BHAKTI-YOGA I HJEMMET
Af Jivan Mukta Dasa og Sita Devi Dasi (Oversat af Jesper Frydenlund)
Fra Back to Godhead 29-06, 1995.
På vores vej hjem, tilbage til Gud, kan livet som husholdere ofte føles som en forhindringsbane. Snublesten synes at dominere landskabet. Arbejde, sociale forpligtelser og huslige anliggender som f.eks. at opdrage børn og betale regninger kan let blive forhindringer for vores åndelige udvikling. Hengivne kan føle sig pressede til at gå på kompromis med deres idealer på grund af disse dagligdagskravs negative indflydelse.
Så hvordan kan vi med held forhindre, at vores Krishnabevidsthed svækkes, samtidig med, at vi opfylder vores huslige pligter? Det kan vi gøre ved nøje at følge et reguleret liv, der er fyldt med Krishnabevidste praksisser.
Regulering betyder kontrol – over vores tid, vores sanser, vores børn. For hengivne opnås denne kontrol gennem Krishnabevidste aktiviteter. Krishna fortæller os i Bhagavad-gita, at ved at regulere vores spisning, søvn, arbejde og rekreation kan vi mindske vores materielle lidelser. Den regulerende praksis i Krishnabevidsthed, der er kendt som sadhana-bhakti, går et skridt videre end almindelig regulering ved også at styrke os åndeligt.
Når en familie følger et åndeligt program og samarbejder om at styre husholdningen, mindskes stress og frustration. En disciplineret hengiven rutine skaber en mere harmonisk strøm i familielivet og en atmosfære, hvor Krishnabevidsthed kan blomstre. Vi bør regulere vores leg, hvile, motion og tilbedelse på en måde, der hjælper os med at udvikle vores indstilling til at tjene guru og Krishna.
Selv om det kan være udfordrende at følge et sadhana-program lige så strengt derhjemme, som man ville i et tempel, kan vi fastholde et tilpasset program. Vores daglige kalender tillader måske ikke, at vi står op klokken tre eller fire om morgenen, men målet bør være at stå op før solopgang. Perioden brahma-muhurta, halvanden time før solopgang, er særlig gunstig for åndelige praksisser.
Selv om vi klæder os i konventionelt tøj på vores arbejdspladser, kan vi stadig bære f.eks. dhoti, kurta, sari og tilaka under morgenprogrammet. Her kan vi synge de traditionelle morgenbønner foran familiens alter eller billeder af Deiteten og recitere det foreskrevne antal runder på vores japa-mala. Hvis tidsplanen forhindrer os i at recitere og tilbede om morgenen, kan et aftenprogram også være yderst effektivt.
Man kan opfordre hele familien til at deltage i det åndelige program. Børn har også brug for at lytte og recitere. Hvis de mangler Krishnabevidsthed, kan det blive en forhindring både i deres hengivne liv og i vores eget. Børn bør deltage i overensstemmelse med deres alder. Små børn lærer som regel sange og vers ved at høre dem blive sunget. Større børn kan følge med i en bog, indtil de kan bønnerne udenad. Efterhånden som børnene bliver dygtige, kan de opmuntres til at lave arati, lede kirtana eller spille på karatala eller mrdanga.
Vores egen entusiasme – eller mangel på samme – vil påvirke, hvor meget og hvor godt børnene deltager. Det kan være nødvendigt at tilbyde incitamenter. I vores hjem tegner vi f.eks. et tulasi-træ til hvert barn. Når børnene synger pænt, reciterer japa opmærksomt og følger med i Bhagavatam-klassen, får de lov til at farvelægge tre tulasi-blade. Efterhånden som de ser tulasi-træet vokse, bliver de ivrige efter at ”tjene” flere blade.
Børn er gaver fra Krishna. Vores ansvar er at sørge for, at vi giver dem de bedste muligheder for at befri sig fra den materielle verden. Forældre fungerer som rollemodeller. Når børn ser os invitere hengivne ind i vores hjem til kirtana og prasadam, når de ser os deltage i de lokale tempelfunktioner, når de hører os tale om Krishna og den materielle tilstand, eller når de hører os lovprise Herrens rene hengivne, bliver deres sind påvirket af de standarder, der senere vil forme deres voksenliv.
De prioriteter og mål, vi sætter, nærer og stimulerer vores børns ambitioner. At blive født i en familie af hengivne er uden tvivl en stor lykke, men det er ikke en garanti for befrielse. Krishnabevidsthed er en praktisk videnskab, der opnås gennem træning og godt selskab.
Uopmærksomhed i udførelsen af vores åndelige pligter vil skabe åndelig forvirring. Maya, den illusoriske energi, vil få chancen for igen at dominere vores familieliv. Fjernsyn, overfladiskhed, verdslige bekendtskaber og generel forkert brug af vores tid vil, hvis de ikke styres, bremse vores åndelige udvikling. Vores indsats bør derfor fokusere på at øge vores engagement i Krishnabevidste aktiviteter. Dette vil vaske dårlige vaner og undskyldninger for ikke at recitere, lytte og læse bort på samme måde, som det at hælde mælk i et glas med blæk til sidst vil få al blækket skyllet ud.
Prabhupada siger, at vi bør arrangere vores dagligdag, så vi altid tænker på Krishna. Rupa Gosvami bekræfter i The Nectar of Instruction, at dette er den væsentligste vejledning.
Belønningerne ved et reguleret liv i hengiven tjeneste er mange. Fredelige og kærlige relationer mellem familiemedlemmer udvikler sig, når vi indser den transcendentale betydning af vores samvær. Den glæde, vi oplever ved at se vores børn omfavne Krishnabevidsthed, inspirerer os og bekræfter vigtigheden af vores sadhana. Børneopdragelse, der til tider kan føles som en utaknemmelig opgave, bliver en kilde til stor inspiration. Når vores børn f.eks. spontant gengiver Krishnas lege, lader som om de holder Bhagavatam-klasse, laver arati, stiller filosofiske spørgsmål, deler deres erkendelser eller plukker blomster til Deiteten, føler vi som forældre en stor og dyb glæde.
Tilknytning til vores familiemedlemmers åndelige velbefindende leder til og afspejler vores egen tilknytning til den Højeste Herre. Og tilknytningen til Krishnas lotusfødder er fuldendelsen, perfektionen af det menneskelige liv. Når vores regulerede liv centrerer sig om Krishna og tjeneste til vores åndelige mester, ser vi ikke længere vores forpligtelser som forhindringer, men som trædesten – muligheder for at opnå frigørelse fra den materielle tilværelse.