Af Gaurahari Dasa
At være beslutsom er en dyd, en god kvalitet, som er nødvendig at have for at nå noget i livet. Men at være stædig er en last. Det store spørgsmål er, hvor går grænsen? Hvordan kan jeg med andre ord være sikker på, at jeg er beslutsom uden at være stædig? Det tænker jeg at tale lidt om i denne artikel.
Det kan måske hjælpe, hvis vi prøver at se på, hvordan beslutsomhed og stædighed defineres. Alle har nogle mål, som de prøver at nå. Sådan må og bør det være. Hvis man ikke har noget mål i livet, falder man hen og bliver en taber. Det er imidlertid ikke lige meget, hvilket mål man sætter sig. I forklaringen til Bhagavad-gita 2.41 skriver Srila Prabhupada:
”Den resolutte beslutsomhed hos en Krishna-bevidst person er baseret på viden. En Krishna-bevidst person er den sjældne gode sjæl, som forstår til fulde, at Krishna er roden til alle manifesterede årsager. Ligesom man ved at vande et træs rod automatisk distribuerer vand til bladene og grenene, kan man ved at handle i Krishna-bevidsthed udføre den bedste velgerning for alle …. Hvis man gennem sine handlinger tilfredsstiller Krishna, bliver alle tilfredse.”
Krishnas hengivne stræber efter at nå det eneste virkeligt værdige mål, at tilfredsstille Krishna, slippe ud af kredsløbet af gentagen fødsel og død og vende tilbage til Krishna i den åndelige verden, Back to Godhead, som Srila Prabhupada sagde det. For at nå det mål må man være utroligt beslutsom. Mange vil helt sikkert beskylde den hengivne for at være stædig, men fordi målet er korrekt, er den hengivne i sin fulde ret til at være ubøjelig og om nødvendigt sætte alle andre hensyn til side for at nå det.
Det overordnede mål kan der således ikke være nogen diskussion om, i hvert fald ikke for en Krishna-bevidst person. Men vi sætter os mange andre mål, som forhåbentligt er skridt på vejen mod det overordnede mål, at komme til Krishna. Disse underordnede mål bør man være parat til at revidere, hvis man ikke vil gøre sig skyldig i at være stædig. Man bør altid være årvågen og på udkig efter tegn, som viser, om man er på rette vej eller behøver at revidere sin opfattelse. Det svenske ord for stædig er ”envis”, som ret godt beskriver denne last. En stædig person tror, han ved bedst og er ikke villig til at acceptere, at han kan tage fejl og bør lytte til andre og være parat til at bøje af, hvis det viser sig, han tager fejl.
Lad mig bruge mig selv som eksempel. Da mit ægteskab meget mod min vilje gik i stykker for lidt over 20 år siden, følte jeg, det var et tegn fra Krishna, at nu skulle jeg tage sannyasa. Da min Guru Maharaja, salig Sridhara Swami, så gav sin fulde godkendelse og opbakning, så jeg det som en yderligere bekræftelse. Med Sridhara Swamis hjælp kom jeg da også på en tre års venteliste. Men så gik Guru Maharaja bort, og seks år efter stod jeg stadig på en tre års venteliste. Jeg måtte bare sande, at ingen støttede mit sannyasa-projekt; i hvert fald ingen, som havde noget at skulle have sagt i ISKCON. Så jeg havde valget mellem at fortsætte med at slå hovedet mod muren eller bare ”glemme alt om at tage sannyasa, i hvert fald indtil videre,” som var det råd, min GBC, Hridaya Caitanya Prabhu, gav mig. Det var en svær lektie at lære, men når alt kommer til alt, er der ingen, der kommer til at stå ved porten til den Åndelige Verden og spørge: ”Har du taget sannyasa? Nej? Desværre, så kan du ikke komme ind.”
Problemet er, at vi har sådant et stort falsk ego. Vi lægger planer for Krishna, som man bør gøre det, men fordi det er min plan, tror jeg, den er perfekt, og klamrer mig til den, som om det var livet om at gøre, og det ville være et nederlag, hvis jeg accepterede, at jeg ikke er Gud. Vi er bare små, små støvfnug i Krishnas uendelige skabelse, og når vinden blæser i en bestemt retning, har et støvfnug ikke andet valg end at følge med. Vi har ofte med Ravindra Svarupa Prabhus brillante ord ”et fundamentalt skænderi med virkeligheden.” Det er selvsagt ikke nogen god ide.
