Det følgende er et resumé af et kapitel fra bogen “Advancements of Ancient India’s Vedic Culture” af Sri Nandanandana Prabhu (Stephen Knapp), hvor han giver nogle videnskabelige observationer til støtte for, at Krishna rent faktisk var på Jorden for så længe siden, som man kan læse det i eksempelvis Mahabharata.

Som hengivne inden for den vediske kultur accepterer vi, at Krishna var på Jorden for 5.000 år siden, hvor Han talte Bhagavad-gita i forbindelse med Mahabharata-krigen. Men ikke alle vil acceptere denne datering og er tilbøjelige til enten at mytologisere Krishna og Mahabharata eller anbringe Ham i en meget senere tid. Derfor er det sommetider rart at høre, hvad forskere viser til støtte for det, vi allerede har accepteret.

Et eksempel, der viser den tidlige natur af den vediske kultur, er beregninger baseret på astronomiske angivelser fra især Mahabharata. Mahabharata har mange astronomiske angivelser, der kan bruges til at datere krigen og andre begivenheder. Astrofysikeren Dr. Narahari Achar fra Universitetet i Memphis, USA, viste med sine beregninger, at krigen i Mahabharata fandt sted 3067 f.Kr. En anden professor, Dr. Raghavan, nåede frem til samme årstal 30 år tidligere i 1969.

Alt i alt har vi ifølge Achar og Raghavan:

  • Herren Krishna rejste fra Upaplavya-nagara på Sin fredsmission den 26. september 3067 f.Kr.
  • Krishna nåede frem til Hastinapura den 28. september 3067 f.Kr.
  • Måneformørkelse den 29. september 3067 f.Kr.
  • Krishna kørte sammen med Karna den 8. oktober 3067 f.Kr.
  • Solformøkelse den 14. oktober 3067 f.Kr.
  • Krigen begyndte den 22. november 3067 f.Kr.
  • Krigens fjortende dag, hvor kampen fortsatte efter solnedgang til næste dags morgengry den 8. december 3067 f.Kr.
  • Balarama dukkede op på Kuruksetra den 12. december 3067 f.Kr.
  • Vintersolhverv den 13. januar 3066 f.Kr.
  • Bhismas bortgang den 17. januar 3066 f.Kr.
  • Herren Krishnas bortgang 3031 f.Kr.
  • Vyasadevas nedskrivning af de fleste vediske tekster omkring 3000 f.Kr.
  • Sarasvati tørrede ind og holdt op med at løbe ca. 1900 f.Kr.

Fra konteksten i Mahabharata kan det også sluttes, at Maharaja Yudhisthira blev kronet til konge omkring 3138 f.Kr. Forskellige forskere har beregnet forskellige datoer for begyndelsen på Mahabharata-krigen imellem 3102 f.Kr. til 3139 f.Kr., men som Dr. Achar påpeger, understøttes ingen af disse datoer af de astronomiske konstellationer i Mahabharata. Kun årstallet 3.067 f.Kr. træder frem, når man laver beregninger over de angivne planetpositioner og sol- og måneformørkelser.

Krishnas bortgang

Ifølge Dr. Narahari Achar: “I Mahabharata dukker Krishna først op på tidspunktet for Draupadis bryllup, og Hans bortgang er præcist 36 år efter krigen. Intet fortælles om Hans fødsel i Mahabharata, selv om der er information om Hans bortgang. Krishna observerer tegn (Mahabharata 14.3.17) tilsvarende dem, der blev set på tidspunktet for krigen og angiver nu den totale tilintetgørelse af yadavaerne. [Astronomiske] simuleringer viser, at i året 3031 f.Kr., 36 år efter 3067 f.Kr., var der en serie på tre formørkelser med fjorten dages mellemrum imellem hinanden. En måneformørkelse den 20. oktober blev fulgt af en solførmørkelse den 5. november, der igen blev fulgt af en ’penumbral’ måneformørkelse den 19. november. Den dato for Herren Krishnas bortgang er i overensstemmelse med den folkelige tradition, ifølge hvilken Han gik bort 36 år efter krigen.”

