Danmark får for første gang besøg af Bhakti Gauravani Goswami, når han kommer forbi templet i København fra den 5. til den 10. april. Maharaja er født i 1951 i Tyskland, hvor han mødte de hengivne i Hamborg i sommeren 1971.
Han blev initieret af Srila Prabhupada i 1972 og fik navnet Vedavyasa Dasa. De næste otte år arbejdede han på de tyske oversættelser af Srila Prabhupadas bøger og ledte det tyske BBT. I 1981 flyttede han til Spanien efter at have giftet sig med en spansk hengiven, og her arbejdede han med oversættelsen og udgivelsen af bøger på spansk i mange år. I 1996 skrev han bogen “Srila Prabhupada and His Disciples in Germany,” der fortæller historien fra 1969 til 1977 om ISKCON og Prabhupada i Tyskland.
I dag er Bhakti Gauravani Swami præsident for templet i Malaga og landbrugssamfundet Nueva Vrajamandala uden for Madrid. Samtidig rejser han en del af året og besøger hengivne og templer rundt omkring i Europa.