– Af Lalitanatha Dasa –
Her fortsætter serien om varnasrama-dharma, det vediske samfundssystem. Sidste afsnit, der blev bragt i Nyt fra Hare Krishna 9.2014, tog fat på grhastha-asramaen, dvs. husholderlivet og ægteskabet i det vediske samfund. Diskussionen af grhastha-livet fortsætter her.
Grhastha er den ene af de fire asramaer (brahmacari, grhastha, vanaprastha og sannyasa), hvor ordet asrama ordret betyder ”et sted, hvor man kan få beskyttelse”. Derfor bruges ordet også som betegnelse for et kloster (f.eks. en yoga-asrama). Asramaerne er de fire livsordener eller livsstadier, som man kan søge beskyttelse i.
Hele det vediske samfund bygger på en ide om beskyttelse. Med undtagelse af Krishna har alle brug for at stå under en eller anden form for beskyttelse. Kun Krishna er uafhængig og Ham, der beskytter alle andre.
Det er selve vores natur, at vi alle har brug for beskyttelse mod alle mulige farer. For hvert skridt vi tager, kan vi blive ramt af ulykke, sygdom og enhver tænkelig katastrofe. Vi er så skrøbelige, at Govinda Dasa Kaviraja sammenligner vores eksistens med en dråbe vand på et lotusblad. Ligesom dråben kan trille af bladet, hvad øjeblik det skal være, kan vores materielle eksistens ophøre, så snart det skal være.
Ikke blot trues vi af ydre farer. Vi udgør oftest selv den største fare for os selv. Derfor bemærker Krishna i Bhagavad-gita (6.5-6), at sindet kan være den betingede sjæls værste fjende. Ikke blot kan et ubehersket sind, der er knyttet til sansenydelse, gøre os vanvittige, men sindets impulser kan også drive os til at handle impulsivt, ubesindigt og uovervejet og fuldstændigt afspore vores liv. Også det er vi nødt til at blive beskyttet imod.
Af alle former for fare anser den vediske visdom den største for at være faren for, at vi afviger fra dharma, den religiøse vej. Så længe vi holder os på dharmaens vej, ligger al fremskridt, velstand, lykke og befrielse åben for os. Bryder vi derimod med dharma ved at afvige fra vores foreskrevne pligter, går vi vores undergang i møde. Dharma foreskriver bestemte pligter for os alle afhængigt af vores position og status i livet, og vi degraderer os selv, møder lidelse og modgang og fortsætter i kredsløbet af fødsel og død i den materielle verden, hvis vi på en eller anden måde afviger fra de foreskrevne pligter, der angives af vores pågældende dharma.
Til syvende og sidst betyder dharma at handle, som Krishna vil have os til at gøre det, og den største fare i livet er at afvige fra Krishnas vej (dharma). Derfor trænes alle i det vediske samfund til at beskytte deres dharma, deres religiøse principper og pligter. Det siges i et vedisk mundheld, at ved at beskytte dharma bliver man selv beskyttet af dharma, hvilket betyder, at Krishna beskytter os ved at give os en bestemt dharma¸ som vi skal følge uanset hvad.
Kun Krishna kan beskytte os imod at falde væk fra dharma. Krishnas beskyttelse kommer dog ikke til os direkte, men igennem andre personer. Krishna beskytter ét levende væsen igennem et andet levende væsen. For eksempel beskytter Han både ksatriyaerne igennem brahmanaerne og brahmanaerne igennem ksatriyaerne. En ksatriyas første pligt, der sikrer ham beskyttelse mod afvigelse fra hans dharma, er altid at søge råd hos brahmanaerne, og brahmanaerne beskyttes både fysisk af ksatriyaerne, og når det kommer til deres dharma, for ksatriyaerne holder også øje med, at brahmanaerne faktisk lever som brahmanaer, og protesterer, når de ikke gør det. Det er sådan, Krishna beskytter os alle igennem hinanden.
Et autoritært samfund
Det vediske samfund er et autoritært samfund, hvor alle står under en eller anden autoritets beskyttelse. Børn står under voksne, elever står under lærere, en tjener står under en herre, yngre står under ældre, kvinder står under mænd, og alle står under kongen, men tilmed kongen står under brahmanaerne, brahmanaerne står under sannyasierne og vismændene, der står under deres respektive guruer, der igen står under andre guruer osv. helt op til Krishna, der er den eneste, der ikke behøver at stå under nogen. Og den allerøverste autoritet er Vedaerne, de hellige skrifter, som alle autoriteter skal følge.
Ved at følge og tjene en autoritet ifølge skrifternes retningslinier er man automatisk beskyttet af Krishna. Det handler ikke om, at ens autoritet skal være helt perfekt i enhver henseende. Nogle har en forestilling om, at de kan kun underordne sig en autoritet, hvis autoriteten er perfekt. Hvis de opdager fejl i deres autoritet, bliver de usikre, skeptiske og måske rebelske over for enhver form for autoritet.
