– Af Amogha-drk Krishna Dasa

Der findes en naturlov, som de fleste af os overser: Ved at antage en ydmyg holdning sparer man sig selv for så mange unødvendige problemer og undgår at spilde tiden.

At være ydmyg indebærer personlig askese. Lad os for eksempel sige, at jeg, der bor i Hare Krishna-templet, skulle blive syg, og mine overordnede anbefaler, at jeg bliver i sengen og faster for at komme til hægterne så hurtigt som muligt. Hvis jeg ikke følger deres råd og alligevel spiser eller ikke hviler tilstrækkeligt, forlænges min sygdomsperiode. Sygdom er som regel en reaktion på, at man ikke har behersket sig selv,* hvilket er en askese, vi er nødt til at påtage os som mennesker, og konsekvensen af denne forseelse ender med at bebyrde andre, der er nødt til at dække mine tjenester, mens jeg er syg. På denne måde oplever jeg både materielt og åndeligt et sammenbrud, hvis jeg ikke er rigtig ydmyg.

Der gives et rammende eksempel i Mahabharata, hvor Havet spørger Ganges-floden, hvorfor bambusrør med deres tynde stammer aldrig bliver revet med af flodens strøm til havet, medens træer med deres tykke stammer bliver det. Floden forklarer, at dette skyldes bambussernes lærevillige og lydige natur.

vetaso vegam ayantam drstva namati netarah
sa ca vege ’bhyatikrante sthanam asadya tisthati
kalajnah samayajnas ca sada vasyas ca no drumah
anulomas tathastabdhas tena nabhyeti vetasah

”Bambussen ser den frembrusende strøm og bøjer sig for den. Sådan opfører træerne sig ikke. Efter at strømmen er overstået, genfinder bambussen sin tidligere positur. Bambussen forstår de fordele og muligheder, der ligger i Tiden. Bambussen er lærevillig og lydig. Den er eftergivende uden at være stiv. Derfor bliver den stående der, hvor den vokser, uden at blive revet med af os.” (MB. 12.114.9-10)

Bambussen hyldes for at være tids-vis (kalajnah), for visdom er at vide, hvornår man skal bøje sig, og hvornår man skal blive stående. I Srimad-Bhagavatam viser Maharaja Pariksit det perfekte eksempel på en person, der ved, hvornår han skal bøje sig, og hvornår han skal blive stående. Som sin tids mest magtfulde konge var han altid klar til at stå op og slås imod det onde. Han udtaler i Srimad-Bhagavatam 1.17.14: ”Enhver, der har for vane at gøre sagesløse levende væsener fortræd, må frygte mig alle steder i verden. Og ved at kue de uhæderlige skurke begunstiges de uskyldige automatisk med lykke.”

Men efter at han fik at vide, at han var forbandet til at dø om syv dage, antog han øjeblikkeligt en ydmyg holdning, fordi han ikke ønskede at gribe ind i tidens gang. I sin kommentar til Srimad-Bhagavatam 1.12.2 udtaler Srila Prabhupada: ”Maharaja Pariksit vidste sammen med alle andre, at brahmana-sønnens forbandelse af ham var forkert. Men han brød sig ikke om at modvirke den, for han forstod også, at Kali-alderen var begyndt, og at det første symptom på denne tidsalder, nemlig degradering af det højt begavede brahmana-samfund, således havde indfundet sig. Han ønskede ikke at gribe ind i tidens gang, men gjorde sig klar til at møde døden i godt humør på forsvarlig vis.”

Derfor satte kongen sig på bredden af Ganges for at faste til døden og overgive sig til Herren Krishnas lotusfødder. Alle de store rishier og konger ankom til stedet, for de kunne forudse, at Srimad-Bhagavatam ville blive talt til kongen af Sukadeva Gosvami. Maharaja Pariksit viste så gennem sit eget eksempel, at den bedste måde at blive undskyldt for forseelser på er at bøje sig ned (Srimad-Bhagavatam 1.19.11):

”Da de alle samledes for at møde kejseren, tog han imod dem på passende vis og bøjede sit hoved til jorden.” Srila Prabhupada forklarer: ”Systemet med at bøje hovedet til jorden for at vise en overordnet respekt er en fortrinlig etikette, der forpligter den ærede gæst dybt ind i hjertet. Sågar den største forbryder kan blive undskyldt ene og alene gennem denne skik, og skønt Maharaja Pariksit blev æret af alle ordener af rishier og konger, tog kejseren imod alle de store mænd med denne ydmyge etikette for at blive undskyldt af dem i tilfælde af, at han på noget tidspunkt skulle have fornærmet dem.”

Min åndelige mester, HH Mahavishnu Maharaja, bemærkede engang: ”Vi må være parate til at bukke vores hoveder for andre. Hvis vi ikke kan bukke os ned, vil Krishna tvinge os til det gennem sin materielle energi, der er kendt som tiden.”

Af dette kan vi konkludere, at hvis vi ikke praktiserer ydmyghed, som er vores naturlige åndelige dharma, vil vi blive ydmyget med tvang på forskellig vis af den materielle tid, der fjerner os fra den helt ubrudte (apratihata) åndelige tid i Krishnas lyksalige tjeneste.

Noter:

* Ifølge Ayurveda udspringer sygdom fra vores selvforskyldte disharmoni i forhold til skabelsen. Denne disharmoni forårsages af følgende tre faktorer:

prajnaparadha: forseelser imod intellektet, hvilket indebærer, at man med vilje handler imod bedre viden. Dette omfatter ugunstige aktiviteter (asubha karma) med a) sind, b) tale og c) krop, der finder sted under forstyrrelse af ens mentale fakulteter, nemlig a) forståelse (dhi), b) viljestyrke (dhrti) og c) hukommelse (smrti). Dette er videre årsagen til usund anvendelse af sanserne i forbindelse med sanseobjekter (asatmyendriyartha-samyoga).

asatmyendriyartha-samyoga opdeles i tre: a) overdreven brug (atiyoga), b) for lidt brug (ayoga) eller c) misbrug (mithyayoga) af sanserne. Eksempler på disse er at a) spise for meget, b) spise for lidt eller c) spise forkert.

kala: variationer ifølge tiden såsom vinter og sommer. Hvis en person for eksempel ikke er opmærksom på vinterens påvirkning og tilpasser sig derefter ved at beskytte sig mod kulden, vil en sådan disharmoni føre til sygdom. (Kilde: Dr. Pankaj Pathak (2009), ”Concept of Nidana and its assessment in Kitibha Kusha”)