– Af Lalitanatha Dasa –
Den 23. marts er det Caitanya Mahaprabhus fremkomst, Gaura Purnima. Men hvad skete der i tiden før og på selve Caura Purnima for 530 år siden i 1486? Vi tager et kig i Caitanya-Bhagavata, hvor Caitanya Mahaprabhus fremkomst beskrives af Vrindavana Dasa Thakura i Caitanya-Bhagavatas andet kapitel. Vi hører om menneskenes faldne tilstand, de hengivnes fortvivlelse over situationen og Herrens fremkomst.
Vrindavana Dasa Thakura frembærer først sin respekt til Caitanya Mahaprabhu, Nityananda Prabhu og Deres mange hengivne. Han skriver: ”Al ære til Herren Gauracandra, der er et hav af barmhjertighed! Al ære til Herren Nityananda, der er hengiven tjeneste personificeret.”
Dernæst fortæller han, at Krishnas nedstigen og aktiviteter i denne verden overskrider al fatteevne. Hvem kan forstå, hvorfor Krishna nedstiger til denne verden? Ikke desto mindre fortæller Krishna Selv i Bhagavad-gita: ”Når som helst og hvor som helst der sker en nedgang i religiøs udøvelse og en fremherskende stigning i irreligiøsitet, nedstiger jeg. For at udfri de fromme og for at tilintetgøre skurkene såvel som for at genetablere religiøse principper nedstiger Jeg tidsalder efter tidsalder.” (Bg. 4.7-8). Af den grund nedsteg Krishna for 5.000 år siden efter at være blevet anmodet derom af halvguderne under anførsel af Brahma.
Vrindavana Dasa Thakura forklarer videre, at i Kali-yuga, den nuværende tid, er Hari-sankirtana, sang af Herren Krishnas hellige navne, tidens religion. For at etablere denne religion nedsteg Krishna som søn af Saci – som Caitanya Mahaprabhu. Krishna nedsteg sammen med alle Sine ledsagere og spredte sankirtana-bevægelsen. På Hans ordre lod Hans personlige ledsagere sig føde i denne verden som mennesker og store hengivne af Herren. Nogle fødtes i Navadvipa, nogle fødtes i Catigrama, nogle i Radhadesa og endnu andre mange andre steder. Vrindavana Dasa Thakura nævner nogle af navnene på de mange hengivne som Srivasa Pandit, Sri Rama Pandit, Candrasekhara og Murari Gupta. Han nævner også, at Nityananda Prabhu fødtes i landsbyen Ekacakra. Skønt Nityananda er alles fader, lod Han, som om en hengiven ved navn Hadai Pandita var Hans fader.
Vrindavana Dasa Thakura spørger, at siden alle stederne langs Ganges’ bredder er rene og hellige, hvorfor lod alle disse hengivne sig da føde på så mange ugudelige steder. Herren Caitanya Selv lod Sig føde ved Ganges’ bred. Hvorfor blev mange af Hans ledsagere da født i andre fjerne steder? Vrindavana Dasa Thakura svarer, at fordi Herren elsker alle levende væsener som Sine børn, gav Han Sine ledsagere ordre til at lade sig føde der og udfri alle levende væsener. Enhver stor hengiven er lige så god som det bedste pilgrimssted, og derfor fødtes de på så mange ugudelige steder. Men skønt de fødtes så mange forskellige steder, samledes de alle i Navadvipa, for det var der, Herren nedsteg i denne verden.
Vrindavana Dasa Thakura beskriver Navadvipa før Caitanya Mahaprabhus nedstigen. Ved lærdommens gudinde Sarasvatis barmhjertighed var Navadvipa fyldt med lærde mænd i alle aldre. Alle var de lige arrogante. Selv store drenge modsagde og argumenterede imod deres ældre. Folk kom fra mange provinser for at studere i Navadvipa og fik smag for lærdom. Ingen kunne tælle, hvor mange lærde der var.
Ved lykkegudinden Laksmis velvilje var alle Navadvipas mennesker lykkelige, men da de kun var interesserede i materielle ting, spildte de i virkeligheden blot deres liv. Ingen var interesserede i hengiven tjeneste til Krishna og Rama. Den eneste religion, de kendte, var at synge sange hele natten igennem til ære for den materielle gudinde Mangala Candi (Durga). Nogle tilbad stolt slangegudinden Manasa, og andre ofrede store rigdomme til halvguder og -gudinder. På deres sønners og døtres bryllupper spildte de formuer og bortødslede på den måde deres tid i denne verden. Selv store brahmanaer som Bhattacaryaerne, Cakravartierne og Misraerne forstod ikke skrifternes sande betydning. De underviste i skrifterne, men var stadigvæk materialistiske. Dødens konge, Yamarajas, løkke lå allerede rundt om deres og deres studerendes hals. Ingen diskuterede Krishna-kirtana. Havde de intet dårligt at sige om andres fejl og mangler, var ingen interesserede i at sige noget. Ingen sagde noget godt om andre, og ingen havde Krishnas navn på deres tunge.
