Af Lalitanatha Dasa

København havde i september besøg af to hengivne fra Island, Gaura Bhagavan Dasa og hans kone, Dayarupa Dasi.

Man kunne også kalde dem Islands to hengivne, for Island er et at de få lande i Europa, hvor ISKCON aldrig har etableret en fast tilstedeværelse, og de er lige nu de to eneste fuldt praktiserende hengivne i landet. De håber, det kommer til at ændre sig, og de arbejder på det. Jeg havde en sludder med dem for at høre, hvad de laver, og hvad der sker på Island.

Gaura Bhagavan: ”Jeg er oprindeligt fra Island og vist nok den eneste initierede islandske hengivne. Jeg gik med i ISKCON, da jeg var 17, hvilket er 30 år siden om en måned. Som hengiven har jeg boet i New York i omkring seks år, hvor jeg tjente under min åndelige mester. Derefter var jeg baseret i Indien i syv år, og efter det har jeg været delt mellem Island og USA, men nu bor jeg fast på Island. Jeg blev for nylig færdig på universitetet med min masters i regnskabsføring, og nu ser det ud til, at jeg skal arbejde på at udvikle ISKCON i mit hjemland, Island.”

Gaura Bhagavan blev initieret af Suhotra Swami, der ikke længere er hos os i denne verden, og siden har han søgt meget tilflugt hos Radhanatha Swami og bl.a. boet i hans tempel i Chowpatty, Mumbay, og fået en masse træning der.

Hans kone Dayarupa Dasi fortæller om sig selv:

”Jeg er fra USA, men født i Indien og delvist opvokset i Indien og delvist i USA. Jeg blev hengiven for omkring ti år siden og er initieret af Niranjana Swami. Jeg stammer fra Gujarat, så jeg har en vaisnava-baggrund. Min bedstemor på min fars side fulgte Vallabhacarya, så de havde en masse regler med ingen hvidløg osv., tage bad og hele etiketten. Det er dog svundet ind, som generationerne er gået. På min mors side er de fra en arya-samaja-familie, der ikke praktiserer nogen af disse ting.

Krishna var der i vores hjem, men jeg vidste ikke, hvem Krishna var, indtil jeg mødte de hengivne og studerede Prabhupadas bøger. Vi boede i Hartford, Connecticut, hvor templet, jeg blev en del af, ligger, og hvor der er disse to fantastiske Prabhupada-disciple, der har kørt templet længere, end jeg har levet, og jeg er vokset op under deres beskyttelse.”

Gaura Bhagavan: ”Dette med at prædike på Island er et ønske eller en mission, jeg har haft i mit hjerte, selv før jeg gik med i ISKCON. Da jeg blev en hengiven, kunne jeg se, at islændingene og Island gik glip af Krishna-bevidsthed. Jeg tænkte, at jeg skulle se at blive oplært og efter nogle år komme tilbage og åbne et center. Jeg havde på en måde dette brændende ønske om at redde mit land. Det er en af grundene til, at jeg kom meget tæt på mine åndelige mestre, specielt Suhotra Swami. Han tog mig under sine vinger og trænede mig. Jeg fik alle disse muligheder for at være en del af en gruppe og være i Chowpatty og tilmed at rejse med ham som hans personlige tjener, for jeg havde dette mål om engang i fremtiden at starte noget på Island.

Jeg tog også til andre steder som Australien, men altid, når jeg forsøgte at flytte et andet sted hen, ville jeg ende tilbage på Island. Selv da vi havde slået os ned i USA og købt et hus, og vi havde et godt liv i et godt samfund af hengivne, var det alligevel, som om noget ikke var rigtigt. Vi endte med at opgive alt andet og flytte til Island. Her boede vi først i en etværelses lejlighed, men Krishna har udvekslet helt fantastisk, så … ”

Dayarupa: ”Ja, selv da vi skulle flytte hertil, faldt alt på plads på en utrolig måde. Vi fik med lethed solgt vores hus i USA og fik mere for det, end vi havde regnet med. Jeg tænkte også, at jeg kender ikke sproget her, så hvad skal jeg foretage mig? Men så forbandt min svigerinde mig med en af sine kolleger, der igen forbandt mig med sit firma, der har noget i Island, og jeg skulle bare møde op til et interview, når jeg kom, og med det samme havde jeg et arbejde. Så mange ting faldt i hak på bare to uger. Alting blev arrangeret, og sådan oplever vi det stadigvæk. Ligesom den lejlighed, vi har købt, ligger midt i centrum med forretninger nedenunder, og nu ejer vi en af dem til at starte vores restaurant i.

