BERETNING FRA JAGANNATHA PURI

Af Janardana Dasa

Janardana Prabhu har sendt rejseberetninger fra Sydindien til de to sidste numre af Nyt fra Hare Krishna. Den følgende beretning blev skrevet før de to andre. Her fortæller han om sit ophold i Jagannatha Puri i efterårsmåneden kartika.

Inden jeg begyndte min rejse ned igennem Andhra Pradesh, havde jeg været en uge i Jagannatha Puri. Jagannatha Puri ligger ud til den Bengalske Bugt i den østlige stat Orissa. Puris store attraktion er Jagannatha-templet. Hvert år i juli finder Jagannatha Ratha Yatra sted her og er en de folkerigeste fester i Indien. Den festival behøver vel ikke den store introduktion, da vi har vores egen årlige Ratha Yatra-festival i København.

Her gav Radhanatha Swami, min guru, foredrag hver aften under vores første årlige kartika-yatra i tre år. Der var 10.000 registrerede deltagende hengivne plus som altid i Indien et stort antal ikke-registrerede deltagende lokale nysgerrige, køer og hunde.

Vores tilstedeværelse satte et vist præg på byen. Den slags store begivenheder er også en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til den lokale økonomi. Der var daglige harinamaer på kryds og tværs og ISCKON-hengivne med deres tulasi-malaer og japa-poser overalt. Ti store grupper hver med hundredvis af hengivne var på daglig udflugt til de mange attraktioner i Puri såsom Haridasa Thakuras samadhi, hans bhajana-kutir ved siddha-bakula-træet, Jagannatha-templet, Tota Gopinatha-templet og gambhiraen (rummet), hvor Caitanya Mahaprabhu manifesterede Sine ekstaser. Caitanya Mahaprabhu, der er Krishna Selv med Srimati Radharanis glød og følelser af adskillelse fra Sri Krishna, manifesterede Sine dybeste åndelige ekstaser i Jagannatha Puri. Caitanya Mahaprabhu tilbragte næsten halvdelen af Sin tid her i de 48 år, Han manifesterede Sine jordiske lege. De mange steder kan man læse om i Caitanya-caritamrita, og de er målet for mange af de daglige udflugter. Stranden er heller ikke kun et tilflugtssted for de hengivne, der kommer for at bade, for Caitanya Mahaprabhu tog Selv dagligt bad her, og derfor er stedet også et pilgrimssted.

Bengalere kommer hertil på en uges ferie fra deres hektiske hverdag i Calcutta og indtager stranden i hobevis. De mange tilrejsende lokker lokale sælgere af alverdens varer til, og man kan få massage, hvis man tør. Samtidig ligger Svargadwar, himlens port, der også er et kremeringssted, helt ned til kysten. Den sødlige røg fra kremeringsbål, der bliver tændt i alle døgnets lyse timer, blander sig med stanken fra fiskeretter og anden mad, der bliver solgt og tilberedt i et bizart sammensurium af lugte og aktiviteter. Sådan er Indien.

Orissa og Bengalen er i Caitanya-caritamrita blevet beskrevet som to værelser i samme hus, hvor de hengivne gik ind og ud. Blandt de mange besøgende bengalere er der også mange gaudiya-vaisnava-hengivne. Der er ubeskriveligt mange gaudiya-hengivne i Bengalen. I kan selv tage til Bengalen til den årlige Gaura Purnima-festival i Mayapur og få syn for sagen. Det er som en tsunami af hengivne.

Jeg er her sammen med min mangeårige ven Navina Nirada, igennem mange år en af ISKCON’s bedste bogdistributører. Vi er på stranden dagligt for at distribuere Srila Prabhupadas bøger. Han siger, at bogdistribution her er som at jage vildt i en zoologisk have.

Navina har altid været en stor inspiration for mig. Han spilder ikke tiden med løs snak. Kun ind imellem, når han møder nogle lidt specielle personer, bruger han mere tid med dem. Ellers får de fremmødte en bog i hånden, og så kan man give en donation eller lade være. Ingen yderligere introduktion i Indien er nødvendig. Alle ved, hvad det handler om. Sanatana-dharma, kirtana, Krishna, ISKCON. Dette er invitationen til den åndelige verden. Srila Prabhupada er ambassadøren. Maha-mantraet midlet. Bøgerne forklaringen.

ISKCON er med i den forvandling, der specielt under premierminister Modis ledelse sker i Indien i disse år. Den sidste store milepæl var åbningen af et nyt stort Rama-tempel i Ayodhya den 22. januar, hvor endnu en tsunami af pilgrimme flyttede det indiske subkontinent.

For et par uger siden, mens min kone Campaka Devi og jeg sad om morgenen og chantede i vores midlertidige hjem i Udupi, Karnataka, gik 20 personer uden yderligere forklaring direkte fra gaden lige ind i vores stue. Disse vidunderlige mennesker kom for at skabe opmærksomhed omkring åbningen af dette nye store tempel i Ayodhya. Jeg startede selvfølgelig en Sita-Rama-kirtana: ”Raghupati Raghava Raja Rama Patita Pavana Sita Rama, Sita Rama Jaya Sita Rama Sita Rama Jaya Sita Rama.”

Hengivne fra hele Indien kommer til at tage del i åbningsceremonien den 22. januar. Vi skal selv derop i starten af februar og tage del i festlighederne. Det virker for alvor til, at den profeterede ”gyldne tidsalder” kører for fuld drøn i Indien. Det virker ikke, som om der er nogen begrænsning på indernes lyst til at fejre store begivenheder. Det er bare at tage et kig på den indiske kalender. Der er fremkomstdage, bortgangsdage, højtider for Krishna, Vishnu, Rama, Siva, de vigtigste guder og alle mulige helgenagtige personer og guruer. Det er bare én stor fest.

