I 2008 startede hengivne fra ISKCON den første såkaldte Krishna Avanti-skole i England. Ideen var at kombinere en Krishna-bevidst skole med det bedste af den skolegang, som det offentlige skolevæsen tilbyder. Det var et eksperiment, og konceptet er blevet en succes, der er ekspanderet voldsomt allerede i sit første årti. 4–5.000 skoleelever fra 3 til 18 år bliver nu undervist på ti skoler, og tre mere er på vej.
Skolerne har fået stor ros og anerkendelse fra myndigheder og andre kredse i det britiske samfund, og selv Dronning Elisabeth og Prins Philip besøgte en af skolerne på et officielt besøg i forbindelse med dronningens 60-års regeringsjubilæum i 2012.
Skolerne kendetegnes af fokus på elevernes karakterdannelse og personlige udvikling. Ud over de almene fag er der særlig undervisning i religion, filosofi og etik, og yoga, meditation og kirtana indgår også i dagligdagen. Der stilles krav til lærernes personlige karakter og levevis, så de kan være gode eksempler for eleverne, og al skolemad er selvfølgelig både vegetarisk og Krishna-prasada.
Nu arbejdes der på at starte en Avanti-skole i Danmark. En initiativgruppe i København omkring templet med bidrag fra mange forældre, især af indisk oprindelse, er lige nu i gang med at ansøge om tilladelse til at starte en dansk Avanti, om muligt allerede i år efter sommerferien, ellers i 2021. En af de københavnske kommuner har udtrykt interesse i at lægge plads til en sådan international skole, og der arbejdes på at skaffe finansiering, lærere og naturligvis elever.
Følg med i de næste måneder i Nyt fra Hare Krishna om dette skelsættende projekt, som, hvis det lykkes, vil være den første Avanti-skole uden for England og en milepæl for det danske Hare Krishna-samfund.