– Af Dandaniti Devi Dasi –

Trettende kapitel betegnes ofte som det mest filosofiske i Bhagavad-gita. Vi håber, at det følgende oplæg vil inspirere vores læsere til at studere det nærmere og være en hjælp til at forstå forskellen mellem kroppen, sjælen og Oversjælen, hvilket er det overordnede tema i denne passage af samtalen mellem Herren Sri Krishna og Hans ven og hengivne Arjuna.

Forbindelsen til tidligere kapitler

Med trettende kapitel er vi kommet til Bhagavad-gitas sidste del, der fokuserer på jnana eller viden. I de foregående seks kapitler har vi hørt mange fortrolige detaljer om hengiven tjeneste, og i 12.6-7 erklærede Herren Krishna, at Han personligt vil udfri Sin hengivne fra kredsløbet af fødsel og død. Flere gange er det blevet understreget, at bhakti-yoga er den hurtigste, nemmeste og mest behagelige vej ud af den materielle verden. I de resterende seks kapitler giver Sri Krishna mere uddybende viden om, hvordan den betingede sjæl kan slippe ud af illusionens kløer og vende hjem til Guds rige. Dette indbefatter at forstå, hvorledes sjælen, der i sin naturlige tilstand er fuldstændig ren, kom i kontakt med den materielle natur og blev underlagt illusionen med at identificere sig selv med kroppen.

 

Arjunas seks spørgsmål

I første vers beder Arjuna Herren Krishna forklare seks emner:

  1. prakrti (naturen)
  2. purusa (nyderen)
  3. ksetra (handlingsfeltet)
  4. ksetra-jna (handlingsfeltets kender)
  5. jnana (viden)
  6. jneya (genstanden for viden).

Feltet og kenderen af feltet

I vers 2-7 forklarer Krishna begreberne ksetra, ksetra-jna samt jnana. Ksetra betyder mark eller handlingsfelt og refererer til kroppen. Ksetra-jna betyder feltets kender og kan referere både til sjælen og Oversjælen. Den individuelle sjæl kender sin egen krop, mens Oversjælen kender alle kroppe. Jnana betyder at kunne skelne mellem disse tre: kroppen, sjælen og Oversjælen.

Kroppen sammenlignes med en mark, hvor man kan så forskellige frø og efterfølgende høste forskellige afgrøder. Ligeledes skaber ens nuværende handlinger (karma) ens fremtidige skæbne.

Kroppen og hele den materielle verden består af 24 elementer. Det blev også berørt i syvende kapitel. Først er der pradhana, den umanifesterede materielle energi; dernæst 5 grove elementer: jord, vand, ild, luft og æter; 3 subtile elementer: sind, intelligens og falsk ego; 5 kundskabserhvervende sanser: øjne, ører, næse, tunge og hud; 5 arbejdende sanser: stemme, ben, hænder, anus og kønsdele; 5 sanseobjekter: smag, form, lyd, duft og berøring.

Krishna taler også om vekselvirkninger og livssymptomer, der manifesterer sig i sindet, såsom begær, had, lykke, lidelse og overbevisninger.

 

Fem niveauer af bevidsthed

I forklaringen til vers 5 beskriver Prabhupada fem bevidsthedsstadier, der kan observeres hos det levende væsen:

”En bestemt manifestation af den Højeste Herres energi kommer til udtryk som anna-maya, der betyder afhængighed af føde for at overleve. Dette er en materialistisk erkendelse af den Højeste. Derefter kan man i prana-maya, når man har erkendt den Absolutte Sandhed i føde, erkende den Absolutte Sandhed i livssymptomerne eller livsformerne. I jnana-maya rækker erkendelsen ud over livssymptomerne til også at omfatte tanker, følelser og vilje. Efter det kommer Brahman-erkendelse, der også kaldes vijnana-maya, hvor der skelnes mellem det levende væsens sind og livssymptomer på den ene side og det levende væsen selv på den anden side. Det sidste og højeste stadie kaldes ananda-maya, hvor man erkender sin helt igennem lyksalige natur… Af disse tre indebærer de tre første – anna-maya, prana-maya og jnana-maya – de levende væseners handlingsfelt.” (Bg. 13.5, forklaring)

 

Kundskabsprocessen 

Efter at have beskrevet handlingsfeltet forklarer Krishna, hvordan man tilegner sig transcendental viden (jnana) og frigør sig fra indespærringen i den materielle krop. Der nævnes tyve punkter, hvoraf Prabhupada især fremhæver tre: ydmyghed, hengivenhed og at overgive sig til en åndelig mester.