Flere beviser på Krishnas eksistens

Indiens engelske koloniherrer mente, at de hengivne elementer inden for den vediske tradition, specielt i relation til bhakti, måtte være kommet fra kristendommen, og den opfattelse støder man stadig på sommetider. Men arkæologiske fund viser, at hengivenhed til Krishna fandtes længe før kristendommen opstod.

I det centrale Indien på et sted ved navn Vidisha eller Besnagar står Heliodorus-søjlen, der lokalt kaldes Khamb Baba-søjlen. Den blev rejst af Heliodorus, grækernes ambassadør til Indien i 113 f.Kr. Heliodorus var blevet sendt til hoffet af Kong Bhagabhadra af Antialkidas, Taxilas græske konge. Kongeriget Taxila var en del af området Baktrien i det nordvestlige Indien, der var blevet erobret af Alexander den Store i 325 f.Kr. På Antialkidas’ tid inkluderede området under græsk styring områder i det, der nu er Afghanistan, Pakistan og Punjab.

Heliodorus angiver på stensøjlen tidspunktet for, hvornår den blev rejst, og det faktum, at han var blevet omvendt til vaisnavisme eller tilbedelsen af Herren Visnu. På inskriptionen på søjlen, sådan som den blev offentliggjort i Journal of the Royal Asiatic Society, står der:

“Denne Garudasøjle for Vasudeva (Visnu), gudernes gud, blev rejst af Heliodorus, en tilbeder af Visnu, søn af Dion, indbygger i Taxila og græsk ambassadør fra den Store Kong Antialkidas til Kong Kasiputra Bhagabhadra, Frelseren, der da var i sit fjortende blomstrende regeringsår. Tre vigtige læresætninger fører, når de praktiseres, til himlen: selvbeherskelse, velgørenhed og samvittighedsfuldhed.”

Vi ser her, at Heliodorus var blevet en hengiven af Visnu og var kyndig i teksterne og skikkene inden for denne religion. Man kan kun gætte på, hvor mange andre grækere omvendte sig til vaisnavismen, når sådan en betydningsfuld ambassadør gjorde det. Dette viser afgjort grækernes værdsættelse af Indien og hendes filosofi.

Søjlens brahmi-tekst blev opdaget og oversat i 1901, og dens historiske betydning var åbenlys. De engelske sanskritforskere hævdede, at mange af de vediske traditioner og legender om Krishna måtte være hentet fra Biblen og historierne om Jesus. Heliodorus’ søjle var det arkæologiske fund, der beviste, at Krishna og vaisnava-traditionen gik forud for kristendommen med mindst 200 år. Søjlen viste, at inderne ikke havde hentet legenderne om Kristus og anbragt dem i Puranaerne som historier om Krishna, som englænderne havde teoretiseret det.

Man kan også slutte, at hvis en græsk embedsmand var så imponeret af vaisnava-filosofien, at han omvendte sig til den i 200 f.Kr., må vaisnavismen og dens åndelige hengivenhed til Gud, som den findes i bhakti-traditionen, være opstået flere århundreder om ikke årtusinder tidligere for at være kommet til et niveau, hvor grækerne var så imponerede af den.

Dette viser endvidere, at Grækenland var en del af den vediske kultur og gentog, hvad det og dets filosoffer havde lært fra de vediske vismænd i stedet for selv at være en kilde til høj filosofi, som mange tror det.

Yderligere arkæologiske fund inkluderer Mora-brønden og Ghosundi-inskriptionerne, der fortæller os, at den rige og komplekse vaisnava-opfattelse af Gud og Guddommens ekspansioner i de materielle universer allerede var veletablerede i de første to århundreder før Kristus. Ti kilometer vest for Mathura i den lille  uanselige landsby Mora gjorde arkæologen General Cunningham i 1882 et andet afgørende fund i forbindelse med vaisnavismens historiske korrekthed. På en terrasse ved en ældgammel brønd fandt han en stor stenplade, der var fyldt med inskriptioner. Selv om kun halvdelen var læselig, var betydningen klar og blev offentliggjort i Archaeological Survey of Indias årsrapport. Budskabet var tydeligt. Ikke blot blev Krishna tilbedt i århundrederne før Kristus, men også Hans ekspansioner eller ledsagere, specielt ”Vrishni-klanens fem helte”, dvs. Krishna (Vasudeva), Balarama (Sankarsana), Pradyumna, Samba og Aniruddha. Det viste, at vaisnavismens komplekse teologi, metafysik og kosmologi eksisterede i en avanceret form århundreder før Kristus.