Vi talte om, hvor dyrt alt er på Island. Det, vi har, koster let en million dollars, hvilket vi ikke har råd til, men på en eller anden måde arrangerede Krishna, at vi fik det for en tredjedel af prisen. Og vores lejlighed og butik ligger i samme bygning, så vi kan bare gå ned ad trappen til restauranten. Det er et utroligt arrangement lige midt i et centralt område i Reykjavik. Det er tydeligt, at Krishna gør dette og vil have det til at ske.”

Jeg spurgte videre til, hvad de laver nu, og hvad der sker.

Gaura Bhagavan: ”Da jeg flyttede til USA, før jeg overhovedet giftede mig med Dayarupa, gik jeg tilbage til at studere, for jeg har denne akademiske natur. Den kommer fra min familie, og jeg valgte at studere finans og økonomi, for jeg ville gerne lære mere om ledelse for at bruge det i ISKCON. I ISKCON startede vi fra en hippiebaggrund, og vores lederskab har historisk set været meget svingende. Men jeg lærte fra Chowpatty, hvordan god administration har været en stor del af deres success. Åndeligt set er de meget rene, men de ansætter samtidig meget intelligente folk med universitetsgrader i deres styrelse, så de administrerer godt. Derfor tænkte jeg, at jeg vil lære om ledelse, for det vil hjælpe mig til at hjælpe ISKCON. På en eller anden måde endte det med regnskabsføring, hvor jeg netop har afsluttet en masters og har noget arbejdserfaring.

Men efter at være blevet færdiguddannet kunne jeg ikke finde nogen stilling. Jeg søgte her og der, men uden held. Og så kom dette med denne restaurant. Jeg forstod, at hvis vi skal drive den med succes, skal mindst en af os gøre det på fuld tid. Min mission i livet er under alle omstændigheder ikke regnskabsføring. Min mission er at prædike og give folk prasadam.

I det mindste i begyndelsen vil der være en masse fysisk aktivitet med at drive en restaurant. Jeg er fysisk stærkere end hende, så det er bedre, at jeg tager det hårdere arbejde, og hun kan gøre de lettere ting.

Dayarupa: Det er igen Krishna, der arrangerer dette, for jeg har altid haft et ønske om at have en prasadam-restaurant. Men alligevel bliver jeg kørt ned bare af at lave mad til en fest til Janmastami. Hele min krop gør ondt, og det er kun madlavning til måske ti mennesker. Det er derfor meget tydeligt, at han skal være den ledende, og måske kan jeg lave mindre ting som samosaer, kager, konfekter osv. Men siden jeg kom, har vi prædiket gennem programmer fra vores lejlighed, som vi købte i december 2017.

Gaura Bhagavan: Vi startede med det samme med faste søndagsfester. Næsten altid er der kommet nogle, og en person blev sågar hengiven på fuld tid og reciterer seksten runder. Han er dog flyttet tilbage til sit hjemland, Litauen. Vi er under alle omstændigheder ikke knyttet til resultatet, men fortsætter bare med at forsøge. Jeg lagde også mærke til, at jo mere vi prøver, desto mere seriøse bliver vi med hensyn til vores eget åndelige liv. Det gør ens åndelige liv dybere og tvinger én til at være eksemplarisk, så det er også en personlig rejse for mig.

Dayarupa: Til større prorammer som Janmastami har vi brugt et yoga-studio én gang og en anden gang den indiske ambassade. Det skulle vi også have gjort i år, men det måtte vi selvfølgelig aflyse på grund af COVID. I vores lejlighed kan vi kun have 10-12 gæster, hvilket stadig er nok til søndagsfester. Men med den nye lokalitet kan vi have flere i fremtiden.

Gaura Bhagavan: Ja, nu har vi et sted, der virkelig er offentligt. Det er ikke en lejlighed. Det er mere neutralt for folk, og vi håber, at der vil komme flere folk. Vi kan også have åbent hele dagen, for det ligger i restaurantområdet. Og det betaler allerede for sig selv, for der er tre lokaler, hvor vi lejer to lokaler ud, mens vi selv skal bruge det tredje. Lejen fra de to lokaler dækker terminen, så det er igen et økonomisk mirakel for os.

En forrig ejer byggede et restaurantkøkken der, men måtte sælge det, før han fik det taget i brug. Den næste ejer var ligeglad med køkkenet og havde glemt alt om det. Da vi købte, solgte han for meget mindre, end et sådant køkken er værd. Det var der bare til os, og vi skal kun stille noget udstyr op og blive godkendt. Så mange mirakler og det i den samme bygning, hvor vi har vores lejlighed. Selv blandt islændinge kender jeg ingen, der har et sådant arrangement.

Lalitanatha: Hvorfor har Island ikke haft et Hare Krishna-center før? Det er et af de eneste lande i verden.

