Dette er tredje del af et uddrag fra den bengalske bog Srila Prabhupader Upadesamrta, der indeholder Srila Bhaktisiddhanta Sarasvatis svar på en række almindelige spørgsmål.
Spørgsmål: Hvilken slags stærk tro bør vi have på Sri Gurudevas lotusfødder?
Srila Bhaktisiddhanta: En rigtig discipel ser sin gurudeva som værende Krishna meget kær, som sendt af Krishna og som Tjenestens Mester (Seva Bhagavan). En oprigtig discipel har samme hengivenhed til sin gurudeva, som han har til den Højeste Herre, og han tilbeder ham på samme måde. De, der ikke tjener deres gurudeva på denne måde, falder ned fra deres position som disciple. Der er ingen, der kan recitere det hellige navn rent, medmindre de ser gurudeva som ikke-forskellig fra Krishna, altså som Krishnas manifestation.
Jeg vil tjene Sri-Sri Guru og Gauranga i enkelhed og oprigtighed under gurudevas vejledning. Min gurudeva taler den Højeste Herres sag, og jeg vil adlyde disse ord korrekt. Jeg vil aldrig undlade at vise min gurudeva behørig respekt, uanset hvordan andre måtte påvirke mig i denne verden. Selv hvis det gør mig stolt eller dyrisk, og selv hvis jeg ender i helvede, vil jeg under alle omstændigheder udføre gurudevas ordre. Han er udsendt af Krishna, og jeg er villig til at underskrive en kontrakt, der sender mig i helvede for al evighed. Jeg vil ikke lytte til noget som helst, andre siger, intet ud over min gurudevas ordre. Med den kraft, jeg har modtaget fra min gurudevas lotusfødder, vil jeg vælte alle andre strømninger af bevidsthed i verden med ét slag fra min knytnæve. Hvis jeg kaster en støvpartikel fra den pollen, der falder fra Sri Gurudevas lotusfødder, vil millioner af mennesker i denne verden blive befriet. I de fjorten verdener findes der ingen lærdom og intet godt begreb, som vejer tungere end en støvpartikel fra min gurudeva. En rigtig discipel har den slags stærk tro og beslutsomhed.
Spørgsmål: Er det en og samme ting at være Sri Caitanya Mahaprabhus omgangsfælle som at være hans hengivne?
Srila Bhaktisiddhanta: Nej. Hans omgangsfæller kaldes for Hans sangier. Sangi betyder en, der følger Ham overalt. De, der ikke omgås Ham hele tiden, kan ikke kaldes for Hans sangier eller omgangsfæller. Men Sri Narottama Dasa Thakura var alligevel Mahaprabhus omgangsfælle, selv om han ikke var her, da Mahaprabhu manifesterede Sig selv. Narottama Dasa Thakura nedsteg til denne verden udelukkende for at opfylde Mahaprabhus ønske. Han er for evigt engageret i Mahaprabhus tjeneste. Mahaprabhus ønsker manifesterer sig i Narottamas hjerte. Narottama Dasa Thakura er absorberet i fortrolig tjeneste. Derfor er han Mahaprabhus evigt befriede omgangsfælle.
Spørgsmål: Det følgende vers anses for at være det vigtigste i Bhagavad-gita:
sarva-dharman parityajya
mam ekam saranam vraja
aham tvam sarva papabhyo
moksayisyami ma sucah
(Bg. 18.66)
”Opgiv enhver form for religion og blot overgiv dig til Mig. Jeg skal befri dig fra alle syndige reaktioner. Frygt ikke.”
Hvorfor?
Srila Bhaktisiddhanta: Mahaprabhu sagde til Ramananda Raya Prabhu, at selv dette pragtfulde vers blot var eksternt. Hengiven kærlighed til den Højeste Herre er sjælens naturlige tilbøjelighed, så den Højeste Herre burde ikke være nødt til at reklamere for Sig Selv. Han burde ikke være nødt til at lokke os. Han burde ikke være nødt til bruge energi på at overtale os til at hengive os til Ham. Han burde ikke være nødt til at få os til at afgive et løfte om at elske Ham. På grund af deres spontane, ukontrollerbare kærlighed til Ham forsøger Hans hengivne helhjertet at glæde Ham.
Hvis en fader med stort besvær forsøger at få sin søn til at elske sig, ved alle, hvilken slags søn han har. Det er kun naturligt, at den hengivne, når han følger sit hjerte, intuitivt vil tjene Herren. Men i denne situation [her i denne materielle verden] synes det omvendte at være tilfældet. Den hengivne har ikke blot glemt sin Herre, men han har også glemt sin evige identitet. I denne tilstand af forglemmelse er han blevet herre over det midlertidige og tjener således det midlertidige. Grunden til, at Mahaprabhu sagde om dette storslåede vers, at det er eksternt, var for at instruere os i ren hengivenhed, den højeste hengivenhed, som har hjemme i Vraja Dhama.
Spørgsmål: Er Mahaprabhus nåde den største?