Men det er en svær balance. Selv store sjæle går nogle gange fejl. I Srimad-Bhagavatam fortælles historien om Dhruva Maharaja, der var så beslutsom, at han i en alder af bare fem år gik ud i junglen og praktiserede hård, hård askese for at nå sit mål, at blive konge over hele universet. Han nåede faktisk sit mål, om end han fortrød det bittert, da han så Krishna ansigt til ansigt og forstod, at Krishna og chancen for at tjene Krishna er så uendeligt meget mere værd end alt andet i denne materielle verden, selv herredømme over hele universet.
Men han havde flere lektier at lære. Da han senere for at hævne sin brors død gik i krig mod Yaksaerne, gik han amok og var på vej til at udslette hele deres race, selv om det jo kun var én Yaksa, der havde slået hans bror ihjel. Faktisk måtte hans bedstefar, Svayambhuva Manu, selv komme og få ham til at slappe af og minde ham om, hvad der var hans pligt.
Kampen havde bølget frem og tilbage, og flere gange så det ud som om, at nu var Dhruva færdig. I sidste ende var han dog gennem Krishnas nåde i form af Narayana-astra pilen i stand til at overvinde Yaksaerne. Faktisk var de allerede besejrede, så snart han satte denne forunderlige pil på sin bue. I kampens hede mistede han imidlertid overblikket og glemte, hvad der var det overordnede mål. Han fortsatte nedslagtningen, selv om det var unødvendigt. Men han kom heldigvis til fornuft, godt hjulpet af Svayambhuva Manu. Så det kan ske for selv den bedste, at man taber hovedet og mister overblikket i kampens hede. Men Krishna hjælper altid. Vi må bare være ydmyge nok til at tage imod hjælpen, når den kommer. Vi kan lære af Dhruva Maharajas eksempel. Han var beslutsom uden at være stædig.
Eksemplet med støvfnug, der bliver blæst omkring af vinden, må ikke misforstås. Vi er ikke viljeløse ligesom støvfnug. Krishna har givet os et spillerum, hvor vi kan udøve vores frie vilje og vise vores beslutsomhed. I modsætning til støvfnug er vi bevidste, tænkende væsener, og i sidste ende er det virkelige valg, vi har, måske hvad vi vil tænke på, mens vi bliver blæst hid og did af livets tildragelser. De fleste mennesker har ikke kontrol over, hvad de tænker på, hvilket også er umådeligt svært for ikke at sige næsten umuligt, når man er midt i vores moderne verdens orkan af distraktioner. Men Krishnas navn er det mægtige våben, vores Narayana-astra, hvormed vi kan styre vores sind. Så om ikke andet har vi her et helt legitimt felt, hvor vi med fuld ret kan være urokkelige i vores beslutsomhed uden at gøre os skyldige i at være stædige.
Hvis vi vil opnå noget af virkelig værdi i dette liv, må vi blive fast besluttede på at lære at tænke på Krishna. Den beslutsomhed manifesterer sig ved, at vi gør alt, hvad vi kan, for at tilrettelægge vores liv, så vi har tid og energi til hver dag at recitere Krishnas navn – Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare, Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare – et fast antal gange. Og ikke bare recitere, men tilbede, dyrke det hellige navn. Det vil sige, at vi forsøger at arrangere alting, så vi har en relativt fredfuld stund, hvor vi kan sætte os ned på et relativt fredfuldt sted og fordybe os i at recitere – hver dag. Der er kun 24 timer i døgnet, så for at få tid til det må vi nødvendigvis give afkald på andre ting.
For at sige det rent ud må vi bruge mindre tid på alle de ting, som vi forbinder med at nyde livet. For det meste er aftentimerne den tid, vi har til at nyde livet på forskellige måder. Men det træffer sig desværre sådan, at de tidlige morgentimer er den tid, hvor vi har størst chance for at finde fred til at recitere Hare Krishna. Så vi må vælge. For at komme tidligt op må man tidligt i seng, så der røg de hyggelige aftenstunder. Men som jeg siger: Man må være beslutsom for at nå noget i livet. At være fast besluttet på at tilbede det Hellige Navn hver dag er ikke at være stædig.