Vores kartika-yatra i Puri er også en stor fest. De hengivne fra ISKCON Chowpatty tilrettelægger hvert år yatraen. I år har de skullet arrangere overnatninger til 10.000 hengivne. De tilbereder prasadam to gange dagligt. Menuen består af to slags ris, to sabjier, capatier, dhal og salat.

Køkkenet er bygget på skinner og monteret med brug af kraner og diverse hjælpeforanstaltninger, så der så vidt muligt ikke skal foretages tunge løft. Gryderne, der bliver brugt, er på mindst 1.000 liter. Det hele kører på skinner, men kræver enorm megen forberedelse. De involverede startede allerede så tidligt som for et år siden planlægningen af yatraen. Dagligt hjælper mange hundrede frivillige med at skære grøntsager og servere. Det er en kæmpebedrift.

Køkkenet er blevet transporteret fra Mumbai på tværs af Indien til Puri og opført på en uge i en bunke sand. Viljen til at tjene uselvisk eksisterer i bedste velgående i Indien og mere udtalt i Syden. Når den vilje til at tjene rettes mod Krishna, er det hengiven tjeneste, bhakti-yoga. Hengiven tjeneste er midlet til at opnå Krishnas gunst og vil med tiden rense det levende væsen for alle uønskede ting i hjertet. Hvis vi til at starte med kan være mere villige til at tjene og ikke kun tænke på, hvad vi selv får ud af det, er vi allerede kommet tættere på Krishna.

Navina og jeg er indkvarteret i et hostel, der bestyres af Gaudiya-matha. Gaudiya-matha er organisationen, som blev etableret af Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura. Dette Gaudiya-matha tempel udmærker sig på mange måder og har stor historisk betydning. Det ligger ved siden af Tota Gopinatha-templet, og Bhaktisiddhanta Maharaja havde sin bhajana-kutir her på en lille sandbanke, der hedder Cataka-parvata. Mahaprabhu antog i en af Sine ekstaser Cataka-parvata for at være Govardhanabjerget.

Efter Caitanya Mahaprabhu kom til Jagannatha Puri, blev næsten alle Hans ledsagere inklusive Nityananda Prabhu sendt tilbage til Bengalen, men Gadadhara Pandita kunne ikke tåle adskillelsen, så han fik lov til at bo i Puri.

En dag, da Mahaprabhu ikke kunne tåle adskillelsen fra Krishna, begyndte Han at grave i sandet med sine hænder. Her stødte Han på en udhugget sten, som viste sig at være Deiteten af Tota Gopinatha. Deiteten blev installeret, og Gadadhara Pandita fik ansvaret for tilbedelsen.

Caitanya Mahaprabhu endte sine jordiske lege ved at træde ind i Tota Gopinatha. Efter mangala-aratika hver morgen kan man få lov til at se knæet på Deiteten, hvor Mahaprabhu gik sammen med Gopinatha.

Tota Gopinatha er den eneste Deitet af Krishna, der sidder ned, og forklaringen lyder således. Gadadhara Pandita kunne ikke tolerere adskillelsen fra Mahaprabhu, og med tiden sygnede han hen og gik foroverbøjet. Da han ikke længere kunne tilbede Gopinatha, ville han have en anden til at udføre tilbedelsen. I en drøm talte Gopinatha til Gadadhara og bad ham indtrængende om at fortsætte tilbedelsen, og da Gadadhara Pandita på det tidspunkt var så svækket, satte Deiteten Sig i stedet ned, så Gadadhara kunne forsætte sin tilbedelse.

En anden stor betydning, stedet har for specielt ISKCON’s hengivne, er, at Bhaktisiddhanta kort inden, han forlod denne verden, skrev et sidste brev til Srila Prabhupada, hvori han gentog instruktionen om at prædike i de engelsktalende lande. Den instruktion havde han som noget af det første givet til Srila Prabhupada ved deres første møde i 1922. Dette brev blev skrevet og sendt fra Cataka-parvata i året 1936 kort tid inden Srila Bhaktisiddhanta Sarasvatis bortgang. Det er af stor betydning, for på det tidspunkt havde Bhaktisiddhanta som den eneste indblik i, hvad fremtiden ville bringe, og instruerede sin discipel Srila Prabhupada derefter.

Srila Bhaktisiddhanta er en evigt befriet sjæl og Krishnas fortrolige udsending, som kom til det jordiske plan for at genetablere yuga-dharmaen efter Caitanya Mahaprabhu. Selvfølgelig ved vi alle nu, at Srila Prabhupada var den, der med tiden ville opfylde profetierne og sprede Krishnabevidsthed til Vesten, men dengang havde kun hans Guru-maharaja den dybe indsigt og erkendelse.

Jagannatha Puri er af mange forskellige grunde et specielt sted. Formerne af Jagannatha, Baladeva og Subhadra er som bekendt Krishna, Balarama og Deres søster, som antager formerne i ekstase. De ekstatiske følelser opstår i Krishna, Balarama og Subhadra, når De oplever eller blot hører om, hvordan indbyggerne i Vrindavana føler deres adskillelse fra Krishna.

Jagannatha Puri er stedet, hvor Krishna bliver tilbedt i denne ekstatiske form, og hvor Caitanya Mahaprabhu manifesterede Sine dybeste ekstaser. Caitanya Mahaprabhu er Krishna Selv, der som yuga-avataraen giver den højeste gave, kærlighed til Krishna til de mest faldne, dvs. os i den mørkeste af tiderne, Kali-yuga.

Jagannatha Puri dhama kijay! Srila Prabhupada kijay!