favoritter) eller klatre op ad et vandfald uden at ænse, hvordan en edderkop eller slange let kunne blive éns død. At blive bidt var sjældent, men det skete, og vi så disse dyr, men vidste, hvordan vi holdt os på afstand af dem. Vi var ikke pakket ind i vat, men blev smidt udenfor og fik at vide, at vi skulle lave vores eget sjov og holde op med at se TV. Det blev påtvunget os og lærte os at være selvstændige og sociale sammen med andre, uden at vi behøvede at blive underholdt af teknologi.
Vi havde fire TV-kanaler, da jeg voksede op, og selv om de fleste aldrig havde mødt dem, vidste vi alle, hvad en ”Hari” var. De var orange folk, selv om denne gruppe i virkeligheden var en anden organisation, der havde en asrama tæt på, hvor vi boede. For os lignede lignede de alle sammen Hare Krishnaer. Men vi vidste, at de virkelige Harier uddelte gratis mad, ragede deres hoveder og dansede på gaderne. Selv om folk hadede dem, blev de anset for at være harmløse, så længe vi ikke ville være en af dem. De var bare en flok rare, uskyldige ”originaler”, der også havde vegetariske restauranter. Sydneys Govindas og Melbournes Gopals var kendt over hele landet. Vi havde aldrig hørt noget virkeligt dårligt om Harierne i modsætning til andre grupper, selv om ordet ”sekt” blev kastet rundt nu og da. Jeg havde altid haft en interesse i Harierne, siden jeg allerede interesserede mig for spirituelle ting. Jeg var en katolsk pige, der sang i koret, valgte yoga sammen med de orange folk som et valgfrit fag i skolen, samlede på hellige genstande og tilmed sammen med tusinder andre tog hen for at se Pave John Paul II på en væddeløbsbane, da han besøgte Australien.
En dag, da jeg var på vej hjem fra skole, sad jeg alene i toget. Den del af turen varede kun tyve minutter, så jeg plejede at læse eller kigge ud af vinduet. Jeg mærkede et eller andet under mine fødder og sparkede det væk. Jeg bemærkede, at det havde farver, men glemte alt om det i et lille stykke tid. Imidlertid fortsatte jeg med at kaste et blik på det lille hæfte nu og da og trak det til sidst hen mod mig med min fod, siden det var gledet ind under sædet foran mig. På forsiden var der et billede af tre små børn med malede prikker på ansigtet, to piger og en lille dreng, der var glade og lo med en dværgpapegøje i deres hænder. De var omgivet af frodigt grønt og var i lyse farverige klæder, der var tiltrækkende i sig selv. Deres tøj havde jeg ikke set før.
Hæftet må have været et indstik i morgenavisen. Det var en præsentation af Hare Krishna-bevægelsen og landbrugssamfundet New Govardhana, Australiens største landbrugssamfund og skole. Vi havde alle set dokumentarprogrammet i TV om ”Harierne”, som de fleste i Australien kalder Hare Krishnas hengivne. Hengivne, som I måske har hørt om, var Prahlada fra den berømte festival i Polen, ISKCON’s berømte støtte og hengivne Ambarish Dasa (Alfred Brush Ford) og hans hustru (Dr. Sharmila Bhattacharya), der mødtes på gården og blev gift der, hvilket skabte en masse mediedækning på den tid. Vi voksede op med disse dokumentarprogrammer, hvor de fleste var favorable, nogle skeptiske og enkelte negative. Fascinationen over Hare Krishnaerne forsvinder aldrig helt, og dokumentarprogrammer med Hare Krishnaerne dukker op med mellemrum. Australien nærer en vis fascination og respekt for de orangeklædte folk. Vi elsker at elske dem og hade dem, men uanset hvad er der normalt altid en følelse af respekt, specielt for deres Food For Life-programmer og vegetariske restauranter, der har været en del af Sydney- og Melbourne-scenerne i årtier, og som nu kan opleves i mange større og mindre byer i alle lande. Med den voksende fokus på plantebaseret kost er disse restauranter mere populære end nogensinde.
Men tilbage dengang på den skæbnesvangre togtur hjem var det ikke den vegetariske mad, der var interessant. Det var præsentationen i sin helhed af et fællesskab, der levede fredeligt, elskede livet og var på deres egen måde dedikeret til deres sag. Der var kun en lille smule filosofi om karma, men det var nok for mig til at beholde hæftet og gemme det i den nederste skuffe, hvorfra jeg engang imellem ville tage det frem og læse i det. Kun lidt vidste jeg, hvordan det ville påvirke min fremtid. Det ville være der i min nederste skuffe de næste fire år. Nej, ikke blot det, det har været der i næsten 30 år nu, da jeg stadig har det.
Jeg har nu mødt mange af de hengivne på billederne og leet, danset og mærket ekstase sammen med dem foran nogle af de smukkeste Deiteter i verden. Når jeg kommer hjem til Australien, tager jeg næsten altid en tur ud til gården New Govardhana. Hvis jeg er heldig, kommer jeg med til en Ratha-yatra eller søndagsfest og møder hengivne, jeg kender af udseende, om ikke af navn. Det er, hvad der forbinder os. Vi har set hinanden til festivaler igennem årene, siden jeg tilsluttede mig i 1990. Vi har måske ikke talt med hinanden, men der er så få af os, at vi på en eller anden måde er forbundet og fortsætter med at genkende hinanden den dag i dag. Som en del af fællesskabet delte vi øjeblikke, der ikke kan opleves længere. Når jeg genkender en eller anden fra mine første dage i Krishna-bevidsthed, er det altid som at møde en gammel ven, der på et hjerteniveau er en beslægtet sjæl. Sammen gik vi igennem ting, der var sjove, specielle eller tilmed vanskelige, og de vil aldrig blive oplevet på den samme måde igen. Vi var meget yngre og forelskede i forventningerne til hengiven tjeneste til Krishna. Vi kom sammen én gang om året i kort tid til de berømte australske Yatra-festivaler, der ikke længere afholdes. Men vi var der og husker dem. (Fortsættes i næste nummer).