Srila Bhaktisiddhanta: Selvfølgelig. Der findes ingen så nådig som Mahaprabhu og Hans hengivne. Den hjælp eller gavn, som kommer fra dem, er den virkelige velgerning. Ethvert andet bud på hjælp er i virkeligheden et stort bedrag og en stor bjørnetjeneste. Men den velgerning, den hjælp, som Mahaprabhu og Hans hengivne yder, er faktisk den største og den evige hjælp. Denne velgerning varer ikke kun i et par dage. Det er ikke den slags hjælp, som efter kort tid er årsag til en uheldig bivirkning, en ufavorabel reaktion. Det er ikke den slags hjælp, der gavner nogle og skader andre. Vi kan gøre noget godt for vores land, men det kan til gengæld betyde et andet lands nød. Jeg kan få glæde på bekostning af et andet menneskes lidelse. En anden kan nyde noget, der skaber en mangel i mit liv. Jeg kan drage fordel af at køre i en hestevogn, men det er helt sikkert årsag til lidelse for hestene. Mahaprabhu og Hans hengivne snød ikke menneskeheden med den form for velgerning. Den slags velgerning, som de anbefaler, den gave, som de har skænket, vil være til største gavn for alle mennesker til alle tider. Denne velgerning er for hele universet. Derfor er det ingen snæversynet hjælp. Mahaprabhu og Hans hengivne var aldrig interesseret i nogen som helst form for snæversynet, sekterisk og midlertidig velgerning. Ingen dårlig reaktion er nogensinde udsprunget fra Mahaprabhus nåde. Det er grunden til, at Mahaprabhus nåde kaldes amandodaya – den fejlfrie nåde. Det er grunden til, at vi siger, at Mahaprabhu er den mest storsindede, og Hans hengivne er endnu mere storsindede. Dette er ikke fantasi, det er virkelighed.
Mahaprabhus nåde er perfekt og ubegrænset. Alle andres nåde er begrænset og derfor bedragerisk. Alle andre inkarnationer som Matsyadeva, Kurmadeva, Varahadeva, Ramacandra og tilmed Herren Krishna Selv gav kun Deres rene nåde til fuldstændigt hengivne sjæle, men alle Deres fjender tilintetgjorde De. Det er kun Mahaprabhu, som gav Sin nåde til Sine fjender. Han tøvede ikke med at give sin sande nåde til Kazi’en, buddhisterne og andre.
Spørgsmål: Skal vi fortælle sandheden rent og uforfalsket?
Srila Bhaktisiddhanta: Helt sikkert. Vi fortæller frygtløst sandheden til alle uden at bedrage nogen. Vi skal komme med den slags sandhed, der virkelig gavner det levende væsen, selv hvis den er ubehagelig. Det er ikke det samme som at gøre andre forstyrrede eller bange (bhutodvega). Vi er nødt til at søge virkeligheden. Vi er nødt til at tænke på, hvad der er godt for folk i verden. Vi er nødt til at gøre det, der beriger os selv og andre, med stor beslutsomhed. Vi bør prøve at arbejde ikke blot for samtidens mennesker, men for alle mennesker i alle tidsaldre. Vi er nødt til at fortælle alle om Herrens lyksalige verden, landet uden grænser, hvorfra ingen skal vende tilbage. At fortælle andre om denne transcendentale verden er en fuldstændig nødvendighed, hvis vi vil have beskyttelse ved den åndelige mesters lotusfødder.
Vi vil altid tjene Sri Gurudeva, som er giveren af transcendental viden. Hvis vi lever i vores hjem, bør vi tjene ham sammen med alle vores familiemedlemmer. Vi vil sørge for, at Herren og Hans hengivne bor i gode huse, imens vi selv vil bo i simple boliger eller stråhytter. Hvis vi giver til Herren uden at give til os selv, modtager vi helt sikkert Hans nåde.
Vi bør altid tænke: ”Alting tilhører Herren.” Vores liv vil være fremgangsrige, hvis vi bruger alting i Herrens tjeneste. Alle disse begreber bør prædikes ved, at man først følger dem selv. Sri-Sri Guru og Gauranga stilles ikke tilfredse, før vi kan ytre sandheden frygtløst.
Hvis jeg er bange for, at jeg ved at sige sandheden objektivt vil skabe ubehag, og jeg derfor ikke siger sandheden, betyder det, at jeg har opgivet den åbenbarede sandheds vej og accepteret en vej, som ikke er autoriseret. I så fald er jeg en ateist og en bedrager.
Spørgsmål: Hvem kan siges at være knyttet til familielivet?
Srila Bhaktisiddhanta: Den, der anser sig selv for at være en mand eller en kvinde, er knyttet til familielivet. En sådan person kaldes en illusioneret husholder (grhavrata). Den illusionerede husholder er grådig efter penge, relationer til det modsatte køn og anseelse og berømmelse (kanaka, kamini, pratistha). Den, der har en dragning til at nyde disse tre ting, er en illusioneret husholder, en grhavrata. En grhavrata tænker: ”Jeg har brug for, at andre tjener mig. Meningen med mit liv er at eje mit hjem og nyde mine sanser på præcis den måde, jeg har lyst til.”
Vi lever på det bevidsthedsniveau, som har kroppen i centrum. Vi foregiver at være herrer ved at være grhavrataer. Vi får problemer, når vi betragter denne verden med nydelsens briller. Indtil den dag vi får den fornødne intelligens til at forstå, at verden er beregnet til at tjene Herren, vil vi forblive illusionerede husholdere. Vi vil aldrig kunne forstå, hvad der virkeligt er gavnligt for os. De, der beslutter sig for at søge enten nydelsens eller den totalt forsagende sti, mister alt. De vil aldrig lære den Højeste Herre at kende.
Afhænger man af denne midlertidige verden, vil man kun opleve lidelse og død. Dødsoplevelsen og de trefoldige lidelser har rod i en materialistisk livsstil, som går imod Krishna.
Samtlige tanker om og bestræbelser i denne verden leder faktisk til døden, men grhavrataen tænker ikke: ”Denne slags tanker og tendenser leder mig langsomt, dag efter dag, i helvede, og de kan kun give mig mere og mere lidelse, nu og i fremtiden.” (Fortsættes)