Processen sammenlignes med en trappe: ”Fra praktisering af ydmyghed til det niveau, hvor man erkender den Højeste Sandhed, Guddommens Højeste Personlighed, er denne proces som en trappe, der begynder fra stueetagen og fører op til øverste etage. På denne trappe har mange mennesker nået til første, anden eller tredje etage osv., men medmindre man når op til den øverste etage, der er forståelsen af Krishna, er man på et lavere kundskabstrin.” (Bg. 13.8-12, forklaring)

I forklaringen til disse fem vers analyserer Prabhupada de tyve elementer, der udgør viden, og han opfordrer os: ”Med hensyn til at gøre fremskridt i åndelig videnskab bør man teste sig selv for at se, hvor langt man er kommet. Man kan bedømme sig selv ud fra disse punkter.” (Bg. 13.8-12, forklaring)

En tilsvarende liste findes i Sri Isopanisad, mantra 10, hvor der nævnes atten punkter.

 

Genstanden for viden

Efter at have forklaret handlingsfeltet, dets to kendere samt processen for tilegnelse af viden besvarer Herren det sjette spørgsmål: ”Hvad er genstanden for viden (jneya)?”

Svaret er de to kendere, sjælen og Oversjælen. Først forklares sjælen:

”Jeg skal nu forklare dig det, der kan vides, hvorved du vil smage det evige. Brahman, ånden, der er uden begyndelse og underlagt Mig, ligger uden for denne materielle verdens årsag og virkning.” (Bg. 13.13)

Her bekræftes sjælens evige, lyksalige natur, som vi tidligere har hørt om især i andet kapitel. Dernæst beskrives Oversjælen i vers 14-18. Det nævnes blandt andet, at Han er altgennemtrængende, kilden til alle sanser, opretholderen af alle levende væsener, herskeren over den materielle natur, lyskilden i alt, der lyser, at Han befinder Sig i alles hjerter, og at Han er viden, genstanden for viden og målet med viden.


Natur og nyderen

Til sidst forklares de to første emner, prakrti og purusa. Den oprindelige nyder er Krishna, men når det levende væsen forsøger at nyde den materielle verden, omtales han også som purusa eller nyder. Der er således to kendere, to genstande for viden og også to nydere. I alle tilfælde refereres der til sjælen og Oversjælen, der således anskueliggøres fra forskellige vinkler.

Både den materielle natur og det levende væsen er evige. Selv om det levende væsen tilhører den højere åndelige energi, underlægges han den materielle natur. Prabhupada giver en interessant kommentar til sjælens fald:

”I virkeligheden er det levende væsen oprindeligt en uadskillelig åndelig del af den Højeste Herre, men på grund af sin oprørske natur er han betinget inden for den materielle natur. Det spiller egentlig ingen rolle, hvordan disse levende væsener eller den Højeste Herres højerestående væsener er kommet i kontakt med den materielle natur. Guddommens Højeste Personlighed ved imidlertid, hvordan og hvorfor dette faktisk fandt sted.” (Bg. 13.20, forklaring)

Formålet med skabelsen forklares også her: ”… når den materielle natur manifesteres, får disse levende væsener endnu en chance for at handle i denne materielle verden og forberede sig på at komme til den åndelige verden. Dette er mysteriet bag den materielle verden.” (Bg. 13.20, forklaring)

Den betingede sjæls tilstand skildres meget rammende i vers 22:

purusah-prakrti-stho hi  bhunkte prakrti-jan gunan
karanam guna-sanga ’sya  sad-asad-yoni-janmasu

”På denne måde følger det levende væsen livets gang i den materielle verden og nyder naturens tre kvaliteter. Dette skyldes hans omgang med den materielle natur. Således mødes han med godt og ondt i forskellige livsformer.” (Bg. 13.22)

Næste vers beskriver den Højeste Nyder: ”Og dog findes der i denne krop en anden, en transcendental nyder, der er Herren, den højeste ejer, der eksisterer som vidnet og den, der giver tilladelse, og som er kendt som Oversjælen.” (Bg. 13.23)

Prabhupada forklarer forholdet mellem de to nydere: ”Faktum er, at hvert eneste individuelt levende væsen er en evig uadskillig del af den Højeste Herre, og begge er de meget nært forbundne som venner.” (Bg. 13.23, forklaring)

Hvordan dette venskab kan genoplives forklares i de følgende vers, der opsummerer de forskellige processer af selvrealisation. Kunsten at lytte fremhæves specielt.

Krishna konkluderer sin forklaring af forholdet mellem prakrti og purusa således:

”O du bedste blandt Bharataer, du må forstå, at hvad end du ser eksistere, det være sig bevægeligt såvel som ubevægeligt, er det intet andet end en kombination af handlingsfeltet og handlingsfeltets kender.” (Bg. 13.27)

 

At se med kundskabens øjne

I resten af kapitlet beskrives klarsynet og symptomerne hos den person, der har opnået transcendental viden.