Vrindavana Dasa Thakura fortæller videre, hvordan Krishnas hengivne sørgede dybt over tingenes tilstand. De hengivnes leder hed Advaita Acarya. Han var den mest berømmelige person i verden. De hengivne mødtes hjemme hos Advaita og talte om Krishna, hvorved al deres ulykke og lidelse forsvandt. Når de hengivne så alle andre brænde i materialismens flammer, kunne de intet sige, men kun græde. Selv om de prøvede at få menneskene til at forstå, forstod disse intet. Tværtimod sagde folk: ”Hvorfor danse for Krishna? Hvorfor synge Hans navne?” Srivasas ugudelige naboer ville sige, når de hørte den natlige kirtana fra hans hus: ”Denne skøre brahmana styrter vor landsby i fordærv. Når den muslimske konge hører om denne syngen, bliver han rasende på hele Navadvipa. Den brahmana burde fordrives fra vores landsby, hans hus rives ned, og stumperne smides i Ganges.”
De hengivne kunne kun græde af medlidenhed, men Advaita Acarya blev rasende ved disse ord. Han sagde til vaisnavaerne: ”Jeg skal tvinge Krishna til at nedstige foran alles øjne. Krishna vil komme her og udfri alle. Han vil acceptere jer som Sine fæller og lære mennesker Krishna-bhakti, hengiven tjeneste. Kan jeg ikke få Ham til at komme, manifesterer Jeg min firarmede form, og med Min chakra skærer Jeg halsen over på millioner af ateister. Lad mig således bevise, at Krishna er min Herre, og Jeg er Hans tjener.”
Derfor tilbad Advaita Acarya igen og igen Krishna med tulasi-blade og vand fra Ganges og kaldte på Krishna. Fordi Krishna hørte Hans kalden, nedsteg Han personligt.
I Navadvipa boede en brahmana ved navn Jagannatha Misra. Han var den bedste blandt brahmanaerne og en stor hengiven. Han var lige så god som Vasudeva, Dasaratha, Kasyapa og Nanda Maharaja, Krishnas fader. Hans hustru hed Saci. Hun var lige så god som hele verdens moder. Sammen fik de mange døtre, der alle døde som spæde. Deres eneste overlevende barn var sønnen Visvarupa, der ikke havde sin lige. Allerede som dreng flød alle skrifternes konklusioner fra Hans mund.
Guddommens Højeste Personlighed, Krishna, trådte ind i Jagannatha Misra og Sacis kroppe og lod Sig føde som deres søn. Halvguderne med Brahma i spidsen viste sig i al hemmelighed og fremførte bønner, imens Caitanya fortsat var i Sin moders liv. Han forblev i Sin moders liv indtil fuldmåneaftenen i måneden phalguna (februar/marts), hvor Han manifesterede Sig Selv. Den samtlige lykke i alle de ubegrænsede universer var til stede denne fuldmåneaften.
”Hvem kan forstå Herrens handlinger?” spørger Vrindavana Dasa Thakura. Ved Hans ønske var der denne aften en måneformørkelse, for Rahu dækkede Månen med sin skygge. Så såre Navadvipas borgere så dette, begyndte de alle at synge Herren Haris lykkebringende navne. Millioner af mennesker stod i Ganges og råbte: ”Haribol! Haribol!” Krishnas navne fyldte Navadvipa og hele universet. Da de hengivne hørte dette, bad de: ”Må denne formørkelse vare for altid,” for sol- og månefomørkelser var de eneste tidspunkter, hvor Navadvipas indbyggere ville synge Krishnas navne.
Imens alt dette skete, nedsteg Guddommens Højeste Personlighed til denne jord som søn af Saci. Først bevirkede Han, at Navadvipa blev fyldt med Krishnas hellige navne, så lod Han Sig føde, og derefter lod Han aldrig Krishnas navne forlade Navadvipa eller resten af verden igen.
Sri Caitanya Mahaprabhu ki jay!