I 2008 blev Jayapataka Swami lammet efter en hjerneblødning, hvor han længe svævede mellem liv og død. I de snart seksten år siden dengang har han ikke som ventet levet et tilbagetrukket liv, men med hjælp fra disciple på forbløffende vis fortsat med at gøre tjeneste, rejse verden rundt, prædike, lede og inspirere.

For nylig fik hans helbred igen en nedtur, og han måtte på hospitalet en periode. Til manges forbløffelse kom han sig også oven på denne helbredskrise, og den 23. juni 2024 sendte han et brev, der bringes herunder, til sine disciple over hele verden.

På den lykkebringende Pandava Nirjala Ekadasi blev jeg udskrevet fra ILBS Hospital, og jeg er i min lokale residens i Delhi, hvor jeg for nærværende får behandling for forskellige helbredsproblemer, som jeg har, og er på hospitalet hver anden dag til dialyse. Jeg fik en operation på min venstre arm for at få lavet en fistel til at hjælpe med dialysen, og indtil stingene er blevet fjernet, gav de mig besked om ikke at tage til Mayapur. Jeg holder mig ajour via Jayapataka Swami App og JPS Media om, hvordan hengivne beder og laver forskellige ofringer for mit helbreds skyld, og jeg vil gerne takke alle. Jeg er meget taknemmelig for at få endnu en chance for at tjene Srila Prabhupada.

Da jeg var i Mayapur i 1976, fik jeg et brev fra Srila Prabhupada, hvor han skrev: ”Jeg tror, du arbejder for hårdt. Din sygdom skyldes for hårdt arbejde. Bliv i Mayapur. Hvil så meget som muligt, arbejd igennem assistenter og syng Hare Krishna.” (Brev til Jayapataka fra Hyderabad, 761204). Men så fortalte han mig også, at som sannyasi burde jeg rejse og prædike. På den tid var mine assistenter mest mine Gudsbrødre. Men nu har jeg mine disciple, der hjælper mig med at opfylde de instruktioner, Srila Prabhupada gav mig. Jeg har sekretærer for hver eneste af de instruktioner, Srila Prabhupada gav mig. Selv da jeg var på hospitalet, hørte og så jeg de forskellige rapporter, der blev sendt til mig af mine sekretærer.

Lige før sin fysiske bortgang fra denne verden i november 1977 grundlagde Srila Prabhupada The Bhaktivedanta Swami Charity Trust (BSCT), og han bad os om at udvikle Gaura-mandala-bhumi. For nylig som en del af udviklingen af Gaura-mandala-bhumi blev en scene opført i Santipur, og et nyt køkken blev bygget i Phuliya på Haridasa Thakuras sripatha. Vi hjalp også til med nyopførelsen af Hamsa Vahan-templet. Gaura-mandala-bhumi er meget større end Navadvipa.

Jeg husker en sang af Srila Narottama Thakura:

sri-gaura-mandala-bhumi, jeba jane cintamani,
tara hoy braja-bhume basa

“Hvis man blot forstår, at Navadvipas land ikke er forskelligt fra Vrindavana, lever man i virkeligheden i Vrindavana.”

Srila Prabhupada gav mig mange instruktioner. Han fortalte mig, at han ville have mig til at ekspandere udbredelsen af Krishnabevidsthed ubegrænset. JPS Media hjælper mig til at nå mange mennesker igennem sociale medier som Facebook, Instagram, Twitter osv. De udgiver også korte videoer og tekster næsten dagligt, ligesom Syama Rasika Dasa og Pandava Dasa udgiver mange af mine vidoer på YouTube.

Denne måned fik jeg mange videorapporter fra disciple. Selv om jeg går igennem så mange kropslige kvaler, var jeg meget lyksalig på grund af disse rapporter. Sammen med andre prædikerapporter fik jeg også en inspirerende rapport om en skole, der drives af mine disciple i Madurai. Amrtesa Madhava Dasa og Sangini Madhavi Devi Dasi, der er læger af profession, startede i 2021 en skole, som de kalder Jai Prabhupada Sikshalaya, under vejledning af andre ældre hengivne. Det er meget inspirerende at se, hvordan pensummet bliver udviklet på basis af Srila Prabhupadas vision og Srimad-Bhagavatams lære, og skolen er også registreret under National Institute of Open Schooling (https://www.youtube.com/watch?v=VdTuS1BtKzA).