”Den, der ser Oversjælen ledsage den individuelle sjæl i alle kroppe, og som forstår, at hverken sjælen eller Oversjælen inde i det forgængelige legeme nogensinde forgår, ser faktisk.” (Bg. 13.28)

”Den, der ser Oversjælen i samme grad til stede overalt i alle levende væsener, trækker ikke sig selv ned med sit sind. Således nærmer han sig det transcendentale mål.” (Bg. 13.29)

Dette er et meget vigtigt vers, og Prabhupada kommenterer: ”Hvis man med andre ord kan se Guddommens Højeste Personligheds tilstedeværelse i alt levende, trækker man ikke sig selv ned med en destruktiv mentalitet, og som følge heraf gør man gradvist fremskridt mod den åndelige verden.” (Bg. 13.29, forklaring)

Kapitlet opsummeres i det sidste vers: ”Betydningen af kapitel 13 er, at man skal kende forskellen på kroppen, kroppens ejer og Oversjælen. Man skal kunne forstå vejen til befrielse, sådan som den blev beskrevet i vers 8-12. Da kan man fortsætte mod det højeste bestemmelsessted.” (Bg. 13.35, forklaring)

 

Spørgsmål til kapitel 13

Vers 1-7

  1. Forklar ksetra og ksetra-jna.
  2. Hvordan kan man nemt forstå, at man ikke er kroppen?
  3. Definer jnana.
  4. Forklar analogien med kongen og borgeren.
  5. Forklar de tre Brahman-opfattelser, der er nævnt i forklaringen til vers 3.
  6. Hvorfor findes der forskellige slags kroppe?
  7. Nævn fem ting, man skal vide om handlingsfeltet/kroppen.
  8. Hvorfor er det så vigtigt at forstå forskellen mellem sjælen og Oversjælen?
  9. Beskriv de 5 stadier af bevidsthed.
  10. Nævn de 24 elementer, der udgør handlingsfeltet.

Vers 8-12

  1. Hvad er det vigtigste element i tilegnelsen af viden?
  2. Definér ydmyghed. Hvorfor er ydmyghed påkrævet for at forstå åndelig viden?
  3. Forklar ikke-vold.
  4. Definér tolerance og giv eksempler fra teksten.
  5. Hvad betyder ligefremhed/enkelhed?
  6. Hvorfor er det afgørende at acceptere en åndelig mester?
  7. Hvad er de to slags renlighed, som en hengiven bør praktisere?
  8. Forklar vedholdenhed og selvbeherskelse.
  9. Hvilken rolle spiller sanserne i åndeligt liv?
  10. Hvorfor er det umuligt at opgive ego?
  11. Nævn de fire hovedlidelser i materielt liv. Hvorfor er det vigtigt at forstå dem?
  12. Hvordan forholder en hengiven sig til familiemedlemmer? Redegør for de 4 principper, der kan gøre familielivet lykkeligt.
  13. Forklar analogien med kundskabsprocessen og trappen.

 

Vers 13-19

  1. Forklar anadi.
  2. Hvordan skal det forstås, at Oversjælen har hænder, ben, øjne osv. overalt?
  3. Forklar nirguna.
  4. Forklar analogien med Solen og Oversjælen i vers 17.
  5. Lav en liste over Oversjælens egenskaber fra denne passage.
  6. Forklar de tre elementer, der udgør vijnana (videnskaben om viden).

 

Vers 20-27

  1. Hvorfor bliver sjælen underlagt den materielle natur?
  2. Hvad er formålet med den materielle skabelse?
  3. Hvem er årsag til det levende væsens lidelse og nydelse i denne verden?
  4. Forklar analogien med forskellige ”boliger”.
  5. Forklar upadrasta og anumanta.
  6. Hvordan giver Herren instruktioner?
  7. Beskriv de forskellige processer for at erkende Oversjælen.
  8. Hvorfor er det vigtigt at kunne lytte?

 

Vers 28-35

  1. Hvad betyder det virkelig at kunne se?
  2. Beskriv klarsynet, symptomerne og destinationen hos den, der ser med kundskabens øjne.
  3. Forklar analogien med luften i mudder og sjælen i kroppen i vers 33.
  4. Forklar analogien med Solen og universet og sjælen i kroppen i vers 34.
  5. Hvad er springbrættet til åndelig erkendelse?
  6. Forklar nogle af de forskelle på kroppen, sjælen og Oversjælen, du har bemærket i dette kapitel.