Dette betyder egentlig ikke, at en sådan person dermed ingen autoritet har længere, for han gør blot derved sig selv til sin egen autoritet. Det er ikke blot en risikabel situation af sætte sig i (som det siges: ”Den, der er sin egen guru, har et fjols som discipel.”), men også en misforståelse af dynamikken i det vediske autoritetssystem. Den virkelige dynamik er, at det er Krishna, der handler og beskytter os igennem vores autoriteter, og en autoritets kvalifikation er ikke at være perfekt i enhver henseende. Hans primære kvalifikation er, at han selv står under og følger sin egen autoritet efter bedste evne. Selv om ens autoritet er ufuldkommen og måske endog leder én til at gøre noget, der viser sig ikke at være helt rigtigt eller helt optimalt, er det i sig selv ikke noget problem, for som sagt er det dharma (Krishna), der beskytter én, hvis man selv beskytter dharma. Fordi man følger princippet om autoritet, vil man være beskyttet mod at falde ned, selv om ens autoritet eventuelt selv måtte få problemer.
Ja, følger man trofast en autoritet, vil man i mange tilfælde tilmed kunne understøtte sin autoritet i dennes mangler. Den vediske historie har mange beretninger om store kvindeskikkelser, der blev kraftfulde ved at være trofaste over for deres mænd, selv om deres mænd i nogle tilfælde ikke var på niveau med deres hustruer. I kraft af deres trofasthed og strenge overholdelse af dharma var de somme tider i stand til at redde deres mænd fra f.eks. døden eller fra afvigelse fra dharmaens vej. Den kendteste af disse kvinder er Moder Sita, Herren Ramas perfekt trofaste hustru. Hendes trofasthed var så stærk, at hun kunne gå uskadt igennem ild.
Det er således vigtigt at forstå, at det er Krishna, der beskytter os, når vi beskytter dharma igennem trofasthed over for den autoritet, som Krishna har arrangeret for os. En autoritet er måske mindre perfekt, men vi bliver beskyttet af Krishna, når vi overholder vores dharma og følger vores autoritet. Vores autoritet kan have et problem, men for vores vedkommende har vi intet problem og er beskyttede, så længe vi følger vores autoritet og vores dharma korrekt.
En autoritets kvalifikationer
En underordnets kvalifikationer er trofasthed og loyalitet over for sin autoritet. Hvilke kvalifikationer kræves der så af en autoritet? En kvalifikation er allerede blevet nævnt, nemlig at enhver autoritet selv skal stå under og følge sin egen autoritet. Ingen er uafhængige. En anden kvalifikation som autoritet er, at man lever for sin underordnedes velfærd. Det ses nok mest tydeligt i forholdet mellem forældre og børn. Hvem er autoriteten i det forhold? Svaret er selvfølgelig forældrene. De bestemmer, hvad der skal ske, og børnenes dharma er at følge og adlyde dem. Men hvis velfærd handler det hele om? Svaret er ikke forældrene, men børnene. Overordnet bestemmer forældrene, men det hele handler om, hvad der er godt for børnene, og hvad børnene har brug for. Forældrenes behov er sekundære.
Dette eksempel giver altså en klar ide om forholdet imellem en autoritet og en underordnet. Derfor står der i Srimad-Bhagavatam, at man ikke bør antage rollen som guru, leder eller autoritet, hvis man ikke kan beskytte sine underordnede mod især gentagen fødsel og død. En autoritet, der bruger sine underordnede på sin egen sansenydelse, diskvalificerer sig selv som autoritet.
Det naturlige ægteskabelige forhold i det vediske grhastha-liv er, at manden er autoriteten, og konen står under ham. Dette bliver så somme tider misforstået, og nogle tror følgelig, at konen er mandens tjener, der skal opfylde alle hans ønsker og luner. Men i virkeligheden betyder deres forhold, at manden skal tilsidesætte sine egne behov for at tilfredsstille sin kones behov og beskytte hende i alle situationer. Hvis manden bruger sin kone til at få sine behov og ambitioner opfyldt på bekostning af hendes behov, antager han i virkeligheden kvindens rolle og sætter hende i mandens rolle (hvilket måske forklarer den moderne verdens kvindefrigørelse).
Princippet med at tage og give beskyttelse er nødvendigt for at kunne forstå kønsrollemønstret i det vediske grhastha-liv. Kvinden er underordnet manden, men aldrig som en slave. Grundlæggende er det som et tæt venskabsforhold mellem en ældre og en yngre, og forholdet eksisterer specielt af hensyn til kvindens tarv. Derfor skriver Srila Prabhupada i kommentaren til Bhagavad-gita 16.7, hvor de dæmoniske kvaliteter bliver diskuteret:
”Nu står der klart og tydeligt i Manu-samhita, at kvinder ikke bør have frihed. Det betyder ikke, at de skal holdes som slaver, men de er som børn. Børn giver man heller ikke frihed, men det betyder ikke, at man skal holde dem som slaver. Dæmonerne har nu tilsidesat sådanne pålæg, og de mener, at kvinder skal have lige så stor frihed som mænd. Dette har dog ikke forbedret verdens sociale situation. I virkeligheden skal en kvinde beskyttes på alle stadier af livet. Som barn skal hun beskyttes af faderen, i ungdommen af ægtemanden og i alderdommen af sine voksne sønner. Ifølge Manu-samhita er det den korrekte form for social adfærd. Men moderne uddannelse har på kunstig vis skabt en opblæst forestilling om kvindelivet, og derfor er ægteskab nu praktisk taget en saga blot i menneskesamfundet. Kvindernes sociale betingelser er heller ikke særlig gode på nuværende tidspunkt, selv om de, der er gifte, er bedre stillet end dem, der proklamerer deres såkaldte selvstændighed.” (Fortsættes i næste nummer)