Gaura Bhagavan: Det har noget at gøre med, at hvis man vil etablere noget på Island, skal man binde sig til at være der. I mange år er hengivne fra bl.a. Tyskland kommet en måned ad gangen og har distribueret nogle bøger og måske afholdt et program eller to og mødt et par interesserede mennesker. Men Suhotra Swami fortalte mig, at det eneste, der er holdbart på et sted som Island, er en restaurant, for den kan betale for udbredelsen af Krishna-bevidsthed. Folk vil også spise der hver dag og møde hengivne og over lang tid – efter måske to-tre år – vil nogle måske beslutte sig for selv at blive hengivne. Det tager tid for folk i disse lande, der ligger så langt fra den traditionelle indiske kultur.

Det er ikke nok at komme til Island et par uger og distribuere nogle bøger. Det er selvfølgelig en god ferie for hengivne, for folk er flinke på Island, men at tage askesen og blive på et sted, indtil der sker noget, er vanskeligt. Det er ligesom dengang Prabhupada startede ISKCON. Og det er, hvad jeg omsider har bestemt mig for at gøre. Det besluttede jeg langt om længe efter at have forsøgt at gøre så mange andre ting, men det er tydeligt, at det er det, jeg skal.

Dayarupa: Han er den eneste hengivne fra Island og blev hengiven efter være blevet prædiket til på Island.

Gaura Bhagavan: Det er sandt.

Lalitanatha: Så siden Krishna gav ham en islandsk fødsel i dette liv og kender sproget, samfundet, kulturen osv., er det naturligt, at han prædiker på Island.

Gaura Bhagavan: Ja, det er, hvad jeg tænker. Jeg kunne gøre ting så mange andre steder, men jeg er den eneste hengivne fra Island. Hvis jeg ikke prædiker nu, vil ISKCON selvfølgelig alligevel komme til Island på et tidspunkt, måske om hundrede år fra nu, så det afhænger nok ikke af mig, men det er alligevel tydeligt, at min rolle i den nuværende tid er at forsøge at gøre noget. Vi håber bare på velsignelser til at gøre dette projekt succesfuldt.

Lalitanatha: Hvad er jeres visioner for udviklingen af den islandske yatra? Ser I store templer med asramaer?

Gaura Bhagavan: Nej.

Dayarupa: Jo, jeg vil have landbrug med køer.

Lalitanatha: Eller vil I have netværk af forsamlinger? Hvilken model forestiller I jer?

Gaura Bhagavan: Jeg forsøger at tage ét skridt ad gangen og forstå meningen med restauranten. Jeg er fra Island og kender lidt til samfundet. Det er meget lille og følsomt. Jeg ønsker at træde meget varsomt, for jeg vil ikke brænde nogle broer ved at være alt for fremfusende. Jeg er en lokal person, og folk kender mig. Min plan er at starte med restauranten og få et godt omdømme og måske prædike på andre måder. Måske kan vi have større programmer engang om ugen i en park, så folk ser os. Da Prabhupada blev spurgt, om hele verden ville blive hengivne, afviste han det ikke, men svarede alligevel, at det ville sikkert ikke ske, for det er en meget sjælden person, der bliver en hengiven. Hans vision var mere at finde disse særlige mennesker, der kan blive hengivne.

Disse hengivne kan så i fremtiden måske rense samfundet. Island har 350.000 indbyggere, og hvis vi bare i mit liv kan have en håndfuld helt overgivne hengivne, vil det være en stor succes efter min mening. Det vigtigste må være, at vi har en tilstedeværelse af hengivne på Island, tilstedeværelsen af en restaurant, praktiserende hengivne, at folk kender os og kender vores tempel, og at vi bare giver folk et godt indtryk af hengivne. Det vil være en stor succes for et sted som Island. Sådan ser jeg det.

Min vision er bæredygtighed og holdbarhed og noget, der kan integrere i samfundet. I nogle dele af verden som i England er hengivne blevet en integreret del af samfundet, for de har har været meget fintmærkende, når det kommer til at omgås med offentligheden, politikerne osv. Jeg vil forsøge at gøre noget lignende. Det behøver ikke at være en stor tilstedeværelse, men i det mindste bare en konstant tilstedeværelse.

Dayarupa: Men det ville være dejligt at få en lejlighed mere i den samme bygning, så vi kan have brahmacarier eller besøgende gæster eller måske et andet grhastha-par. Det er sikkert vores næste mål. Hvis restauranten kommer til at køre godt, og vi kan spare noget op, kan vi sikkert gøre det, for to personer alene kan ikke gøre meget.

Gaura Bhagavan: Derfor beder vi de hengivne om at velsigne vores projekt, og at de vil komme og besøge os.