Den 7. februar 2018 samledes ISKCON’s GBC-råd, sannyasier, ISKCON-ledere og hengivne fra hele verden for at bevidne den historiske installering af to chakraer på det store tempel, der opføres i disse år i Mayapur. De to chakraer blev anbragt med kraner på kuplerne over Sri-Sri Radha-Madhava og Herren Nrsimhadeva øverst på The Temple of the Vedic Planetarium (TOVP), 113 meter oppe.
“Selv om chakraerne er lavet af rustfrit stål, ligner de virkeligt guld,” fortalte Sadbhuja Prabhu, den ledende ingeniør for projektet. ”Den store chakra består af 120 dele, der er smedet sammen, slebet og til sidst dækket fire gange med flydende guld.”
Chakraen på hovedkuplen er over seks meter i diameter og vejer 1,6 ton, efter sigende verdens største chakra, endnu større end chakraen på Jagannatha-templet i Puri.