Hare Krishna er ikke på finansloven. Der er heller ingen enkelt godhjertet rigmand, der betaler for alle Krishna-bevidste aktiviteter i Danmark. Derfor afhænger alting som tempeldrift, festivaler, seminarer, besøg af gæsteforelæsere, Radio Krishna, Ratha-yatra, tilbedelse af Deiteterne, foredrag for de mange skole- og gymnasieklasser og sågar udgivelse af Nyt fra Hare Krishna af manges frivillige bidrag.
Det er også helt fint, for når mange bidrager, giver det også manges involvering og bringer alle tættere i et Krishna-bevidst fællesskab, sådan som det var Srila Prabhupadas tanke.
Mange af jer, der læser dette, bidrager allerede betydeligt til f.eks. tempelaktiviteterne i København. Men endnu flere kunne bidrage og være med til at styrke Hare Krishnas arbejde i Danmark. Jo flere der giver, desto mere mulighed er der for at gøre noget til glæde og gavn for alle. Danmark er et fattigt land, hvis eneste rigdom er penge og materiel velstand. Overalt ser vi lidelse og armod på grund af den udbredte åndelige fattigdom. Derfor er der brug for et stærkt Krishna-bevidst samfund, der kan give så mange som muligt af vores medmennesker den åndelige viden og det alternativ og fællesskab, som alle dybest set længes efter.
Derfor skrives dette både som en tak til alle jer, der allerede bidrager betydeligt efter bedste evne, og som en opfordring til jer, der kunne bidrage eller bare bidrage mere, om I ikke også har lyst til at gøre det? Krishnas princip er, at det skal være hundrede procent frivilligt, for skønheden ved vores forhold til Krishna er netop, at Han ikke tvinger eller kræver, men blot giver og inviterer alle os andre til at indgå i et gensidigt giveforhold med Ham. Ikke desto mindre er det i vores egen interesse at give til Ham. Kærlighed betyder to personer, hvor begge giver. Når vi giver til Krishna, starter vores forhold derfor til Ham, hvilket er den dybeste tilfredsstillelse, vi kan opleve. Derfor mister man intet, men vinder kun ved at give til Krishnas arbejde.
Som situationen i bl.a. Københavns tempel er nu, finansieres aktiviteterne delvist af manges faste bidrag, delvist af nogle få tempelhengivne, der bringer en sum hjem hver måned gennem indsamling på gader osv. Det vil altid være en sårbar situation, hvis den afhænger af nogle få, for hvad nu, hvis der sker noget med dem eller bare én af dem? Derfor er det målet at sprede opgaven over mange flere, så der er mulighed for at gøre meget mere og konsolidere det, der allerede foregår.
Hvor meget taler vi om? Det er selvfølgelig helt op til den enkelte. Et gennemsnitligt fast månedligt bidrag ligger på omkring 300 kr. Nogle giver 150 eller 200 kr., og der er dem, der giver 500, 750 eller 1.000 kr., imens et par stykker giver mere end det. Giv, hvad du kan. Det er noget, som i sidste ende kun handler om forholdet mellem Krishna og dig. Men vær med til at give til Krishna! Hvorfor ikke?
Bemærk forresten, at som et anerkendt religionssamfund er alle bidrag til Krishna-bevægelsen fradragsberettigede. Hvis du med andre ord vil give f.eks. 1.000 kr. hver måned, giver du i virkeligheden kun 600 kr. (ved en trækprocent på 40).
Skriv til iskcon.denmark@pamho.net eller lalitanatha@krishna.dk, ring på 48286446 eller skriv til ISKCON, Skjulhøj Allé 44, 2720 Vanløse, hvis du gerne vil begynde at være Krishnas støttemedlem.