Englands premierminister Boris Johnson kom på et improviseret besøg til Bhaktivedanta Manor søndag den 8. december, hvor søndagsgæsterne blev overraskede over at se ham sammen med en gruppe af parlamentsmedlemmer og sikkerhedsfolk dukke op til søndagsfesten.
Premierministeren blev taget rundt på Manors område inklusive til det næsten færdige Sri Krishna Haveli, et stort forsamlingskompleks til næsten 10 millioner pund. Derefter blev han fulgt til tempelrummet, hvor han modtog en ceremoniel velsignelse foran alteret, gav en blomsterkrans til Srila Prabhupada og derefter talte til den store forsamling. Han sagde bl.a.: ”Jeg er inspireret af dette tempels arbejde og af samfundet her. Det er ikke alene et sted med naturligvis stor spiritualitet, men det tiltrækker også hundredtusindvis af mennesker og fører alle mulige slags folk sammen.”
Efter at have modtaget gaver og templets berømte sødsager blev premierministeren ledt ud til okserne, som han fodrede gulerødder med egen hånd. Vinay Tanna, templets kommunikationsleder, bemærkede: ”Bhaktivedanta Manor er et sted for tilbedelse og åndelig uddannelse. Derfor er det som sådan ikke tilknyttet noget bestemt politisk parti, men vi respekterer og ærer alle, der når som helst kommer for at besøge os.”
Bhaktivedanta Manors Hare Krishna-tempel blev givet til ISKCON af George Harrison fra The Beatles i 1971 og ligger uden for Watford på et areal på 31 hektar. Det er blevet et af de vigtigste hellige steder ikke blot for Hare Krishnas hengivne, men for hinduer i England og hele Europa.