Ydermere fandt man i landsbyen Ghosundi i Rajasthan Ghosundi-inskriptionen, der i det store hele gentager inskriptionen fra Mora-brønden. Inskriptionen er i dag udstillet i Victoria Hall Museum i Udaipur og omtaler Narayana, Sankarsana og Vasudeva.

Inskriptionen er på et sanskritskrift, der kaldes nordligt brahmi-skrift, hvilket giver inskriptionen en alder omkring det andet århundrede f.Kr. En næsten identisk inskription blev også fundet i nærheden og kaldes Hathi-vada-inskriptionen. Ifølge K. P. Jayaswal fra Archaeological Survey of India viser disse inskriptioner, at ikke blot ksatriyaerne, men også brahmanaerne tilbad Krishna som ”Alles Herre”. Således var vaisnavismen dybt rodfæstet i hele det indiske samfund.

Dette underbygges videre af en inskription i den berømte Nanaghat-hule i staten Maharastra, hvor Vasudeva og Sankarsana (= Krishna og Balarama) er inkluderet i en brahmanas påkaldelse. Inskriptionen er dateret til den anden halvdel af det første århundrede før Kristus.

Der er også gjort møntfund, der underbygger Krishnatilbedelsens ælde. Således har udgravninger under ledelse af P. Bernard og en fransk arkæologiekspedition ved Al-Khanum langs grænsen mellem Afghanistan og Rusland afdækket seks rektangulære broncemønter, der blev udstedt af den indogræske regent Agathocles (ca. 185 f.kr.). Mønterne havde skrift på både græsk og brahmi. Det mest interessante var et billede af Visnu eller Vasudeva med cakra og konkylie.

Dateringen af Herren Rama

Nævnes bør også den omtrentlige dato for Herren Rama, da det kan kaste lys over, hvor umådelig gammel den vediske kultur er. Der er forskellige opfattelser, hvor nogle mener, at Rama kom nogle årtusinder før Krishna. Således kunne man i april 2011 læse i Times of India, hvordan Saurabh Kwatra på basis af beregninger af ekliptika og tithier (dage noteret ifølge Månens faser), som de beskrives i Valmikis Ramayana, var nået frem til, at Herren Rama var født den 4. december 7323 f.Kr. Men andre er nået frem til andre årstal gennem andre beregninger over de samme angivelser, så intet endegyldigt kan siges på basis af dette.

På trods af disse nyere beregninger anbringer traditionen Herren Rama meget længere tilbage i tiden. For eksempel står der i Vayu Purana (70.48):

tretayuge caturvinse ravanastapasah ksayat
ramam dasarathim prapya saganah ksayamlyavan

Ifølge dette vers dræbtes Ravana sammen med sine slægtninge og landsmænd i krigen mod Rama i den 24. Treta Yuga. Vi er for nærværende i den 28. caturyuga i Vaivasvata-manvantara. Det er også Rupa Gosvamis opfattelse i Laghu Bhagavatamrita, at Rama åbenbarede Sig i Treta Yuga i den 24. cyclus. Der er 71 cyklusser i en manvantara-periode, hvilket betyder, at Herren Ramas fremkomst fandt sted for omtrent 18 millioner år siden.

Her er det interessant, at i Valmikis Ramayana (5.4.27) er der en omtale af elefanter med fire stødtænder, der står foran portene til Ravanas palads. Ligeledes omtales det i 5.27.12, hvordan en troldkælling ved navn Trijata i en drøm ser Herren Rama ride på en stor elefant med fire stødtænder. At de kendte til elefanter med fire stødtænder er interessant, siden moderne videnskab har opdaget, at der faktisk har levet en elefant med fire stødtænder. Den kaldes Mastondontoidea og menes at have levet for mellem 38 millioner og 15 millioner år siden. At Rama skulle have levet for 18 millioner år siden passer således sammen med dette.

Meget af ovenstående information er hentet fra Origin of Indian Civilization, redigeret af Bal Ram Singh, Center for Indic Studies, Dartmought, USA, 2010. En længere version kan også læses på http://www.dandavats.com/?p=86463.