Af Lalitanatha Dasa
Den 28. marts mødtes ISKCON’s Ministry for Cow Protection and Agriculture til en Zoom-konference med sine europæiske repræsentanter. Alting foregår online i disse corona-tider, selv landbrug!
Medlemmerne delte referater imellem sig. I betragtning af den nuværende krise klarede alle sig udmærket. For eksempel har de hengivne på Nava Vraja Dhama, ISKCON’s landbrugssamfund i Ungarn, et lager af mad til syv måneder plus land og køer, der hele tiden giver mere korn, grønsager og mælkeprodukter. Resten af verden kan gå til helvede, men de vil stadig kunne klare sig. Tilsvarende rapporter kom fra Ny Mayapur i Ukraine og andre landbrugssamfund og individuelle hengivne rundt om i Europa inklusive tilmed Københavns bytempel, der året rundt har en stabil forsyning af friske grønsager fra sin byhave.
Således blev det igen praktisk demonstreret, at de, der praktiserer selvforsyning enten fuldt ud eller i hvert fald i en vis grad, afgjort er mindre sårbare i omvæltningstider. Desværre er de fleste af ISKCON’s hengivne ikke forbundet med eller selv praktiserer nogen form for selvforsyning. Deres situationer er ikke meget forskellige fra det store flertal af moderne mennesker, der for bare at dække deres grundlæggende behov som mad og husly afhænger af et kompleks økonomisk system og er tvunget til at tilbyde deres arbejdskraft, hvor som helst de kan sælge den.
Om ikke andet er coronaepidemien en alvorlig advarsel om, hvor skrøbelige de moderne samfund er, og hvor meget det haster med at bevæge sig i retning af virkelig uafhængighed og selforsyning. Eller tror vi, at det kun er coronavirussen, og så snart pandemien er ovre, vil alt være i orden i al evighed? Sandsynligvis kommer det ikke til at gå sådan? I det mindst tilbage fra dengang den industrielle revolution startede har de moderne samfund hele tiden været og højst sandsynligt vil fortsætte med jævntligt at gå igennem kollaps, lavkonjunkturer og depressioner, der hver gang underminerer millioners levevej.
Hvorfor? For det første er det karmisk. Den moderne verden bygger ikke på offer eller yajna. Derfor løber den opbyggede fromhed (punya) med mellemrum ud, og de syndige karmiske reaktioner på slagtning, beruselse og udnyttelse af planeten overvælder samfundet som ustyrlige tzunamier.
For det andet er de moderne samfund rent praktisk baseret på en globaliseret forbundethed og gensidig afhængighed, der på dette tidspunkt har nået et niveau uden historisk sidestykke. Når en økonomisk, social, politisk eller naturlig omvæltning sker ét sted i verden, forplanter dens virkninger sig omgående til så mange andre steder i verden, ligesom et korthus vælter, når bare ét kort fjernes. Dette er et stadigt tilbagevendende mønster. Der kan være et årti eller to med tilsyneladende fredelig, voksende velstand, men pludselig sker der noget, og boblen brister.
Hvad mere er, er folk flest her i dag i det 21. århundrede mindre forberedte end nogensinde på sådanne sammenbrud. Før i tiden var folk bedre udrustet til at modstå følgerne af økonomiske og samfundsmæssige tilbageslag end nu. For eksempel var 1930erne en vanskelig tid med udbredt fattigdom og arbejdsløshed i Vestens verden. Men dengang boede mindst 70 procent af befolkningen på landet med adgang til jordstykker, hvor de kunne dyrke mad til sig selv og deres familier. Byområderne var heller ikke så megalitiske som i dag, og mange byer havde betydelige kolonihaveområder til byernes fattige arbejdere, så i det mindste kunne have en lille have, hvor de kunne dyrke noget mad.
På den anden side bor 80 procent af befolkningen nogle steder nu om dage i overfyldte moderne storbyer, der afhænger af en konstant forsyning af mad, der bliver kørt, sejlet eller fløjet ind udefra. De fleste moderne storbyer har kun mad i butikkerne til ikke mere end tre dage! Vi kan bare forestille os katastrofen, hvis en moderne storby pludselig kom under en belejring og blev afskåret fra omverdenen. Tror vi, at det ikke kan ske? Hvad mere er, vil katastrofen blive meget større på grund af den kendsgerning, at 99 procent af moderne mennesker ikke har den fjerneste anelse om, hvor de skal få mad fra ud over at samle det op i en plastikpose i et supermarked. Så godt som ingen har nogen ide om, hvordan man anvender jord og dyrker noget så enkelt som kartofler. Det gør det hele endnu mere skræmmende. Den moderne verden er et eksperiment med menneskeheden aldrig før set i historien.