Srila Prabhupada rejste som 70-årig til USA for at sprede Herren Caitanyas sankirtana-bevægelse. Han mødte mange udfordringer, men han tolerede dem og påtog sig missionen med at frelse sjæle, der brænder i denne materielle verden på grund af glemsel af Krishna. Derfor er vi en gosthy-anandi-bevægelse. Hver eneste hengiven bør føle en stærk forpligtelse til at hjælpe Srila Prabhupada med at ekspandere denne Krishabevidsthedsbevægelse. Vi har sådan en stor gæld til Srila Prabhupada. Selv om vi aldrig helt kan tilbagebetale ham, er den eneste måde at vise vores ønske om at tilbagebetale gælden at være Krishnabevidste og forsøge at gøre andre Krishnabevidste.

For nyligt bad GBC alle GBC-medlemmer om at føre deres profil ajour. Da jeg så på min, opdagede jeg, at der står, at Srila Prabhupada fortalte mig: ”Jeg har givet jer Guds rige. Sørg nu for at udvikle det og nyde det.” Jeg så også, at det samme står nævnt andre steder. Men jeg vil gerne præcisere, at Srila Prabhupada gav mig instruktionen om at udvikle Mayapur Dhama, men han sagde aldrig, at vi skulle ”nyde den.”

For to dage siden fejrede vi festivalen Panihati chida-dahi. Normalt ville jeg have været [i USA] i ISKCON Atlantas New Panihati Dhama til Panihati-festivalen. Dette år kunne jeg ikke rejse på grund af mit helbred, men jeg var der virtuelt. Srila Prabhupada gav ISKCON Atlanta navnet New Panihati Dhama. Imidlertid vidste de hengivne der dengang ikke, hvad denne Panihati-festival var. Siden jeg var i Indien, kendte jeg til den, så jeg tog dertil og startede Panihati-festivalen der. Og min kære Gudsbroder Srila Bhakti Caru Swami plejede at fejre festivalen i Panihati Dhama nær Kolkata. Jeg besøgte Panihati Dhama tre gange sammen med Srila Prabhupada, der foran banyantræet der nævnte, at vi skulle opføre et tempel til Nitai-Gaura her. Prabhupada sagde også, at vi skulle have en Mayapur-Kolkata færgetjeneste med et stop i Panihati midtvejs til en snack med chida-dahi.

I går til Snana Yatra havde jeg darsana af Jagannatha, Baladeva, Subhadra og Sudarsana i Rajapur på Mayapur TV. Efter badningen bliver Herren Jagannatha tilsyneladende syg og giver først igen darsana til Ratha Yatra. Snana Purnima markerer Herren Jagannathas fremkomstdag. I går efter dialyse besøgte jeg på min vej tilbage templet for Jagannatha, Baladeva, Subhadra og Sudarsana i Santi Kunja, der er tæt på, hvor jeg bor. Jeg skulle have været i ISKCON Dvaraka, men siden jeg ikke havde min chauffør, kunne jeg ikke komme af sted.

Nogle af mine disciple skriver til mig, at de har svært ved at recitere seksten runder hver dag. Siden min hjerneblødning i 2008 har min højre side ikke villet samarbejde. Jeg er nødt til at chante med min venstre hånd, og jeg bruger en triptæller eller chante-maskine. Når jeg laver fysioterapi og andre øvelser, reciterer jeg og holder styr på runderne. Jeg lovede Srila Prabhupada, at jeg dagligt ville sige mindst seksten runder på 108 mantraer hver. Det er 1.728 gange. Selv når jeg er på hospitalet, reciterer jeg hver dag. De fleste dage bliver det mere end seksten runder.

Jeg er glad for at kunne nå mange af mine disciple gennem mit e-care program. Det er mit ønske at være i forbindelse med hver eneste discipel og hjælpe dem til at gøre fremskridt i deres åndelige liv og i sidste ende hjælpe dem til at vende tilbage til Guddommen efter dette liv.

Denne materielle verden giver os somme tider lykke og somme tider lidelse, men lykken, vi får ved at tjene Krishna, er ubegrænset. Efter min hjerneblødning har jeg haft mange fysiske udfordringer. Men siden jeg forsøger at sprede det hellige navn, føler jeg mig ikke ulykkelig. Jeg er lykkelig. Anander sima nai: ”Der er ingen grænse for åndelig lyksalighed.” Jeg håber, I alle oplever ubegrænset åndelig lykke ved at praktisere bhakti-yoga.

Med håb om, at dette finder jer ved godt helbred og lyksalig Krishnabevidsthed.

Som altid jeres velønsker,

Jayapataka Swami.