Af Jayapataka Swami

Jayapataka Swami talte til de hengivne umiddelbart efter, at overfaldene i Bangladesh var blevet kendt.

Jeg var i Malaysia for at indvie det globale Damodara-program. Ved afslutningen på programmet sagde de, at de ville synge Narasimha-bønnerne for de hengivne i Bangladesh. Over hele verden er alle meget påvirkede af dette.

Dette er Kali-yuga. I Kali-yuga opstår der uden grund forstyrrelser. Ingen forsøger at skabe dem, men sådanne situationer opstår, ligesom når to bambustræer gnider mod hinanden på grund af vinden, og friktionen starter en skovbrand. På denne måde opstår der i denne Kali-yuga stridigheder uden nogen egentlig grund til dem. Folk bliver ophidset af et eller andet falsk rygte. Vi respekterer alle religioner, men gennem misbrug af sociale medier såsom Facebook, der bruges til at sprede falsk information, skabes der så mange problemer. Hinduer og muslimer lever normalt fredeligt sammen i Bangladesh, men på grund af indflydelsen fra Kali-yuga bliver folk unødvendigt forstyrrede.

Vi er meget bekymrede over, at ikke blot i Bangladesh, men over hele verden er der så megen uro. I Bangladesh er hinduerne i minoritet, så de udsættes for problemer. I New Zealand blev en moské for nyligt angrebet, og nogle terroristgrupper i Afghanistan angriber Shia-moskéer, og mange bliver dræbt. Dette er effekten af Kali-yuga. Over hele verden ser vi, at hvor der er minoriteter, bliver de forfulgt.

Eftersom ISKCON er i mange lande verden over, bliver vi også sommetider angrebet. Men dette er ekstremt. Vi har aldrig oplevet noget lignende før som i Bangladesh, hvor uskyldige hinduer angribes af pøbeloptøjer. De har ødelagt hindutempler og pandalaer. Vi er meget bekymrede for vores brødre og søstre, der udsættes for dette i Bangladesh.

Vi er sikker på, at religiøse mennesker og regeringen ikke ønsker den slags problemer. Vi håber, at der vil blive masseprotester mod denne slags uintelligente angreb på forskellige religioner. Derfor synger de hengivne i Malaysia og andre lande Nrsimha-mantraerne, og i Mayapur laver de et yajna og en særlig puja til Herren Nrsimhadeva. Jeg beder også til, at hvis Krishna ønsker det, må de hengivne på hospitalerne komme sig, og de hengivne, der blev myrdet, må vende hjem til Guddommen, for de  opgav deres liv, netop fordi de var hengivne af Krishna. Vi har hørt, at mange steder i Bangladesh blev forskellige templer og nama-hattaer angrebet. Nogle blev beskudt. Således håber vi, at der må blive fred overalt i verden, og der ikke vil være sådanne dæmoniske terroristaktiviteter. Vi bør opleve dharma-santi, fred blandt religioner. Vi tilbeder alle den samme Højeste Herre, selv når nogle folk tilbeder Durga Devi eller andre halvguder og gudinder. Hun er den Højeste Herres kraft og kan regnes for at være en engel. Det gamle system for Durga Puja er, at først ofrer man til salagrama-sila [Krishna eller Visnu] og derefter til Durga Devi. Selv Koranen blev åbenbaret til Mohammed af en engel. Hvorom alt er, ønsker vi, at der må være kærlighed og fred mellem religionerne. På denne måde sender vi vores følelser til de hengivne i Bangladesh.

Vi har hørt, at premierminister Sheikh Haseena har udtalt, at dette ikke vil ske igen, og vi håber, at det lykkes for hende. Men Srila Prabhupada har også sagt, at den slags ting uvægerligt vil ske i Kali-yuga.

Vi håber, at verdenssamfundet vil tage til efterretning, at disse ting bør stoppe. Vi havde en festival for at fejre Srila Prabhupadas ankomst til det nye tempel i Mayapur i går, hvor vi ikke hørte noget om det. Da jeg vågnede op om morgenen, fik jeg disse forfærdelige nyheder. Alle GBC-medlemmerne er meget forstyrrede over disse ting, der er sket. De har sagt, at de vil gøre alting, der står i deres magt.

Lad os have protester over hele verden. Alle forskellige religiøse mennesker bør protestere sammen, og vi håber, at dette vil skabe enhed i forskellighed. Hare Krishna.