Denne situation står selvfølgelig i stærk modsætning til den form for vedisk samfund, som Srila Prabhupada ønskede at etablere i verden, enten som helhed eller i det mindste i det Internationale Samfund for Krishna-bevidsthed, ISKCON’s, verden. Det økonomiske grundlag i et vedisk samfund er jord og køer organiseret omkring selvforsyning i lille skala. Ideelt har hver familie et stykke jord og nogle køer – nok jord og nok køer til at dyrke mad til sin familie. Et par okser giver trækkraft til transport og behandling af jorden – ingen kunstig afhængighed af maskiner og brændstof udefra. Således kan enhver familie i virkeligheden være uafhængig og imødekomme sine behov i det umiddelbare lokale miljø. Resten af verden kan gå til helvede. Men familienheden vil stadig kunne producere sin mad, uden at dens liv og kilde til indkomst afbrydes af omvæltninger i den større verden udenfor.
Derfor ville Srila Prabhupada etablere selvforsynende landbrugssamfund rundt omkring i verden, både for at sætte et eksempel på en mere enkel måde at leve på og også for at sikre, at hengivne kan have deres grundlæggende behov dækket, selv i krisetider.
Hvorfor ikke se den nuværende coronakrise som en anledning til at bevæge sig i den retning? Imens selvforsyning ikke er noget, der kan etableres fra den ene dag til den anden og derfor ikke er løsningen på den umiddelbare alvorlige situation, der utvivlsomt kommer som resultat af coronaepidemien, kan epidemien stadig være tilskyndelse til at bevæge sig i den rigtige retning, for flere sammenbrud kommer sikkert til at ske i fremtiden.
Hvordan vi gør det, er i en vis grad op til den enkeltes kreativitet og opfindsomhed. Få et stykke jord i udkanten af eller uden for byen og begyndt at dyrke nogle enkle grundlæggende ting (man kan se på Youtube, hvordan man gør det!). Måske skal vi planlægge, hvordan vi begynder at bevæge os i retning af at leve i et ikke-bymæssigt miljø. Eller hvis man vælger at blive i byen, kan man begynde at dyrke mad på den plads, der er tilgængelig inden for byens grænser. Lad et citat fra Bill Mollison være afrunding som en inspiration for os alle. Selv om det er skrevet tilbage i 1988, er det mere sandt end nogensinde:
”…USA’s største enkeltafgrøde, der kræver 573 kilokalorier per kvadratmeter at opretholde – mere energi end der bruges på korn og grønsager – er … ?” Gæt engang! Ja, du har ret – grønne plæner! ”Det anslåes, at i USA anvendes 7 mio. hektar på græsplæner i 1978, og en stor udvidelse af plæneområdet har fundet sted i de seneste år.” Den forbløffende kendsgerning er, at ethvert af de moderne samfund ”der kultiverer store plæneområder, kunne dyrke al deres mad på det samme areal med de samme ressourcer.” (fra Bill Mollison, Permaculture – A Designer’s Manual, Tagari Publications, Australia 1988, s. 434-435)
Tænk over det. Alle de jordarealer, der nu spildes i byerne på at dyrke græsplæner, kunne med lethed give alle de grønsager, frugter og blomster, som vi behøver! Hvor fantastisk, hvis coronakrisen i det mindste kunne inspirere nogle af os til at stoppe dette galskab og begynde at bruge de ressourcer, som Gud har givet lige for øjnene af os. Min beskedne garanti til jer alle er, at hvert skridt I tager i retning af selvforsyning, vil være særdeles lønnende og give en fornemmelse af virkelig frihed fra den kunstige afhængighed af det moderne samfund. Som Srila Prabhupada bemærkede det i en kommentar i Srimad-Bhagavatam (1.1.10): ”Alt for megen afhængighed af en andens nåde og kunstige levestandarder dræner selve vitaliteten fra den menneskelige energi.”